Klik — klik — klikk, hakker det gennem skoven. Den skarpe metalliske lyd bæres langt bort i den klamme novemberdis, der som et slør ligger over den løvspraglede skovbund og om de nøgne bøgestammer. Ned ad gråstenenes sider driver fugten, og på deres top perler emmen i den mossede kalot. Nu standser lyden. Der holdes inde et øjeblik, arbejdsmændene skal have piben stoppet, små blå røgpuder skyder op, og deres duft blander sig lifligt med skovbundens kølige muldne aroma. Så tager donkraften fat igen: klik – klikk – nu i langsomt tempo. Stenen, der skal løftes, har hvilet tungt i skovbundens leje i tusinde år, og den vil nok nødig op. Men op skal den, og op kommer den. Til sidst står den oprejst i rækken af brødre, der hegner stendyssen.
Sådan gik arbejdet så slideligt i skovene ved Holstenshuus, i al slags vejr, i efteråret 1954. I de to skove, Gamle Kohave og Pipstorn tæt øst for Fåborg, ligger to grupper af mindesmærker fra den yngre stenalder, værnede og fredede siden 1880’erne under baroniet. Men, nægtes kan det ikke, tiden er faret hårdt frem mod dem. Hist ligger en bortvæltet dæksten ved kammerets side, og sprængte stenstumper i højranden viser, at her har nok engang en fæstebonde hugget ledstolpesten ud af de store randsten. Der er syv anlæg i alt, fem langdysser, én runddysse og én jættestue. Langdysserne er anselige anlæg, men en del af deres oprindelige karakter var i tidens løb udvisket, fordi de fleste af randstenene om højene var presset udad ved jordstykket indefra og væltede om; også de store dæksten over kamrene var i nogle tilfælde enten helt fjernede eller skudt ud af leje.
Hele denne ruinerede tilstand var så meget kedeligere, som de syv højanlæg hører til det smukkeste i sin art, som den yngre stenalder har efterladt her i landet. Det gælder de fire stengrave, der i et tæt sluttet kompleks ligger i Gammel Kohave; men det gælder også den største af langdysserne, i Pipstorn, og nær den et mærkeligt, vistnok enestående anlæg, som er opbygget af tre jævnsides liggende langdysser, delvis med fælles langsider.
Intet kunde da være naturligere, end at der fra Fyns Stiftsmuseums side blev gjort et forsøg på at udbøde den skete skade gennem en restaurering af mindesmærkerne. Kammerherre J. Berner, Holstenshuus, gav sin tilladelse til arbejdets udførelse, og fra Arbejdsministeriet modtog museet et tilskud under den forudsætning, at restaureringen iværksattes som beskæftigelsesforanstaltning med henvist arbejdskraft.
Vi ser først på mindesmærkerne i Gammel Kohave, Alléskoven, som Fåborgerne kalder den kønne lund. Fig. 1 viser den sydvestligste af stenaldergravene, en langdysse ca. 18 m lang, kort efter arbejdets begyndelse. Der ses en rad udvæltede sten; kun et par stykker står nogenlunde på deres oprindelige plads i rækken, og efter dem kunde der sigtes. På den lave jordhøj bagved ligger en bræmme opkastede fyldsten fra den frigravede grøft. De angiver, at højen som helhed er opbygget af sten iblandet jord. Bag fredningsstenen skimtes kalotten af en kolossal, 10 tons tung granitblok, der hvilede som dæksten over det firsidede grav kammer, jfr. fig. 2. Randstenene, der var ialt 31, blev løftet på plads ved hjælp af donkrafte og blev efter rejsningen enkeltvis afstivede ved hjælp af de opkastede fyldsten, hvorefter der planeredes. Den store dæksten, som var gledet noget ud af leje, blev løftet på plads med et svært treben, som velvilligst var udlånt af Falck-stationen i Fåborg, og med en 10 tons talje, som tapetfabrikken »Fiona« i Fåborg viste den venlighed at stille til vor rådighed. Det dirrede og gav sig i trebenet, da den svære blok langsomt gled på plads, men grejet holdt. Fig. 2 viser opmålingsplanen, og på fig. 3 ses et fotografi af den restaurerede dysse med tre mandshøje endesten. Efter kammerherre Berners ønske blev graven ikke undersøgt, her så lidt som i de øvrige mindesmærker, bortset fra et enkelt, som skal omtales lidt senere.
