Fra tid til anden kan det endnu træffe, at jordfundet guld kommer ind til museerne. Det sker ikke så tit som før i tiden, dengang da plovmanden traskede bag sin plov, langt borte i fjerne tanker. Men det hændte, at han blev kaldt tilbage til nuet, når blikket fangedes af et gyldent blink i den krængende muldbølge over plovskæret. Hvordan skulde han fange det samme syn i dag, nu da han sidder højt oppe på traktoren med ryggen til hændelsesforløbet? Ofte går det da også anderledes til, som man vil se det af de følgende tre fund fra de senere og seneste år.
Den første af de tre guldsager, der skal omtales, indbragtes til Fyns Stiftsmuseum i juli 1961 af Jens Plough Hansen, Nørre Lyndelse. Den var i juni fundet under roehakning på matr. nr. 13a af Nørre Lyndelse[1]. Efter reglerne i lov og praksis indsendtes guldet herefter, i slutningen af juli, til Nationalmuseet og blev vurderet af statsguardeinen. Vægten opgjordes til 99.5 gram, metalværdien til 568 kroner, og hertil føjede Nationalmuseet en dusør til finderen.
På fig. 1 er guldet fra Nørre Lyndelse afbildet. Det er udformet af et godt 19 cm langt legeme udhamret i otte facetter, tykkere for begge skarpt afskårne ender og vel derfor oprindelig tilvirket som en håndledseller armring. Siden blev den rullet sammen i to vindinger. Guldholdigheden i denne tykkeste ring er 749 promille. Om ringlegemet er endvidere snoet to tyndere spiralringe i 5½ og 3½ vindinger; begge er de af lysere farve og holder da også kun en lødighed af 565 og 567 promille. De sad begge fast på den tykkere ring som på fotografiet.
Da ringguldet fra Nørre Lyndelse fandtes alene, må det dateres ved sammenligning med andre oldsager, hvor lignende genstande indgår, altså i samlede fund med indhold af for eksempel daterende mønter. Dette ser man ganske karakteristisk i det store skattefund fra Brangstrup i Ringe sogn[2], hvor ringguld forekommer sammen med 48 senromerske kejsermønter, de yngste fra ca. 350 e. Kr., dvs. Constantin den Stores og hans sønners tid. Det betyder altså, at Brangstrup-skatten er nedlagt ved midten af det 4. århundrede eller i det samme århundredes sidste halvdel. Af dette store fund fremgår, at ringguld med vedhæftede småringe forekommer allerede i det 4. århundrede. Dog fortsætter de ned i tiden. Det ser man eksempelvis klart af den store guldskat fra Broholm, hvor vi har ringguld dateret af andre oldsager fra det 5. århundrede[3].
Endelig kan man spørge, hvorfor de små spiralringe er fastgjort om den større ved oprulning. Formentlig er det gjort til justering af metalvægten. Men i dette tilfælde synes man ikke ved beregning ud fra den nordiske vægtenhed: øren = 27 gram, at kunne nå til noget rundt eller delmæssigt præcist forhold. Kejser Constantin d. Store indførte i 312 til konsolidering af det romerske møntvæsen en ny guldmønt, idet den ældre aureus, hvoraf lydret det nordiske øre er dannet, afløstes af en ny, solidus, der vejede 4.5 gram. Til vægten af ringen fra Nørre Lyndelse: 99.5 gram, skulde der herefter være gået 22 romerske solidi, men da der jo er indblandet en del sølv, har nok kun 14-15 solidi måttet springe i smeltediglen hos den fynske guldsmed ledsaget af nogle sølvdenarer.
