FOR AT FORSTÅ børnekultur i dag skal vi tilbage til midten af 1800-tallet, hvor der opstod en ny børnekulturel bevægelse, som udfordrede datidens syn på børn og barndom.
Indtil da blev børn betragtet som små tomme skaller, der skulle fyldes op med korrekte og moralsk ansvarlige informationer for at kunne voksne op og blive til korrekte og moralsk ansvarlige voksne. Det blev opfattet som uforsvarligt at præsentere børn for tvetydig og kompliceret kunst, da voksne mente, at børnene ikke kunne skelne mellem rigtigt og forkert.
Men det ændrede H.C. Andersens forfatterskab. Han flyttede præmissen for, hvad børn måtte udsættes for, og tog dem med ind i en verden af kunst og kultur.
H.C. Andersen viste os, at børn er komplekse, sansende, aktive væsner, som vi voksne kan lære meget af. Han gav børnene en stemme og en vigtig plads i verden. H.C. Andersens eventyr var tvetydige, hans hovedkarakterer kunne være amoralske, og det var ofte børnene i historierne, der tilbød de mest værdifulde pointer.
H.C. Andersens blik på børns kunstforståelse blev begyndelsen på et nyt børnekulturelt paradigme, hvor børn, barndom og leg havde en værdi i sig selv. Thorbjørn Egner, Astrid Lindgren og siden mange andre stemte i og lagde dermed kimen for den særlige nordiske børnekultur, vi kender i dag.
Den børnekultur, der gør, at vi vægter legen højt, hylder barndommen og byder programmer som ’Onkel Reje’ og ’John Dillermand’ velkommen. Ligesom H.C. Andersen har vi i Norden nemlig tillid til, at børn selv formår at navigere i kompliceret og tvetydig kunst.
Hvis legen er fri, og børn intellektuelt kan følge kunstens præmisser, hvorfor oplever børn i dag så, at selvværdet er i bund?
Hvorfor tror de ikke på sig selv og deres ret til en plads og en stemme i verden?
Hvorfor føler de sig ikke gode, hurtige, kloge og pæne nok, selv om de er det hele – gode, hurtige, kloge og pæne nok?
For at forstå, hvad børn anno 2023 mangler, skal vi igen lade H.C. Andersen vise vejen og se på, hvordan han møder sine læsere, og så skal vi bruge det i vores møde med nutidens børn. Det er det, hans eventyr kan. De kan få os til at føle os set og hørt, og de kan klæde os på til selv at lave de svære tolkninger, både i eventyrene og i livet.
Med H.C. Andersen i hånden har vi mødt det gode, det onde og alt det midtimellem. Vi har været på dybt vand. Allervigtigst har vi reflekteret over, hvad vi kan og vil bruge eventyrerne til i vores eget liv.
En del af Andersens metode er, at han gør sig synlig i teksten og lægger op til refleksioner hos læseren selv. Han laver huller, som læseren selv fylder ud med sin egen begrebs- og livsverden. Det er netop den følelse, vi ønsker at sende vores børn ud i verden med. De skal føle sig set og hørt. Samtidig skal de rustes til at tro på sig selv, lytte til andre og mærke, hvad de selv vil – og hvorfor.
H.C. Andersen var selv usikker, forfængelig, selvovervurderende, nervøs, modig og bekymret. Han var en følelsesmæssig rodebutik, som alle børn kan genkende noget af sig selv i. Han havde en vanskelig skolegang, der bekræfter os i, at vi ikke må give op. Alle elever – også dem, der kæmper for at finde fodfæste – skal gribes, løftes og lyttes til.
H.C. Andersen brugte helt særlige kneb i sine eventyr for at vise sine læsere tillid og give plads til alle. Kneb, som forskere fra Museum Odense og H.C. Andersen Centret i fællesskab har identificeret og benyttet i udviklingen af formidlingen i museet.
De kalder det H.C. Andersens metode. De kneb kan alle vi voksne med fordel lade os inspirere af og bruge som en rettesnor i dannelsen og uddannelsen af vores børn. Den vigtigste læring af er at: »Her er der plads til mig. Og det, jeg har at sige, er noget værd«.
