en
Forfattere

Kom til følsomt klimabroderi på Møntergården

Hvad er dit klimabudskab til dit broderi?

Der er både noget til hænder og hoved, når Møntergården inviterer til klimabroderi torsdag den 14. september fra kl. 19-21.

Det er de store emner, der er på bordet, mens vi sammen med broderist Kris Jensen (kendt fra instagramprofilen @foelsomt_broderi) fordyber os i småbitte sting, farver og materialer. Ud over at være fælles om de afstressende sysler, byder arrangementet både på en kyndig introduktion til broderiets metode og materiale, højtlæsning, kaffe, samt mulighed for at lade sig inspirere af særudstillingen ”It Socks”, der er en stemme om. Du er velkommen til at være med, uanset om klimaet ligger dig meget eller lidt på sinde.

Vi stiller materialer til rådighed, og i tråd med emnet, skal vi brodere på stofrester og sokker, med broderigarn købt i genbrugen. Vi kommer til at sidde i rum med historien om den hurtige mode, historien om forbrugets acceleration, og om brug-og-smid-væk-kulturen, som efterlader bjerge af tøj rundt omkring i verden. Du er også meget velkommen til at tage materialer med, hvis du f.eks. ønsker at brodere din egen t-shirt.

Broderi er for mange en forfinet kunst, der hører fortiden til. Men udtryksformen har som mange andre håndværk – f.eks. strik og hækling – fået en genkomst i de senere år, hvor det bliver brugt til at afstresse og samle folk i fællesskaber. Broderi er langsommeligt, og måske tilbyder det langsomme håndværk en fordybelse, som ellers kan være svær at opnå i et samfund der er præget af højt tempo og digital stimulering?

Kris Jensen har instagramprofilen ”Følsomt broderi”, hvor han gennem sine broderier, forholder sig til sig selv og sin omverden. En slags stoflig dagbog, der fortæller om dagligdag, overvejelser og usikkerheder på poetisk vis. Kris har afholdt flere broderi-workshops i Thiemers Magasin, der er en københavnsk boghandel.

Arrangementet koster 75,- pr. pers. Prisen for årskortholdere ved Museum Odense er 50,- .

Find billet til arrangementet her

Arrangementet er en del af særudstillingen ”It Socks”. Udstillingen bygger på forskningsprojektet Bylivets sorte omstilling og er støttet af Velux-fonden.