Istidsjægere på Ærø

Jorden var gråhvid, endnu kun svagt mørkfarvet af humus. Den glimtede og blændede øjet med sit rige indhold af kvarts og kalk. Et skarptprofileret landskab med store grusbanker, bratte fald og milevidt udsyn, – med rivende floder og små himmelspejlende dybblå søer, isens smeltevand. Nøjsomt planteliv mellem vandreblokke: dunbirk, bævreasp, røn, enebær, pil. Køligklart vejr, temperaturen på denne sommerdag ganske hæderlig, 10°. På fjerne bakkekamme flokke af rensdyr, vildheste, elsdyr og irske kæmpehjorte. En jæger klædt i skind, hugsiddende med buen holdt på skrå, lurende parat før strengens smæld, pilens hastige, tyste flugt – dyrets dødsbrøl.

Sådan omtrent så Fyn ud for 12000 år siden ved slutningen af istiden. Nuvel, der er naturligvis her tale om et stærkt idealiseret panorama med sammenskubbede elementer, for hvilke der dog er sikre holdepunkter i de naturvidenskabelige og arkæologiske vidnesbyrd. Kendskabet til den sene istids kulturforhold i landsdelen var indtil slutningen af tresserne alene baseret på enkelte løsfundne redskaber^[1]: to rentakslagvåben, en harpun, ligeledes af rentak, og nogle få såkaldte skafttungepile af flint.

Men herefter er det gået slag i slag. I 1968 fandt postbud Anders Jæger, Bogense, ved Bro på Nordfyn den første istidsjægerboplads (Bro I)^[2] vest for Storebælt. Snart efter blev endnu en boplads af samme karakter (Bro II) opdaget kun et par hundrede meter syd for den første. Ved systematiske rekognosceringer i Ejby Mose i foråret 1972 lykkedes det at komme på sporet af en tredje istidsjægerboplads og at finde et par „løse“ skafttungepile.

Allerede inden da var et særegent fund af senistidens redskaber fra Ærø kommet frem i lyset efter årtiers upåagtethed på et museum. Med henved fyrre års forsinkelse skal der i det følgende berettes om dette fund.

I foråret 1971 talte jeg i „Harja“, den arkæologiske forening for Fyn, om den sene istids kulturforhold i almindelighed og om bopladserne ved Bro i særdeleshed. Foredraget mundede ud i en opfordring til medlemmerne om at henvende sig, hvis de skulle se sig i besiddelse af senistidens ledeoldsag: skafttungepilen, en spids flække eller spån, hvis stumpe ende i skæftningsøjemed er indsnævret ved dobbeltsidig behugning.

På næste møde kunne amatørarkæologen Claus Madsen, Vester Skerninge, fortælle, at han havde ikke mindre end 14 pile af den efterlyste slags liggende hjemme i sin skrivebordsskuffe. Pilene, som jeg senere fik lejlighed til at se og godkende, var opsamlet på Ommels Hoved, Ærø. Men der var fundet mange flere samme sted, fortalte Claus Madsen; resten lå på Marstal Museum (fig. 4 og 5).

Jeg tøvede ikke længe med at løse billet til Ærø, hvor købmand Jens Hansen, museets forstander, førte mig op på 1. sal og styrede hen til en lille uanselig montre. Under glasset lå 64 skafttungepile. Altså i det hele (pr. 1.5.1971) 78 af istidsjægernes ca. 12000 år gamle pile, alle fundet på stranden i nærheden af Marstal. Det er i høj grad bemærkelsesværdigt, at der næsten kun var fundet skafttungespidser. Man havde opsamlet enkelte flintafslag, men var overhovedet ikke stødt på skrabere og stikler^[3], som forekommer i stort tal på alle de kendte bopladser fra istidens afsmeltningsfase.

