Under den i sommeren 1970 stedfundne nedrivning af Brochmanns hotel og tilliggende bygninger ved Albani torv i Odense havde Odense bys museer lejlighed til at foretage en arkæologisk udgravning i tomten. Arbejdet foregik under ledelse af museumsinspektør, mag. art. Finn Grandt-Nielsen assisteret af stud. mag. Henrik Vensild. Udgravningerne medførte blandt andre resultater det yderst interessante, at der i et afgravningsfelt under en kælders gulvbeton blev påtruffet et kulturlag, som lå urørt under senere tiders bebyggelse og har tidsmæssig kontakt med vikingetidens Odense. Her fandt man nemlig et ret fyldigt materiale af lerkarskår, som, efter hvad Grandt-Nielsen har meddelt mig, er af keramik, dels af vendisk, dels vesteuropæisk karakter.
De arkæologiske fund, som udgravningerne bragte for dagen, viser altså det meget betydningsfulde, at Odense som bosættelsesområde har eksisteret i hvert fald i vikingetidens slutning. Fundene vil efter stedfunden behandling siden blive publiceret af Grandt-Nielsen og Vensild.
Med denne nye arkæologiske erkendelse som baggrund kan det være fristende også at rette blikket mod en lille række andre kendsgerninger, der tjener til at belyse Odenses ældste historie. Kendt er det, at magister Adam af Bremen, en til Sachsen indvandret munk, der i 1070’erne afsluttede sin berømte krønike om Hamburger-kirkens biskopper, også har et særligt kapitel med en Nordens-beskrivelse. I denne nævner han Odense[1] som en magna civitas, et stort bysamfund, og han gengiver i sin latinske tekst byens navn i formen Odansue. Adam har her rigtigt fået fat på bynavnets endelse, -vi, en endelse, som vi endnu tydeligere erkender på bagsiden af mønten fig. 1. Randskriften lyder: ALFNOĐ ON OĐSVI. Alfnoð var en fra England indforskreven møntmester, hvad vi ser af hans angelsaksiske navn. Et engelsk indslag er ligeledes forholdsordet on: Alfnoð i Oðsvi – Odins vi, Odense. På forsiden af mønten står om et kongebillede randskriften SPEN ON OĐ: Svend i Odense, og denne konge må være Svend Estridsen. Men også under Knud den Store, altså godt et kvart århundrede tidligere, møder man formen OĐSVI på mønternes bagside. Odense var i vikingetidens slutfase et af rigets officielle møntsteder.
Den nære forbindelse mellem England og Danmark, som Svend Tveskægs og Knud den Stores erobring af England førte med sig, giver sig ikke blot til kende i møntvæsenet, men også i kirkeorganisationen. Adam af Bremen skriver[2] – ikke uden nid – at Knud „førte mange biskopper fra England til Danmark“, og blandt de opregnede navne nævnes Reginbert på Fyn, den første navngivne biskop i Odense, formentlig etableret her i 1020’erne.
Et endnu lidt ældre mindesmærke over vikingetidens Odense er den store ringborg på Nonnebakken lige syd for åen. Borgen blev rimeligvis anlagt af Svend Tveskæg ved det vigtige vejknudepunkt som uddannelsescentrum og lejrsted for dele af de veltrænede styrker, som efter streng militær indøvelse næsten årligt sendtes over havet til England under kongens personlige ledelse, og den var vel også et anlæg, der skulde tjene vikingekongen til rygdækning herhjemme under de langvarige tog, når han med størstedelen af ledingsopbudet var borte fra riget.
Nonnebakkens borg har som de øvrige tre danske „Trelleborge“ neppe bestået stort længere end en menneskealder, for allerede under Svends søn, Knud den Store, har den indre opbygning af det danske rige jævnsides med den ydre optømring af det dansk-engelsk-norske Nordsøimperium stabiliseret sig så vidt, at der neppe mere var brug for den stramme militærorganisation, der prægede Svend Tveskægs tid. Noget andet er, at dette imperium, holdt sammen alene ved Knuds kloge personlighed og store diplomatiske evner, hurtigt faldt fra hinanden ved hans død.