Vi skal værne om kimen i den særlige børnekultur, som H.C. Andersen slog an for snart 200 år siden.
Hvad er det så, vi voksne i dag kan bruge både H.C. Andersens kneb, hans egen historie og hans eventyr til, når vi skal tage hånd om vores børn? Det er to ting:
For det første skal vi huske, at vores børn skal både ses og lyttes til. Også når det gælder svære og komplicerede emner – akkurat som i Andersens eventyr. Det kan lyde banalt og som noget, vi alle sammen allerede praktiserer – eller tror, vi praktiserer.
Det sidste oplever vi desværre ofte er tilfældet, og da vi for nylig evaluerede et undervisningsforløb i H.C. Andersens Hus med en 6.-klasse, var der en elev, som sagde, »det bedste ved besøget har været, at vi måtte sige, hvad vi tænkte«. Klassens lærer mente, at det måtte de da bestemt altid, indtil en anden elev tilføjede, at »voksne kan ikke ret tit lide sandheden«. Den lader vi lige stå et øjeblik.
Den anden ting, vi voksne i dag kan bruge H.C. Andersens ord til, er at vise børn større tillid.
Voksne vil så gerne give børnene de svar, løsninger og ræsonnementer, som de skal bruge i dagligdagen. I stedet skal vi, som H.C. Andersen i sine eventyr, tro på, at børnene er i stand til at finde deres egne svar. Nogle af deres svar er naturligvis universelle, mens andre ikke er.
I vores foranderlige verden er de svar, der var rigtige for os, ikke nødvendigvis de rigtige for vores børn. Vi voksne skal ikke levere alle svar, men til gengæld skal vi hjælpe børnene med at finde de spørgsmål, der er de rigtige for dem. Vi skal hjælpe dem med at blive klogere på, hvorfor de synes, som de gør, og hvorfor andre mennesker synes noget andet.
I H.C. Andersens Hus’ Læringsunivers har vi udviklet en undervisningsprofil med udgangspunkt i netop H.C. Andersens metode. Det nyskabende er blandt andet, at vi i undervisningen ikke kun vil tale om, men i høj grad som H.C. Andersen.
Han skrev for alle, og dermed skal oplevelsen i H.C. Andersens Hus også tale til alle. Derfor har vi udviklet otte undervisningsforløb, hvor vi er optaget af at ophæve den arena, eleverne møder i skolen. Hvorvidt de mestrer læsning, mundtlighed eller tegning, må ikke betyde noget hos os, da alle vores elever skal kunne bidrage ligeværdigt i vores aktiviteter.
Det kommer både til udtryk igennem de materialer, vi arbejder med, hvor både simple løsninger, eksempelvis en sort silhuet af en tinsoldat på blåt silkepapir, og store kreative udfoldelser igennem foldede silkepapirsblomster er smukke, når de holdes op mod lyset i vores store atelier.
Først og fremmest kommer det til udtryk i måden, vi indgår i samtaler med børnene på, når vi signalerer, at alles bidrag er gode, alene fordi de er deres bidrag.
De skal ikke nærme sig noget mere eller mindre rigtigt, som vi har udtænkt på forhånd. Det greb og den lydhørhed – den andersenske metode – er vi stolte over at have modtaget den prestigefyldte europæiske Dasa Award for i 2022.
H.C. Andersens metode rummer altså en konsekvent bevidsthed om, hvordan og hvorfor vi møder børn. Derudover har hans eventyr karakter af spontanitet, leg og overskud.
De er fulde af overraskelser og brud med deres egen præmis. De tilbyder flere perspektiver på den samme historie uden nødvendigvis at kommentere, hvilken der er den rigtige. Alt sammen er det med til at give læseren ro og tryghed til at kaste sig ud, hvor hun ikke kan bunde, når vi bruger vores egen erfaring og fantasi til at gøre eventyrerne til vores egne.
Som læsere fornemmer vi H.C. Andersens overskud gennem hans åbne spørgsmål, pludselige indskydelser og de overraskende afsløringer, hvor vi pludselig forstår, at han hele tiden har haft en anden plan, end vi troede. Hans overskud og tillid gør, at vi stoler på vores egne erkendelser.