Fundhistorien er omtrent ligeså mærkværdig som materialet. Den første pil blev allerede fundet omkring 1930, da Jens Hansen var på rekognosceringstur Ommels Hoved rundt. Siden er bestanden ved gentagne besøg på lokaliteten for hvert år blevet forøget med et par stykker. Stud. mag. C.J. Becker, nu professor i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet, så nogle af pilene første gang omkring 1936, men var på det tidspunkt ikke i stand til at foretage en klar typebestemmelse. I 1950 besøgte han igen Marstal Museum og vidste nu – efter fremkomsten og publiceringen af den store elgjæger-boplads ved Bromme^[4] nær Sorø – at han stod over for skafttungepile af Lyngby/Bromme-type. Becker aflagde fundstedet et besøg og lod de samlede iagttagelser indgå i en beretning til Nationalmuseet. Han overlod herefter den videre undersøgelse til en lokal amatørarkæolog, lærer M. Blaksteen, Marstal, som foretog nogle prøvegravninger på og omkring fundstedet, men uden at det lykkedes ham at finde kulturlag eller oldsager på primært leje. – Claus Madsen, der arbejdede en kort tid på øen i 1964, stiftede via Jens Hansen bekendtskab med pilene og lokaliteten på Ommels Hoved. Han tog derud og fandt hurtigt et par stykker. Det gav inspiration til nye besøg, og det bør næsten nævnes, at han ved en enkelt lejlighed fandt ikke mindre end fem pile i strandkanten.

Fundstedet ligger ved SØspidsen af Ommels Hoved, en ca. 750 m lang og ca. 400 m bred halvø, der ligger godt 6 km NV for Marstal. Den har, når bortses fra strandvolden „Trillerne“, en regelmæssig langoval form med længderetning SØ-NV og må geologisk betegnes som en flad bakke, skabt af en gren af Lillebæltsgletscheren, der netop bevægede sig i retningen SØ-NV. Bakken når ikke højere end 5,4 m og består af moræneler. På midten af den findes dog i en smal zone lagdelt sand (bakkesand). Halvøens lave randpartier består af saltvandsdynd og -ler.

Pilene var opsamlet dels på den stenede forstrand, dels et stykke ude i vandet inden for et velafgrænset område, 25 m i længden og 5 m i bredden.

I samarbejde med Langelands Museum og Marstal Museum foretog jeg i somrene 1971 og 1972 en række gravninger på fundstedet – i strandbrinken, på marken ovenfor og i selve stranden. Et mørkt lag, ca. 10 cm tykt, som blev påtruffet under recente strandgrusdannelser både i brinken og stranden, blev i begyndelsen opfattet som primært kulturlag, en vurdering som støttede sig på fundet af et fragment af en frisk, upatineret skafttungepil og flintafslag. Men da en skiveskraber af yngre stenalders præg dukkede op i samme lag, vaktes en mistanke, som brutalt udviklede sig til vished, da tværpile og en nydelig sleben økse kom til syne: vi stod over for et blandet lag, et sammensurium af oldsager af vidt forskellig alder, 12000 år gamle skafttungepile og „kun“ 5000-årige redskaber fra yngre stenalders midte. Vi var kommet for sent, – havet har, måske allerede i oldtiden, stået højt og vasket de to lag, som man må antage oprindelig har været der, sammen til eet 10-35 cm tykt dynd-agtigt lag. Blot må man undre sig over, at oldsagerne, som er fundet i laget, er helt friske og upatinerede. Da man har erfaring for, at flint i saltvand patineres i løbet af ganske kort tid, kan dette forhold kun forklares ved en pludselig, hurtig omlejring, måske forårsaget af stormflod.

Ved de fagmæssige undersøgelser blev der i alt fundet 10 skafttungepile, heraf 3 i det mørke lag, resten i strandkanten. Ud over oldsager blev der i laget fundet ret store mængder trækul og et stort antal kløvede og ildsprængte sten, hvoraf nogle sad forankret i moræneleret. Af små kuriositeter kan nævnes, at det i flere tilfælde lykkedes at få mindre stenflager til at dække større stens kløvningsar, og at fragmenter af skafttungepile så at sige har fundet hinanden igen, f. eks. har skafttungefragmentet fra det mørke lag med et klik kunnet tilpasses et stærkt patineret blad, som for mange år siden er fundet på stranden (fig. 3). Men disse iagttagelser er – med lagets sammenblandethed in mente — uden videnskabelig betydning, da det ikke lader sig afgøre, om stenene er kløvet og pilene gået i stykker i istiden eller i yngre stenalder — eller senere endnu.

