I 1928 blev en gammel ladebygning brudt ned på gården Lundsgårds grund nordligt i Åsum sogn. Blandt syldstenene bemærkede gårdejer Svend Frederiksen en stor granitblok, som på den ene side bar striber og runde mærker. Den blev derefter stillet op i gårdens have. Dér stod den også i årene o. 1940, da Fyns Stiftsmuseum udgravede jernalderbopladsen på Lundsgårds mark, men først i maj 1952 gav hr. Frederiksen køb, eller rettere: i dette år skænkede han stenen til museet i anledning af oldsagsamlingens nyopstilling.
Det er en værdifuld ny erhvervelse, der nu pryder bronzealderværelset. Stenen, den eneste af sin art, som museet ejer, er jævnt afrundet, af rødliggrå granit. Bagsiden er en del afslået, men heldigvis er den flade, som bærer ristningerne, uskadt. Tværmålet af stenen udgør indtil 66 cm, højden 58 cm. Fig. 1 viser ristningen uoptrukket, mens på fig. 2 tegnene for tydeligheds skyld er udfyldte med hvidt. Der ses 17 større og mindre kredsrunde mærker og 3 aflange. Disse er anbragt om en fure, der på fig. 1 og 2 ligger vandret, og vinkelret på denne iagttages en anden, lodret, fure. I skæringspunktet ses endnu en stor skålformet grube, og en lignende afslutter den lodrette fure øverst. Alle mærkerne er åbenbart frembragt ved bankning med en sten.
Spredt over hele landet såvel som over hele det nordiske område kendes et større antal helleristningssten, på Bornholm og i Sverige-Norge dog jordfaste klippeheller, med indristede figurer af lignende art. Almindeligst er de simple runde skåltegn. Sjældent i Danmark, ja, vistnok enestående herhjemme, er det centrale motiv på stenen fra Lundsgård. Drejer man fig. 1 og 2 en kvart omgang til højre, vil man vist i de aflange furer erkende en figur, som groft minder om en økse. Skaftet vender nedad, mens øksebladet udgår til højre afsluttet med en udvidet egg, der er kendetegnet af den store skålformede fordybning dér. Øksebladet forlænges i en smallere fure, som angiver bladets nakke.
Denne tydning er ikke grebet ud af luften. Studerer man nemlig motivgrupperne på de klassiske nordiske områder med helleristninger, Bohuslän og Östergötland, vil man dér jævnsides med solbilleder, pløjescener og religiøse tilbedelsesoptrin meget almindeligt finde mandsfigurer, der bærer en højt oprakt økse. Særlig karakteristisk iagttages dette på et klippebillede ved Simris i det østlige Skåne, hvor en mandsperson foran sig holder og støtter en oprejst økse, der næsten er i dobbelt mandshøjde øverst afsluttet i et mægtigt blad med udbøjede egghjørner (Brøndsted, Danmarks Oldtid II, s. 92, fig. 83).
Set på denne baggrund får billedet på stenen i Fyns Stiftsmuseum god mening. Den bør da ses som et udtryk for det agerdyrkende bronzealderfolks tilbedelse af naturmagter, der som solen og regnen giver trivsel for agrene. Jordfundne pragtøkser af bronze er i adskillige tilfælde optaget i en sådan størrelse, indtil 40 cm lange, at praktisk brug af dem har været udelukket. På stenalderbopladsen ved Troldebjerg på Langeland fandt man en økse nedstillet i en husgrund under forhold, som klart viser, at ofring til husets hellige økse må have fundet sted. For den primitive tankegang i oldtiden har det været naturligt at tillægge det produktive arbejdsredskab, øksen, en hemmelig iboende kraft. Stenen fra Lundsgård føjer sig da alt i alt ind som et kultisk sidestykke til andre fynske helleristningssten, f. eks. det nyfundne solskib fra Svendborg og ristningen fra Torup Mensalgård. Ud fra sammenligningen med de svenske øksefigurer og de jordfundne pragtøkser er det rimeligt at antage, at stenen i Fyns Stiftsmuseum er ristet i den ældre bronzealder, tiden mellem 1500 og 800 f. Kr.
