De følgende efterretninger om fiskeriet i Norup sogn skriver sig fra den daværende ejer af Hofmansgave, eller som det da hed, Bøttigersholm. Den direkte foranledning til efterretningernes fremkomst var en skrivelse fra finanskollegiets danske kammer af 23. juli 1771, hvori kammeret havde ønsket oplysninger om søfartens og fiskeriets tilstand. Til den ende havde det udarbejdet ialt 21 spørgsmål om søfartens og 14 om fiskeriets forhold, som derefter udsendtes til stiftamtmændene med begæring om, at de ville »behage at indhente fra hvert distrikt under de dem anbetroede amter de fornødne oplysninger desangående, og det så tilforladelige og fuldstændige, som muligt er, hvor efter de fornødne svar til hver af anførte poster meddeles…«[1]. Når kammeret ønskede et sådant materiale indsamlet, skyldtes det, at finansråd Oeder havde fået til opgave at udarbejde et forslag til forbedring af søfarten og fiskerierne[2].
Stiftamtmændene løste opgaven ved at omsende kammerets forespørgsel til de respektive købstæder, herreder og birker i stifterne; det var så at håbe, at der måtte indgå fyldestgørende svar fra disse mindre distrikter. Besvarelserne er vidt forskellige. Mange holdes i største almindelighed og begrænser sig ofte til at konstatere, »at der ingen fiskeri var hos dem, som kunne vedkomme fornævnte 14 poster«, som herredsfoged Niels Jacobsen i Særslev svarer stiftamtmanden 14. aug. 1771. Andre har imidlertid taget alvorligere fat på opgaven og givet detaljerede beskrivelser, som er af den største betydning for fiskeriets kulturhistorie. Til disse fortjenstfulde folk må regnes herren til Bøttigersholm, major Joh. Diedr. Lange[3], der ved et omgangsbrev fra herredsfogeden i Særslev blev gjort bekendt med kammerets skrivelse. Hvornår dette skete, kan ikke ses, men besvarelsen er dateret 24. septbr. og er derved den senest indsendte besvarelse af alle de fynske. Måske kan det skyldes, at majoren har haft sit hovedbrud med at få sat skrivelsen sammen. Hans knudrede sprog vidner om, at han ikke var nogen stor pennens mand, men det for ham uvante arbejde har utvivlsomt medført, at han er gået til opgaven med så meget større samvittighedsfuldhed.
Hvordan nu dette forholder sig, så er der kommet en selvstændig og interessant redegørelse ud af hans anstrengelser. Kammerskrivelsen havde i sine punkter skelnet mellem fiskeri i fersk og salt vand og havde iøvrigt ønsket besked om fiskeredskaber og fiskemåder, fisketilberedning og afsætning m.m. Lange besvarer ikke de 14 punkter et for et, men fortæller frit løs. Med skibsfartens 21 punkter beskæftiger han sig af gode grunde ikke. Her følger da den originale beretning, idet det skal bemærkes, at alt er medtaget. Stilen er Langes helt og fuldt, men gengivet i mere moderne klædebon[4].
Pro memoria! Ifølge det højlovlige Danske Kammers højrespektive skrivelse om fiskeriets forfatning, hvor på meldes allerskyldigst fra Bøttigersholm og underliggende gods.
At her ved gård og gods er intet betydeligt ferskfiskeri, formedelst ingen ferske søer eller åer ere, mens ikkuns nogle damme med brakvand, hvor udi ere karudser, gedder og aborrer, som fiskes med trækvåder og kasteruser[5], og fisken her forbruges ferske.
Her i gårdens, og især godsets af landets mest betydeligste, og på denne Slættens Egen, og for her mange sogne manglende, og dets årsag umisteligst tørvemoser var tilforn ved ødelæggeligste skærelses brug en del store og små uordentligste skårne grave og moradser med gedder og karudser udi, som er nu ikke mere til, siden jeg i disse sidste åringer har ladet ved store, dybe og brede render rundt om og over kryds vandet rent udgrave af alle moser, moradser og grave, som nu overalt står tørre, at derpå allerede køres og rides, eng og tørv til gårdens og især godsets nu kendeligst største forbedring til nytte og fordel[6].
