Når H.C. Andersens Hus åbner til sommer, er det ikke kun turister og børnefamilier, der kan glæde sig til en særlig oplevelse. Dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser kan også glæde sig til syv nye forløb, der på hver deres måde inviterer børn og unge ind på museet.
Ligesom formidlingen i selve H.C. Andersens hus, der oversætter Andersens litterære metode til museumsformidling, har vi ført metoden videre ind i en undervisningssammenhæng. Alle vores kommende undervisningsforløb emmer derfor af H.C. Andersen på flere niveauer: I alt fra måden vi deler vores viden og eventyr med børnene på hen over den dialogiske facon, hvorpå vi inddrager børnene, og til hvordan vi sikrer både fordybelse og overraskelser i alle undervisningsforløb.
Gennem teaterteknikker, levende fortælling og ikke mindst en særlig ”Andersensk” dialog, vil børnene opleve et H.C. Andersen-univers, hvor de selv spiller en afgørende rolle. De får lov til at bruge deres fantasi, kritiske sans og ikke mindst nysgerrighed som et kompas ind i Andersens eventyr, når vi åbner op for den verden, de tror, de kender, på helt nye måder.
I de seneste år har et hav af samarbejdspartnere i form af lærere, pædagoger, studerende, undervisere, ”Filosofi i skolen” (SDU), en naturvejleder og ikke mindst børn i alle aldre været med til at udvikle, teste og justere forløbene og sikre det høje niveau i læringsuniverset.
Læringsuniverset kommer til at tilbyde formidling og undervisning for børn i alle aldre. Vi vil have formidlingstiltag til børn fra vuggestuealderen og undervisning til børn helt op til og med gymnasieklasseeleverne. Vi glæder os til at byde børnene velkommen og til at gå på opdagelse i Andersens uendelige eventyrunivers sammen med dem.