Kun ca. 20 m nordøst for det lige omtalte mindesmærke ligger på en lav terrænfold en anden langdysse. Den har samme længderetning som den første: vnv.-øsø. Den er betydelig længere, 32-33 m, se fig. 4, og højfylden bestod som i den første af et lag, 1 m tykt, af sten og jord. Østenden er i ældre tid delvis bortgravet. De 71 randsten er temmelig små, så at de allerfleste i tidens løb er blevet væltet og dækkede ved jordflydning fra højens kerne. Alle stenene blev frigravede og rejste. Omtrent ved højmidten ligger et stort dyssekammer med en svær dæksten. Til kammeret slutter sig en 3 m lang gang, der udmunder mellem randstenene i sydfoden. Selvom randstenene i dette mindesmærke er temmelig små, er rækken som helhed særdeles velbevaret, og anlægget fremtræder meget smukt. Hen over det fører spadserestien gennem skoven.
Fortsætter man ad stien, passerer man 26-28 m længere mod øst et lille kammer, knap 2 m langt, som er sat af syv udkløvede stenheller. Herfra udgår en lille gang mod syd. Kammer og gang er dækket af to større overliggersten. Denne grav har man tidligere opfattet som en jættestue, men spørgsmålet er, om ikke graven snarere er en hellekiste fra stenalderens slutning. Herpå kunde de tynde udkløvede bæresten tyde. Men en løsning vil kun en udgravning af kammeret kunne give.
Tæt øst herfor ligger det fjerde og sidste, måske det prægtigste, af mindesmærkerne i Gammel Kohave. Det er en langdysse, 17 m lang i retning vnv.-øsø., randet af 27 svære sten, hvoraf de to vestligste rager lidt uden for den rektangelfigur, de øvrige sten danner. Bortset fra de svære endesten i højens vest- og østende var næsten alle randstenene væltede. Fig. 5 viser et udsnit af den nordre langside, efter at stenrækken er rejst, og på fig. 6 ses dyssen fra vest, i midten dækstenen over kammeret.
Dette kammer bød der sig lejlighed til at udgrave. Det er rejst af 7 mandshøje bæresten, hvis toppe rager indad og bærer den 2.60 m lange dæksten over gravrummet. Dette er 3 m langt ved bunden og lidt smallere. Der er ingen indgang. Uregelmæssighederne på de uformede bæresten lader mellemrum åbne, som da er udfyldt med opstablinger af tynde kløvede stenfliser. Det meste af rummet var fyldt med en pakning af rå marksten. Længere oppe fandtes ingen oldsager, men i et 30 cm tykt bundlag fandtes adskillige genstande, hvoraf de fleste er gengivne fig. 7-8. Nederste række på fig. 7 er flintflækker. Øverst til venstre ses et par flækkeskrabere og en overbrudt sleben flintmejsel, øverst til højre en tyndbladet sleben flintøkse og derunder en række af 8 tværpilespidser. Fig. 8 viser dele af sammenlimede lerkar og ornamenterede skår. Disse oldsager, især keramikken, viser hen til midten af den yngre stenalder (mellemneolithisk tid) og er typiske for jættestuekulturen. Om nu kammeret er bygget i den forudgående dyssetid eller i jættestuetid, kan ikke afgøres. Tit har man fundet jættestuesager i dyssekamre, idet man i jættestuetiden har ryddet de ældre begravelser ud til fornyet benyttelse af kammeret. Under de væltede randsten ud for kamrets sydende fandtes faktisk seks slebne tyknakkede flintøkser, men om de bør betragtes som udrømmet gravgods eller som ofre ved graven, blev der desværre ikke lejlighed til nærmere at undersøge. Efter øksernes form er de samtidige med oldsagerne, som fandtes inde i graven. Genstande fra dyssetiden blev ikke optaget i gravkammeret eller ved højens rand, og den tanke må da stå som den naturligste, at kammeret og det hele anlæg er bygget i jættestuetiden.
Hvorledes de fire mindesmærker for ca. 4000 år siden rejstes, derom kan kun gisnes. Imidlertid må det være tilstedeligt at lade nogle iagttagelser og praktiske erfaringer, som indhøstedes under restaureringsarbejdet, danne baggrund for et forsøg på en forklaring. Flere af fotografierne viser umiddelbart, at kun det mindste af den enkelte sten blev nedgravet i den oprindelige jordflade, dengang den rejstes. Randstenene er formodentlig bragt i stilling ved hjælp af løftestænger under stadig afstøtning med mindre paksten, efterhånden som stenen hævedes. Det var også en praktisk erfaring, vi gjorde under restaureringsarbejdet, at vi for at have hold på de tunge blokke uafladeligt måtte stable under med sten og trækiler. Men hvordan har så stenalderbonden grebet den vanskeligste del af opgaven an, rejsningen af anlæggets kerne, gravkammeret? Vel med den samme teknik. Bærestenene er under stadig afstivning løftet op på højkant med den nedre ende hvilende på markfladen eller lidt nedgravet. Deres ydersider må på dette stadium have været delvis frie, fordi opstablingen af de tynde tættefliser i mellemrummene altid er foretaget udefra. Herefter har man på markfladen opdynget de svære pakninger af marksten, som ikke blot giver kammeret dets endelige konstruktive styrke, men som tillige udgør hovedmassen af hele højningen. Med denne massive stenopdyngning til bærestenenes overkant var tillige skabt en rampe, et kun svagt opadskrånende plan, uden hvilket det vilde være en umulig opgave at befordre og bakse den mægtige overligger i ligevægt på bærestenenes top. Den naturlige rækkefølge i opbygningen af anlægget synes derfor at have været: Rejsning af kammerets bæresten, afstivning af dem ved sammendyngning af marksten, dækstenens anbringelse, tømning af afstivningsmateriale, træstokke, fra kammerets indre og til slut den endelige udformning og afgrænsning af mindesmærket ved randstenenes anbringelse.
