Vidunder af bronze og bast
– Vi har at gøre med et 3.000 år gammelt vidunder, jubler overinspektør Jesper Hansen, idet sværdet menes at stamme fra bronzealderens periode IV. Og han fortsætter henrykt; – Sværdet er i sig selv sjældent, og foruden at bronze-delen er intakt, så er det helt unikke, at dette sværd har et bevaret greb af træ/horn/tak. Derudover er sværdet sirligt blevet omviklet med et bast-materiale, før det blev lagt i jorden. Sværdet er et såkaldt offerfund, der blev nedlagt i en simpel grube på en boplads.
Afslutningen på gravearbejdet
Bopladsen er man stødt på under den store arkæologiske undersøgelse i forbindelse med etableringen af gasledningen, Baltic Pipe, der har stået på i mere end et år. Der har været tale om et kæmpe projekt, hvor museet har gennemsøgt et tracé på mere end 60 km samt tilhørende oplagspladser. Fundet er gjort ved Håre på Vestfyn på den absolut sidste del af den strækning, som Odense Bys Museer har undersøgt.
Kompleks konservering
Sværdet er forsigtigt hentet op af jorden og transporteret til museets afdeling for bevaring og konservering. Med sværdets forskellige materialer er konserveringen en kompleks sag, og derfor er sværdets greb-monteringer og bevikling nu demonteret, således metal, træ, horn og bast kan konserveres hver for sig. I forbindelse med konserveringsarbejdet udtager man prøver til artsbestemmelse af de forskellige materialer (plantefibre, horn og træ). Plantefiberudtag vil blive brugt til kulstof 14-datering, således man præcis kan stadfæste sværdets alder. En metalprøve bidrager til proveniensbestemmelse af den metallegering (bronze), som sværdet er lavet af.
Tilløbsstykke
Når analyse- og konserveringsarbejde er afsluttet, så vil konservatoren samle sværdet igen, og det vil være klar til at vise frem i al sin pragt. Det bliver helt sikkert et tilløbsstykke, idet vi så både kan vise og fortælle hele historien om dette vidunder fra bronzealderen. Sværdet vil blive udstillet på Møntergården, og vi skal nok i god tid inden informere via vores hjemmeside og på Facebook.