en

Spredt for alle vinde

Hvert år dør ca. 1 % af den danske befolkning – svarende til ca. 52.000 personer. Over 80 % af de døde bliver brændt, men dette tal dækker over betydelige geografiske variationer; i de større byer er tallet således større, mens det er mindre udbredt at blive kremeret i Vestjylland. Ligbrænding som led i en begravelseshandling blev indført i Danmark i 1893. Eller – det er mere korrekt at sige, at denne praksis blev genindført i 1893, for indtil Kristendommen blev indført i vikingetiden knap 1000 år tidligere, havde ligbrænding været udbredt.

De kirkelige ritualer, der finder sted ved en jordfæstelse og en begravelseshandling, der omfatter kremering, er næsten ens, men ligheden ophører, når kisten føres ud af kirken. Ved jordfæstebegravelsen fortsætter ritualet ved graven, hvor jordpåkastelsen udføres. Hvis den døde skal kremeres, bringer en rustvogn i stedet kisten til krematoriet. Mens den første handling er forbundet med en række ritualer, hvor afskeden med den afdøde er meget synlige og kollektive, kan synet af rustvognen, der forsvinder bag et kirkegårdsdige eller rundt om et hjørne, være et abrupt og lidt upersonligt farvel. Nedsættelsen af urnen nogen tid efter bliver da det, der kommer tættest på den ceremoni, hvor man sænker kisten i graven. Urnenedsættelsen foregår imidlertid uden gejstlig deltagelse, og ofte kan dette led i begravelseshandlingen nærmest beskrives som en ikke-ceremoni, der mest af alt minder om sætte et blomsterløg. Typisk deltager kun de nærmeste slægtninge, og hvis urnenedsættelsen foregår på de ukendtes grav, er det kun kirkegårdspersonalet, der deltager i handlingen. Mere anonymt kan det næsten ikke blive.

En begravelse eller bisættelse betegnes som en overgangshandling, og det er en helt central begivenhed i et menneskes liv. Det er hér de efterladte skal tage afsked med den døde, og samtidig er det en begivenhed, hvor sorgbearbejdningen og erindringen om den, der nu er borte, går ind i en ny fase. Det er helt basalt, at vi har behov for ritualer og ceremonier til at håndtere en så vanskelig og nogle gange ufattelig situation som en begravelse. Ritualerne behøver ikke at have religiøs karakter; deres funktion er grundlæggende at sikre, at begravelseshandlingen bliver håndterbar og forståelig for de tilstedeværende. I tidligere tider var ritualer og ceremonier i forbindelse med begravelser helt og holdent styret af kirkens forskrifter og præstens fortolkning heraf. Med den fokus på det enkelte individ, som præger nutiden, må det betragtes som en naturlig udvikling, at stadig flere har et ønske om at sætte deres eget aftryk på begravelseshandlingen. Ligesom det er tilfældet med andre overgangsritualer i livet – fødsel, dåb, konfirmation etc. – må det gerne være en personlig og mindeværdig begivenhed, hvis forløb afspejler og fastholder mindet om den centrale person i handlingen.

Man har kun til en vis grad mulighed for selv at ”designe” den del af en begravelseshandling, der foregår i kirkeligt regi. Måske er det derfor, at der over en årrække har været et markant øget antal begravelseshandlinger, hvor kremeringen af den døde efterfølges af, at asken (altså det brændte og knuste skelet) spredes i havet. I dag sker det således i mere end 10 % af de tilfælde, hvor afdøde er blevet kremeret. Det er en skik, der har fået stor udbredelse, fordi den giver mulighed for at sætte et individuelt og personligt præg på afslutningen af begravelseshandlingen. Når de efterladte har fået asken udleveret fra krematoriet, kan man i praksis designe sine egne ritualer og ceremonier – hvis blot man overholder myndighedernes krav om, at asken spredes på det åbne hav. Spredningen af asken kan gøres til en spektakulær begivenhed, der omfatter mange mennesker og mindeværdige ceremonier – eller det kan være en helt privat begivenhed under medvirken af de nærmeste.

Set fra en arkæologs synspunkt, repræsenterer spredningen af asken ikke noget nyt under solen. I de dele af Danmarks oldtid, hvor kremering var udbredt, blev den dødes brændte knogler antagelig også ofte spredt i vandet, over marker eller i skoven. Antagelig opfattede man asken som frø, der skulle sås, for at nyt liv kunne genopstå, og handlingen var altså udtryk for en cyklisk livsopfattelse.

En sådan tanke ligger næppe bag nutidens askespredning på havet, ligesom afdøde ikke nødvendigvis behøver at have været sømand eller have relation til havet i øvrigt. Derimod afspejler skikken i højere grad en udvikling, hvor det ikke længere er så almindeligt, at man fødes og dør i samme sogn – ja måske ikke engang i det samme land eller samme verdensdel! I det globaliserede samfund bor de efterladte måske langt fra den dødes sidste hvilested, så i stedet for at have et sted, hvor man jævnligt kan dvæle og mindes, kan det at have et gravsted blive en byrde. Spredes den dødes rester derimod for alle vinde over havet, kan ”gravstedet” i princippet besøges på alle kyster. Man kan udtrykke det således, at man på én gang ikke er begravet noget sted – og i hele verden!

Spredning af den dødes aske på havet er et stadig mere udbredt alternativ til de ukendtes grav – eller fællesgraven, som den også betegnes. Foto: Mogens Bo Henriksen.

Mere 'Arkæologi og forskning'

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...