Fra samme tidsperiode, Germansk jernalder, som fundet fra Nørre Lyndelse er en lille smykkegenstand af lyst guld, der i april 1969 blev indbragt til museet af lærer Johs. Garnæs Petersen i Refsvindinge. Det drejer sig om en såkaldt brakteat, en tynd guldplade med ensidigt præg, her gengivet i tre ganges forstørrelse som fig. 2. Hr. Garnæs Petersen fik den præsenteret af mekaniker Knud Hansen i Refsvindinge med oplysning om, at han havde fundet den ved gravearbejde på sin moder, fru Margrethe Hansens ejendom, matr. nr. 11c af Gummerup i Køng sogn. Findestedet ligger i stærkt bakket terræn en halv kilometer sydøst for Søholm sø. Knud Hansen gravede ved en tilstoppet drængrøft gennem ejendommens have og fandt smykket i lergrunden i halvanden meters dybde på et sted, hvor der åbenbart ikke tidligere havde været gravet. Gennem Fyns Stiftsmuseum indsendtes nu brakteaten til Nationalmuseet, som udbetalte guldværdien plus en dusør til finderen.
På billedet får man i forstørrelsen et klart indtryk af den ensidigt prægede plade og dens udsmykning. I et metalstempel, en kort cylinder, formentlig af bronze, har man først indgraveret den negative 3 cm brede billedflade. Siden lagde man stemplet ned mod et blødere understempel, af bly eller træ, og slog med et eller flere slag stemplets præg ind i den mellemlagte guldplade. Efter prægningen har guldsmeden efterglattet den tynde kant og styrket og prydet denne ved pålodning af en lidt tykkere perlerand. Foroven til denne blev endvidere påloddet en bred profileret øsken til stykkets bæresnor. Ved øskenen ses tydelige spor af slid.
Heller ikke i dette tilfælde er det muligt at give en ganske nøjagtig datering. Fundet er ikke optaget med andre oldsager. Vi må da først i almindelighed indrubricere smykket i den store gruppe af brakteater, som man daterer til Germansk jernalder eller til dele af denne, en smykkegruppe, hvis hele levetid har strakt sig fra vel noget efter 400 til hen mod 700. Man kender i alt ca. 770 nordiske brakteater, hvoraf 280 er fundne i Danmark, i et noget mindre antal i hvert af broderlandene Sverige og Norge, endvidere ca. 90 i andre lande. I alt har man optalt 470 forskellige stempler, og det er da intet under, at billedfremstillingerne er stærkt varierende.
Igennem mere end et hundrede år har arkæologerne arbejdet med disse mærkelige figurfremstillinger, med deres klassificering, datering og tolkning. De samlede fund, de i en del tilfælde indgår i, hjælper med til dateringen af enkeltstykkerne, især når de forekommer sammen med romerske guldmønter. Den første, der for over hundrede år siden inddelte brakteaterne i grupper, var den danske arkæolog Chr. J. Thomsen. Ud fra hans grundlæggende arbejde delte senere svenskeren O. Montelius brakteaterne op i otte typer (A-H), og af dem har man senere udsondret fire hovedtyper, A-, B-, C- og D-brakteater.
Af disse er A-gruppen de ældste, D-brakteaterne yngst. A-typen er opstået som efterligninger af romerske kejsermønter eller -medailloner, som importeredes til Norden i det 4. og 5. århundrede, mens de fremskredne D-typer med opløst germansk dyreornamentik[4] kan fastslås at være yngste led i fremstillingen, dvs. dele af det 6. og 7. århundrede.
Vor brakteat fra Gummerup hører til B-gruppen. I det stærkt opløste billedfelt foregår åbenbart dramatiske begivenheder. Når man tænker på, at billedfeltet kun er 3 cm bredt, må man egentlig undre sig over, hvor dygtigt kunsthåndværkeren har kunnet indpasse sine motiver. I midten står en figur, som med sin armstilling næsten minder om den, vi ser på de oldægyptiske relieffer. Han fører åbenbart et øksehug mod figuren til højre, der værger sig med sværd i den ene hånd og skjold, måske, i den anden fremstrakte. Til venstre står en tredie figur, følelsesmæssigt deltagende, men åbenbart i passiv attitude med nedhængende arme. Alle tre synes hjelmklædte; et øje er angivet hos hver person i form af en lille rund bule, og man ser formentlig også hjelmbusken. Hagen – eller hjelmens kæbebeskytter – er stærkt fremskudt. I øvrigt skimtes som udfyldende randmotiver forskellige ornamenter, f. eks. en fuglefigur og det ældgamle hellige symbol, hagekorset for solen.
