Torsdag den 26. marts 1711 mødtes tre felberedersvende i Casper Sejermagers hus i Odense.[1] De havde lejet sig ind i urmagerens hus for at fejre et „kronegilde“ for to nye svende den næste dag. De gamle svende skulle efter sædvane fremstille kroner til de to novicer, Hans Hansen og Hans Christian. En fjerde svend, der hed Niels Christensen, sluttede sig til dem, for at se hvordan kronerne blev gjort.[2] Så ville han bedre være i stand til at gøre dem efter, hvis han selv skulle komme ud for det i fremtiden.
De fire svende spiste sammen to gange, og derefter satte de sig til at drikke i et kammer, der lå mod gården. Her fik de efter håndværks sædvane to kander vin med sukker for otte skilling. De tog godt for sig af de våde varer. Og da de allerede havde drukket øl og brændevin, blev den yngste svend hurtigt „gandsche druchen“. De andre drak ham forbi og besluttede, at han ikke skulle have mere. Niels Christensen tog dog fat i kanden, drak noget mere og sagde, at det tilkom ham. Han blev derfor overmåde drukken og satte sig til at sove på sin stol.
De tre svende blev enige om, at Niels Christensen ikke kunne mere den aften. To af svendene tog ham under armene og førte ham op i seng. De tog skoene af ham og lagde ham med tøjet på i en slagbænk. Denne hverdagshistorie blev undtagelsesvis til en retssag, fordi den stakkels drukne svend i løbet af natten døde. Kronegildet blev formentlig udsat et par dage. Om de tre svende fik tid til at gøre kransene færdig, fortæller historien ikke noget om.
Søger man en forklaring på, hvad det var, svendene var samlet om at forberede, findes det fyldigste svar i en beretning fra år 1800. I dette år samlede en kommission materiale til en ny lovgivning om håndværkets forhold i de danske købstæder. Der var allerede i begyndelsen af året trådt reformlove i kraft for hovedstaden.[3] I landets byer måtte lavene ét efter ét møde på rådstuerne og give svar på treogtredive enslydende spørgsmål om de mest omstridte emner.[4]
I hovedstadsforordningens § 7 hedder det: „1. Vi [kongen/kronprinsen] ville ikke taale, at Laugene i nogen Henseende staae under nogen Tvang af udlændiske Laugs-Fordomme, Vedtægter, eller Skikke, der stride imod Vore Love; men Vi ville aldeles løse disse Baand, som ved Misbrug ere indførte og ved Sædvane hævdede; … 2. Som en Følge heraf, skulle alle Skikke og Ceremonier, der bære Præg af de ældre Tiders raae og vilde Sæder, saasom: Behøvling, Sværten i Ansigtet, og deslige, hvad navn det end maatte have aldeles afskaffes.“
For felberederne i Odense mødte den 21. oktober otte mestre og fem svende.[5] De fortalte, at felberederlavet var delt i to grupper, nemlig de, der kaldte sig „Landstædter“ eller „Bøydtler“ og de der hed „Reiniske“ mestre. Der var fem af den ene og seks af den anden slags i selve byen. I Kerteminde og Bogense var der hvert sted to mestre, der hørte til den første gruppe.
Når en felberederdreng havde afsluttet sin læretid, skulle han ikke udføre noget svendestykke. Han blev blot løsgivet mod en betaling på fire mark til lavets oldermand. Havde en svend brug for et lærebrev, måtte han betale fire rigsdaler for det stemplede papir. Mens formaliteterne overfor mestrene således hurtigt var overstået, var forholdet et andet overfor de gamle svende.
Hos begge grupper blev der i Odense afholdt meget indviklede svende-indvielsesfester med en hel række faste ceremonier og optrin af næsten fastelavnsagtig karakter. Alle havde de til hensigt at markere, at den unge svend nu ikke mere var læredreng, men en fuldbefaren svend. En del af handlingerne var ren og skær morskab, andre havde et belærende indhold. Det hele var båret oppe af et rigeligt traktement i form af mad og drikkevarer. Den nye svend måtte i den beutelske gruppe punge ud med mindst tyve rigsdaler til de gamle svende.