Efter arbejdets afslutning i Gammel Kohave stod endnu en tørn tilbage i Pipstorn, den smukke lille skov et par kilometer længere mod sydøst. Her ligger tæt inden for det nordvestlige skovbryn en prægtig langdysse, 33-34 m lang i retning vnv.-øsø. Rækken af randsten er særdeles vel bevaret, idet neppe mere end fire, fem mangler. Tilbage stod, eller rettere lå, 53 mægtige mandslange blokke. Også på denne høj måtte et tæt filterværk af brombærranker og en bevoksning af unge ahornskud ryddes. Fig. 9 viser en del af den nordre række randsten frigravede; næsten alle er væltede eller skråner stærkt udad, og det ses, at højningen også her bestod af marksten og jord. Af plantegningen fig. 10 fremgår, at de omgivende sten indeslutter tre gravkamre anbragte i højen med nogenlunde ligeligt mellemrum, to af dem i dyssens længderetning, det tredie på tværs. Alle tre kamre er tidligere, vist ved midten af forrige århundrede, blevet udgravede, og ved samme lejlighed er nok dækstenene, som nu desværre mangler, fjernede og sprængt. Arbejdet med rejsningen af randstenene blev langvarigt og besværligt, fordi stenene var meget store, ikke mindst de uhåndterlige blokke, som afsluttede dyssen i vest- og østenden, se fig. 11. Dette billede giver et indtryk af den velbevarede og imponerende række af randsten.
Den sidste grav, der istandsattes, var resterne af en lille runddysse en snes meter sydøst for den sidst omtalte langdysse. Efter ejerens ønske blev imidlertid intet foretaget ved det tredie mindesmærke, anlægget med de tre sideliggende langdysser et par hundrede meter længere mod øst. Randstenene er ikke særlig store, og mange af dem mangler. Til gengæld findes hele seks kamre, de fem af dem med dækstenen bevaret. Over det østligste kammer har ligget en kolossal dæksten, som nu desværre er skudt ned på sydsiden af graven, hvor den står på højkant.
Ellers er Pipstorn et interessant lille sluttet område, hvor man har den allerbedste lejlighed til at studere mindesmærkerne efter de skiftende oldtidsperioder. Foruden de tre omtalte dysser findes endnu andetsteds i skoven rester af to kamre. Lidt øst for dyssekomplekset med de seks kamre passerer man på venstre side af vejen en stor jordhøj, om hvis alder intet sikkert kan siges. Den kan ligeså vel rumme en jættestue som en grav fra ældre bronzealder. Endnu lidt længere mod øst når man til en usædvanlig smuk og velbevaret klynge af småhøje, ca. 15 i tal, fra en halv til to meter høje. Deres størrelse og form tyder på en gravplads fra den yngre bronzealder. Men ingen af højene er nogensinde udgravet. Det samme gælder nogle lave tuer, som igen lidt længere mod vest ligger på toppen af en langstrakt bakke i skoven. De er endnu mindre end bronzealderhøjene og minder om sydjyske gravpladser med småtuer, der rummer grave fra århundrederne f. Kr., den førromerske jernalder. Et andet sted i skoven støder man på en stor uregelmæssig stensætning, som kan minde om vikingetidens skibssætninger.
Men ikke blot oldtidens arkæologi møder man i Pipstorn. Også senere tider har sat sine spor her. Øst for det store dyssekompleks ser man nemlig i skovbunden langstrakte og lave forhøjninger, svagt hvælvede, parallelt forløbende i retning vest-øst. Det er såkaldte højryggede agre, en mindelse om middelalderens eller endnu senere tids dyrkning. Stedet kan altså ikke altid have været skovklædt. En endnu smukkere forekomst af højryggede agre blev i øvrigt iagttaget i snæver forbindelse med de østligste af stendysserne i Gammel Kohave. De ligger mellem dysserne og sognevejen og strækker sig i retning nord-syd.
Men kønnest og interessantest af alle mindesmærkerne i de to små sydfynske skove er dog dysserne, som nu er istandsat. De giver stedet et dybt perspektiv bagud i tiden, og den vandrendes blik fængsler de som kostelige smykker i de åbne skovrum.