På samme måde som H.C. Andersen er vi bevidste om vores møde med børnene i vores undervisningsforløb. Vi er tydelige omkring de enkelte aktiviteter og den karakter, de har. Derfor er børnene aldrig i tvivl om, hvornår de skal lytte, og hvornår det handler om dem og deres tanker og bidrag.
Det giver dem en tryghed og en tro på, at når vi spørger dem om noget, er det, fordi vi er oprigtigt interesserede i at høre deres svar. De skal ikke gætte, hvad vi tænker.
Vi benytter os af tænkningen og metoden Open Questioning Mindset, som er udviklet af den britiske filosof Peter Worley, og som er en uvurderlig værktøjskasse, når man vil være konsekvent i sine handlinger. Her er samtaleteknikker, spørgemåder, svartyper og øvelser, som alle er skræddersyet til at vise børn, om de skal lytte til eventyr, modtage vigtige informationer, deltage aktivt og ligeværdigt i en åben aktivitet eller noget fjerde.
På den måde har vi oversat H.C. Andersens tydelige forfatterskab til et møde med børnene i vores undervisningsforløb. Derfor tør eleverne ofte også at kaste sig ud, hvor de ikke kan bunde, når de besøger os.
De stoler på, at vi har styr på rammerne, og oplever, at alle pointer – uanset om de når frem alene eller i fællesskab – er velkomne og værdsættes.
Det legende og spontane i H.C. Andersens eventyr er indarbejdet i undervisningen gennem improvisationsteater, forumspil og filosofisk dialog. Børnenes leg og kreative indfald bliver grebet af en formidler, som samler deres ideer til at bevæge sig ud ad uventede tangenter.
Det teatrale gør, at børn ikke alene skal fortælle og høres, men også lytte til hinandens ideer, forhandle og bygge videre, akkurat som i den leg, der foregår i skolegården. I disse aktiviteter er formidleren en legende voksen, som tuner ind på børnenes legefrekvens og indgår på samme vilkår som dem. Formidleren har også den funktion at sikre, at børnene får lyttet til hinanden, og at alle får en uundværlig plads i de eventyr, der bliver skabt.
Børnene skal også forsøge at sætte sig i eventyrkarakterernes sted, ikke mindst dem, de ikke kan lide. Formidlerens rolle er udelukkende faciliterende.
Her er ingen svar, men hjælp til, at eleverne når frem til deres. Endnu et andersensk træk hos os er, at vi vil gøre op med os selv som vidensautoriteter. Som museum rummer vi ikke den endegyldige sandhed. Vi kan præsentere vores blik på indholdet og lade det være op til børnene og deres kritiske sans at vurdere, hvordan det også kunne være gjort.
Vores fortolkninger af H.C. Andersens litterære kneb er udviklet sammen med elever. Utallige skoleklasser har været behjælpelige med at komme frem til de specifikke aktiviteter, for er der nogen, der ved, hvordan og hvornår noget virker for børn, er det børnene selv. Derfor er de uundværlige samarbejdspartnere, når vi udvikler vores undervisning.
Mange andre voksne bør på samme måde lade sig inspirere af H.C. Andersens børnesyn i løsningen af børn og unges problemer med selvværdet.
Voksnes tillid er noget af det, mange børn i Danmark i dag mangler, men som bør være centralt i stort set alt samvær med børn.
Selvfølgelig er det vigtigt, at de lærer noget, men endnu vigtigere er det at styrke børnenes kommunikative og kulturelle selvværd.
Det kan vi gøre med H.C. Andersens metode – og i H.C. Andersens ånd.
Lad os se børnene og lytte til dem.
Lad os selvfølgelig være der for dem, med overskud og nysgerrige spørgsmål, når de har brug for hjælp.
Lad os dog først og fremmest, i det daglige samvær med børn, holde løsninger og svar for os selv og give dem den gave, som oprigtig tillid er.
Mette Kiilerich er børn- og ungechef ved Museum Odense.
Kronikken blev bragt i Politiken tirsdag den 21. februar 2023.
