Fra en vinduesmontre i Fyns Stiftsmuseums jernaldersamling glimter og lyner det gyldent op i beskuerens øjne, fra svære halsringe, filigran-prydede og ædelstensindlagte spænder. Men ak! Et blik på en forklarende etikette kalder snart hans vandrende tanke tilbage. Det er jo kun en fattig afglans af guldets lue, eftergjorte kopier af de berømte fund fra det guldrige Østfyn optagne i forrige århundrede på Broholms marker, i Hesselager Fredskov og på Elsehoved.
Men ser man nøje efter, vil man alligevel mellem de mange kopierede sager finde enkelte originale. Det er smågenstande, som enten ved Nationalmuseets velvilje er deponerede i Stiftsmuseet, eller er dette sidstes virkelige og lovlige ejendom.
Anledningen til disse linier er en smuk fingerring, fig. 1e, som i år er blevet overladt af Nationalmuseet til varigt depositum i hovedmuseet for den egn, der er dens hjemsted. Ringen blev fundet i april 1952 under markarbejde i Lydingegårde, Brahetrolleborg sogn. Den lå løst i mulden, og da der ikke på findestedet fandtes mørktfarvet jord, der kunde antyde, at ringen har hørt til udstyret i en grav, må det anses for sandsynligst, at den engang er blevet tabt. Hele fremstillingsmåden og den ornamentale udsmykning viser klart nok hen på tiden o. 300 e. Kr. Et lille antal lignende ringe er nemlig tidligere optaget på de sjællandske gravpladser ved Nordrup og Himlingøje fra denne tid. Ringen er en spiralring, som på bagsiden består af to tykke guldtråde ved midten og i enderne udsmedede i de tre aflange plader, som pryder forsiden. Langs de tre plader løber en fremstående midtkant randet af fint indstemplede småmærker, og hver plade afsluttes af to spidst udløbende dyrehoveder, i alt altså seks. Ringen kan dermed henføres til den ringtype, man kalder »ormehovedringe«, som også omfatter større armringe i tilsvarende udstyr. To sådanne armringe fandtes i 1938 og 40 henholdsvis på Fyns Hoved og på bakkeknuden Sappesborg, ligeledes på Hindsholm[1]. En svensk forfatter har i øvrigt for nogle år siden ment[2], at dyrehovederne på denne ringtype er det stiliserede hovede af det hellige dyr, galten, og at den berømte »Sveagris«, den skønneste af de ringe, Rolf Krake såede på Fyrissletten under sin flugt for kong Adils, må have været en svær og kostbar armring af den her omhandlede type.
En anden vægtig, men mindre kunstfærdigt udført fingerring af guld er gengivet på fig. 1f. Det 12 gram tunge stykke består af et 1,6 cm bredt guldbånd prydet på ydersiden med fem fremtrædende lister. Det blev fundet på en mark ved Tommerup og, som en tilskrift i Odensemuseets protokol siger, skænket dette af Museet for de nordiske Oldsager i København.
I Stiftsmuseets eje er også den smukke guldbrakteat med runeindskrift, fig. 1c, der hører til gruppen »C-brakteater«. Dens findested angives almindeligt til det sydlige Fyn[3], men efter en tilskrift i Odense Museums protokol 1882 er den fundet i en mose ved Hågerup i Brahetrolleborg sogn. Den skænkedes til museet af apoteker G. Lotze tillige med en tilsvarende, som siden overlodes til museet i København i bytte mod den sølvblandede brakteat fig. 1a, fundet i Slesvig. Også denne må da betragtes som Stiftsmuseets ejendom.
Det samme gælder et eksemplar af de såkaldte »guldgubber«, fig. 1b, små tynde og som brakteaterne ensidigt prægede guldblikstykker, oftest bærende en mands- og en kvindeskikkelse og almindeligt tydede som elskovsamuletter. De findes talrigt på Bornholm og i Norge, en del i Sverige, mens kun to er fremdraget i Jylland. Af disse to er Stiftsmuseets eksemplar det ene, eftersom det i museets protokol for 1893 angives fundet i en gravhøj i Slesvig. Det er købt af en antikvitetshandler.
Endelig er der de to ringe af spiraloprullet dobbelt guldtråd, fig. 1d. Deres findested kendes ikke. Den største er af form som de to guldringe, der fandtes i egekisten ved Skrydstrup som den gravlagte kvindes ørenprydelser. Den er derfor fra bronzealderen. Det samme gælder den anden, som er opsnoet til en snæver fingerring. Om denne sidste oplyser en lille fastbunden seddel, at den er modtaget fra Museet for de nordiske Oldsager i bytte mod andre oldsager. Om den større ring på samme måde ejes af Stiftsmuseet eller blot er depositum, kan ikke i øjeblikket oplyses, da det ikke er lykkedes at identificere den i protokollerne. En tredie fingerring, blot bestående af guldtråd sammenlagt en enkelt gang, hører til gravgodset i en bronzealdergrav på Hesselagergårds mark og er indgået i samlingen, da Odense by i slutningen af 1930’erne købte den store oldsagsamling på Broholm.
Hermed er listen ført op over de fund af originale guldsager, som opbevares i Fyns Stiftsmuseum. Hvor gerne så man ikke, at dette beskedne lille udvalg kunde øges med større og virkelig betydningsfulde sager! Selvom de store guldfund på ingen måde har større kulturhistorisk interesse end de af uædelt materiale, er det nu engang en kendsgerning, at publikum gerne vil se dem. Lykkeligvis har Nationalmuseet i de senere år ikke tøvet med at erkende, at de større provinsmuseer, hvortil fagligt uddannet arbejdskraft er knyttet, nu varetager så store opgaver, at det er rimeligt at imødekomme deres ønsker om at måtte beholde de større fund, som er udgravet og behandlet af dem. Denne imødekommenhed vil Fyns Stiftsmuseum have let ved at erkende. Men taler da ikke også et hensyn til provinsens museumspublikum og museernes anseelse i befolkningen for, at Nationalmuseet også slækkede lidt på sin strengt hævdede eneret til at huse vore skatte af danefæ? Således, at i hvert fald et fåtal af store provinsmuseer, som jo alene vilde kunne opfylde de meget strenge krav til fundenes sikkerhed, der naturligvis måtte stilles af hovedmuseet, fik lejlighed til at glæde deres egns befolkning med et passende udvalg af de gyldne fund, som denne befolkning selv har draget frem af jorden.