Men da hovedgårdens og dens nærmeste beliggende og nu alt underliggende by, Hasmarke kaldet, af hartkorn 150 tdr. 2 skp. 2 fj. 2 alb., hvorpå nu befindes 24 gårde og 40 huse, dets grund mest er omgivet af stranden, nemlig Odense fjord på de sydre[7] og østre sider og bæltet imod Samsø på den nordre side, så har stedse en del af disse husmænd og nogle af gårdmændene, så ofte deres rette arbejde samt vejr og det har tilladt, brugt lidet fiskeri fra påske tider indtil Mortensdags tider udi fjorden, hvor der falder noget ebbe og flod, især med nordlig og vestlige vinde, mens ellers lave vande og høje, jævne og flade sandgrunde, nogle steder ikkuns 200 alen og andre steder over 1000 alen ud fra landbredderne, mest omkring gårdens enemærke til fjorden, hvor der, når flod indfalder i mørke nætter, alt uden både, mens barbenet 1) ved et redskab, som her kaldes Backer, bestående af en tynd snor af 2 a 600 alens længde, og på denne snor imellem hver 1½ alens længde er en tyndere snor af ½ alens længde med en flyndre krog på enden, som om aftenen ejgnes med strandorme, som de om dagen ved ebbeflod (Eppe Floed) går med en dertil gjort jerngreb med 3 grene og kender oven på sandet ormenes huse, som de sidder under, som de opgraver og fylder i en dertil gjort liden kasse[8], indtil de får så mange, som behøves, da de ejgnes på krogene, som de dertil gjort bræt med snoren har ordentlig sammenlagt på et firkant, og derpå om aftenen går ud på sandet 1 a 200 all. længde fra landet eller landbredderne og lægger snart i figurer som en halv bøjle (Byel) og snart i en vinkel, undertiden i en lige linje mest langs med landbredderne, og fastgører hver af enderne med en pind, som og bliver således stående om natten, at fiskene indkommer med floden og bider sig fast på krogene, da de om morgenen derpå i ebbeflod opdrages[9], og kan undertiden fås fra 20 til 300 stk., lige som de have mange kroge til og som bedst stille vejr og mørke nætter og hen i året, først i året åleqvaer, ål og plæder[10], mens jo længere hen i efteråret jo flere og større og federe flyndre af det slags, som fanges ved Kerteminde og der kaldes rådmænd[11]. 2) Ligeledes bruger de og 2 a 3 i følge i mørke nætter med stille vejr og mådelig flod, så at de vel kan gå at vade på sandet, at blusse for ål og flyndre med langhalm omtrent 5 kærver bunden i små dukker, som gør ungefær 100 stk., som en bærer på sin ryg udi et reb og deraf fører stedse en antændt dukke udi den venstre hånd, og de andre 2 ved hver sin side af ham, alle 3 jævnsides med hverandre[12], med en hver her såkaldet algiær udi hånden, bestående af en før, rund fyrstok af 2 alens længde med et jerninstrument på enden, bestående af 3 jerngrene, de 2 yderste formede som en bøjle (Bøyel), der sammengår på en tomme nær med enderne, da den ene gren med en kort udbukkendes ende, mens den anden med ½ qvarters længde streed med flade kanter op og ned og spids ind til enden, hvor med flynderne stikkes, og den 3die gren af figuren som en lystergren, der sidder midt udi bøjlen og endes udi åbningen imellem disse 2 grene[13]. Dermed hugges ålen, som alt fyldes udi en pose, som bæres af den ene af de, som går ved blus, og kan så i en nat ligesom med bakker fangsten formedelst vejr og vand samt årets tid, som bedst i stille vejr, mørkest nat og hen i året, fanges 20 a 300 stk., og er det mærkeligst, at der på 20 trins distance på grunden falder stor forskel, ligesom fisken falder af sorter og i mængde mer og mindre, federe og magre; enhvers redskab består altså omtrent af 2 a hamp, som de selv avler, spinder og til styrkes conservation koger udi egebark, der så i 2 a 3 år ved forsigtighed og god omgang kan conserveres. Krogene 2 a 400 stykker køber de i Odense ligesom 2 a 4 pund jern til greb og algiær, som deres bysmed forfærdiger, og stødene til algiær og greb samt 2 all. fjæl til et bakkebord forfærdiger de dem selv, den meste fisk, som fanges, fortærer de selv i begyndelsen alt fersk undtagen lidet, som de til nærmeste byer kan afhænde, mens hen i året, når flyndre falder gode, vindtørre de nogle, og nogle flyndre tilligemed ål drysser de med salt, hvor udi de ligge 12 timer, der efter optages og røges med