Jeg nyder det bløde vinterlys, som giver det irgrønne metal en særlig glød. Hele sceneriet får et nærmest drømmende udtryk. Kongen står rank og stolt, selv om jeg egentlig syntes den højtidelige positur og den trinde mave giver det hele et skær af komik.
Frederik 7. var konge i midten af 1800-tallet og i hænderne har han symbolerne på de to vigtigste begivenheder i hans tid. Med den ene hånd giver kongen Grundloven til beskueren, som han gjorde det i 1849, da han opgav enevælden og indførte folkestyre. Den anden hånd støtter han på en sabel, som jeg ser som et minde om den borgerkrig, der udbrød i Slesvig og Holsten af samme årsag.
Kunstneren bag monumentet er billedhuggeren H.W. Bissen. Han var tidens storleverandør af nationale monumenter – tænk blot på Landsoldaten i Fredericia eller Istedløven, som fik så krank en skæbne. Men Bissen nåede aldrig at se monumentet færdigt. Han døde få måneder før det blev indviet.
Grundlovsdag 1868 blev statuen afsløret på Flakhaven som byens første offentlige monument. Siden kom flere til, men Frederik 7. foran rådhuset forblev byens stolthed. Da historiske monumenter gik af mode i efterkrigstiden blev statuen flyttet til Kongens Have og Flakhaven fyldt med kunst.
I dag står statuen som et minde om en svunden tid, hvor byen og landets store mænd skulle mindes med statuer af bronze. Og dog! Efter en pause på 50 år fik Odense sidste år et nyt stort bronzemonument, så i dag kan Frederik 7. stå på sin høje sokkel og kigge ned på Bjørn Nørgaards trehovede H.C. Andersen-monument.
