Gæster på TID – Museum for Odense kan igen se sølvgenstande produceret af Odenses sølvsmede for op mod 400 år siden. Sølvgenstandene – blandt andet salmedigteren Thomas Kingos bæger – blev for mere end 50 år siden stjålet fra museet. Nu kan igen de ses på TID – Museum for Odense.
En særlig telefonopringning i foråret 2024 betyder, at gæster på TID – Museum for Odense igen kan se nogle af de fine og kunstfærdige sølvgenstande, som i juli 1972 blev stjålet fra bymuseet (dengang hed museet Møntergården). Sølvgenstandenes vej tilbage til museet i Odense begyndte, da en privat sølvsamler genkendte en af de stjålne genstande på en auktion i Tyskland og rettede henvendelse til museumsinspektør Camilla Ziethen Schjerning. Så tog en lang korrespondance med tyske myndigheder fart, inden Camilla Ziethen Schjerning og hendes kolleger endelig kunne få lov at hente genstande fra sølvkuppet tilbage til TID i foråret 2026.
”Det er intet mindre end fantastisk, at museet igen får mulighed for at udstille en stor del af de sølvgenstande, som forsvandt for så mange år siden. Der er tale om en kulturhistorisk skat af sølvgenstande, som bærer for længst glemte historier om Odenses fortid og det liv, der blev levet her”, siger Camilla Ziethen Schjerning.
Blandt de hjemvendte sølvgenstande er fornemme værker fra nogle af Odenses dygtigste sølvsmede helt tilbage fra1600-tallet. De er kendetegnet ved det ypperlige håndværk eller de interessante detaljer som det fx ses på en lille sølvskål udført af sølvsmedemester Simon Mathiesen omkring år 1667. Andre genstande har tilhørt kendte Odense-personligheder og fortæller historien om det ekstravagante forbrug, der hørte med til at være en del af fortidens jetset. Særligt bemærkelsesværdigt er et bæger fra 1698, som har tilhørt salmedigter Thomas Kingo.
Sølvstykkerne er mærket af tyveriet i 1972 og de mange år udenfor museet. Nogle har mistet et låg, mens andre har fået et nyt.
“Enkelte genstande har fået en hård medfart, formentlig under selve tyveriet. En enkelt ske er sågar blevet skåret over og loddet sammen igen. Andre bærer præg af at have været flittigt brugt, hvor end de har befundet sig i de seneste 50 år”, siger Camilla Ziethen Schjerning.
Selv om en andel af genstandene fra tyveriet er vendt hjem, er tyveriet fortsat uopklaret. Formodningen er, at genstandene over tid er blevet spredt eller smeltet om.
Udviklingschef for TID, Mette Stauersbøl Mogensen, glæder sig over, at det er nogle af de mest spektakulære genstande, der er fundet hjem til Odense og igen kan blive vist frem. På den måde bliver det nemlig muligt at vise, at Odense var hjemsted for provinsens ældste guld- og sølv-smedelaug og havde rige håndværkstraditioner før industrialiseringens tidsalder.
”TID er museum for Odense og repræsenterer odenseanernes fælles historie og alle de mennesker og begivenheder, der gennem tusindvis af år har formet den by, vi lever i. Sølvgenstandene fortæller en lille bid af den store Odense-historie, og den historie er vigtig for byens selvforståelse”, siger Mette Stauersbøl Mogensen.
Sølvet fra ”Det store sølvkup” kan ses på TID – Museum for Odense fra i dag.
Fakta:
-
- Sølvsamlingen blev stjålet natten til den 24. juli 1972. Tyveriet blev først opdaget om morgenen og er aldrig opklaret.
- Der blev stjålet 210 sølvgenstande. 38 af de stjålne genstande er nu vendt tilbage til museet.
- Fra den 1. juli 2026 kan de fine sølvgenstande atter ses på TID – Museum for Odense, Møntestræde 1, 5000 Odense C.
Billeder kan frit anvendes ved kreditering af Museum Odense.
For yderligere oplysninger kontakt udviklingschef Mette Stauersbøl Mogensen på mobil: 20 90 13 12.