Man må desværre konkludere, at den videnskabelige undersøgelse på Ommels Hoved ikke har bragt os videre i retning af forklaring og fortolkning af hændelsesforløb. Vi står med et oldsagsmateriale omfattende i alt 88 skafttungepile, som er revet ud af deres oprindelige geologiske sammenhæng, uden mulighed for naturvidenskabelig datering og uden de fingerpeg, som fund, f. eks. sager af organisk materiale og anlæg (evt. hyttetomt), måske kunne have givet, hvis vi havde haft med et urørt, primært kulturlag at gøre.

Men een ting kan vi roligt slå fast: fundet er ved sin karakter helt enestående, ikke blot i dansk arkæologi, men også i international sammenhæng. Den smule flintaffald – ca. 100 stk. – som er fundet på stranden, er selvsagt ikke nok til at „gøre“ en boplads og stammer endda sandsynligvis fra bondefolkets ophold på stedet omkring 3000 f.v.t. Det samme kan siges om de ganske få lidet typiske, ikke-kulturkarakteriserende redskaber (bl.a. et flækkebor og et par spånskrabere), som vi er truffet på. — Det er allerede nævnt, at skrabere og stikler indgår i de kendte istidsjægerbopladsers redskabsinventar. Der synes her nærmest at bestå et regelbundet numerisk forhold mellem de tre hovedredskabstyper: for hver skafttungepil er der to skrabere og tre stikler – således bl.a. i Bromme. På Ommels Hoved er der slet ikke fundet stikler, og de få skrabere kan som nævnt meget vel stamme fra yngre stenalder.

Vi kan altså ikke tale om en boplads – i hvert fald ikke i gængs forstand, sådan som den er defineret ovenfor ved tilstedeværelsen af flintaffald (i Bromme 250 stk. for hver skafttungepil) og ret faste numeriske relationer mellem redskabstyperne.

Men hvad da? – Der kan for mig at se opstilles to hovedteorier:

1. Der kan være tale om et depot, et massivt lager af skafttungepile. Pilene er givetvis ikke fremstillet på stedet; det ville have sat sig spor i form af en større mængde flintaffald.
2. En hektisk brugt og hurtigt forladt jagtplads (eng.: „kill-site“). Et par store dyr er blevet nedlagt og flænset på stedet. Pile/ spydspidserne har man ladet ligge tilbage. Der er intet i vejen for, at man kan opfatte en del af de såkaldte skafttungepile som spydspidser og flænseknive. Måske er der i virkeligheden i Ommels Hovedmaterialet repræsenteret tre redskabstyper: pil, spyd, kniv. Man kan desuden ikke se helt bort fra, at nogle af stykkerne kan have tjent som skærper indsat i rentakslagvåben (- se nærmere om dette i nedenstående specielle afsnit).

Vi kan nu blot håbe på, at fremtidige lignende fund – hvor bevaringsforholdene er bedre – vil kaste lys over den problematik, som Ommels Hovedfundet har rejst.

I det foregående har jeg mere end antydningsvis sat spørgsmålstegn ved skafttungepilenes faktiske anvendelse som pilespidser i alle til fælde. Man står her så decideret over for en oldsagsform, som har fået en uheldig dåb, idet der i navnet er lagt en funktionsbeskrivelse, uden at man har noget bevis for, at den har dækning i virke ligheden; problemet ligger i, at der ikke er fundet skæftede eksemplarer.

Den tyske arkæolog Alfred Rust^[5] mente ikke, at den klassiske Nr. Lyngby-pil kunne have været brugt som pile- eller lansespids; han ville hellere i den se en skærpe, som oprindelig har været indsat i et rentakslagvåben.

