Odense Kommune anlægger i disse år et næsten 2 kvadratkilometer stort erhvervsområde i byens sydøstlige del – helt ud til motorvejen tværs over Fyn. Bydelen er opkaldt efter industrimagnaten C.F. Tietgen, og her skal såvel tung industri som småvirksomheder blomstre op side om side.
De store anlægsarbejder, som udstykningen har medført, har siden 1999 givet anledning til et væld af arkæologiske forundersøgelser såvel som egentlige udgravninger, der har afdækket bebyggelsesspor fra tidsrummet mellem yngre stenalder og ældre middelalder. Her skal der berettes om en af de mindre undersøgelser, som blev udført forud for opførelsen af en industribygningen i slutningen af 2004.
I de mere end 15 km søgegrøfter og tusindvis af kvadratmeter udgravningsflader, der hidtil er afdækket i Tietgen Byen, er det især bopladser fra yngre bronzealder og førromersk jernalder (ca. 1000 f.Kr.-0), der er dukket op. Der er ikke tale om store, sammenhængende bebyggelser, men derimod spredte småbebyggelser, antagelig enkeltgårde, der har ligget “drysset” rundt i landskabet. Vi har længe undret os over, hvor de tilhørende grave fra det tusindårige tidsrum måtte befinde sig, men nu ser det pludselig ud til, at vi har fået hul på bylden.
Indtil videre har vi registreret fire overpløjede gravhøje i området, og to af disse er undersøgt nærmere. I begge tilfælde var fortidsminderne så nedpløjede, at alle spor af gravanlæg var fjernet. En tredje høj er indtil videre blot registreret, mens undersøgelsen af en fjerde akkurat er påbegyndt. Der er tale om en høj på ca. 25 m i diameter og en bevaret højde på ca. 40 cm! Det vil sige, at anlægget reelt er udslettet fra jordens overflade, og hvis det ikke var for de fund, der blev gjort uden for højfoden, var den diffuse forhøjning i det ellers flade landskab næppe erkendt som en gravhøj.
Nordøst for højfoden fandtes fire brandgrave, fordelt på én urnegrav, to urnebrandgruber og en brandpletgrav. Hertil kommer to kogegruber, altså en anlægstype, som man normalt vil forbinde med bopladsaktiviteter, men som ikke sjældent afdækkes i tilknytning til grave. Anlæggene har tydeligvis ikke oprindeligt været dækket af højfyld, men er med tiden blevet beskyttet af et tykt muldlag, efterhånden som gravanlæggets jordmasser blev spredt ved pløjning. Det betyder altså, at vi her står overfor en fladmarksgravplads fra yngre bronzealder. I yngre bronzealder var brandgravskikken enerådende, og den dødes brændte knogler blev næsten altid stedt til hvile i en urnegrav, som blev sat ned i siden af en eksisterende gravhøj fra yngre stenalder eller ældre bronzealder.
Tusindvis af grave fra yngre bronzealder er således forsvundet i tidens løb, efterhånden som højenes øverste lag er pløjet eller gravet af. I enkelte tilfælde har man opført gravhøje i yngre bronzealder, således som det kendes fra bl.a. Lusehøj på Sydvestfyn. Fladmarksgravpladser er derimod sjældne, i hvert fald på Fyn, også selv om man i vores tilfælde kan sige, at der er en nær sammenhæng mellem gravhøj og fladmarksgravplads. Det er tydeligt, at man har udnyttet den eksisterende højs monumentale udtryk i landskabet, da brandgravene blev anlagt måske århundreder efter højens opførelse.
I ældre jernalder, især i førromersk jernalder, har man hyppigt anlagt gravpladser ved foden af ældre høje, og det er et spørgsmål, om vi med den lille fladmarksgravplads i Tietgen Byen ser en slags forløber til et fænomen, der skulle blive ganske almindeligt i tiden op mod Kristi fødsel.
Men hvad var der så i gravene? Som det er sædvanen, var gravene meget sparsomt udstyrede på trods af, at de var fuldstændigt bevarede. En urnebrandgrube indeholdt et lille fragment af en ubestemmelig bronzenål, en anden en ca. 13 cm lang, men ikke særligt karakteristisk dragtnål af bronze. Sammen med de grove, tøndeformede lerkars former og simple udsmykning er det dog tilstrækkeligt til at fortælle os, at gravlæggelserne fandt sted mod slutningen af yngre bronzealder, d.v.s. ca. 600 f.Kr.
Byggemodningen i Tietgen Byen fortsætter, og i foråret 2005 skal der byggemodnes i det område, hvor den centrale del af gravhøjen ligger. Der bliver således lejlighed til at finde ud af, om højtomten rummer spor af primærgraven – ligesom der måske bliver lejlighed til at finde ud af, om der er flere sekundære grave uden for højfoden. Byggemodningen kommer også til at omfatte dele af et bopladsområde fra gravenes tid; et sådant er tidligere påvist ca. 100 m fra gravhøjen. Hvis vi er rigtigt heldige, får vi her en sjælden mulighed for at undersøge et samhørende kompleks af grave og boplads fra bronzealderens slutning. Vi kan næsten ikke vente med at komme i gang!
