en

Projektet ”Odenses middelalderbefolkning” har haft fokus på Odenses befolkning og deres levevilkår inden for byens afgrænsning. Hvor gammel blev man i middelalderen? Var befolkningen fejlernærede? Hvor mange var spedalske? Hvor mange havde tuberkulose? Og ændrede dette sig over tid i middelalderbyen Odense? For at kunne besvare spørgsmålene er middelalderskeletter fra den gamle Skt. Albani kirkegård og Skt. Knud kirkegården blevet undersøgt.

Datering af middelaldergrave

Skt. Albani kirkegård blev nedlagt kort tid efter den lutheranske reformation i 1536. Skt. Knud kirkegård var i brug i længere tid efter reformationen og blev først nedlagt i 1818. I projektet har det udelukkende været middelaldergravene, der har været interessante at undersøge. Der er derfor først og fremmest blevet undersøgt, om gravene kan dateres ved hjælp af tegl i gravfyldet, skeletternes armstillinger, samt hvordan gravene ligger i forhold til hinanden. Middelaldergravene fra de to kirkegårde blev inddelt i to perioder; den tidlige og den sene middelalder. Skellet imellem de to perioder ligger omkring år 1250. Skellet baseres på, hvornår man begyndte at bruge tegl som byggemateriale i Odense, og hvordan skikken for armenes stilling i graven ændrede sig over tid. Ved begge metoder har det vist sig vanskeligt, at sætte et præcist årstal på, hvornår skiftet skete. Skellet mellem den tidlige og sene middelalder skal findes imellem år 1200 og 1300. Der er derfor valgt at tage udgangspunkt i årstallet 1250. Dog er perioderne omtalt som hhv. den tidlige og den sene periode af hensyn til usikkerheden med dateringerne. Resultaterne fra dateringsanalysen har vist, at 271 grave fra kirkegårdene var fra middelalderen. Heraf var 124 grave fra den tidlige periode og 147 grave fra den sene periode.

Middelaldergrav fra den sene periode. Sat med teglsten. Fra Skt. Albani Kirkegård. Foto: Odense Bys Museer

Befolkningen i byen – hvem var de?

For at undersøge levevilkårene hos befolkningen i Odense blev materialet fra tre arkæologiske udgravninger studeret nærmere – to fra Skt. Knuds kirkegård og en fra Skt. Albani kirkegård. Der var i alt 148 skeletter med i undersøgelsen.

I både i den tidlige og den sene middelalderperiode blev der fundet et større andel af mænd end kvinder. Fra den tidlige periode var 55 % mænd og 43 % kvinder (samt 2 % af ukendt køn). I den sene periode var kønsfordelingen 59 % mænd og 39 % kvinder (samt 2 % af ukendt køn). Fra andre kirkegårde ser man samme tendens. Eksempelvis har kønsfordelingen for den middelalderlige ødekirkegård ved Sejet nær Horsens den samme tendens som i middelalderbyen Odense.

Gennemsnitsalderen for voksne individer var næsten den samme igennem de to perioder. I den tidlige periode var den 37 år, og i den efterfølgende var den 41 år. Gennemsnitsalderen for mænd var lidt højere end for kvinderne. Forskellen var 3 år i den tidlige periode og 5 år i den sene periode. Der er derfor ikke en betydningsfuld aldersforskel mellem de to køn. At mænd blev lidt ældre end kvinder var normalt i middelalderen. Først i den efterreformatoriske periode (ca. 1500-1800) vendte denne udvikling, til at kvinder i gennemsnit levende længere end mænd.

Fejlernæring, tuberkulose og spedalskhed

Fejlernæring kan ses ved at et individ har tegn på emalje hypoplasi eller cribra orbitalia. Emalje hypoplasi ses ved en linje på tænderne. Linjen opstår, imens tanden er i gang med at blive dannet i kæben hos børn, og dannes, hvis der er underskud af energi grundet eksempelvis fejlernæring eller sygdom. Cribra orbitalia er en knogleforandring i den øverste del af øjenhulen og har tilknytning til jernmangel. Både emalje hypoplasi og cribra orbitalia hos voksne individer er et udtryk for en stresspåvirkning eller fejlernæring i barndommen.