Therkel Mathiassen var i Bromme-publikationen derimod inde på, at de sværeste skafttungespidser snarest har været anvendt i forbindelse med kastespyd.

Den svenske forsker Gad Rausing skriver i sin disputats ’The Bow’^[6]; . . generally speaking, anything weighing more than 200 grains ( = 13 g) including the material used to attach it to the shaft, should not be accepted as an arrowhead“.

Retter man opmærksomheden mod moderne bueskydning, herunder jagt med bue og pil, vil man se, at hverken konkurrence- eller jagtspidser (bl.a. 4-æggede ’razorheads’ af stål) overstiger 8,1 g.

Senest har C.J. Becker^[7] hævdet, at hovedvåbenet for Bromme-kulturens jægere var spyd og lanse. Det er dog en påstand, som ikke holder stik, hvis man anvender vægten som vigtigste kriterium (se nedenfor).

Lad os med denne problematik for øje se lidt nærmere på de hele skafttungespidser (56 stk. = 62,5 °/o af det totale antal) i Ommels Hoved-materialet og underkaste dem en nøjere analyse mht. proportioner (længde, bredde, vægt) for om muligt at få indkredset de såkaldte skafttungepiles reelle funktion.

Stykkerne falder vægtmæssigt i to markante grupper:

Herefter er der et større spring til en mindre talrig gruppe:

I den tungeste ende af vægtskalaen er der stor spredning med 3 stykker på hhv. 29, 37 og 45 g.

Måler vi stykkernes længde/bredde, viser det sig også her – ikke ganske uventet – at materialet falder i to hovedgrupper, således at vi nu får de kombinerede værdier:

Stykkerne fra 24-45 g falder længde-bredde-mæssigt stort set sammen med gruppe II.

Sammenfatter man ovenstående resultater er det fristende at foreslå, at gruppe I, skafttungebladene med vægt fra 5-11 g, virkelig repræsenterer pilespidser, og at de tungere stykker enten har været brugt som spydspidser, skærper til indsættelse i slagvåben – eller knive. Det meget kraftigt skråretoucherede parti op mod spidsen, som kendetegner et par af de tungeste stykker, kan udmærket have fungeret som fingerleje.

Skafttungespidserne er hovedsagelig fremstillet af kraftige, men lidet regelmæssige flækker. På en del af stykkerne er – utvivlsomt for at lette skæftningen – slagbulen helt eller delvis fjernet. Tre fremgangsmåder er anvendt:

1. Simpel tværbrydning af basisenden
2. Borthugning af slagbulen ved sideslag
3. Ved fladehugning i stykkets længderetning

Den skråretouche op mod spidsen, som iagttages på henved halvdelen af stykkerne, kan fortolkes på mindst tre måder:

1. Man har udlignet en oprindelig skævhed i flækken
2. Stykket er opskærpet
3. Den tjener som fingerleje (kniv).

Fladetilhugning ved bladets ene underkant – en finesse, som særpræger et af Ærø-stykkerne – er ikke tidligere set i det danske fundmateriale fra denne periode.

Noter

1. ^ I sin artikel ’Senglaciale bopladser ved Bro’, Fynske Minder 1970, giver Søren H. Andersen en oversigt over disse oldsager med angivelse af sagsnumre og henvisninger til relevant litteratur.
2. ^ Andersen, S. H.: Op. cit. 1970.
3. ^ En art kniv eller „stemmejern“ af flække eller spån, dannet ved at man har sprængt en eller flere fliser af afslagets kant; den herved fremkomne kraftige tværæg har været fortrinlig til arbejde i ben og tak.
4. ^ Mathiassen, Th.: En Senglacial Boplads ved Bromme. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1946.
5. ^ Rust, Alfred: Die alt- und mittelsteinzeitlichen Funde von Stellmoor. 1943, Neumünster, Wachholtz.
6. ^ Rausing, Gad: The Bow. – 1967. Acta Archaeologica Lundensia, series in 8°. N° 6.
7. ^ Becker, C. J.: Late Palaeolithic Finds from Denmark. Proceedings of the Prehistoric Society 1971 – XXXVII.