Sammen med herboende ukrainere og den ukrainske førstedame, som var med på video, indviede den ukrainske ambassadør I Danmark, Andrii Yanevskyi, torsdag audioguiden på ukrainsk.

 

Fra sommeren 2026 tilbyder H.C. Andersens Hus sine gæster en audioguide på ukrainsk. Udgaven, der supplerer museets eksisterende audioguides på dansk, engelsk, tysk og kinesisk, er kommet i stand gennem et tæt samarbejde mellem museet og Den ukrainske ambassade i Danmark. Derfor var det naturligvis Ukraines ambassadør i Danmark, Andriij Yanevskyij, der sammen med herboende ukrainere, Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel, Museum Odenses direktør Henrik Harnow og udviklingschef for H.C. Andersens Hus, Mads Thagård Runge, der som de første prøvede audioguiden. Den ukrainske ambassadør I Danmark, Andrii Yanevskyi, glædede sig over udsigten til, at nogle af de 65.000 herboende ukrainere fra nu af kan opleve H.C. Andersens Hus med deres på deres modersmål.

Til stede ved indvielsen var også Ukraines førstedame, Olena Zelenska, som havde sendt en videohilsen. Her satte hun ord på, hvorfor det er væsentligt for ukrainere i Danmark at opleve H.C. Andersens Hus på deres eget sprog.

”Jeg ville ikke overdrive, hvis jeg sagde, at vi ukrainere er vokset op med H.C. Andersens eventyr, for det er mere end det. Vores forældre voksede også op med dem, og det samme gør vores børn. Hans eventyr kender ikke til grænser og er til at forstå af enhver med hjertet på rette sted. En af de særlige sider ved H.C. Andersens eventyr er, at de ikke som andre historier traditionelt har en lykkelig afslutning. Hans karakterer møder udfordringer, de forandrer sig i løbet af fortællingen, og uanset hvordan historien ender, bliver de altid ved med at kæmpe for det, som de tror på. Den standhaftige tinsoldat forlader ikke sin mission, og Den lille havfrue forråder ikke sin kærlighed, uanset hvor hårdt det er. Når man som os i Ukraine oplever svære tider, er det historier som disse, der får os tilbage på fode”, sagde Olena Zelenska.

Museum Odenses direktør Henrik Harnow sagde, at samarbejdet om audioguiden viser, at H.C. Andersens verdenslitteratur er en fornem brobygger mellem folkeslag.

”Vores museum er baseret på principperne om demokrati, gennemsigtighed og en tro på international lov og orden. Vi tror på ytringsfrihed og en dialog, der giver plads til forskelligheder. Derfor støtter vi, ligesom Odense, jeres lands imponerende kamp, og vi er forfærdede over den måde, tingene har udviklet sig på. Som museum er vi ikke politiske som sådan, men vi modsætter os totalitære regimer, fordi de strider mod vores værdier. Først forsøger man selvfølgelig at overleve, men så beskytter man sin kultur. Ukrainsk kulturarv er under angreb, og museer dør, mens folk beskytter sin kultur – virkelig chokerende. Hvis audioguiden gør vores museum lidt mere tilgængeligt for de mange ukrainere, der er flygtet fra krigen, er det en succes og en stor fornøjelse”, sagde Henrik Harnow.

Ligesom de øvrige sprogversioner af museets audioguide er den ukrainske indtalt af professionelle, skuespillere. Den er optaget i Kyiv i et professionelt studie. I audioguiden fortæller en stemme som H.C. Andersen og giver dermed en levende indføring i museet og bringer – helt i H.C. Andersens ånd – genstandene til live, så de taler med hinanden og med H.C. Andersen. Gennem audioguiden fortæller museet dermed ikke blot om H.C. Andersen, men som H.C. Andersen.

Fakta:

    • Fra i dag – 25. juni 2026 – tilbyder H.C. Andersens Hus i Odense audioguide på ukrainsk. I forvejen findes audioguiden på fires sprog, nemlig dansk, engelsk, tysk og kinesisk. Det er gratis at låne audioguide, når man har billet til museet.
    • Den ukrainske oversættelse blev udarbejdet af Den ukrainske ambassades team og venligst gennemgået af Inga Kapustian, som har boet mange år i Danmark og har omfattende erfaring inden for oversættelse.
    • Otte ukrainske skuespillere lægger stemme til fortællingen. De er: Oleh Lepenets, Natalia Romanko, Anna Artemieva, Volodymyr Tereshchuk, Dmytro Tereshchuk, Yevhen Pashyn, Matvii Nikolaiev og Yurii Soskov.
    • H.C. Andersens Hus besøges årligt af 200.000 gæster, hvoraf knap 40% udgøres af udenlandske turister (2025).