Snedronningen

Se så! Nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold! Det var en af de allerværste, det var “Djævelen”! En dag var han i et rigtigt godt humør, for han havde lavet et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre.

Alle de, som gik i troldeskole, for han holdt troldeskole, de fortalte rundt om, at der var sket et mirakel; nu kunne man først se, mente de, hvorledes verden og menneskene rigtigt så ud. De løb omkring med spejlet, og til sidst var der ikke et land eller et menneske, uden at det havde været fordrejet deri. Nu vilde de også flyve op mod himlen selv for at gøre nar af englene og “vor Herre”. Jo højere de fløj med spejlet, des stærkere grinede det, de kunde næppe holde fast på det; højere og højere fløj de, nærmere Gud og englene;

…da sitrede spejlet så frygteligt i sit grin, at det fór dem ud af hænderne og styrtede ned mod jorden, hvor det gik i hundrede millioner, billioner og endnu  flere stykker, og da just gjorde det megen større ulykke end før; thi nogle stykker var knap så store som et sandkorn, og disse fløj rundt om i den vide verden, og hvor de kom folk i øjnene, der blev de siddende, og da så de mennesker alting forkert, eller havde kun øjne for, hvad der var galt ved en ting, for hvert lille spejlgran havde beholdt samme kræfter,  som det hele spejl havde; (…) den onde lo, så hans mave revnede, og det kildede ham så dejligt. Men ude fløj endnu små glasstumper om i luften. Nu skulle vi høre!

 Inde i den store by, hvor der er så mange huse og mennesker, så at der ikke bliver plads nok til, at alle folk kunne få en lille have, og hvor derfor de fleste må lade sig nøje med blomster i urtepotter, der var dog to fattige børn som havde en have noget større end en urtepotte. De var ikke broder og søster, men de holdt ligeså meget af hinanden, som om de vare det. Forældrene boede lige op til hinanden; de boede på to tagkammere; der, hvor taget fra det ene nabohus stødte op til det andet og vandrenden gik langs med tagskæggene, der vendte fra hvert hus et lille vindue ud; man behøvede kun at skræve over renden, så kunde man komme fra det ene vindue til det andet.

Forældrene havde udenfor hver en stor trækasse, og i den voksede køkkenurter, som de brugte, og et lille rosentræ; der var et i hver Kasse, det voksede så velsignet. Nu fandt forældrene på at stille kasserne således tværs over renden, at de næsten nåede fra det ene vindue til det andet og så ganske livagtig ud som to blomstervolde. Ærterankerne hang ned over kasserne, og rosentræerne skød lange grene, snoede sig om vinduerne, bøjede sig mod hinanden: det var næsten som en æresport af grønt og af blomster. Da kasserne vare meget høje, og Børnene vidste, at de ikke måtte krybe op, så fik de tit lov hver at stige ud til hinanden, sidde på deres små skamler under roserne, og der legede de nu så prægtigt.

Om vinteren var jo den fornøjelse forbi. Vinduerne var tit ganske tilfrosne, men så varmede de kobberskillinger på kakkelovnen lagde den hede skilling på den frosne rude, og så blev der et dejligt kighul, så rundt, så rundt; bagved tittede et velsignet mildt øje, et fra hvert vindue; det var den lille dreng og den lille pige. Han hed Kay og hun hed Gerda. Om sommeren kunde de i et spring komme til hinanden, om vinteren måtte de først de mange trapper ned og de mange trapper op; ude fygede sneen.
“Det er de hvide bier, som sværme,” sagde den gamle bedstemoderen. “Har de også en bidronning?” spurgte den lille dreng, for han vidste, at imellem de virkelige bier er der sådan én. “Det har de!” sagde bedstemoderen. “Hun flyver der, hvor de sværme tættest! Hun er størst af dem alle, og aldrig bliver hun stille på jorden, hun flyver op igen i den store sky. I vinternætterne flyver hun gennem byens gader og kigger ind af vinduerne, og da fryser de så underligt, ligesom med blomster.”