Årtierne o. år 1000 er da en periode, hvor det danske rige er under indre opbygning og ydre udvidelse. Det forudgående århundrede, 900-tallet, viser derimod ikke et klart historisk udviklingsforløb, da de skriftlige kilder fra sachsisk-nedertysk hold er tilfældige og ikke lette at tolke. I virkeligheden har vi sikrere viden om 800-tallets Danmark. Gennem de frankiske rigsannaler og andre samtidige optegnelser kan vi med sikkerhed slutte, at Danmark under kong Gudfred ved år 800 var et samlet rige, og at grænsen mod sachserne gik ved Ejderen dækket af en grænsevold rejst af Gudfred.[3] Skåne hørte til riget ligesom Vestfold ved Oslofjorden.[4] Den sidstkendte af Gudfred-ættens konger var Sigfred, der i 873 ifølge Fulda-annalerne slutter fred med Ludvig den Tyske af Østfranken og indgår handelsaftale med ham. I øvrigt nævnes en Halvdan som Sigfreds medkonge, ikke umuligt den Halvdan, som ifølge den angelsaksiske krønike i 876 uddelte pløjeland til sine danske krigere i området vest for Humberbugten; derved grundlagdes i „femborglandet“ det centrale Danelagen.
Men fra 873 til hen mod 940 er der et gabende hul i vor viden om Danmark og om rigets ledere. Var landet samlet eller delt? Vi ved det ikke sikkert. Med Jelling-stenene kommer vi imidlertid atter på fastere grund. Her læser vi første gang på dansk om Danmark og om historiske personer: om kong Gorm og hans kone Tyre, om deres søn, Harald, Gorms efterfølger på tronen. Årstallet for Gorms død og Haralds tiltrædelse kendes ikke, men ligger formentlig i 930’erne eller ved 940.
Til Harald Blåtands vistnok 50 års lange kongetid er knyttet mange problemer. Udgangspunktet for vor viden er den store Jellingsten, rejst af Harald selv og smykket med den selvfølende indskrift: „Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Tyre, sin moder. Den Harald, som vandt sig Danmark helt, og Norge, og gjorde danerne kristne.“ Indskriften gemmer flere problemer. Betyder „Danörk alla“, at Harald vandt sig hele Danmark eller gjorde Danmark helt? Og hvornår vandt han sig Norge? Disse spørgsmål skal ikke drøftes i denne korte oversigt, men opmærksomheden samles om indskriftens tredje udsagn: „og gjorde danerne kristne“. Det er også i forhold til dette tredje udsagn vi lidt senere skal omtale et samtidigt dokument, der på én gang vedrører rigshistorien og Odense. Det er kejser Otto III’s immunitetsbrev for de danske bisper, i hvilket Odense nævnes for første gang i historien, i 988.
Den kristne mission i det hedenske Danmark og Sverige var ifølge Adam af Bremen og Rimberts „Ansgars liv“ begyndt i 820’erne, men fulgtes ikke af varigt held, og det vides ikke sikkert, om Ansgar nogensinde selv satte sin fod i Danmark, omend han ifølge Rimbert o. år 850 med kong Hårek I’s billigelse skal have fået oprettet en kirke i Hedeby. Fra første færd synes denne missionsperiode at have været nært sammenknyttet med imperialistisk politik fra tysk side, idet Karl den Stores politik over for kong Gudfred fulgtes op af hans søn, kejser Ludvig den Fromme, der ligesom sin fader frygtede de normanniske vikingers ødelæggende angreb på Frankerriget, hårde gennem det meste af det 9. århundrede.
