Eftergår man antallet af fynske gravfund og bopladsforekomster, som var kendt, da Johannes Brøndsted i 1940 udsendte Danmarks oldtid III, vil man på udbredelseskortene dér finde i alt 14 punkter afsat. Endnu svagere er Sjælland repræsenteret, men vest for Lillebælt, i Jylland som helhed, bredte fundene sig i stor mængde. Man læste derudaf en stærk kulturudfoldelse i Jylland i århundrederne før Kristus, mens fundknapheden på Fyn og Sjælland tolkedes som muligt udtryk for en udvandring af befolkningen, en udvandring, der havde en ugunstig klimaudvikling som egentlig baggrund. Mens den nævnte fundfattigdom endnu i dag er påfaldende, når man ser på et kort over Sjællands før-romerske jernalderbebyggelse, har billedet radikalt ændret sig for Fyns vedkommende. Siden 1940 er fundene over hele øen taget stærkt til i omfang. De nævnte 14 punkter, som registreredes i 1940, er nu øget til 96, således som det fremgår af kortet fig. 1. Der er ikke grund længere til at tale om en svag bebyggelse af Fyn i den førromerske jernalders fire-fem århundreder. Nye bopladsfund kommer årligt til og udvider kendskabet til bebyggelsens udbredelse, og på samme måde dukker den førromerske tids gravfund frem i ikke ubetydelig mængde. De mange bebyggelseshistoriske spor modsiger da tanken om folketomhed. Det er simpelthen en forskningsmæssig lakune, som er ved at blive udfyldt. Hvem interesserer sig vel, når ploven vender mulden, for små sorte brandpletter med brændte benstumper, for affaldsgrubernes sorte askejord og usselige potteskår? Men disse uanselige fund har Fyns Stiftsmuseum eftersporet gennem de forløbne femogtyve år, og arbejdet med registrering af de nævnte fundgrupper har givet godt resultat. Den førromerske jernalder, århundrederne før tidsregningens begyndelse, står i dag som et særdeles oplyst tidsafsnit ud fra det fremkomne arkæologiske fundkompleks.
Årsagen til, at dette siges, og at fundene nu på ny tages op til mønstring (jfr. sidst Fynske Minder 1959, s. 158 ff.), er en række nye gravfund, som i det følgende skal fremlægges. Der vælges tre mindre gravpladser, som kan dateres til de to yngre perioder af de tre, hvori man deler materialet fra den førromerske jernalder, perioderne I-III. Udtrykt med årstal dækker disse afsnit årene ca. 500-300, 300-100, 100-0.
I november 1963 undersøgte Stiftsmuseet en lille gravplads under gården Christianslund i det nordligste Skovby sogn, nær Bogense. Museets opmærksomhed blev henledt på findestedet af en vågen og interesseret medhjælper, baneformand Arnold Nielsen i Guldbjerg, der gennem de senere år med skarpt blik for terrænets forhistoriske levn har ydet museet udmærkede tjenester. Imidlertid var det ikke nogen misundelsesværdig opgave, der forestod. Da jeg med kustode H. Skov Hansen kom til stedet, en lille sandet højning tæt syd for jernbanelegemet, så vi, at en nylig dybpløjning havde vendt pletter med sort jord og lerkarskår op i mulden. Også undergrundssand var væltet op, og der blev da ikke andet at gøre end at eftergå hver enkelt af disse pletter. Allerede i oldtiden har de ligget højt, hver enkelt kun ca. 40 cm nedsænket i en lille kedelformet grube 50-75 cm i tværmål. I gruben har man nedlagt resterne af ligbålet, altså den kulsorte bålaske, spredte hvide splinter af brændte ben og nogle lerkarskår. Et eller sjældnere to lerkar var først henstillet på bålet. Ved varmen sprængtes karvæggene, og mange af skårene er da allerede gået tabt ved nedlægningen i gruben. Når man samtidig forestiller sig de dybtgående plovskærs indvirkning på pletten, forstås det, at ikke meget var tilbage. Nogle skårflager har kunnet sammenlimes i museet, og kun i én af de i alt 13 brandpletter var så meget bevaret, at et helt kar, fig. 3, har kunnet samles.
Dette kar er imidlertid karakteristisk. Det er en tohanket rødbrun krukke med bred mundingsåbning og kraftigt udbøjet rand. Mundingskanten er tynd, de to hanke lave, brede, meget tynde og af båndform. Et kar af denne art er typisk for den midterste del af førromersk jernalder, periode II. Denne tidsstilling understreges af karresterne i andre pletter, der viser de samme ret simple karformer og de nævnte særtræk. Den lille gravplads ved Christianslund lader sig da som helhed datere til periode II, vel det 2. århundrede f. Kr. Kun i et af anlæggene, grav 8. fandtes andet gravgods end skår, nemlig en lille glittesten af kvarts. Den har været anvendt til afglatning af de våde lerkarsider før tørring og brænding.