Om aftenen da den lille Kay var hjemme og halv afklædt, krøb han op på stolen ved vinduet og tittede ud af det lille hul; et par sneflokke faldt derude, og en af disse, den allerstørste, blev liggende på kanten af den ene blomsterkasse; sneflokken voksede mere og mere, den blev til sidst til et helt fruentimmer, klædt i de fineste, hvide flor, der var som sammensatte af millioner stjerneagtige fnug. Hun var så smuk og fin, men af is, den blændende, blinkende is, dog var hun levende; øjnene stirrede som to klare stjerner, men der var ingen ro eller hvile i dem. Hun nikkede til vinduet og vinkede med hånden. Den lille dreng blev forskrækket og sprang ned af stolen, da var det, som der udenfor fløj en stor fugl forbi vinduet.

Næste dag blev det klar frost, – og så kom foråret, solen skinnede, det grønne pippede frem, svalerne byggede rede, vinduerne kom op, og de små børn sad igen i deres lille have højt oppe i tagrenden over alle etagerne.

Roserne blomstrede den sommer så mageløst; den lille pige havde lært en salme, og i den stod der om roser; og ved de roser tænkte hun på sine egne; og hun sang den for den lille dreng, og han sang den med:

 “Roserne vokser i dale, der får vi Jesusbarnet i tale!”

Kay og Gerda sad og så i billedbogen med dyr og fugle, da var det – klokken slog akkurat fem på det store kirketårn, – at Kay sagde: “au! det stak mig i hjertet! og nu fik jeg noget ind i øjet!”

  Den lille pige tog ham om halsen; han plirede med øjnene; nej, der var ikke noget at se.

  “Jeg tror, det er borte!” sagde han; men borte var det ikke. Det var sådan et af disse glaskorn, der sprang fra spejlet, troldspejlet, (…)  “Hvorfor græder Du?” spurgte han. “Så ser du styg ud! Jeg fejler jo ikke noget! Fy!” Råbte han lige med et: “den rose der er gnavet af en orm! Og se, den der er jo ganske skæv! Det er i grunden nogle ækle roser! De ligner kasserne, de står i!” Og så stødte han med foden hårdt imod kassen og rev de to roser af.

“Kay, hvad gør du!” råbte den lille pige; og da han så hendes forskrækkelse, rev han endnu en rose af og løb så ind af sit vindue bort fra den velsignede lille Gerda.

Når hun siden kom med billedbogen, sagde han, at den var for pattebørn, og fortalte bedstemoderen historier, kom han med et men – kunde han komme til det, så gik han bag efter hende, satte briller på og talte ligesom hun; det var ganske akkurat, og så lo folk af ham. (…) Hans lege blev nu ganske anderledes end før, de var så forstandige: – en vinterdag, som sneflokkerne fygede, kom han med et stort brænde­glas, holdt sin blå frakkeflig ud og lod sneflokkerne falde på den. “Se nu i glasset, Gerda!” sagde han, og hver sneflok blev meget større og så ud, som en prægtig blomst eller en tikantet stjerne; det var dejligt at se på. “Ser du, hvor kunstigt!” sagde Kay, “det er meget mere interessant end de virkelige blomster!  

Lidt efter kom Kay med store handsker og sin slæde på ryggen, han råbte Gerda lige ind i ørene: “Jeg har fået lov at køre på den store plads, hvor de andre lege!” og afsted var han. Derhenne på pladsen bandt tit de kækkeste drenge deres slæde fast ved bondemandens vogn og så kørte de et godt stykke med. Det gik just lystigt. Som de bedst legede, kom der en stor slæde; den var ganske hvidmalet, og der sad i den én, indsvøbt i en loden hvid pels og med hvid loden hue; slæden kørte pladsen to gange rundt, og Kay fik gesvindt sin lille slæde bunden fast ved den, og nu kørte han med. Det gik raskere og raskere lige ind i den næste gade; den, som kørte, drejede hovedet, nikkede så venligt til Kay, det var ligesom om de kendte hinanden; hver gang Kay ville løsne sin lille slæde, nikkede personen igen, og så blev Kay siddende; de kørte lige ud af byens port. (…) Han var ganske forskrækket, han ville læse sit fadervor, men han kunne kun huske den store tabel.