I 934 brydes to menneskealdres tavshed om forholdene i Danmark. I annalerne fra Ny Korvei i Westfalen, Ansgars kloster, meddeles ganske kort: „Kong Henrik underlagde sig det år danerne“. Meddelelsen udbygges en menneskealder senere af Widukind, forfatteren til Sachsernes Historie. Her hedder det om kong Henrik: „Han førte en hær mod danerne, der hjemsøgte friserne med sørøvertogter; han slog dem og gjorde dem skatskyldige og nødte deres konge Chnuba til at lade sig døbe.“[5] Chnuba sættes almindeligt i forbindelse med en svensk herskerslægt, som ved år 900 havde tilegnet sig herredømmet over egnen om Hedeby.[6] Her synes denne slægt at have siddet under tre regenter: Olaf, sønnen Gnupa og dennes søn Sigtryg.[7]
Det synes imidlertid, at det held, som havde fulgt sachserne i kampen mod svenskerne ved Hedeby, fik følger. Med en unavngiven dansk biskop som kilde meddeler i hvert fald Adam,[8] at Henrik „lagde rigets grænser ved Slesvig, som nu hedder Hedeby, ind under sig som et markgrevskab og befalede, at en koloni af sachsere skulde tage bopæl der.“ Kan man fæste lid til meddelelsen, må der nu være opstået en trussel mod Danmarks selvstændighed, mod dynastiet i Jelling, for hvilket vel Gorm endnu var overhoved støttet af sin unge søn, Harald. Om faderen, eller fader og søn i forening, tidligt efter 934 har erobret „markgrevskabet“ tilbage, er faktisk ukendt. Vilh. la Cour anser det dog ud fra sent overleverede norske skjaldekvad for sandsynligt.[9]
Med krigerne fulgte missionærerne. Hvorledes skal man ellers forstå det, at der på konciliet i Ingelheim i 948 nævnes tre danske biskopper knyttet henholdsvis til byerne Slesvig, Ribe og Århus? De tre bisper nævnes i rækkefølge: Hored, Liofdag og Reginbrand.[10] Der er neppe anden forklaring, end at den tyske konge, Otto I, har ment sig berettiget til at udnævne disse bisper i Danmark, og bag dette forhold må have ligget et eller andet tysk magtkrav, som den danske konge, der i 948 må have været Harald Blåtand, har måttet affinde sig med. Om de af den tyske konge udnævnte bisper nogensinde har fungeret i Danmark, derom er vi uden viden.10a
Legenden om Poppos jernbyrd[11] er et sagnagtigt symbol for den kendsgerning, at kong Harald, tvungen eller frivilligt, er gået over til kristendommen. Trosskiftet har fundet sted i årene om 960.[12] Et bevis for en af den tyske konge hævdet indflydelse i årene, da Danmark officielt gik over til kristendommen, har vi i bevarede afskrifter af et immunitetsbrev udstedt den 26. juni 965 i Magdeburg af kejser Otto I. Det hedder heri: På forslag af ærkebiskop Adaldag af Hamburg-Bremen skal de ejendomme „in marca vel regno danorum“, i danernes mark og rige, som tilhører kirkerne i Slesvig, Ribe og Århus, være fri for al skat og tjeneste, som tilhører vor ret. Endvidere skal de tjenere og landboer, som bebor disse ejendomme og alene skal tjene bisperne, være fri for al tjeneste, selv den som indgår i vor ret, og de skal ikke være under nogen andens ban og disciplin end de nævnte kirkers fogeders.[13]
Kejser Otto må da have haft en anselig indflydelse i Danmark, når han kunde udstede et sådant beskærmelsesbrev. Brevet kan ikke opfattes som en tom gestus. Udtrykket „danernes mark og rige“ er af særlig interesse. Den svenske forsker Sture Bolin har hævdet,[14] at „in marca vel regno danorum“ angiver en tvedeling af begrebet Danmark, nemlig i „markgrevskabet“ fra 934 syd for Danevirke og i det nordfor liggende Jelling-rige. Andre forkaster denne tanke, idet de mener, at „in marca vel regno danorum“ udtrykker et samlet begreb, en latinisering af Danmarks navn.[15] Spørgsmålet kan ikke sikkert besvares. Men én ting synes at fremgå, at Harald Blåtand ved og i årene efter århundredets midte ikke har haft en fuldt suveræn herskers position.
