En dag meddelte havneingeniør H. Fischer Hansen, at der i kælderen under den gamle lystejendom Hedvigslund ved Odense Kanal stod en stor, flad sten, som på den ene side havde en figurfremstilling. Det var en sandsten, 125 cm høj, 108 cm bred. På den ene side fandtes et temmelig afslidt relief, men man kunde skimte billedet af en mand, der var klædt i en folderig kappe med posede ærmer. På hovedet havde han en flad hue, i venstre hånd holdt han en pose, og personen var anbragt i en renæssancebue. Stenens nederste halvdel manglede, også foroven var der et brud, og den indskrift, som havde stået langs randen, var forsvunden. At det var resten af en ligsten, kunde der ikke være tvivl om.
Ved hele fremstillingen var der noget bekendt. Man syntes, at man havde set motivet før, og formodningen blev hurtigt bekræftet.
I slutningen af 1600’erne færdedes i Odense den lærde professor ved gymnasiet Jacob Bircherod. Han havde flere begavede børn, der var stærkt interesserede i Fyns — specielt Odenses — »antikviteter«, en interesse, de havde arvet fra faderen. En af dem var Jens Bircherod, som er bleven navnkundig bl.a. fordi han har skrevet en dagbogsrække, som dækker størstedelen af hans liv; den indeholder ikke blot oplysninger om, hvad der skete i det offentlige liv, men også meddelelser om rent lokale begivenheder, der for eftertiden er en ganske fortræffelig kilde til skildring af slutningen af det 17de århundredes historie. Forøvrigt gik han den teologiske vej og endte sine dage som biskop i Aalborg. I en række særlige optegnelser har han bl.a. beskrevet de monumenter, der fandtes i hans fødebys kirker, og han aftegnede efter bedste evne de ligsten, der havde hans særlige interesse. Værket, hvor tegningerne skulde benyttes, kom aldrig ud, men tavlerne blev stukken i kobber — og blandt disse finder man den, der afgjort må være en tegning af den nu genfundne sten fra Hedvigslund. Tegningen er ganske vist primitiv, men figurens stilling, dragten, kappen med de posede ærmer, baretten på hovedet, posen i hånden er nøje angivet. Ydermere har Bircheroed været særlig omhyggelig med at gengive indskriften, der lyder: »Her ligger begravet erlig oc velviis mand Hans Friis fordum borgemester udi Othense som døde Anno Domini 1551 den 30 dag i Majus maane oc sin hustru Mette som døde An 1563 13 Jul(i).«
Dermed er vi indført i den odenseanske rådmandskreds i tiden umiddelbart efter reformationen, hvor Hans Friis var en velkendt mand i Odense. Han nævnes som borgmester allerede 1531, og reformationen i 1536 rokkede ikke hans stilling, tværtimod fik han af prioren ved Skt. Hans Kloster Peder Hansen Aasum tilskødet Bjørnsløkke og 1538 tilskødede prioren ved Skt. Knuds Kloster ham nogle jorder sønden Ostebækken. Endnu i 1550 nævnes han som borgmester og han døde vel i embedet.
Hans hustru var Mette Lauridsdatter Kotte, der første gang havde været gift med Jørgen Knudsen Seeblad. Også hun tilhørte en anset gammel Odenseslægt, der havde fået adelskab. Blandt Hans Friis og Mette Lauridsdatter Kottes børn var Jørgen Friis (d. 1566), som også blev rådmand og fader til rådmanden Hans Friis (1553-1597), der var gift med en datter af Oluf Bager; en datter Karen blev gift med borgmester Mogens Henriksen Rosenvinge.
Hans Friis blev begravet i Gråbrødre Kirke, og hans ligsten er en af de mange, der blev solgt ved auktionen i 1804 sammen med Gråbrødre Kirkes øvrige inventar før nedbrydningen af kirken begyndte. Spredt over hele byen er stumper af kirkens ligsten tid efter anden dukket op som tavse vidner om en vandalisme, der endnu ikke har fundet sit sidestykke i Odense.