Sneflokkerne blev større og større, til sidst så de ud, som store hvide høns; med et sprang de til side, den store slæde holdt, og den person, som kørte i den, rejste sig op, Pelsen og Huen var af bare sne; en Dame var det, så høj og rank, så skinnende hvid, det var Snedronningen. “Vi er komne godt frem!” sagde hun, “Men er det at fryse! Kryb ind i min Bjørnepels!” Og hun satte ham i slæden hos sig, slog pelsen om ham, det var, som om han sank i en snedrive. (…) “Min slæde! Glem ikke min slæde!” Det huskede han først på; og den blev bunden på en af de hvide høns, og den fløj bag efter med slæden på ryggen. Snedronningen kyssede Kay endnu en gang, og da havde han glemt lille Gerda og bedstemoder og dem alle der hjemme. “Nu får du ikke flere kys!” sagde hun, “For så kysser jeg dig ihjel!” Kay så på hende, hun var så smuk, et klogere, dejligere ansigt kunne han ikke tænke sig, nu syntes hun ikke af is, som den gang hun sad udenfor vinduet og vinkede ad ham; for hans øjne var hun fuldkommen.

Men hvorledes havde den lille Gerda det, da Kay ikke mere kom? Hvor var han dog? (…) – Ingen vidste, hvor han var, mange tårer flød, den lille Gerda græd så dybt og længe; – så sagde de, at han var død, han var sunket i floden, der løb tæt ved byen; o, det var ret lange, mørke vinterdage. Nu kom våren med varmere solskin. (…) “Jeg vil tage mine ny røde sko på,” sagde hun en morgenstund, “dem Kay aldrig har set, og så vil jeg gå ned til floden og spørge den ad!” Og det var ganske tidligt; hun kyssede den gamle bedstemoder, som sov, tog de røde sko på og gik ganske ene ud af porten til floden. “Er det sandt, at du har taget min lille legebroder? Jeg vil forære dig mine røde sko, dersom du vil give mig ham igen!”

 Og bølgerne, syntes hun, nikkede så underligt; da tog hun sine røde sko, det kæreste hun havde, og kastede dem begge to ud i floden, men de faldt tæt inde ved bredden, og de små bølger bare dem straks i land til hende (…) Så krøb hun op i en båd, der lå sivene, hun gik helt ud i den yderste ende og kastede skoene; men båden var ikke bundet fast, og ved den bevægelse, hun gjorde, gled den fra land. (…) “Måske bærer floden mig hen til lille Kay,” tænkte Gerda og så blev hun i bedre humør, rejste sig op og så i mange timer på de smukke grønne bredder; så kom hun til en stor kirsebærhave, hvor der var et lille hus med underlige røde og blå vinduer, stråtag og udenfor to træsoldater, som skuldrede for dem, der sejlede forbi. Gerda råbte på dem, hun troede, at de var levende, men de svarede naturligvis ikke; hun kom dem ganske nær, floden drev båden lige ind imod land.

 Gerda råbte endnu højere, og så om ud af huset en gammel, gammel kone, der støttede sig på en krogkæp; hun havde en stor solhat på, og den var bemalet med de dejligste blomster. “Du lille stakkels barn!” sagde den gamle kone; “Hvorledes er du dog kommet ud på den store, stærke strøm, drevet langt ud i den vide verden!” Og så gik den gamle kone helt ud i vandet, slog sin krogkæp fast i båden, trak den i land og løftede den lille Gerda ud. Og Gerda var glad ved at komme på det tørre, men dog lidt bange for den fremmede, gamle kone. “Kom dog og fortæl mig, hvem du er, og hvorledes du kommer her!” Sagde hun. Og Gerda fortalte hende alting; og den gamle rystede med hovedet og sagde “Hm! hm!” og da Gerda havde sagt hende alting og spurgt om hun ikke havde set lille Kay, sagde Konen, at han var ikke kommen forbi, men han kom nok, hun skulle bare ikke være bedrøvet.(…) “Sådan en sød lille pige har jeg rigtig længtes efter,” sagde den Gamle.