Men forholdene ændrede sig. Efter kejser Ottos død 973 søgte Harald året efter at frigøre sig. Ifølge Thietmar af Merseburg[16] foretager Harald et angreb over på den anden side Elben, men ved kejser Otto II’s modangreb „mod de oprørske daner“ gennemtrænges grænsevolden, og kejseren lader en by anlægge i denne. Kun ti år varer dog det fornyede fremmedvælde i Hedebyområdet, hvad der fremgår af en meddelelse for året 983 i Thietmars krønike;[17] dette år bliver nemlig den nyopførte borg erobret tilbage af danerne.
Dermed var alle reelle fordringer fra tysk side på overhøjhed over danerne hørt op. Efter den danske sejr har kejseren, eller det kejserlige kancelli, dog åbenbart endnu nogle år tillagt sig en medbestemmelsesret, som jo efter sagens natur var formel og kun et skin, en fiktion. Vi ser dette af endnu et beskærmelsesbrev, som af Otto III udstedtes den 18. marts 988. Dette brev er en bekræftelse på og en delvis parallel til Otto I’s immunitetsbrev af 965, som i øvrigt rent sprogligt danner udgangspunktet for kancelliets koncipering af brevet 988.
Dette yngre immunitetsbrev er vist ikke hidtil bragt i sin fulde ordlyd på dansk, og da det har en særlig interesse for Odense ved at nævne byens navn for første gang i historien, forelægges det herved i oversættelse.[18] Den latinske grundtekst følger som afslutning på disse sider.
„I den hellige og udelelige treenigheds navn Otto af guds mildhed konge. Det skal være åbenbart for alle vore fromme og tro mænd, såvel nulevende som fremtidige, hvorledes vi i medfør af en anmodning fra og ved mellemkomst af vor elskede Adaldag, Bremer-kirkens ærværdige ærkebiskop, og af hensyn til vort riges tilstand og sikkerhed, fritager alle besiddelser i danernes rige, som enten indtil nu ses at tilhøre, eller i fremtiden erhverves til de kirker, der er bygget til Guds ære i Slesvig, Ribe, Århus og Odense, fra al skat eller tjeneste, som hører til vor ret, og det er vor vilje, og vi befaler strengt, at de skal tjene og ligge under bisperne ved de anførte kirker uden nogen forulempelse fra greven eller fra nogen af vore godsbestyrere. Desuden tilstår vi bisperne ved de fornævnte kirker, at de skal have fuldmagt til at købe agre eller besiddelser og jordegods i alle dele af vort rige, hvor de end måtte ønske og formår det. Men vi fritager ligeledes de tjenere og landboer, som bor på deres besiddelser, og som ikke skal tjene nogen anden, for al tjeneste, der hører til vor ret, og det er vor vilje, at de ikke skal høre under nogen andens ban eller lydighed end under de kirkers fogeders. Endvidere skal alle vore tro mænd vide,[19] [at vi på anmodning af Fulbert, udsending fra bispen af . . . kirke ligeledes . .. alle undergivne eller aldeles har eftergivet tolden for dem, der på et hvilket som helst underhold rejser i vort rige og land.]
Og for at denne vor befaling kan forblive urokket og uantastet, har vi befalet, at dette brev skulde affattes og besegles med vort påtrykte segl; hvilket vi ligeledes har bekræftet med egen hånd nedenfor.