En svendeindvielse i den beutelske gruppe startede med, at den nye svend skulle spille kort med mestrene og de gamle svende. Man gjorde det på den måde, at svenden vandt spillet. Men når han så ville tage sine fortjente penge til sig, fik han ris over hænderne. Det skulle gøre det klart for ham, at han ikke mere måtte spille med drengene. De fortsatte derefter noget uopfindsomt med terningspil efter samme opskrift.
Så gik man over til at demonstrere nogle andre almindelige leveregler for ham. Håret blev kæmmet med en rist for at minde ham om at rede sig hver morgen. Svendens ører blev renset symbolsk med en ildklemme. Det skulle hjælpe ham til at høre kirkeklokkernes ringen, så at han kunne møde i rette tid på sit arbejde klokken fem om morgenen og gå igen klokken syv om aftenen. Tænderne blev filet, for at han kunne spise hurtigere ved mesters bord. Derefter blev han barberet med et skrabejern. Det skulle påminde ham om renlighed. Man tog derefter mål af ham til et par nye sko. Mens han sad på en stol, holdt man hans ben fast og trak stolen væk under ham. Denne lille spøg skulle fortælle ham, at han altid skulle optræde velklædt og ikke lade sig narre.
Efter disse pinsler blev han spurgt, om han ville døbes i vin eller vand. Han skulle svare, at vinen ville han drikke og vandet ville han døbes i. Der blev så stænket vand i ansigtet på ham, og han modtog efter eget valg et nyt svendenavn. Det skulle han efter håndværkets brug anvende, hvor han kom hen på sin svendevandring. Efter dåben blev han sværtet med sorte knebelsbarter. Og når han så spejlede sig i en slette-klinge, blev den slået i panden på ham af de andre svende. Det skulle endnu engang vise ham, at han ikke måtte lade sig „fiksere“.
Nu kom man til det centrale, det der har givet festligheden sit navn, nemlig kroningen. Svenden blev ført på gaden med musik. Kroningen blev ligesom de andre ceremonier ledet af tre svende. De blev hjulpet af tre kransepiger, der holdt deres hatte. Desuden medvirkede tre små drenge. Den ene havde en kårde, hvorpå kransen blev bundet efter kroningen, de andre to bar det „hundsfotske“ glas og velkomsten.[6] Glasset var pyntet med mange slags kulørte bånd. Efter at svenden var kronet for kongen og det kongelige hus, øvrigheden samt for mestre og svende blev kransen kastet af hans hoved og han trådte ind i det hus, der var lejet til festen.
Ved gildeshuset fik han overrakt det dekorerede glas med disse ord: „Her har en Hundsfotsk Lønne Dreng uddrukken, og ingen retskaffen Svend skal drikke mere deraf“. Svenden skulle derefter kaste glasset på jorden. Så fik han kården og i det samme en lussing af den ældste svend, der samtidig sagde til ham: „Denne tager du af mig og ingen andre.“ Endelig drak han dus med svendene af velkomsten.
Så blev svendens klæder pakket ind i hans „felleisen“ og han blev igen ført på gaden med musik. Man foretog derpå en symbolsk svendevandring til herberget gennem alle byens porte. Svenden vandrede med ranslen på ryggen og kronen på hatten. I herberget blev han igen modtaget af mestre og svende. Her havde de nye ceremonier parat til ham. Den unge svend blev tilskuet, det vil sige anvist arbejde, efter håndværkets skik og brug, og blev endelig ledsaget til gildeshuset til det afsluttende festmåltid.
I den rhinske gruppe foregik svendeoptagelsen år 1800 ved hjælp af tre gamle svende, en klokker, en præst og en pater. De leder alle ceremonier, der „bestaar meest udi tydske Taler til den unge Svend, hvorledes han skal forholde sig, imellem Mestere og Svende . . .“ Under vejs blev den nye svend sværtet sort i ansigtet af pateren. Han fik en ørefigen med omtrent den samme replik som nævnt under kroningen. Derpå blev han vasket og fik sit svendetøj på. Han blev til sidst fremstillet for svendeforsamlingen og drak tre gange tre glas vin med svendene. Festen skulle kun koste tre-fire rigsdaler. Iøvrigt fortalte felberederne kommissionen, at man i den rhinske gruppe brugte de samme ceremonier som i København. De mente dog, at ville dog føre for vidt at komme ind på det hele.
