Som et tegn på den interesse, hvormed Fyns Stiftsmuseums arkæologiske markarbejde følges af den fynske befolkning, modtager museet hvert år en del indberetninger om fund, som opdages og blottes under landmændenes arbejde i marken, ved forårstid især og i efteråret. Ikke hver gang er det guldringe, som pløjes frem af mulden. Så langt fra. Tit kan det være en almindelig flintøkse, hvis skarptslebne egg har vækket finderens eftertanke, eller måske plovjernet har skåret gennem en skrøbelig lerpotte og vendt dens indhold af brændte ben op i pløjelaget. Somme tider er meldingen endda blind alarm. Men alt, uanset fundene er store eller små, er det museets opgave at vise fuld opmærksomhed. Alle er de jo led, sandt nok ikke lige betydningsfulde, i udforskningen af Fyns kulturhistorie i oldtiden, fordrer derfor omhyggelig undersøgelse, og fra museets side sættes alt ind på at honorere kravet. Hvem ved, om ikke muligheden, der her er til stede for at redde et nyopdaget fund, måske er den sidste?
Det gjaldt i hvert fald det fund på Holsegårds mark i Brenderup sogn, Vestfyn, hvorom der i det følgende skal fortælles lidt. Undersøgelsens iværksættelse beroede egentlig lidt på en tilfældighed. Efter ældre antikvariske optegnelser skal der på den tidligere møllebakke 400 m vest for den lille landsby Holse i sin tid være fundet nogle urner. Ejeren af Holsegård, proprietær J.C. Jørgensen, Snestrup, gav med stor elskværdighed tilladelse til udgravning i området på den lille bakke. Undersøgelsen her blev imidlertid en skuffelse – trods et net af søgegrøfter over højningen fandtes intet. Slaget var tabt. Skulde et nyt vindes, måtte det være et andet sted.
Dette sted blev snart fundet. I den antikvariske sognebeskrivelse over Vends herred, optaget 1915-16 af Nationalmuseet, omtales også lerkarskår, som skulde være fremkommet i randen af en mergelgrav på en anden mark under Holsegård. Nærmest for at efterse dette gamle findested, som var indtegnet på Generalstabens målebordsblad 1200 m sydvest for Holsegård, opsøgte jeg stedet og fandt den lille mergelgrav. Det var et held, at marken var nypløjet, så at iagttagelsesforholdene var gode. Også de sene novemberdages bløde grålys gav mulighed for bedre at kunne skelne de mørkere pletter, som ofte tegner sig i mulden, hvor mennesker fordum har færdedes nogen tid. Mergelgravens sider er nu atter jævnede. Der var pløjet med traktor på stedet. Traktorplovenes skær går noget dybere i end jernene på de gammeldags (ak!) hesteplove. Men netop de par tommer, der her var pløjet dybere, havde berørt hidtil mulddækkede kulturlag og vendt det øverste af dem op i dagslyset. Og her i mulden i mergelgravens østskråning var der mange potteskår. De lå i snesevis oven på de askesværtede pletter, som atter indbyrdes lå nogle få meter fra hinanden. Skårene var store og grove. Der var ingen af de talrige hvide stumper brændte ben, som sammen med lerkarskår røber tilstedeværelsen af brandgrave fra jernalderen. Skårene kunde da neppe være levn af grave, men snarere fra en jernalderboplads. Forholdene så så lovende ud, at jeg besluttede at foretage en undersøgelse. Hertil gav proprietær Jørgensen sit minde med samme imødekommenhed som til gravningen nogle dage før.
Marken om findestedet skråner fra et højereliggende parti let mod vest og sydvest ned til en lille bæk, som danner skellet mellem Holsegårds mark og de smukke skove ved Kærsgård. Marken er ikke rar at færdes på en fugtig dag i slutningen af november. Den lerede jord hænger i gummistøvlerne og tynger spade og skovl. Men det tykke muldlag lod sig dog fjerne. Snart efter bredte et 7 m langt, 4,5-7,0 m bredt parti af den lyse undergrund sig for os, omgivende og i feltets sydrand gennemskærende de mørktfarvede nedgravninger, vi søgte, og som ses på udgravningsplanens fig. 1.
Mest centralt i feltet lå den store grube, som på planen er mærket I. Den tegnede sig i undergrunden som et nærmest pæreformet, sort fyldskifte 3.60 m langt og lidt smallere. På samme figur ses også et snit af gruben, som viser jævnt rundet bund og en dybde af ca. 60 cm. Oprindelig har den nok været noget dybere, da de øverste lag i tidens løb er blevet skrællet bort af pløjningen, efterhånden som mergelgravens sider er udjævnede. Gruben er sikkert blevet opfyldt efterhånden. Ved gennemskæring af fylden viste denne sig nemlig at bestå af skiftende lag, snart af sort, snart rød aske, alt eftersom der har været benyttet ved eller tørv på ildstederne.
Overalt i gruben fandtes lerkarskår, endda i stor mængde, i alt godt et tusinde. På fotografiet fig. 2 ses en klynge skår ligge tæt sammen ved grubens midte, alle hørende til samme lerkar, og på det andet udgravningsbillede, fig. 3, ses flager af et meget stort kar, oprindelig 50-60 cm i tværsnit. Af sådanne kar var der to. Begge er de rester af de store lerbeholdere, der tit findes i jernalderens hustomter og brugtes til opbevaring af kornforrådet, så dette kunde holdes tørt og sikres mod museplagen. Ved den følgende behandling i museet af lerkarskårene viste det sig, at samtlige skår stammer fra mindst 30 forskellige kar: krukker, kander, kopper og bægre foruden de omtalte store forrådskar. Endelig fandtes 3 grove knusesten af den sædvanlige runde og facetslidte art, der har været benyttet som hamre til udbankning af slagger fra smedejernet, der udvandtes af myremalm.