“Nu skal du se, hvor vi to godt skulle komme ud af det!” Og alt som hun kæmmede den lille Gerdas hår, glemte Gerda mere og mere sin plejebroder Kay; for den gamle kone kunne trolddom, men en ond trold var hun ikke, hun troldede bare lidt for sin egen fornøjelse, og nu ville hun gerne beholde den lille Gerda. Derfor gik hun ud i haven, strakte sin krogkæp ud mod alle rosentræerne, og, i hvor dejligt de blomstrede, sank de dog alle ned i den sorte jord og man kunde ikke se, hvor de havde stået. Den gamle var bange for, at når Gerda så roserne, skulle hun tænke på sine egne og da huske lille Kay og så løbe sin vej. Nu førte hun Gerda ud i blomsterhaven. – Nej! Hvor her var en duft og dejlighed! Næste dag kunde hun lege igen med blomsterne i det varme solskin, – således gik mange dage. Gerda kendte hver blomst, men i hvor mange der vare, syntes hun dog, at der manglede en, men hvilken vidste hun ikke. Da sidder hun en dag og seer på den gamle kones solhat med de malede blomster, og just den smukkeste der var en rose. Den gamle havde glemt at få den af hatten, da hun fik de andre ned i jorden. Men således er det ikke at have tankerne med sig!

“Hvad!” sagde Gerda, “er her ingen roser!” og sprang ind imellem bedene, søgte og søgte, men der var ingen at finde; da satte hun sig ned og græd, men hendes hede tårer faldt netop der, hvor et rosentræ var sunket og da de varme tårer vandede jorden, skød træet med et op, så blomstrende, som da det sank, og Gerda omfavnede det, kyssede roserne og tænkte på de dejlige roser hjemme og med dem på den lille Kay. “O, hvor jeg er bleven sinket!” sagde den lille Pige. “Jeg skulle jo finde Kay! – Ved I ikke hvor han er?” spurgte hun roserne. “Tror I at han er død og borte?” “Død er han ikke,” sagde roserne. “Vi have jo været i jorden, der er alle de døde, men Kay var der ikke!” “Tak skal I have!” sagde den lille Gerda og hun gik hen til de andre blomster og så ind i deres kalk og spurgte: “Ved I ikke, hvor lille Kay er? ”Men hver blomst stod i solen og drømte sit eget eventyr eller historie, af dem fik lille Gerda så mange, mange, men ingen vidste noget om Kay. (…) Hvad siger den lille sommergæk?

“Mellem træerne hænger i snore det lange bræt, det er en gynge; to nydelige småpiger, – Kjolerne er hvide som sne, lange grønne silkebånd flagre fra hattene, – sidde og gynge; broderen, der er større end de, står op i gyngen, han har armen om snoren for at holde sig, thi i den ene hånd har han en lille skål, i den anden en kridtpibe, han blæser sæbebobler; gyngen går, og boblerne flyver med dejlige, vekslende farver; den sidste hænger endnu ved pibestilken og bøjer sig i vinden; gyngen går.

Den lille sorte hund, let som boblerne, rejser sig på bagbenene og vil med i gyngen, den flyver; Hunden dumper, bjæffer og er vred; den gækkes, boblerne briste, – Et gyngende bræt, et springende skumbillede er min sang!”

“Det kan gerne være, at det er smukt, hvad du fortæller, men du siger det så sørgeligt og nævner slet ikke Kay.”

Og Gerda gik hen til smørblomsten, der skinnede frem imellem de glinsende, grønne blade.
“Du er en lille klar Sol!” sagde Gerda. “Sig mig, om du ved, hvor jeg skal finde min legebroder?”
Og smørblomsten skinnede så smukt og så på Gerda igen. Hvilken vise kunne vel smørblomsten synge? Den var heller ikke om Kay.