Det samme ensformige billede af gravene og deres udstyr får vi, når vi betragter den anden gravplads, en plads, som ved flere undersøgelser er afdækket et par kilometer syd for Fangel. Lokaliteten, kortets nr. 65, fandtes på en flad, sandet mark under gården Lille Lykkenssæde, der ejes af gårdejer Oluf Larsen. Finderen var en ung mand, Eigil Nikolajsen fra Dømmestrup, som i 1962 på den nypløjede mark fandt to askepletter med skår i. Han indbragte det fundne til Stiftsmuseet, og i 1965 og 1966 har man herfra optaget yderligere 8 grave, som efter pløjning er fundet spredt over marken i nogen indbyrdes afstand. Gravene nr. 1-4 var samlet i en lille gruppe mod syd, resten godt 100 m længere mod nord. Større terrænafdækninger har ikke kunnet lade sig gennemføre.
Alle gravene ved Lille Lykkenssæde er simple brandpletter, 50 cm i tværmål, lidt mere eller mindre. Der er ingen stensætning om dem, og de ligner også dermed pladsen ved Christianslund. På fig. 4 ses en brandplet tegne sig i undergrundens lyse sand, efter at mulden er afgravet. I denne grav, nr. 4, lå i den sorte båljord skårene af en hankekop eller lille kande og et øre med tagrygdannet yderside, i det hele som fig. 7 b, d. Denne hankeform er typisk for lerkarrene i den tidlige periode III, også kaldet III a. Grav 4 er da fra denne. Til samme afsnit kan henføres endnu tre grave, mens tre synes ældre, fra periode II, resten usikre. Som helhed er da gravpladsen ved Lille Lykkenssæde lidt yngre end fundene fra Christianslund, eftersom den lader sig henføre til slutningen af periode II og den efterfølgende tidlige del af periode III (III a). I en grav lå en glittesten, i et par andre små af rust medtagne jernsager, således i grav 9 spiralen af en dragtnål (fibula) og en lille kniv, se fig. 5.
Kendskabet til den tredie af gravpladserne, der fremlægges, fik Fyns Stiftsmuseum også her gennem en dygtig medarbejder, postbud Anders Jæger i Bogense. På nypløjet mark ved faderens gård, 1 km vest for landsbyen Skåstrup i Ore sogn (kortets nr. 10), opdagede han i 1964 en mørk plet i sandjorden. Han udgravede den og gav museet meddelelse om sit fund. Året efter afdækkede han endnu en grav, og i oktober 1966 foretog jeg med bistand af kustode Skov Hansen en delvis undersøgelse af pladsen. Marken er en jævn, sandet flade, der mod nord falder en kende. Ned over nordhældet blev nu anlagt et net af 2 m brede grøfter, og der afdækkedes i dem de brandpletter, som er afmærket på planen fig. 6. Endvidere undersøgtes adskillige grave, som ved pløjning var vendt op i mulden, og det samlede foreløbige resultat er det, at i alt 23 grave har kunnet sikres. Der er da altså tale om en for den førromerske jernalder ganske betydelig plads, og det følger af sig selv, at et større areal vil blive afdækket ved fremtidig systematisk gravning over hele området, hvor gravene nu fandtes mest tætliggende.
Brandpletterne var i øvrigt af ganske samme karakter som på pladserne ved Christianslund og Lille Lykkenssæde, fyldte med sort båljord, brændte ben og lerkarskår; skårene var undertiden ganske få, men i gravene nr. 4, 8 og 17 kunde de dog sammensættes til hele kar, se fig. 7. I grav 8 lå en mængde tæt sammenpakkede skår. De lod sig sammensætte til fire kar. I samme grav lå et 20.5 cm langt brudstykke af en stor enegget kniv, 7, af den type hugknive eller korte eneggede jernsværd, som nu og da er optagne i sene førromerske grave. Den restaurerede keramik er et fuldgyldigt udtryk for lerkarformerne i periode III a, først det store hankekar, 7 f, med høj hals, der afgrænses fra skulderpartiet af en afsats, dernæst den tohankede vase, 7 e, og den lille kønne kande, 7 d. Endelig er der et lille urtepotteformet bæger. Karrene har tynde, men tydeligt afglattede og facetterede mundingskanter, og hankene har tendens til en udvidelse af fæstefladerne i tilnærmet X-form; den lille kandes hank har tagrygdannet yderside. De anførte træk viser da, at pladsen ved Skåstrup er den yngste af de tre omtalte, fra periode III a.