Ganske lignende tegnede billedet sig ved udgravningen af grube II, hvis vestrand stødte op til den første grube. Den var lidt dybere end grube I, men bunden spidsede kegleformet til. Også her blev der fundet mange lerkarskår, i alt ca. 750. På tre steder lå de sammen i hobe, og af skårene her har helt eller delvist kunnet sammensættes 3 lerkar, af hvilke de to er afbildede på fig. 4. Det største, en simpel, nærmest tøndeformet krukke uden ornamenter, er 29 cm høj, det andet, ligeledes en krukke, er kun 17 cm højt, men noget bredere; her skilles den lave hals fra skulderen af en svagt fremtrædende afsats. I øvrigt var der skår af mindst 20 andre kar. Hertil kommer en stor jernslagge, der sammen med tilsvarende fra de andre gruber vidner om jernudvinding.
Også grube III udgravedes fuldstændigt, de øvrige, nr. IV-VII, derimod kun delvist, og der er ikke grund til at omtale dem i enkeltheder, da forholdene overalt svarede til det allerede beskrevne. Som det ses på planen, ligger alle nedgravningerne nær hinanden, tit således, at randene gled ind over hverandre, og indholdet først længere nede skiltes af opragende lerbalke fra undergrunden.
Indtrykket, som bliver tilbage efter en mønstring af fundene i gruberne på Holsegårds mark, er, at gruberne må være affaldspladser. Intet er bevaret helt, selv de grove knusesten kan være afsprængte og skørnede af ild, alle lerkar er knuste og søndrede, alt er nedkastet hulter til bulter sammen med læs af aske og mørnede sten fra ildsteder. Også dyreknogler, tit brækkede og marvspaltede, er kastet i gruberne. De samme træk møder vi overalt på jernalderens bopladser.
Blot må man ikke opfatte gruberne som selve bopladsen, men som kulturlevn i nær forbindelse med den. I nærheden af gruberne på Holsegårds mark må der sikkert ligge et jernalderhus, eller flere, nu ikke at spore i marken, da alt er pløjet ned og fjæler sig under muldlaget. Til rejsning af huset eller husene har jernalderbonden skaffet sig bygningsemne ved at grave ler og sand til husenes risflettede vægge, der klinedes med ler, og til de lerstampede gulve. Men gruberne kom da let til at ligge i vejen for markarbejdet. Fra tid til anden blev det nødvendigt at rømme affaldet ud fra husene: aske og ildskørnede sten fra de åbne ildsteder, ituslåede kogekar, afgnavede tamdyrknogler og alskens andre levn. Gruberne var da nær for hånden, og man kunde fremme to praktiske formål på én gang.
Nu vilde det jo være endnu bedre at finde selve hustomterne, hvor livet udfoldede sig, end blot affaldspladserne. På grund af det intensive landbrug, der har været drevet på Fyn gennem århundreder, vil sporene på øen efter jernalderens spinkle bygninger oftest være helt eller næsten helt udslettet. Desværre for bopladsforskningen har vi ikke på Fyn som i Jylland urørte hedestrækninger, hvor man endnu i lyngen kan skelne de svage forhøjninger efter jernalderbøndernes sammensunkne huse. Kun på gården Lundsgårds mark i Åsum er det lykkedes at udgrave tomterne af 6 huse fra den romerske jernalder, som har ligget dér i vor tidsregnings første tre århundreder. Men måske der er en mulighed for at finde en hustomt på Holsegårds mark. Den vil da rimeligvis være lidt ældre end Lundsgårdsbopladsens huse, idet skårene i gruberne, som ovenfor er beskrevet, daterer dem til den førromerske jernalders periode III, d.v.s. ca. 100 f. Kr. Kun en snes meter vest for gruberne viste nemlig en søgegrøft, som blev trukket ned over marken, et større sammenhængende kulturlag indeholdende aske og lerkarskår. Det kan være en særlig stor grube, men det kan også være bevarede rester af et gulvlag. Det er derfor intet under, at vi er ivrige efter at sætte spaden i også her, når markens drift tillader det, og forudsat vi stadig tør regne på den velvilje, hvormed markens ejer hidtil har imødekommet vore ønsker – trods den kendsgerning, at Holsegårds traktor sidenhen blev hængende i dynd og vand, som sivede ind i de atter tilkastede gruber – og måtte trækkes op af Falck!
Grubefund som de her skildrede fra Holsegårds mark er overmåde almindelige, og måske læseren vil have fundet, at der er dvælet lovlig udførligt ved det, som i og for sig ikke er andet end nogle bunker aske og potteskår. Det er ikke des mindre gjort med velberåd hu. Aske og potteskår. Ja, men i virkeligheden er affaldsgruberne fra den ældre jernalder en overmåde vigtig fundgruppe. Lerkarkombinationerne i de enkelte gruber er fine dateringsmidler. Set under en topografisk synsvinkel giver gruberne os et fremragende middel til at tegne kortet over bebyggelsen på Fyn i jernalderen. Jo flere forekomster, jo bedre. Just mens disse linier skrives, ringes der fra Skåstrup ved Bogense, at man dér under drængravning har skåret gennem en grube med lerkarskår. Hvert år kommer der adskillige anmeldelser af samme slags. Og vi trættes aldrig af aske og potteskår. Jo mere og flere, jo bedre! Også de læsere, som Fynske Minder har på landet, vil derfor kunne række os en hjælpende hånd. Den vil blive modtaget med taknemmelighed.