“Det bryder jeg mig slet ikke om!” sagde Gerda. “Det er ikke noget at fortælle mig!” Og så løb hun til udkanten af haven. Døren var lukket, men hun vrikkede i den rustne krampe, så den gik løs, og døren sprang op, og så løb den lille Gerda på bare fødder ud i den vide verden. Hun så tre gange tilbage, men der var ingen, som kom efter hende; til sidst kunde hun ikke løbe mere og satte sig på en stor sten, og da hun så sig rundt om, var sommeren forbi, det var sent på efteråret, det kunne man slet ikke mærke derinde i den dejlige have, hvor der var altid solskin og alle årstiders blomster.

“Gud! Hvor jeg har sænket mig!” sagde den lille Gerda: “Det er jo blevet efterår! Så tør jeg ikke hvile!” Og hun rejste sig for at gå.

Gerda måtte igen hvile sig; da hoppede der på sneen, lige overfor hvor hun sad, en stor krage, den havde længe siddet, set på hende og vrikket med hovedet; nu sagde den: “Kra! kra! – go’ Da’! go’ Da’!” Bedre kunde den ikke sige det, men den mente det så godt med den lille pige og spurgte hvorhen hun gik så alene ude i den vide verden. Det ord, “alene”,  forstod Gerda meget godt og følte ret, hvor meget der lå deri, og så fortalte hun kragen sit hele liv og levnet og spurgte, om den ikke havde set Kay. Og kragen nikkede ganske betænksomt og sagde: “Det kunne være! Det kunne være!”
“Hvad, tror du!” råbte den lille pige og havde nær klemt kragen ihjel, således kyssede hun den.
“Fornuftig, fornuftig!” sagde kragen. “Jeg tror, jeg ved, – jeg tror, det kan være den lille Kay! Men nu har han vist glemt dig for prinsessen!”
“Bor han hos en prinsesse?” spurgte Gerda.
“Ja hør!” sagde kragen, “Men jeg har så svært ved at tale dit sprog. Forstår du kragemål, så skal jeg bedre fortælle!”

“Ja, vist! Det var Kay!” sagde Gerda, “Han var så klog, han kunne hovedregning med brøk!  – O, vil du ikke føre mig ind på slottet!”
“Ja, det er let sagt!” sagde kragen. “Men hvorledes gøre vi det? Jeg skal tale derom med min tamme kæreste; hun kan vel råde os; thi det må jeg sige dig, sådan en lille pige som du får aldrig lov at komme ordentlig ind!”
“Jo, det gør jeg!” sagde Gerda. “Når Kay hører jeg er her, kommer han straks ud og henter mig!”
“Vent mig ved stenten der!” sagde kragen, vrikkede med hovedet og fløj bort.
Først da det var mørk aften kom kragen igen tilbage: “Rar! rar!” sagde den. “Jeg skal hilse dig fra hende mange gange! Og her er et lille brød til dig, det tog hun i køkkenet, der er brød nok og du er vist sulten! – Det er ikke muligt, at du kan komme ind på slottet, du har jo bare fødder; Garden i sølv og lakajerne i guld ville ikke tillade det; men græd ikke, du skal dog nok komme derop. Min kæreste ved en lille bagtrappe, som fører til sovekammeret, og hun ved, hvor hun skal tage nøglen!”

Nu var de på trappen; der brændte en lille lampe på et skab; midt på gulvet stod den tamme krage og drejede hovedet til alle sider og betragtede Gerda, der nejede, som bedstemoder have lært hende. (…) “Jeg synes her kommer nogen lige bag efter!” sagde Gerda, og det susede forbi hende; det var ligesom skygger hen ad væggen, heste med flagrende manker og tynde ben, jægerdrenge, herrer og damer til hest. “Det er kun drømmene!” sagde kragen, “de kommer og henter det høje herskabs tanker til jagt” – “Det er jo ikke noget at snakke om!” sagde kragen fra skoven. Nu kom de ind i den første sal, den var af rosenrødt atlask med kunstige blomster opad væggen; her susede dem allerede drømmene forbi, men de fór så hurtigt, at Gerda ikke fik set det høje herskab. Den ene sal blev prægtigere end den anden; jo man kunne nok blive forbløffet, og nu var de i sovekammeret.

