Carl Nielsen Museet åbnede i starten af juni og har fået en forrygende start med flotte omtaler og glade gæster. Museet afviklede før sommerferien de to første af i alt fire artist talks. I samtalerne om musik med musik ønsker vi at få forskellige spændende nutidskunstneres perspektiv på Carl Nielsen krydret med deres egne musikalske virke, erfaringer. Hver talk tager udgangspunkt i et af de fire temaer, der strukturerer det største udstillingsafsnit i Carl Nielsen Museet.
Pianist, poet og kunstner Carsten Dahl tog i begyndelsen af juni publikum i hånden og førte os fra børneværelset til månen og improviserede på flygelet undervejs. Siden fulgte en snak med komponist, lyddesigner og performer Cecilie Sadolin om ”modstand” som en indre og ydre styret kraft. En kraft, der kan være skabende og kreativ, men også destruktiv og lammende, som Carl Nielsen oplevede det. Publikum hørte eksempler på de værker, hun aktuelt arbejder med og som har ført til, at hun i 2022 modtog Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legatets talentpris.
Nu er det Claus Hemplers tur. Musikeren, der har ladet kompromisløshed og selviscenesættelse været hovedingredienser, siden han som ung i Odense-bandet Fielfraz tog fat på karrieren. Vokalen var på engelsk og har gennem årene muligvis været med til at give ham betegnelsen ”en af de største danske croonere”. I 2020 overraskede han imidlertid ved at sende sin første danske udgivelse på gaden – en udgivelse, som han blev tildelt to Carl-priser for, i kategorierne Årets Komponist og Årets Tekstforfatter.
Albummet ”Kuffert fuld af mursten” er synonym med en ny stil fra Claus Hempler, der tidligere har arbejdet sammen med Carsten Dahl (museets første talk, der finder sted 14. juni). Af flere beskrives det danske album som et kunstnerisk brud og som et frisk afsæt efter en midtlivskrise – albummet udkom samme år, som Hempler fyldte 50 år. Det danske sprog klæ’r den stilsikre sanger, og det er et af omdrejningspunkterne for samtalen med museumsinspektør Ida-Marie Vorre.
Mød sanger og sangskriver Claus Hempler i talken om ”krise” den 23. august 19:30-21:30.
Oboist Henrik Goldschmidt får lov at slutte rækken af artist talks af med en snak om ”forsoning”. Henrik Goldschmidt har spillet i flere konstellationer og sammenhænge og står i dag som en af de mest alsidige og vidtfavnende, danske musikere. Han insisterer på at musikken skal lindre og overvinde alle sociale og kulturelle barrierer, og ikke uden grund hedder biografien om ham ”Manden, der ville reparere verden med musik”. Henrik Goldschmidts pædagogiske engagement har resulteret i grundlæggelsen af Goldschmidts Musikakademi, der tilbyder gratis sang- og musikundervisning for børn og unge på Nørrebro i København og Aalborg, der ellers ikke ville have mulighed for at benytte sådan et tilbud. Han har modtaget hædersprisen fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.
Henrik Goldschmidt vil tale med Carl Nielsen Museets museumsinspektør Ida-Marie Vorre om hvordan musik kan bringe mennesker sammen, om hvilken musik som kan det, og hvilke fællesskaber musikken bedst kan udvikle sig og lindre i.
Mød oboisten Henrik Goldschmidt i talken om ”forsoning” den 30. august 19:30-21:30.