TID – Museum for Odense præsenterer nu et enestående nyt element i udstillingen om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen: Voksrummet. I Voksrummet kan publikum for første gang opleve en samlet præsentation af kunstnerens sjældne og uhyre skrøbelige små, håndformede voksfigurer. Voksfigurerne var en fast procedure i Anne Marie Carl-Nielsens kunstneriske arbejde, da hun skitserede sine værker i voks og i ler, inden hun støbte dem i gips og i bronze. I voksfigurerne ses dermed Anne Marie Carl-Nielsens første idéer formet, og i dem får hun de første greb i mikroskala til dét, der senere bliver de store monumenter rundt omkring i Danmark.
Modeller af hårnåle og smør
Anne Marie Carl-Nielsen byggede sine små modeller op med det, hun lige havde ved hånden: Hårnåle og tændstikæsker udgør ofte skelet og podium i de små figurer og gør dem til fastfrosne øjeblikke af kunstneres idéer. I Anne Marie Carl-Nielsens efterladte papirer findes hendes egen opskrift på voks, som vi véd, hun selv blandede. Den indeholdt både terpentin fra Venedig, beg fra Bourgogne og usaltet smør. Det sidste giver stadig i dag en lidt harsk lugt til de livagtige. Andre af de små figurer er lavet i plastilina – en form for modellervoks, der havde den store fordel, at det var hurtigere og lettere at arbejde med end hendes hjemmelavede voks.
Museum Odense råder i sin samling omkring 200 voksfigurer, der hidtil har været opbevaret under sikre forhold på museets magasin. På grund af deres særlige skrøbelighed har museet aldrig tidligere udlånt hele samlingen eller udstillet de små figurer sammen. Når de nu udstilles, sker det i en, specielt konstrueret klimastyret montre, der sikrer figurerne og dermed skaber mulighed for, at museets gæster for første gang kan komme tæt på Anne Marie Carl-Nielsens kunstneriske proces og hendes arbejde med form og udtryk i et af billedhuggerens foretrukne materialer.
Udviklingschef på TID – Museum for Odense, Mette Stauersbøl Mogensen, siger:
“Anne Marie Carl-Nielsens evne til at fange form og bevægelse bliver nærværende på en helt anden måde, når man står over for de små skrøbelige voksfigurer. Vi vidste, at med denne udstilling havde vi en enestående chance for at lave en udstilling, hvor vi kunne vise voksfigurerne, og det er en stor drøm, der går i opfyldelse for os, at vi nu endelig kan udstille så mange af dem samtidig. Med disse figurer får gæsterne et helt specielt og intimt møde med Anne Marie Carl-Nielsens skabende proces – noget, man sjældent får mulighed for at opleve så direkte.”
Klimastyret montre
Voksfigurernes særlige følsomhed over for temperatur og fugtighed betyder, at der på TID er skabt et specialdesignet udstillingsrum, hvor klimaet bliver nøje styret. På den måde sikres de helt optimale forhold for de små værker, så gæsterne kan opleve dem, uden at voksen risikerer at tage skade fra hverken varme eller fugt.
Voksrummet udgør den sidste del af den store udstilling, Anne Marie Carl-Nielsen. At Forme Liv, som åbnede i juni 2025. Med dette nye rum fuldendes fortællingen om en af Danmarks mest markante billedhuggere – en kunstner, der med styrke, sensibilitet og nyskabelse satte sit præg på dansk kunsthistorie.
Udstillingen kan opleves på TID – Museum for Odense, Møntestræde 1, 5000 Odense C.