Felberederlavet i Odense kendes kun fra tiden efter enevældens lavs-reformer i 1680erne.[7] Inden den tid nævnes fagets udøvere ofte i det store sammensatte smedelav. Fagets svendeceremonier nævnes praktisk taget ikke i de officielle lavsprotokoller. Lavet i Odense hørte til den beutelske gruppe. Det gjorde iøvrigt de fleste danske provinslav i begyndelsen af 1700årene. Det københavnske hørte derimod til den rhinske.[8]
I 1734 blev alle provinsernes lav lagt ind under hovedstadens.[9] Årsagerne kan ikke fuldt ud klarlægges; der synes at være både erhvervs- og organisationsmæssige grunde til det noget overilede reskript fra kongens side. Provinsmestrenes protester var imidlertid talrige og ivrige. Lavet i Odense forsøgte sammen med de mindre fynske købstæders sammenslutninger at påvirke kongens beslutning.[10] Der nævnes i 1730-erne felberederlav i Assens, Fåborg, Nyborg og Svendborg.[11] Det kneb med at få mestrene til at indskrive sig i København. Der var stærk modstand mod det konkurrerende broderskab og mod at betale kontingent til den fjerne forening. Man mente ikke, at svende eller mestre kunne have nogen som helst gavn af medlemskabet. Desuden frygtede man, at svendene for eftertiden ikke ville blive anerkendt i de tyske lande. Der kunne let opstå tvivl om, hvilken gruppe en fremmed svend hørte til. Den kunne føre til, at man nægtede ham „geschenck“, det vil sige kost og logi på vandringen samt arbejde. Man ville sikkert også standse tilgangen af fremmedarbejdere sydfra.
I 1736 måtte felberederne mindes om, at de skulle melde sig i København.[12] Året efter samledes de derfor igen om protestskrivelser, men i 1738 startede så en hel anden konflikt, der satte den første lidt i skyggen. Man havde hos de lokale og de centrale myndigheder fået det indtryk, at det i almindelighed var dårligt, at mange håndværksmestre i de mindre fynske byer slet ikke var organiseret. De fik derfor et påbud om at indmelde sig i lavene i Odense.[13] I 1740 blev loven skærpet på den måde, at de lav, der ikke havde kongens udtrykkelige tilladelse, skulle ophæves.[14] Det var tilfældet med alle de små fynske foreninger. I 1741 optog felberederlavet i Odense derfor to mestre fra Bogense, to fra Kerteminde, én fra Middelfart og to fra Rudkøbing. I Svendborg og Fåborg undslog man sig endnu to år, men så mødte der også fjorten mestre fra den ene og syv fra den anden by.[15] Felberederne i Assens og Nyborg overhørte tilsyneladende påbudet. Få år efter blev loven imidlertid indskrænket til kun at gælde de fag, der ikke talte fire medlemmer i en by. De fire små felberederlav kom derfor hurtigt i gang igen.[16]
Lavet i Odense fungerede videre i begrænset omfang i tiden mellem 1734 og 1740. Der blev således optaget to nye mestre.[17] Den 7. december 1739 blev den gamle felbereder Hans Ulrich Waidtloff imidlertid optaget i københavnerlavet, og året efter fulgte hans søn Christopher.[18] Af lavsbøgerne fremgår det endvidere, at Hans Ulriks ældste søn Philip Waidlöff og Johan Drissel også var medlemmer i København. De tre sidstnævnte blev imidlertid lavsmestre i Odense i løbet af 1741.[19]
Det har sikkert ikke været vanskeligt for Hans Ulrich Waidlöff at slutte sig til det rhinske lav i hovedstaden. Da han blev borger i Odense i 1690, oplyste han, at han var født i Bensheim mellem Darmstadt og Mannheim i Hessen. Johan Drissel oplyste på samme måde i 1737, at han kom fra „Frankenland“. Desværre er vort kendskab til de sydtyske lavsorganisationer ikke tilstrækkeligt til helt sikkert at fastslå, om disse egne hørte til det rhinske vandringsområde.