grønt såsom nælder og desligeste, der holdes for bedst, og hvad de så af denne tørre og røgede fisk, som falder ret god, ikke straks forbruger, forvarer de indtil vinteren; det salt, som de til fiskene forbruger, brænder de af tang og koger af dets aske alt sammen selv, der således tilgår, nemlig: når det en dag om sommeren udi forvejen har blæst en stærk syden og sydvest vind og derved af fjorden opført en del grøn og fersk tang på den sydre side på en gårdens enemærkes ø, Hals kaldet, som skiller Odense fjord undtagen et smalt indløb imellem den og Hindsholm af omtrent 2000 all. længde gab, fra det store bælt imod Samsø, da de så udgår i tørt vejr, thi kommer der regn på tangen, duer den ikke til salt, og strør tangen tynd og jævn ud på græsset, og efter en dags tids forløb river det sammen udi en hob og tænder ild der udi, og forbrænder det til aske, som de så tager og kommer udi et rostekar og på hver skæppe aske hælder omtrent 8 kander ferskvand, der således gennemløber udi en gryde, da luden proberes med et frisk hønseæg, som den skal kunne bære, når den er god, og derefter henkoges indtil det vorder salt, og kan efter hver skæppe aske fås 1/4 skp. salt, der og falder nogenlunde hvidt og er skarp nok, mens dog noget bitter og ej så aldeles ren i smagen som Lynneborg, Engelsk eller Norsk, dog behjelper de dem meget godt med dette selvgjorte salt til alt deres fornøden husbrug, og hvor de meget vel og bedre end skulle troes, conserverer alt deres fictualie[14], så uagtet fiskeriet er mindre, fiskes her dog på fornævnte måde ved folkemængdens og dermed fiskeriets forøgelse, og især nu ved den af mig ifølge hans majtts. allernådigste vilje gjorte nye indretninger med at ophæve og aldeles afskaffe alt hoveri[15] og selv lader hovedgården drive, 3 a 4 gange så meget som tilforn og kan vel tallet på de på denne måde årlig fiskende fisk ikke så nøje bestemmes, dog bliver det omtrent en 450.000 stk. flyndre, plæder, ål og åleqvaer på denne udi fjorden befundene bedste fiskemåde. Vides ej at kan gøres nogen bedre og fordelagtigere indretning og forbedrelse enten med folk eller redskab, da der ikke falder andet end fornævnte sorter fiske, som lettest og bedst fiskes på fornævnte måde.
Mens ved den nordre side udi bæltet, hvor der falder i god overflødighed af alle sorter fisk, er nu siden 1765 til manges nytte og fornøjelse af mig anlagt et anseligt og betydeligt stort fiskeri, i særdeleshed udi dette år på følgende måde, nemlig 1765 indtog jeg ved en største bekostning en dæmning fra det vilde hav et stykke land af 300 tdr. bygsædelands størrelse, hvorpå nu allerede imod manges forundring til største nytte og fordel for gård og gods vokser bedste vårkorn, hø og græs, hvorved gårdens meste jorder, som før var omgivet af stranden, blev landfast med fornævnte Hasmarke by[16], da jeg straks samme efterår bygte ved hoveddæmningen på dette inddømte et stort og smukt fiskerhus, som jeg tillagde et stykke af dette inddømte grund, hvorpå nu findes en smuk have i bedste vækst med unge træer og alle sorter køkkenurter, hvortil beboelse at have fornøden opsigt med dæmningen. Jeg fik en borger og fisker fra Kerteminde med 2 sønner, hvilke jeg straks forsynede med alt fornøden fiskeredskab af både og kroge til torsk, hvillinger, piivvoller[17], horengiver[18], flyndre, ål og åleqvaer, samt garn til ørter, torsk, makrel, sild og horenfisk. Derefter har begge sønner og nedsat dem, som med faderen continuerer at bruge samme fiskeredskab, som i sidste forår af mig er forøget med at forstrække dem med et stort bundgarn[19], og nu i dette efterår en ålehamme[20], da her nu nok en borger og fisker af Middelfart er hidfløt og nedsat sig med 3 sønner og fiskere, hvilke folk jeg alle accorderer deres huse og ildebrand af tørv samt fri og ubehindret adgang med alt deres redskaber til og udi stranden på al min påstødende grund i alle måder, samt dem og deres børn at være fri og blive fri for al hæftelse på godset, som de og af mangel af levnets ophold må forlade, såsom at binde og tvinge folk, som ej kan ernære sig og leve af deres egen arbejde er ikkuns at forøge Bettel Fabericher, som desuden desto værre nok i disse tider formere