Hvad betyder nu alt dette? Den ældre forskning vilde gerne af de vekslende optrin på brakteaterne udlede motiver fra Nordens gamle mytologi, f. eks. fra sagnet om Sigurd Fafnersbane. Stort set har dog den nyere forskning forladt disse tankebaner. Først og fremmest ser man nu i dem forvanskede gengivelser af billederne på de mange romerske kejsermønter og -medailloner, som i romerrigets nedgangstid strømmede til Germanien og Norden. Motiverne i B-gruppen, til hvilken jo vor brakteat hører, må snarest forstås som forvanskede gengivelser af et yndet emne på bagsiden af de constantinske kejsermønter i det 4. århundredes første halvdel. Mens forsiden bar kejserens diademprydede portræt[5], var der ofte på reversen gengivet en scene, hvor Victoria overrækker kejseren en sejrskrans.
Det er sikkert dette og lignende motiver, der ligger bag de nordiske fremstillinger på B-brakteaterne. Heroppe i det fjerne Norden havde man vist kun tågede forestillinger om kejseren i Rom, om overhovedet nogen. Men mønterne selv besad man jo, og de uvante billeder fristede vel til efterligning. Imidlertid arbejdede man i Norden med andre kunstneriske forudsætninger end i det civiliserede Rom. Guldsmeden omformede figurerne med selvstændig fantasi, og således som landets aftagere var vant til at se den nationale kunst udfolde sig. På denne baggrund er da den romerske kejsermønts hyldningsscene blevet omformet i nordisk ånd. På den fynske brakteat har vi fået et kampoptrin i stedet for den romerske sejrsceremoni. Skal man altså neppe i brakteaten på fig. 2 se noget mytologisk optrin gengivet, har dog smykket i sig selv nok været opfattet som en genstand med magisk iboende kraft. Den beskyttede sin bærer, og andre lignende fik i mange tilfælde sin værnekraft øget ved ondtafværgende runer indslået langs randen.
Der kan vel i øvrigt ikke være forløbet en urimelig lang tid, efter at det 4. århundredes romerske mønter er nået herop, før de fremmede motiver toges i anvendelse og ændredes. Herefter kan vi med nogen sikkerhed datere vor fynske brakteat til tiden efter 400 eller det hele 5. århundrede.
Med det sidste af de tre stykker danefæ, som skal omtales, er vi nået betydelig længere ned i tiden, til det 9. århundrede, da vikingerne hærgede Europa og fra England, frankerriget og Rusland bragte erobret og røvet ædelmetal tilbage til hjemlandene.
I efteråret 1969 fandt husmand Anton Jørgensen i Nabbe ved Åstrup under markarbejde på sin lod et stykke guld. Det lå som en lille sammenbukket klump i det øverste muldlag. Ved udretningen af pladen bemærkede han, at denne var bukket tre gange sammen fra hver side og således, at dens ornamenterede side vendte indad. Da pladen har udgjort en ring, er den altså ikke gledet af håndleddet og tilfældigt tabt. Sammenbøjningen antyder måske snarere, at stykket på tidspunktet for henlægningen har været betragtet af ejeren blot som et stykke værdimetal. Det kan være tabt som sådant eller måske af anden årsag være hengemt, men er siden ikke genfundet før nu tusinde år efter. Findestedet ligger nær den lille vig Hansebugt på nordsiden af Fåborg fjord.