Den mest udførlige skildring af de zynftige ceremonier blandt de rhinske felberedere er et lille håndskrevet hefte med titlen: „Dies ist der Reinischen Weis und Samisch Garber-Gesellen ihr Handtwærks Gebrauch und Gewohnheit.“[20] Det er skrevet i Odense den 20. februar 1749 og er betegnet „Zu gehört Petter von Ottense“. På håndskriftets sidste side er med blyant noteret „Peder Pedersen Greve Ao 1765.“ Heftet er tidligere offentliggjort i sin helhed.[21] Det er imidlertid sket, uden at „Peder fra Odense“ er afsløret.
Peder Pedersen Greve blev født i Odense i 1728. Han blev den 28. maj døbt Peiter i Sankt Knuds kirke. Hans far var urtegårdsmand Peder Jørgensen Greve. Peder kom i felberederlære hos Philip Waidlöff den 26. maj 1744 og blev løsgivet som svend den 5. juni 1748.[22] Oldermand var på den tid Johan Drissel. Peder Greve blev felbereder i Odense i 1759 og flyttede en halv snes år senere til Middelfart, hvor han døde i en alder af 75 år.[23]
Peder Greves hefte består af flere afsnit. Det indledes med en skildring af de samtaler, der skulle finde sted, når en felberedersvend søgte arbejde i en fremmed by. Teksten er udformet som et rollehefte med spørgsmål og svar. Først beskrives den rejsende svends møde med de andre svende i svendekroen, og dernæst hans ankomst hos en mester efter at oldgesellen eller en af svendene havde fulgt ham til værkstedet. Et ganske kort afsnit handler om, hvorledes en svend skal bære sig ad med at søge arbejde i en by, hvor der ikke findes noget svendeherberg.
Størstedelen af „rolleheftet“ beskriver svendeoptagelsen hos de rhinske felberedersvende.[24] Ceremonierne blev som nævnt anført af en klokker, en præst og en pater. Indholdet var i høj grad en parodi på kirkelige ceremonier. Klokkeren skulle tage sin venstre sko af og bruge den til tre gange at slå kraftig lyd på et klingende stykke. Han sagde samtidig tre remser, der alle startede med: „Ich sage mit Gunst“. Klokkeren opfordrede alle hvid- og semsgarvere i hele det hellige romerske rige til at høre klokkens kimen. Det var tegn på at en ny svend skulle døbes. Novicen blev kaldt „en stinkende jøde“.
Efter klokkerens indledning trådte præsten ind. Hans første replik lød: „Føj, føj, føj, hvor her stinker, her må være en jøde, det lugter af flæsk fra en gris, af hebræer og ikke af latin, der må være en jøde i stuen, hvor sidder den fremmede jøde, der vil døbes?“ Svenden svarede: „Her“ og blev dernæst forhørt om sin læretid. Så blev de ti bud udlagt for ham på en helt ny måde. Ved det tredie bud hed det eksempelvis:
Præsten: „Hvad hedder det tredie bud?“
Jøden svarer: „Du skal holde hviledagen hellig.“
Præsten: „Det betyder, at du ikke må arbejde for nogen mester om søndagen“ et c.
Alle de gammeltestamentlige leveregler blev udlagt i overensstemmelse med forholdet mellem mester og hans familie samt svende og læredrenge. Til sidst blev der endog tilføjet et elfte bud: „Du solt nicht Fuchsschwantzen.“ Det vil her sige ikke tale ondt om andre svende til arbejdsgiveren. Svendene fordrede loyalitet af hinanden, løvrigt lader det ikke til, at mestrene deltog ved svendeoptagelser i den rhinske gruppe.
Efter de elleve bud fulgte nitten artikler: 1. „Du må ikke hugge brænde for nogen mester“, 2. „Du må ikke udvaske limlæder eller hår“ [underkvalificeret arbejde?], 3. „Du må ikke gå med kalkede sko på gaden“, 4. „Du må ikke gå længere end tre huse bort [fra værkstedet] uden hat og opslag“, 5. „Du må ikke spise og fløjte på gaden“, 6. „Du må ikke lege med nogen dreng på gaden“ osv. Alle artikler var vigtige leveregler i forholdet mellem svendene og deres over- og underordnede.
