en
Forfattere

Hvem var mon gudernes bedste ven?

Skelettet af en hund

Lidt nord for Nørre Aaby er museets arkæologer i gang med en udgravning med spor fra mange forskellige forhistoriske perioder. Nu er der dukket resterne af en lille firbenet beboer fra fortiden op: nemlig skelettet af en hund. Den er muligvis fra jernalderen.

Knoglerne er skrøbelige og skal graves forsigtigt frem.

Hunden var placeret i en lille nedgravning i det, som engang var et lavtliggende og fugtigt område. Om hunden er blevet nænsomt begravet af sin menneskefamilie ved sin død, eller om den er lagt i et mosehul som et offer til oldtidens guder, kan vi kun gisne om. Men vi ved, at der i dele af oldtiden er blevet ofret både dyr og mennesker i sådanne vådområder.

På billederne kan du se, hvordan arkæologerne forsigtigt fritlægger knoglerne og jorden rundt om skelettet. Derefter bliver hele hundegraven taget op ved at vikle gazebind rundt om jordklumpen. På den måde kan man bringe hele graven med tilbage til museet og udgrave den under bedre forhold på museets bevaringsafdeling.

Her er hundeskelettet delvist gravet frem. Øverst i billedet ses rygsøjle, ribben og skulderblade. Til venstre ses hundens kæbe med tænder. Nederst i billedet ses hunden ene forben, som er trukket op under brystet.

 

Lige så snart det er bestemt, hvornår den firbenede beboer skal udstilles, kan du læse mere om det i nyhedsbrevet eller på sociale medier.

Følg os på Facebook