sig, og altså er de nu enrullerede til hans majtts. søtjeneste. Dette fiskeri går ellers for sig med den ønskeligste nytte og fordel, især i dette for og efterår med bundgarnet, som mange sogne kan af nytten bevidne, ja endog Odense, som her er 3 mile fraliggende, hvorhen ere kørt hele læs ferske sild, horengiver, torsk og makrel[21], ja endog i sidste forår ved bæltsbåde ført til andre provinser ferske sild og horngiver, såsom til Aarhus i Jylland og til Samsø[22], mens hvad nu høstsild de nu i efteråret fanger, gelde de og kommer udi et stort kar og drysse med norsk salt, rører dem så længe omkring med de bare arme og næver, at silden vorder ganske slatten, så at man kan væve dem om en finger, derefter optager dem og stryger salt og slim af dem og lægger dem udi perse under vægt udi 2 dage og 1 nat, hvorefter de udtages og atter afstryges med spansk salt, nedlægges udi ½ tdr., fjerdinger, ottinger og ½ ottinger, ligesom de vil; dem de således sælger for 10 a 12 mk. fjerdingen, som på denne måde giver de norske lidet eller intet efter og især til at stege på en rist med løg udi ryggen, hvortil de findes bedre end de norske[23]. Til fisken, som de røger, nemlig makrel, sild, ål eller horengiver med grønt og derefter spåner, bruger de norsk salt en dags tid at drysse, hvilket qvantum salt endnu årlig ikke kan bestemmes, siden dermed først i dette år er begyndt, og endnu ikke er endt med saltningen, dog menes, når fangsten således continuere, som begyndt i dette år, kan årlig dertil consumeres omtrent 6 a 1o tdr. norsk og spansk salt halvt af hver slags, så kan og omtrent 6 tdr., 12 halve tønder, 50 a 80 halvottinger, som alt i Hasmarke by forfærdiges. Hvor meget fisk der på denne måde fanges årlig, kan ej endnu så nøje bestemmes, siden som meldt begyndelsen med bundgarnet først siden forår er gjort, hvorudi somme dage om morgenen i højeste er taget sild, ligesom horenfisk i foråret og nu i efterår sild og makrel, foruden hvad de tager i deres a parte garn, som ej giver så anselig en fangst af gangen, omtrent 100 vole, og aftenen derpå 30 voll, somme dage igen om morgenen næppe 5 volle og aftenen 2 voll, ligesom vinden har faldet til vestlig og nordlig, mådelig vind ind på landet som bedst, og østlig og sydlig med storm eller ganske stille ud fra landet som slettest, hvortil alt dette fiskeri de bruger 1 stor bæltsbåd af ½ læst drægtig[24], en mindre dito og en stor og en liden jolle, tilsammen 4 store og små både og et stort bundgarn og en ålehamme, 6 silde- og horengivergarn, 4 makrelgarn, 2 torskegarn, 2 ortegarn, 600 torske- og hvillingekroge, 1200 flyndre-, piibvoller- og plæder- samt åle- og åleqvaerkroge, 2 rejestryger, 1 skielfiskskrabe[25], dertil køber de hampen, som de selv spinder, binder, tjærer og barker, og jern- og træarbejde forfærdiges her i Hasmarke by, undtagen linerne, kroge og flodtholt[26], som de køber i Odense; disse fiskere bestående af 4 familier og 14 mennesker ernærer sig meget vel, som med eget redskab fisker for deres egen regning, agter om Gud vil til næste år at forfærdige og udsætte nok et stort bundgarn og efteråret derpå og nok en ålehamme, som vel og endnu mere kunne forøges til nytte, når evne tillod det, som den almindelige pengemangel udi denne tid hindrer; jeg har ellers forstrækket dem med anselige summaer, dem jeg mest har fået igen af deres fortjeneste og resten rent eftergivet dem; thi andre måder end penges forskydelser, da hertil nu ikke mangler folk, vides ej til dets mere forøgelse, som jeg udi denne besværlige tid ikke formår, da det er noksom bekendt, hvad utrolig store summaer jeg til anselig forbedrelse på gården, marker og især godset har anvendt til bygninger og etableringer, samt i disse besværlige tider forskud med kvæg, bæster, æde- og sædekorn, ja endog kgl. skatters udlæg og landgildets eftergivelse med mere desligeste store bekostninger, foruden meget stærk at friste kvægsygen 5 gange i 8 år, som nu gelejdes af misvækster, hvilket alt nok kan svække kræfterne. At dette sig som meldt således udi alle måder forholder og findes bevisligt vedstår. —
Bøttigersholm d. 24. septbr. 1771.
I Odense amt
Lunde herred
Norup sogn
LS
J.D. Lange
Major af
Cavalleriet.