Præstens sidste optræden var en lang fastelavnsprædiken, en parodi på en virkelig prædiken med angivelse af skriftsteder. En frivol historie om en munks succes hos en ung pige ender med at præsten siger: „Drum seid frisch, munter und wakker, dasz Lader ist unszer Acker, Dasz Eisen ist unser Pflug, damit verdienen wir Geldes genug.“
Efter præstens parodiske prædiken er det paterens tur. Han foretog sværtningen af den nye svend samtidig med, at han messede tre rim. Dernæst fulgte tredive artikler om svendens opførsel ved et „lille møde“, det vil sige et fastende møde i svendelavet. Reglerne for hans opførsel og klædedragt er så detaljerede og tåbelige, at man selv ikke ved militæret vil kunne finde et sidestykke. Svenden skulle først tage fat på kanten af sin hat og sige „Mit Gunst“, dernæst lægge den på bordet og atter sige „Mit Gunst“. Hatten måtte ikke hænge over bordet og halstørklædet skulle stoppes ind. Opslaget og huebåndet skulle slås ned og alle knapper i tøjet knappes. Frakkeskøderne skulle holdes sammen, så at de ikke rørte bordet. Skolapperne skulle lægges ned. Lommerne skulle knappes og spænderemmene skjules. Svenden måtte ikke bære nogen kniv. Hvis han skulle hoste, spytte eller snyde næse skulle han først sige „Mit Gunst“. Svenden måtte ikke le så meget, at man kunne se hans tænder. Han skulle lægge hænderne på sine knæ og måtte ikke læne sig mod væggen. De sidste femten artikler beskriver lignende petitesser.
Heftets sidste del handler om „Umfragen“, det vil sige en bestemt mødeform, hvor hver enkelt svend spurgte, om nogen havde noget at sige ham på. Efter en sådan rituel afhøring måtte ingen føre de afsluttede uoverensstemmelser frem igen. Til allersidst beskrives hvorledes en svend, der en kort tid har haft arbejde hos en mester i en fremmed by, skulle tage sin afsked. På den måde sikrede man sig, at arbejdsgiver og arbejdstager skiltes uden økonomisk mellemværende.
I de sidste afsnit nævnes eksempler på svendenavne: „Hans von Ringstedt“, „Jacob von Nestved“, „Olle von Ringstedt“ og „Hans Heinrich von Nestwed“. Disse navneformer samt forskellige tyske ord med danske træk tyder på, at teksten er redigeret her i landet. Peter Greve har sikkert modtaget heftet til personlig brug ved sin svendeindvielse i 1748 eller 1749. Denne skik kendes fra snedkerne og murerne i Odense.[25]
Kendskabet til de zynftige regler har her i landet haft lige så stor betydning for felberederne som syd på i det hellige tyskromerske rige. Det er forbløffende for en moderne iagttager at se, i hvilken grad fremmedarbejdernes skik og brug kunne slå igennem på det hjemlige arbejdsmarked.
Felberederne kaldes også hvid- eller semsgarvere. De garvede huder ved hjælp af fedt i modsætning til logarvere og skomagere, der anvendte bark.
Den nyeste behandling af lavenes zynftige svendeindvielser er Henning Henningsens bog „Behøvling og Hønsning, Indvielses- og Optagelsskikke i Håndværkerlav“, København 1960. De vigtigste ældre fremstillinger er G. Nyrops værker „Haandværksskik i Danmark“ fra 1903 (forkortet „Nyrop 1903“) og „Nogle Gewohnheiter“ fra 1904 („Nyrop 1904“). Den fynske lavsstrid har han beskrevet i artiklen „For og imod Odense“ i „Tidsskrift for Industri“ 1902 („Nyrop 1902“).
Hvor der ikke nævnes andet findes lavsarkivalierne i Landsarkivet for Fyn i Odense. Odense felberederlavs arkiv forkortes OFA, Assens felberederlavs arkiv AFA.
Fotografierne er optaget af Niels Elswing, Nationalmuseet, og Wermund Bendtsen, Odense. Det tyske resumé er oversat af lektor Maria Grandt, Gentofte.