Igennem overlærer K.J. Groth, Fåborg, blev guldet i november godhedsfuldt indbragt til Fyns Stiftsmuseum og af dette befordret videre til Nationalmuseet. Vægten ansattes af statsguardeinen til 18 gram, guldholdigheden til 936 promille. Metalværdien, 175 kroner, blev tilstillet den heldige finder ledsaget af en smukt oprundet dusør.
Står dette smykkes guldvægt mon i noget forhold til oldtidens vægtog målesystem? Da det har ladet sig fastslå, at vægten af den germanske jernalders „øre“ var faldet fra 27 til 24.5 gram i vikingetiden, giver det nye guldfunds vægt, 18 gram, et rimeligt forhold til øren, idet vægten af guldet svarer til tre fjerdedele af en øre. Det kan man kalde inflation. Det illustrerer slående, hvor meget en øre dengang var værd, og hvor meget den siden er forringet.
Fig. 3 gengiver i dobbelt størrelse den udrettede ring. Dens ydre tværmål er nu 5 cm. Den består af en 1 mm tyk guldplade, der smalner til mod enderne for at afsluttes i to tråde, der er snoet om hinanden i et fast lukke; dette er dog nu brudt ved udretningen. En revne er af samme grund også opstået ved ringens midtparti, der når en bredde af 2.1 cm og her er ruderformet udvidet. Ringkanterne er en kende fortykkede og afgrænses af en indstemplet punktbort. Det brede midtparti er prydet med to lodrette felter og helt dækket af dybt indstemplet ornamentik med et stempel, som har tre lige sider og én buet eller fliget. I hver fordybning sidder tre små knopper. Den samme stempelprydelse dækker et trekantet tilspidsende felt til hver side, idet de to felter afgrænses af samme punktbort som ringkantens. Den ene af trekantfigurerne afsluttes i et korsornament, som ved den modsatte side er dobbelt.
Er nu denne lille ring, som ikke har kunnet lægges om en voksen kvindes håndled, men nok har kunnet føres over en lille piges, en jarle- eller hersedatters, hånd, gods, som er hjemført af vikinger, eller er den hjemligt nordisk guldsmedearbejde, og hvornår omtrent er den fremstillet?
Stemplet er, mig bekendt, ikke fundet tilsvarende herhjemme, men selve ringformen kendes i elleve danske eksemplarer, de fleste af sølv, kun én af guld, ringe, der tilhører tiden o. 900 og tilbage til midten af det 9. århundrede. For så vidt kan den være gods, som de danske vikinger, der i 845 under Ragnars – den sagnomspundne Ragnar Lodbrogs? – ledelse sejlede op ad Seinen og erobrede Paris, kan have røvet under deres plyndringer langs floden eller under deres huseren på I’lle de la Cité dette år. Måske kunde den også være tilegnet under det samme århundredes senere tog langs floden, da „den store hær“ hærgede Karl den Skaldedes rige og måtte købes bort med danegæld.
En sådan antagelse må dog stå for sin egen værd, for bevises kan den ikke. Ringe af denne art, med det ruderformet udvidede midtparti, hører imidlertid hjemme i den tidlige vikingetids fund fra ca. 850 til lidt ned forbi 900. Ringen kan udmærket være fremstillet herhjemme. Stempler af nogenlunde tilsvarende udseende kan iagttages på et antal massive bøjleformede sølvarmringe fra de eventyrligt rige skattefund på Gotland tildels hjembragt hid af sveer i østerviking, i Rusland[6]. At mærkerne efter disse stempler, som er ret nært beslægtede med prydelserne på den fynske ring, viser et særtræk af nordisk ornamentik, er der neppe tvivl om. Herefter er det rimeligt at anse guldringen fra Nabbe som et fynsk kunstindustrielt produkt fra tiden hen mod 900. Om selve råmaterialet, det pure guld, er ranet i udlandet, eller om det er erhvervet ved ærlig handel i Hedeby eller et andet af vikingetidens merkantile knudepunkter, herom kan vi kun gisne.