Loftet herinde lignede en stor palme med blade af glas, kostbart glas, og midt på gulvet hang i en tyk stilk af guld to senge, der hver så ud som liljer: den ene var hvid, i den lå prinsessen; den anden var rød, og i den var det at Gerda skulde søge lille Kay; hun bøjede et af de røde blade til sid og da så hun en brun nakke.

–O, det var Kay! – Hun råbte ganske højt hans navn, holdt lampen hen til ham

– Drømmene susede til hest ind i stuen igen – han vågnede, drejede hovedet og – det var ikke den lille Kay.

(…) Næste dag blev hun klædt op fra top til tå i silke og fløjl; hun fik tilbud at blive på slottet og have gode dage, men hun bad alene om at få en lille vogn med en hest for og et par små støvler, så ville hun igen køre ud i den vide verden og finde Kay. Og hun fik både støvler og muffe; hun blev så nydeligt klædt på, og da hun ville afsted, holdt ved døren en ny karret af det pureste guld; Prinsen og Prinsessens våben lyste fra den som en stjerne; Kusk, tjenere og forridere, for der var også forridere, sad klædte i guld­kroner.

De kørte gennem den mørke skov, men kareten skinnede som et blus, det skar røverne i øjnene, det kunne de ikke tåle. “Det er guld! Det er guld!” råbte de, styrtede frem, toge fat i hestene, slog de små jockeyer, kusken og tjenerne ihjel, og trak nu den lille Gerda ud af vognen.

“Hun er fed, hun er nydelig, hun er fedet med nøddekerner!” sagde den gamle røverkælling, der havde et langt, stridt skæg og øjenbryn, der hang hende ned over øjnene. “Det er så godt som et lille fedelam! Nå, hvor hun skal smage!” Og så trak hun sin blanke kniv ud og den skinnede, så at det var grueligt.
“Au!” sagde kællingen lige i det samme, hun blev bidt i øret af sin egen lille datter, der hang på hendes ryg og var så vild og uvorn, så det var en lyst. “Din lede unge!” sagde moderen og fik ikke tid til at slagte Gerda. “Hun skal lege med mig!” sagde den lille røverpige. “Hun skal give mig sin muffe, sin smukke kjole, sove hos mig i min seng!”(…) Hun tog den lille Gerda om livet og sagde: “De skal ikke slagte dig, så længe jeg ikke bliver vred på dig! Du er sagtens en prinsesse?”
“Nej,” sagde lille Gerda og fortalte hende alt, hvad hun havde oplevet, og hvor meget hun holdt af lille Kay.

 

Nu holdt kareten stille; de vare midt inde i gården af et røverslot; det var revnet fra øverst til nederst, ravne og krager fløj ud af de åbne huller, og de store bulbidere, der hver så ud til at kunne sluge et menneske, sprang højt i vejret, men de gøede ikke, for det var forbudt. I den store, gamle, sodede sal brændte midt på stengulvet en stor ild; røgen trak hen under loftet og måtte selv se at finde ud; en stor bryggerkedel kogte med suppe, og både harer og kaniner vendtes på spid. “Du skal sove i nat med mig her hos alle mine smådyr!” sagde røverpigen.

