For nyligt udkom artiklen The origins of Odense – new aspects of early urbanisation in southern Scandinavia i tidsskriftet Danish Journal of Archaeology skrevet af museumsinspektør Mogens Bo Henriksen og forskningscenterleder Mads Runge på en bevilling fra Kulturministeriets Forskningsudvalg.
I artiklen konkluderes, at Odense er minimum 100 år ældre end byens traditionelle dåbsattest fra år 988; den tidligste forekomst af byens navn på skrift. Bebyggelsen etableres således fra slutningen af 700-tallet, og senest omkring år 900 kan der tales om en egentlig by.
Odenses traditionelle dåbsattest fra 988; et gavebrev fra den tyske kejser Otto III, hvor i Odense nævnes for første gang
Set i et større perspektiv er det væsentligt, at artiklen giver et nyt syn på den tidlige bydannelse i Sydskandinavien generelt. Hidtil har man således beskrevet bydannelsen som sket i to uafhængige bølger. En første bølge i 7-800-tallet med handelsstationer som Ribe og Hedeby og en anden bølge af kongeligt anlagte byer fra omkring år 1000. Gennem det nye forskningsarbejde om det tidligste Odense er det blevet tydeligt, at der i 8-900-tallet opstår en række byer med afsæt i det lokale opland, og disse har dannet bro mellem de to oprindelige bølger af bygrundlæggelser.
Guldhængesmykke fra Lumby, nord for Odense, dateret til vikingetiden. Smykket er et af en stribe fine metalfund fra Odenses opland fra tiden omkring vikingetiden.
At denne gruppe af byer – som ud over Odense formentlig tæller Aarhus, Aalborg, Viborg, Horsens og Næstved – ikke tidligere har haft en så tidlig datering skyldes i forfatternes optik i høj grad anvendelsen af en bydefinition, som kun giver rum for, at der kan eksistere byer efter perioden omkring år 1000.
Væsentlige elementer for at tale om en by har således været, at der skulle være tale om en bebyggelse af en vis størrelse og med en relativt stor befolkningstæthed, samt at størstedelen af indbyggerne skulle ernære sig ved handel og håndværk. Samtidig skulle bebyggelsen være skarpt afgrænset i forhold til sit opland, have minimum to kirker, møntprægning og særlige beskatningsregler.
Dragtnål med motiver fra den nordiske mytologi, en såkaldt valkyriefibel, fra vikingeborgen Nonnebakken. Fundet dateres til 800-tallet og er med til at pege på aktiviteter på stedet i den tidlige vikingetid og altså samtidig med, at byen vokser frem på nordsiden af Odense Å.
Udfordringen med de hidtidige kriterier for at tale om en by er, at kristendommen og dermed kirkebyggeriet får en så central placering. Når kristendommen, som det bl.a. fremgår af den store Jellingestens budskab fra 960’erne om, at Harald Blåtand gør danerne kristne, først for alvor får fat i det sydskandinaviske område på dette tidspunkt, bliver konsekvensen, at man reserverer betegnelsen ”by” til bebyggelser, som er yngre her end.
Bl.a. inspireret af den norske arkæolog Dagfinn Skre er der derfor i Odenses Opståen-projektet arbejdet med en todeling af kriterierne for en by, hvor tilstedeværet af kirker og særlige beskatningssystemer kun anvendes på byerne efter år 1000. For forfatterne er det afgørende ikke de kristne elementer, men derimod den komplekse, tætte struktur og erhvervsforholdene, som er anderledes end i landbebyggelserne. Denne opfattelse stemmer fint overens med, at man i det mellem- og sydeuropæiske område allerede fra århundrederne f.Kr. betegner komplekse, ikke kristne bebyggelser, som urbane.
Model til et cirkulært smykke fra Vestergade 70-74 i Odense. Stykket dateres til ca. 900 og vidner om specialiseret bronzestøberhåndværk. Tegning: Steffen P. Maarup. Foto: Jørgen Nielsen.
Artiklen kan indtil den trykte version udkommer og så længe, der fortsat er frieksemplarer, hentes på et af disse links: https://www.tandfonline.com/eprint/umP4g7Ds8HNxPQFRe5SK/full eller https://www.tandfonline.com/eprint/dx94uGjJyBVkpewVIeY3/full.
