en
Forfattere

Ny udstilling i H.C. Andersens Hus før 150-års markering

En opdateret og delvis ny udstilling i Odenses vartegn, H.C. Andersens Hus, fejres lørdag den 5. april 2025. Alle er velkommen mellem klokken 10 og 14, når der er åbent hus i Mindehallen med kaffe, kage og gratis introduktioner til gæster med billet til museet.

 

Efter fire sæsoner har Museum Odense opdateret udstillingen i H.C. Andersens Hus. Det er sket med afsæt i erfaringer fra museets første tre sæsoner, og udstillingen er klar til museets gæster fra april. Dermed er den på plads forud for hele byens markering af Andersen Forever – 150-året for digterens død, der finder sted fra den 4. august 2025 og frem.

Museets gæster får en endnu mere farverig og sanselig oplevelse, som sætter fantasien og fællesskabet i fokus. Der lægges vægt på at gæsterne oplever overraskende og legende elementer og bliver klogere på H.C. Andersen, uanset om de vælger at læse eller lytte sig til fortællingen om hans liv og værker. Når gæsterne bevæger sig rundt i museet, kan de træde ind i adskillige af digterens eventyr, og de kan se den største samling af originale genstande. I børneuniverset Ville Vau kan små gæster sammen med deres voksne klæde sig ud i fantastiske kostumer eller udfordre deres kreative sider.

Udstillingen er fornyet takket være en donation på 21 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, der også var den største bidragyder til det nye H.C. Andersens Hus, der åbnede i 2021.

 

Direktør Henrik Harnow siger:

”Vores gæster er begejstrede for H.C. Andersen, og vi har arbejdet benhårdt på at skabe en endnu bedre gæsteoplevelse med et inspirerende og legende møde med H.C. Andersens enestående og vidtrækkende forfatterskab. Vi har især haft opmærksomhed på at skabe et fællesskab om museumsoplevelsen for både store og små og ikke mindst for børn og voksne i fællesskab. Det blandt andet med et nyt lydsystem, så gæsterne bedre kan opleve og dele oplevelsen. Vi er stolte af resultatet og taknemmelige for A.P. Møller Fondens store donationer til H.C. Andersens Hus. Jeg er overbevist om, at både Odenses borgere og byens mange turister bliver begejstrede for den nye oplevelse, der venter dem, når de nu besøger museet.”

Svanerummet-i-HCAH

Ny udstilling bygger på publikumsundersøgelser

Siden åbningen i 2021 har H.C. Andersens Hus haft 200.000 gæster om året, hvoraf mere end hver tredje er en turist fra udlandet. Det flotte besøgstal forpligter til hele tiden at arbejde med at forny museumsoplevelsen, siger udviklingschef for H.C. Andersens Hus, Mads Thagård Runge:

”Det er væsentligt for et museum som H.C. Andersens Hus at blive ved med at udvikle sig og sikre, at indholdet er aktuelt for gæsterne, og det er en del af strategien for H.C. Andersens Hus. Gennem de første sæsoner har vi gjort os erfaringer med den måde, gæsterne har bevæget sig rundt i museet på, og den måde de har taget imod udstillingen på. Den nye udstilling bygger på vores iagttagelser og publikumsundersøgelser, og det er vores håb, at den i endnu højere grad formår at sætte fantasien i gang hos både store og små museumsgæster.”

Det er den hollandske udstillingsvirksomhed Opera, som har produceret designet til den nye udstilling. Opera har tidligere stået bag flere udstillinger på British Museum og Titanic-udstillingen i Belfast.

 

Fejrer udstilling med åbent hus og gratis introduktioner

H.C. Andersens Hus fejrer den nye udstilling lørdag den 5. april fra klokken 10-14 med åbent hus, kaffe og kage i Mindehallen. Har du enten købt billet eller benytter dit årskort, kan du få en gratis introduktion til den nye udstilling ved en af museets inspektører eller formidlere efter først-til-mølle-princippet.

Fakta om H.C. Andersens Hus:

  • Museet H.C. Andersens Hus er tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma.
  • A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilliget 21 mio. kr. til at udvikle og opdatere den eksisterende udstilling. I forbindelse med opførelsen af H.C. Andersens Hus bidrog A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 258 mio. kr., mens Augustinus Fonden, Nordea-fonden og Knud Højgaards Fond bidrog med henholdsvis 27 mio. kr., 4,7 mio. kr. og 4 mio. kr.
  • H.C. Andersens Hus er en del af Museum Odense, der siden 2018 har været en selvejende institution bestående af seks enkeltmuseer.
  • Den hollandske virksomhed Opera har stået for fornyelsen i museet og dermed videreudviklet den udstilling, som engelske Event producerede til museets åbning. Opera blev valgt af en dommerkomité efter budrunde mellem flere leverandører.
  • Den ny udstilling indeholder mere interaktion, en udbygget kulturhistorisk del og mulighed for at tilvælge en litterær lydfortælling med H.C. Andersen i hovedrollen. Audioguiden findes på dansk, engelsk, tysk og kinesisk.
  • Den ny udstilling bygger på erfaringer i museet og brugerundersøgelser, som Museum Odense har gennemført.
  • Følg med i markeringen af Andersen Forever her.

 

Program for åbent hus lørdag den 5. april fra 10-14 i H.C. Andersens Hus

10:00-14:00:
H.C. Andersens Hus åbner med kaffe og kage i Mindehallen.

10:15-13:45:
12 gratis rundvisninger á en times varighed efter først til mølle til dem, der har billet til museet eller årskort. Formidlingsleder Sine Jensen Smed, direktør Henrik Harnow, udviklingschef Mads Thagård Runge og børn- og ungechef Mette Kronborg Vedel Kiilerich viser rundt.
OBS! Max 25 pladser pr. rundvisning.

17:00:
H.C. Andersens Hus lukker.

 

 

For yderligere oplysninger kontakt:

Kommunikationschef Malene Birkelund på mail: malbi@odense.dk eller på: 3032 9869