Når lerkarskårene optages af brandpletterne, stemmer de kulsværtede brudte skår ikke til optimisme, men når samlingen kan fuldføres, det er i de færreste tilfælde, så erkender man, at visse af karrene er virkelig gode keramiske frembringelser, udført som regel i godt lermateriale, og godset er velbrændt. Nogle kar fra periode III udmærker sig ved fast formgivning og en klar opdeling af karprofilen som for eksempel på fig. 7 b, e, f. Endvidere understreges kvaliteten af en afglatning i flader og facetter på karrandenes over- og inderside, ligesom hankene udformes omhyggeligt.
Alligevel kan man ikke nægte, at kulturbilledet, der lader sig opridse på baggrund af de uanselige brandgrave, er såre enkelt og kun lidt varieret. Hovedmaterialet til bedømmelse af kulturtilstanden i den før-romerske jernalder er jo gravfundene og bopladsforekomsterne. De er nu til stede på Fyn og det nordlige Langeland i et antal af 96, og de enkelte lokaliteter er afsat på kortet fig. 1 samt opført i en efterfølgende liste, gravfundene i et antal af 38, bopladserne med 58. Kortet giver et godt indtryk af bebyggelsens udstrækning i den førromerske jernalders århundreder. Der kan aflæses en tæt bebyggelse i Båg, Vends og Skovby herreder, ligeså vest for Odense fjord og i Odenses område, mere spredt over Midtfyn og tæt i Vindinge herred, nord, vest og syd for Nyborg. Derimod er det vestlige indre af øen fundtomt og var det i hele oldtiden undtagen i den ældre stenalder, hvis jægersamfund holdt til i de kuperede og vandrige jagtområder ved Tommerup, Årup og videre nordud. Fundtomt er også det sydlige Fyn, hvor stednavnene, ligesom i det lige omtalte område, er sene (Fynske årbøger, 1951 s. 240 ff.).
Tilsyneladende er fundene udtryk for fattigdom, hvis man da anskuer kulturtilstanden alene ud fra de spartansk udstyrede brandgrave. Men billedet vilde blive fortegnet, om ikke man medindfatter andre fund, som giver supplerende træk. I Fynske minder 1952 er s. 93 afbildet et svært bronzebeslag fra Langå med silénmaske. Beslaget har med et andet båret hanken til en vældig bronzekedel, som menes indført fra Etrurien o. 400 f. Kr. Man har da kendt kostbare importsager herhjemme. På samme fynske gravplads er i en brandgrav optaget en metalkedel, der gemte resterne af en rig begravelse. Heri fandtes brudstykker af en etrurisk bronzespand fra det 4. århundrede. Den døde havde fået en firehjulet kørevogn med på bålet, flere korte hugknive og to kunstfærdigt smedede guldfingerringe, som er afbildet i Fynske minder, 1959, s. 154. Dette fund dateres af skår fra et lerkar som fig. 7 f til ca. 100 f. Kr., hvad der vel viser, at det fremmede bronzekar har været i brug en rum tid herhjemme, før det nedlagdes i jorden.[1] Samtidige hermed er to prægtige snoede guldringe, som er gengivne i Fynske minder, 1959, s. 153 og 155, halsringe af fuldlødigt metal i udsøgt håndværksteknik, som ikke tyder på en karrigt udstyret tilbagestående kultur, da formentlig disse ringe er fremstillet i Danmark. Når den håndværkstekniske side nævnes, kan man også eksempelvis pege på fremragende støbearbejder i bronze som fig. 8, der viser en såkaldt kronehalsring fra Illemosen i Rynkeby sogn. Endelig kan omtales den store bronzekedel, som ligeledes er fundet i Illemosen, og dermed glider tanken af sig selv hen på sølvkedelen fra Gundestrup mose ved Års. Begge de store kedler er utvivlsomt fremmede produkter, fra Østgallien. Gundestrupkedlens tidsstilling er ganske vist omstridt, selvom de fleste forskere daterer den til sen førromersk jernalder, periode III. Ikke blot fandtes i det førromerske bondesamfund fortrinlige metal- og våbensmede, men dets håndværksmæssige evne forgrenede sig herhjemme for eksempel i et højtstående tømrerhåndværk, og fra dette er udgået den store båd fra Hjortspring mose på Als.
Den førromerske jernalder er derfor ikke, i hvert fald ikke i sin senere del, en fattig og tilbagestående kulturperiode, men dens kultur er tværtimod udtryk for et bondesamfund i udvikling med fuld beherskelse af råmaterialet jern og samtidig påvirket gennem handelsforbindelser med udlandet. Fra Gallien eller den italiske halvø kom sølvkedelen og andre rige importfund,[2] fra Weichsels munding nåede skikken til Fyn at nedlægge levnene fra bålene i brandpletgrave.
(Forkortelse: F.J. = E. Albrectsen, Fynske jernaldergrave 1, 1954).