“Jeg sover altid med kniv!” sagde den lille røverpige.
“Man ved aldrig, hvad der kan komme. Men fortæl mig nu igen, hvad du fortalte før om lille Kay, og hvorfor du er gået ud i den vide verden. Og Gerda fortalte forfra, og skovduerne  kurrede deroppe i buret, de andre duer sov. Den lille røverpige lagde sin arm om Gerdas hals, holdt kniven i den anden hånd og sov (…) Da sagde skovduerne: “Kurre, kurre! Vi har set den lille Kay. En hvid høne bar hans slæde, han sad i Snedronningens vogn, der fór lavt hen over skoven, da vi lå i rede; hun blæste på os unger, og alle døde de uden vi to; kurre! kurre!”
“Hvad siger I deroppe?” råbte Gerda, “hvor rejste Snedronningen hen? Ved I noget derom?”
“Hun rejste sagtens til Lapland, for der er altid sne og is! Spørg bare rensdyret, som står bundet i strikken.”

Om morgenen fortalte Gerda hende alt, hvad skovduerne havde sagt, og den lille røverpige så ganske alvorlig ud, men nikkede med hovedet og sagde: “Det er det samme! Det er det samme. – Ved du, hvor Lapland er?” spurgte hun rensdyret.

“Hvem skulle vide det bedre end jeg,” sagde dyret, og øjnene spillede i hovedet på det. “Det er jeg født og båret, der har jeg sprunget på snemarken!” (…) Og Gerda strakte hænderne, med de store bælgvanter, ud mod røverpigen og sagde farvel, og så fløj rensdyret afsted over buske og stubbe, gennem den store skov, over moser og stepper, alt hvad det kunne. Ulvene hylede, og ravnene skreg. “Fut! fut!” sagde det på himlen. Det var ligesom om den nyste rødt.

“Det er mine gamle nordlys!” sagde rensdyret,

“Se, hvor de lyser!” Og så løb det endnu mere afsted, nat og dag; brødene blev spist, skinken med og så var de i Lapland.

De holdt stille ved et lille hus; det var så ynkeligt; taget gik ned til jorden, og døren var så lav, at familien måtte krybe på maven, når den ville ud eller ind. Her var ingen hjemme uden en gammel lappekone, der stod og stegte fisk ved en tranlampe; og rensdyret fortalte hele Gerdas historie, men først sin egen, for det syntes, at den var meget vigtigere, og Gerda var så forkommen af kulde, at hun ikke kunne tale.

“Ak, I arme stakler!” sagde Lappekonen, “da have I langt endnu at løbe! I må afsted over hundrede mil ind i Finmarken, for der ligger Snedronningen på landet og brænder blålys hver evige aften.

“Fut! fut!” sagde det oppe i luften, hele natten brændte de dejligste blå nordlys; – og så kom de til Finmarken og bankede på finnekonens skorsten, for hun havde ikke engang dør.

“Jeg kan ikke give hende større magt, end hun allerede har! Sagde finnekonen, ser du ikke, hvor stor den er? Ser du ikke, hvor mennesker og dyr må tjene hende, hvorledes hun på bare ben er kommet så vel frem i verden. Hun må ikke af os vide sin magt, den sidder i hendes hjerte, hun er et sødt uskyldigt barn. Kan hun ikke selv komme ind til Snedronningen og få glasset ud af lille Kay, så kunne vi ikke hjælpe! To mil herfra begynder Snedronningens have, derhen kan du bære den lille pige; sæt hende af ved den store busk, der står med røde bær i sneen, hold ikke lang faddersladder og skynd dig her tilbage!”

Og så løftede finnekonen den lille Gerda op på rensdyret, der løb alt, hvad det kunde. “O, jeg fik ikke mine støvler! Jeg fik ikke mine bælgvanter!” råbte den lille Gerda, det mærkede hun i den sviende kulde, men rensdyret turde ikke standse, det løb, til det kom til den store busk med de røde bær; der satte det Gerda af, kyssede hende på munden, og der løb store, blanke tårer ned over dyrets kinder, og så løb det, alt hvad det kunde, igen tilbage. Der stod den stakkels Gerda uden sko, uden handsker, midt i det frygtelige iskolde Finmarken.