Cribra orbitalia placeret i den øverste del af øjenhulen. Kraniet er fra et barn der var imellem 5 og 6 år ved sin død. Skelettet er fra udgravningen OBM9785 og har nummeret G4. Foto: Mette Alexandersen.

I den tidlige periode havde ca. halvdelen et eller begge tegn på fejlernæring. I den sene periode var det 76 %, der havde tegn på fejlernæring. Det er interessant, at der er en så stor forskel imellem de to perioder. Kan det skyldes at høsten slog fejl i individerne fra den sene periodes barndom? Eller er der en anden grund til, at der var en så stor udbredelse af fejlernæring i denne periode?

Tuberkulose var især forbundet med forholdet mellem mennesket og kvæg i den tidlige middelalder. Det var ved kontakt med kvæg eller igennem madvarer såsom mælk, at mennesket kunne blive smittet med bakterien M. Bovis, der forårsager tuberkulose. I middelalderbyen Odense var det almindeligt, at have dyrehold inde i byen. Derved var der en risiko for smitte fra kvæg til menneske. I den tidlige middelalderperiode havde 53 % af individerne tuberkuloserelaterede forandringer på skelettet. I den sene periode var det 58 %. Der var derfor en stigning over tid af antallet af individer i Odense, som havde tuberkulose.

Spedalskhed var ligeledes tilstede i byen i begge perioder. I den tidlige periode var det 31 af alle individer i undersøgelsen, som havde knogleforandringer relateret til spedalskhed. I den sene periode faldt det til at være 23 %. Denne tendens kan hænge sammen med, at Skt. Jørgensgården blev oprettet i ca. år 1270-80 i Odense. Individer med symptomer på spedalskhed blev sendt til Skt. Jørgensgården, hvor de ville leve i isolation fra den øvrige befolkning. Individerne blev begravet på den tilknyttede kirkegård og ikke på de almindelige sognekirkegårde såsom på Albani og Skt. Knud. Dette kan forklare, hvorfor der sker et fald i antallet af individer med spedalskhed fra den tidlige til den sene periode.


Udsnit af Brauns kort over Odense. Udsnittet viser Skt. Jørgensgårdens placering udenfor den østlige byport. Her blev de spedalske sendt hen for at leve i isolation fra den øvrige befolkning. Skt. Jørgensgården eksisterer ikke længere som en bygning i dag, men har givet navn til Skt. Jørgens Gade. Derved er den stadig en del af det moderne byliv i Odense. Foto: Braun, G. og Hogenberg, F. (1572-1617): Cities of the World – Complete Edition of the Colour Palettes of 1572-1617. Stephan Füssel (ed.). Taschen, Cologne.

For at kunne sige, hvor stor en del af befolkningen i middelalderbyen Odense, der var syge, blev det undersøgt, hvor mange der havde tuberkulose- og/eller spedalskhedsforandringer på knoglerne. Ud af det samlede antal individer fra den tidlige periode var 53 % syge. I den sene periode var det 59 %. Der var derfor en stigning på 6 % af syge individer imellem de to perioder. Før der skabes knogleforandringer skal sygdommen have været i kroppen over en relativ længere periode. Dette betyder især for tuberkulosen, at de individer der nåede at dø inden knogleforandringerne blev skabt, ikke fremgår af dette resultat. Det kan derfor kun antages, at det har været en betydelig del af den samlede befolkning der har været syge i middelalderbyen Odense. Middelaldermennesket har derfor været præget af en bevidsthed, om at døden altid var lige om hjørnet.

Kranie fra udgravningen OBM9784 med nummeret G522. Kraniet er fra en mand, som var imellem 35 og 40 år ved sin død. Ved den nederste del af næsen ses en begyndende afrunding, der kan relateres til spedalskhed. Udover forandringer i kraniet var der ligeledes forandringer på lægbenet (fibula) og den femte mellemfodsknogle, hvilket betyder, at vedkommende led af spedalskhed.
Foto: Mette Alexandersen

Emner: Byhistorie

Mere 'Forskning'

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...