Dele af træbyggede vogne hørte til de mange gode ting, som tørvegravernes spader bragte for dagen i årene under anden verdenskrig. I mosetørvens fugtige og iltfattige miljø var vogndelene ofte særdeles velbevarede, og tørvegraverne genkendte dem let, fordi de på trods af betydelig ælde lignede dele af deres egne køretøjer. Derfor nåede vogndelene også jævnligt ind til museerne – og heldigvis for det.
I sommeren 1946 var et sjak i gang med at grave tørv i en mose ved Fagsted Lung nær Brahetrolleborg på Sydfyn. Her stødte de på dele af to sammensatte egehjul af en blød træsort, sandsynligvis el. Fælgene er i deres nuværende, indtørrede tilstand henholdsvis 14 og 23 cm brede, og de stammer således ikke fra samme hjul eller for den sags skyld fra samme vogn. Fra andre fund, hvor hele hjulet er bevaret, ved vi, at denne hjultype har bestået af fem eller seks fælgstykker, der var samlet af langsgående dyvler – og sådanne ses da også i disse stykker. Det er vanskeligt at beregne størrelsen på Fagsted Lung-hjulene, men i bedre bevarede fund har de en diameter på ca. 100 cm. Sammen med hjuldelene blev der fundet et lerkar og en hvæssesten, som daterer fundet til yngre vikingetid.
I Rynkeby i Ringes nordlige udkant har Museum Odense udgravet en brønd med dele af helt tilsvarende fælghjul, og der består selve fælget af rødel og egerne af eg. I dette fund indgår også en velbevaret vognaksel, og i dette tilfælde kan afstanden mellem hjulene beregnes til ca. 110 cm. Det var nok standard-hjulbredden i den sene oldtid og et stykke ind i middelalderen. Brønden er dateret til 900-tallet og dermed samtidig med Fagsted Lung-fundet.
Sammensatte fælghjul som dem fra de to fynske fund kendes bl.a. fra en fuldt bevaret vogn fra den rigt udstyrede norske skibsgrav fra Oseberg, dateret til 800-tallet. Vognkassen har fantastiske udskæringer og må betragtes som en pragtvogn, der har været anvendt til ceremoniel brug.
De fynske fund stammer utvivlsomt fra enkle arbejdsvogne, der blev anvendt til transport af varer og materialer. Det er anslået, at de mest solide af disse vogne kunne bære en vægt på 500 kg, når de var forspændt et par stude. Imidlertid kender vi også pragtvogne fra Danmark. I en række ofte rigt udstyrede kvindegrave fra vikingetiden indgår vogne – eller rettere dele heraf. Det er nærliggende at antage, at de gravlagte kvinder fra datidens elite blev begravet med en vogn eller et symbol herpå for at vise deres status. Måske var det vogne, som de havde fået i forbindelse med indgåelse af ægteskab og som siden skulle fragte dem sikkert til dødsriget.
Fund af hjulformede amuletter af bronze og sølv understreger vognens og hjulets symbolske betydning. Nogle hjulformede amuletter har helt samme udformning som træhjulene, blot med den forskel, at de kun har en diameter på knap et par cm. De hjulformede amuletter har været båret i halskæder, hvor de måske har skullet sikre den kvindelige bærers frugtbarhed samt måske beskytte hendes ufødte barn samt sikre held og lykke på rejsen. Måske har amuletterne været et fysisk symbol på Freja, der var gudinde for netop disse områder.
Og med den fortolkning af amuletterne kan man alligevel godt sige, at vikingerne fejrede hjul!
Hvis du vil vide mere
Henriksen, M.B. 2023: Vikingevogne fra Fagsted Lung. Stavn 2023, s. 14-20.
Petersen, P.V. 2023: Wheels for Freyja’s Chariot? Wheel-shaped Pendants from the Viking Age. I: L. Gardeła, S. Bønding & P. Pentz (red.): The Norse Sorceress. Mind and Materiality in the Viking World, s. 463-478. Oxford.
Schovsbo, P.O. 1987: Oldtidens vogne i Norden. Arkæologiske undersøgelser af mose- og jordfundne vogndele af træ fra neolitikum til ældre middelalder. Bangsbomuseet.