Et jysk blad anstillede forleden nogle betragtninger over statens støtte til museerne, som mundede ud i, at det bedste vilde være, om museerne blev opretholdt ved privat initiativ, og at man burde sigte mod en samfundsordning, der fritog borgerne for de store skatter og gjorde det muligt, at de mod passende skattelempelser kunde opretholde museerne for private midler. Sådan mente bladet, at man havde det i Amerika.
Tanken lyder tiltalende, men hidtil har udviklingen i Europa nu ikke peget i den retning; samfundet har påtaget sig løsningen af flere og flere opgaver. Den sociale forsorg i alle dens forgreninger, sygehuse, vejanlæg og byplanlægning er områder, der tynger hårdt på de offentlige budgetter; selv sportslivets krav honoreres af det offentlige. For et halvt hundrede år siden var de private skoler en vigtig faktor; ingen vil mere forvente, at de alene kan klare sig med private midler; stat og kommune yder store beløb til alle former for kursusvirksomhed. Bibliotekerne byggede i sin tid på de midler, som biblioteksforeningerne skaffede, teater og musikliv hvilede ligeledes på private bidrag. Ved dette var der meget godt; de mennesker, der interesserede sig for disse opgaver, betalte for det — andre kunde være fri.
Men forholdene har nu engang formet sig sådan, at det private initiativ og den private støtte er bleven af sekundær betydning. Den sociale forsorg kan ikke bygge på privat godgørenhed, bybygning og gadeanlæg kan ikke overlades til private interesser, og man kan ikke mere bygge kulturarbejde på privat støtte alene — i hvert fald ikke, hvis det skal have nogen slagkraft.
Museerne er vel et af de sidste områder, hvor den private støtte og den private interesse har været effektiv. Der er ad denne vej bevaret betydelige værdier for samfundet; mange har uegennyttigt ofret tid, kræfter og penge på dette arbejde. Men den dag kommer, hvor det ikke slår til. Man har haget sig fast til de gamle metoder så længe, at museerne er stagnerede. Der er oprettet mange, nogle vil mene for mange, samlinger her i landet, men de museer, der har fået nye bygninger i den sidste menneskealder, er snart talt. Mange museer, og det gælder ikke mindst de gamle museer med store samlinger, arbejder under de dårligst tænkelige vilkår.
Det kan være museernes egen skyld, men de sidder så fast i uføret, at de ikke kan dokumentere deres ret til hensyntagen. Man kan henvise til andre lande, hvor midlerne er rigeligere, hvor museerne er moderne, hvor man har mulighed for at appellere til offentligheden gennem fængslende opstillinger, hvor samlingerne er i brug som vigtigt materiale både for forskning og folkeoplysning. Det behøver man ikke rejse til Amerika for at opleve; vi kan nøjes med at tage Øresundsbåden til Malmø eller køre over vor sydgrænse til Gottorp.
Nu blændes man af tekniken. Vor leveform ændres i hurtigt tempo, men frigjort for tilhørsforholdet til den svindende kultur vil tilværelsen blive lige så kold som kejserens kunstige nattergal eller de hjemmelavede planeter, der sendes ud i verdensrummet.
Det er museernes mål at fastholde billedet af vor kultur. Det er en opgave, der vedkommer samfundet som helhed og derfor har berettiget krav på det offentliges støtte. Efter årelange overvejelser er man endelig nået et stykke frem. I juni 1958 vedtog folketinget den lov, der fastlægger reglerne for statens støtte til kulturhistoriske lokalmuseer. Beløbet er beskedent, men det centrale er bestemmelsen om, at de stedlige bidrag er bestemmende for størrelsen af statens bidrag. Dermed er det overladt til det lokale initiativ at føre museerne ud af deres askepottilværelse, og det er lovens hensigt.
