H.C. Andersens Hus sætter besøgsrekord med 200.000 gæster

Odenses internationale kulturattraktion og museum H.C. Andersens Hus oplever sit bedste år nogensinde. Tidligere på året præsenterede museet en stærkt fornyet udstilling netop i 150-året for H.C. Andersens død.

Lørdag den 1. november 2025 rundede H.C. Andersens Hus for første gang 200.000 gæster og passerede det magiske tal, som museet år for år siden åbningen i 2021 har nærmet sig – i 2024 med den hidtidige besøgsrekord på 197.251 gæster. Det høje tal, som er bemærkelsesværdigt for et dansk museum og ikke mindst for et museum udenfor København, er af stor betydning for Odense, for hele Fyn og i et større turistmæssigt perspektiv for hele Danmark.

Direktør for Museum Odense Henrik Harnow siger:

”At passere 200.000 gæster har været et mål og en drøm for museet siden åbningen i 2021, men at gøre det først i november med hele to måneder mere til at byde gæster indenfor, overgår vores vildeste forventninger. Det vidner om en bemærkelsesværdig interesse for H.C. Andersen og hans forfatterskab både i Danmark og overalt i verden, hvor hans eventyr læses og beriger nutidens mennesker. Besøgsrekorden skyldes flere ting. Den fornyede udstilling, der åbnede på H.C. Andersens fødselsdag den 2. april 2025, er blevet virkelig godt modtaget af gæsterne, og rygtet om gode museer har det med at brede sig. Museets markedsføring og gode samarbejde med Odense og med Destination Fyn fornægter sig ganske sikkert heller ikke, og det samme gælder nye formater og aktiviteter som markeringen af 150-året for H.C. Andersens død i august. Mine kolleger og jeg er utroligt stolte over at varetagen arven efter H.C. Andersen og for i dag at kunne tilbyde gæster fra hele verden en af de bedste, mest fantasifulde og berigende museumsoplevelser internationalt – og det gælder ikke mindst for børn og for børnefamilier.”

Ny udstilling tiltrækker

Den nye udstilling har skabt en endnu mere sanselig og sammenhængende oplevelse, som henvender sig til både børn og voksne. Udstillingen er suppleret med nye interaktive og inddragende elementer, der tilsammen sikrer, at den særegne arkitektur, den smukke have og alle de eventyrlige fortællinger smelter endnu bedre sammen.

”Besøgsrekorden i H.C. Andersens Hus viser, at Odense som kulturby kan være med på et højt, internationalt niveau. Det har adskillige omtaler i store udenlandske medier i de senere år også bekræftet. Vi kan alle være stolte af, at så mange gæster har lyst til at besøge byen, og at de i stigende grad gør det uden for højsæsonen”, siger Henrik Harnow, som tilføjer, at museets ambitioner ikke stopper her. I de kommende år vil museet tilbyde endnu flere nye aktiviteter og på forskellige måder søge at tilfredsstille den internationale efterspørgsel efter H.C. Andersen, som mærkes så tydeligt i Odense.

H.C. Andersens Hus kan også notere en stigning i antallet af gæster fra skoler og uddannelsesinstitutioner. I både ind- og udland vækker museet stor opsigt for sine særlige formidlingstilgange i Læringsuniverset, som henvender sig til skoler, og i børneuniverset Ville Vau, der også bruges i stor stil af almindelige gæster, og som uden tvivl er med til at øge antallet af årskort til Museum Odense.

For yderligere oplysninger kontakt Museum Odenses kommunikationschef Malene Birkelund på 30 32 98 69.