Hun løb fremad, så stærkt hun kunne; da kom der et helt regiment sneflokke; men de faldt ikke ned fra himlen, den var ganske klar og skinnede af nordlys; sneflokkene løb lige hen ad jorden, og jo nærmere de kom, des større blev de; Gerda huskede nok, hvor store og kunstige de havde set ud, dengang hun så sneflokkene gennem brændeglasset, men her vare de rigtignok anderledes store og frygtelige, de var levende, de var Snedronningens forposter…

Da bad den lille Gerda sit Fadervor, og kulden var så stærk at hun kunde se sin egen ånde; som en hel røg stod den hende ud af Munden; ånden blev tættere og tættere og den formede sig til små klare engle, der voksede mere og mere, når de rørte ved jorden; og alle havde de hjelm på hovedet og spyd og skjold i hænderne; de blev flere og flere, og da Gerda havde endt sit Fadervor, var der en hel legion om hende; de huggede med deres spyd på de gruelige sneflokke så de sprang i hundrede stykker, og den lille Gerda gik ganske sikker og frejdig frem. Englene klappede hende på fødderne og på hænderne, og så følte hun mindre, hvor koldt det var, og gik rask frem mod Snedronningens slot.

Slottets vægge var af den fygende sne og vinduer og døre af de skærende vinde; der vare over hundrede sale, alt ligesom sneen fygede, den største strakte sig mange mil, alle belyste af de stærke nordlys, og de var så store, så tomme, så isnende kolde og så skinnende.

Midt derinde i den tomme uendelige snesal var der en frossen sø; den var revnet i tusinde stykker, men hvert stykke var så akkurat ligt det andet, at det var et helt kunststykke; og midt på den sad Snedronningen, når hun var hjemme, og så sagde hun, at hun sad i forstandens speil, og at det var det eneste og bedste i denne verden. 

 Lille Kay var ganske blå af kulde, ja næsten sort, men han mærkede det dog ikke, for hun havde jo kysset kuldegyset af ham, og hans hjerte var så godt som en isklump. (…)
Da var det, at den lille Gerda trådte ind i slottet gennem den store port, der var skærende vinde; men hun læste en aftenbøn, og da lagde vindene sig, som de vilde sove, og hun trådte ind i de store, tomme kolde sale – da så hun Kay, hun kendte ham, hun fløj ham om halsen, holdt ham så fast og råbte: “Kay! Søde lille Kay! Så har jeg da fundet dig!”

Men han sad ganske stille, stiv og kold; – Da græd den lille Gerda hede tårer, de faldt på hans bryst, de trængte ind i hans hjerte, de optøede isklumpen og fortærede den lille spejlstump derinde; han så på hende og hun sang salmen:

“Roserne vokse i dale, der får vi Barn-Jesus i tale!”

Da brast Kay i gråd; han græd, så spejlkornet trillede ud af øjnene, han kendte hende og jublede:

“Gerda! Søde lille Gerda! – hvor har du dog været så længe? Og hvor har jeg været?

Og de toge hinanden i hænderne og vandrede ud af det store slot; de talte om bedstemoder og om roserne oppe på taget; og hvor de gik, lå vindene ganske stille og solen brød frem; og da de nåede busken med de røde bær, stod rensdyret der og ventede; det havde en anden ung ren med, hvis Iver var fuldt, og den gav de små sin varme mælk og kyssede dem på munden. Så bar de Kay og Gerda først til finnekonen, hvor de varmede sig op i den hede stue og fik besked om hjemrejsen, så til lappekonen, der havde syet dem nye klæder og gjort sin slæde i stand.

Kirkeklokkerne ringede, og de kendte de høje tårne, den store by, det var i den de boede, og de gik ind i den og hen til bedstemoders dør, op ad trappen, ind i stuen, hvor alt stod på samme sted som før, og uret sagde: “dik! dik!” og viseren drejede; men idet de gik igennem døren, mærkede de, at de var blevne voksne mennesker. (…) 

Der sad de begge to voksne og dog børn, børn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer.

Oplev andre eventyr her.

Gå tilbage til forsiden.