Givet den 18. marts år 988 for Herrens menneskevorden i den første indiktion, og i Otto IIIs femte regeringsår. Forhandlet i Wildeshausen. I Guds navn under lykkelige auspicier. Amen.“
Som det ses, er brevet af 988 indholdsmæssigt væsentlig en gentagelse af Otto I’s brev af 965. Det indeholder dog også nogle ændringer. Muligvis har den tyske konge i tidsrummet mellem 965 og nederlagets år, 983, ønsket, og formået, at udstrække sin indflydelse også ud over Jyllands grænser, idet nu også Odense, i den sproglige iklædning Othenesuuig,[20] nævnes som biskoppeligt stift. Otto III giver da endnu fem år efter den danske tilbageerobring af Danevirke og grænseområdet syd herfor udtryk for magtønsker i Danmark. Med kampen i 983 er dog enhver reel baggrund for tyske krav svundet. Det læses måske deraf, at det ældre brevs „in marca vel regno danorum“ nu ændres til „in regno danorum“, velforståeligt, da grænseområdet marca i hvert fald efter 983 ikke længere eksisterede som politisk særenhed. Opnået ny dansk selvstændighed ses også deraf, at biskopperne i det yngste brev har fået tildelt en rettighed, som ikke forefandtes i brevet fra 965, nemlig retten til at købe jord og ejendom i det tyske rige. Havde Danmark stadig været anset som hørende til dette, vilde retten til jordkøb være selvfølgelig og overflødig at nævne.
Den tyske hersker har dog åbenbart i en årrække fastholdt sin ret, en ret, vi kun kan opfatte som nominel, til at vælge og udnævne bisper i Danmark og at tilsikre dem de kirkelige rettigheder, som fremgår af brevene. Disse formelle krav har formentlig bestået endnu en menneskealder, til ind i 1020’erne. Som udslag af den anseelse, Knud den Store nød i hele Europa, og som udtryk for hans diplomatiske evne, kan man se den kendsgerning, at kejser Konrad II på sin søns vegne anholdt om Knuds datters, Gunhilds, hånd, og i en overenskomst tidligere, i 1025, havde Knud opnået, at Konrad gav afkald på det længe opretholdte krav på Hedeby og markgrevskabet nord for Ejderen.[21] To århundreders pres på Danmarks grænse sydfra hørte dermed op. Danmark var vundet helt. Kan Jelling-stenens „Danmörk alla“ hentyde til sejren i 983? I så fald er de dele af indskriften på stenen, der rummer „kong Haralds tre storværker“, indristet senere end mindelinierne om Gorm og Tyre og i kong Haralds sidste par leveår.
Diplomata regum et imperatorum Germaniae. 2,1. p. 440 f.
Brev 41
In nomine sanctae et individuae trinitatis Otto dei dementia rex. Omnium fidelium nostrorum tam praesentium quam futurorum piae devotioni pateat, quomodo nos ob petitionem et interventum dilecti nostri Adaldagi Bremensis ecclesiae videlicet venerabilis archiepiscopi ac pro statu et incolumitate regni nostri quidquid proprietatis in regno danorum ad ecclesias in honorem dei constructas, videlicet Sliesuuicensem, Ripensem, Arusensem, Othenesuuigensem vel adhuc pertinere videtur vel in futurum adquiratur, ab omni censu vel servitio nostri iuris absolvimus, et ut episcopis praescriptarum ecclesiarum absque ulla comitis vel alicuius fisci nostri exactoris infestatione serviant et succumbant, volumus et firmiter iubemus. Insuper concedimus praedictarum ecclesiarum episcopis ut potestatem habeant emendi agros possessiones et praedia in omnibus regni nostri partibus ubicunque velint aut possint. Servos vero et colonos in eorum proprietatibus habitantes nulli nisi iisdem episcopis servituros ab omni etiam nostri iuris servitio absolvimus et sub nullius banno vel disciplina illos nisi sub illarum ecclesiarum advocatis esse volumus. Ad haec etiam omnes fideles nostri dignoscant [quod nos Folgberti, nuntii ecclesiae episcopi rogatu omnes etiam inquilinos sive qualicunque paratu euntibus in nostri regni finibus theloneum prorsus perdonavimus]. Et ut hoc nostrae auctoritatis praeceptum firmum atque inconvulsum permaneat, hanc chartam conscribi annulique impressione signari iussimus quam et manu propria subtus firmavimus.
Data (Datae) XV. kalend. aprilis anno dominicae incarnationis DCCCCLXXXVIII, indictione I, anno autem tertii Ottonis regnantis V; actum Vuildeshusen; in dei nomine feliciter amen.
