I vor oldtids senere århundreder rettede datidens europæiske kulturverden undertiden blikket mod kontinentets nordligste ukendte folkestammer. Geografer og historikere i det gamle Grækenland og Rom hentede på egne rejser eller gennem oplysninger fra handelens farende folk ny viden og nedfældede den i skrifter bevarede til i dag gennem et par tusinde år. Jo længere vi siden kommer ned i det for Vesteuropa urolige tidehverv efter o. 800 e. Kr., da nordboerne – daner og nordmænd – hjemsøgte Frankerriget, da de tog land i Normandiet, i England og Irland, mens sveer ad de russiske floder søgte handelsforbindelse med det byzantinske rige og med det arabiske kalifat, jo oftere giver rigsannaler og andre kilder udtryk for jammer over hærtogene og plyndringerne, men også for respekten om vikingeflådernes størrelse og besætningernes slagkraft. Nøjagtige oplysninger af den største historiske interesse kan nu og da skinne frem, som den vi finder i Den angelsaxiske Krønike for året 876: „Samme år delte Halfdan northumbrernes land, og hæren begyndte at pløje og harve det.“ Det var begyndelsen til den danske erobring og kolonisation af Danelagen. Foruden hærstyrkerne, som tog landet i besiddelse, er der vistnok herefter i jævn strøm sivet danske nybyggere ind fra hinsides Vesterhavet, og ankommet til Britannien har de sat plovene i endnu ledigt land. Herom vidner jo også den tætte dækning med danske stednavne i „femborglandet“, det centrale Danelagen.[1]
En anden litterær kilde, men ældre, fra de første år af 700’erne, er Bedas Angelsaxiske Kirkehistorie. Den fortæller om tre fastlandsstammers, anglernes, saxernes og jydernes, indtrængen i Britannien på det tidspunkt, da romernes herredømme brød sammen ved år 410, og om disse stammers fremskridende erobring af landet i det følgende hundredår.
Her har vi et sjældent klart eksempel på, hvorledes en kort litterær oplysning kan gå hånd i hånd med det arkæologiske materiale, som optages i samtidens grave. Lad os derfor høre, hvad Beda har at berette om sine britiske og angelsaxiske forfædre 300 år tilbage. Måske kan også de lerkar, man har fundet i erobrernes grave, give oplysning om kulturfællesskab og folkelige slægtsbånd. Hvis jyder har været med i Englands besættelse i det 5. århundrede, har da mon ikke også daner, fynboer og andet godtfolk haft en finger med i spillet? Det, Beda fortæller om, er en lidt senere germansk undsætningsbølge til den oprindelige ukrigerske bosættelse „i den østlige del af øen“, og dette berømte kildested i Bedas kirkehistorie lyder:
„Forstærkningerne kom fra tre mægtige germanske stammer, saxerne, anglerne og jyderne. Folket i Kent og beboerne af øen Wight er af jysk oprindelse, og det samme er de, som bor over for Wight, den del af kongeriget Wessex, som endnu i dag kaldes den jyske nation. Fra saxernes land, nu kendt som Gammel-Saxen, kom østsaxerne, sydsaxerne og vestsaxerne. Desforuden kom fra anglernes land, det vil sige landet mellem jydernes og saxernes kongedømmer, og som kaldes Angulus, østanglerne, midtanglerne, Mercias befolkning og hele det northumbriske folk og dertil de andre angelske stammer. Angulus siges at ligge folketomt hen fra den dag til nu.“
Betragter man de to kort på fig. 1, tegnede af den engelske arkæolog, dr. J.N.L. Myres i Oxford[2], gengiver det til venstre den geografiske anbringelse af de tre store folk, således som Beda beskriver det: saxerne i syd, jyderne i nord og mellem dem anglerne i landskabet „Angulus“, det nuværende Angel syd for Flensborg fjord. På kortet til højre er desuden friserne angivet som folkestamme og tillige områderne Østholsten, der rummer en særlig arkæologisk fundkreds ligesom Nørrejylland med sin „vestgruppe“. På samme kort har dr. Myres inddraget Fyn i anglernes område. Dette begrunder han med, at i det 4. århundrede e. Kr. viser de arkæologiske fund i Angel, på Fyn og, så vidt ses, også i det sydlige Nørrejylland, et så ensartet billede, at Bedas Angulus ikke blot må have omfattet lan
det mellem Flensborg fjord og Slien, men har været et „Stor-Angulus“[3] omfattende også Nordslesvig, Fyn og det sydlige Nørrejylland med en del af den førnævnte arkæologiske vestgruppe eller -kreds, som vi vel vilde sige.
Nu er det en kendsgerning, at der gennem et par århundreder før 400 e. Kr. er betydelige ligheder mellem lerkar, dragtnåle osv. i de nævnte landsdele. Herpå er der tidligere gjort opmærksom, både af fremmede og danske forskere[4]. Såvel i Angel som på Fyn er i den sidste halvdel af det 4. århundrede de to skåltyper meget almindelige, som er afbildede på fig. 2 til venstre. Halsene er prydet med brede vandrette og lodrette riller, og på skulderen ses korte lodrette og bredt afstrøgne fordybninger. Også denne figur er taget fra dr. Myres’ førnævnte arbejde sammen med de to sidestillede lerkar fra to østengelske gravpladser, Caistor og Sancton. Caistor ligger i grevskabet Norfolk nord for Themsens munding, mens Sancton ligger helt mod nord i Yorkshire, altså nær op mod det skotske. Helt forbavsende er ligheden i former og ornamentik mellem de fynske og de engelske kar. Da de pågældende gravpladser også er samtidige, antyder dr. Myres[3], at dette fællesskab må bunde i mere end nært kulturfællesskab mellem Angel-Fyn og Østengland. Hvorfor holder mon de angelske og fynske gravpladser alle tilsyneladende op i tiden o. 400? Er den nærmeste forklaring ikke den, at angler og fynboer samtidig er draget ud? At de deltog med saxerne i indtagelsen og kolonisationen af Britannien, det frugtbare og lokkende land, hvis forsvarsevne blev nedsat, da de romerske legioner ved 410 for stedse blev trukket tilbage over Kanalen?
Samtidig fremsætter Myres den nye tanke, at angelsaxisk indvandring er påbegyndt væsentlig før det tidspunkt, da romerne forlod Britannien, ja, måske allerede i tidligt 4. århundrede; hermed stemmer overens, at de tidlige lerkar på fig. 2 stort set lader sig datere til midten af det 4. århundrede. Der måtte da åbenbart gennem det 4. århundrede have fundet en indsivning af folkeelementer sted over Vesterhavet fra dette havs østlige kyster, også Frislands, og over til Britannien. Mange må have været angler og jyder, flest vel angler, for landet kom jo til at hedde England, ikke Saxland eller Jylland.
At der har været kontingenter fra den jyske halvø, altså angler og jyder, synes at fremgå af en lille enkelthed i forbindelse med stednavnene, en detaille vist ikke før bemærket. Med de germanske stammer som bærere er fælles navneendelser som -ing og -ham (-heim, -um) trængt ind i Britannien og blevet almindelige som i eksemplet Birmingham. Den engelske navneendelse -ley i Beverley, Barnsley svarer til dansk -lev, svensk -löv og til tysk -leben, dog at i Tyskland endelsen kun findes i Thüringen og Sachsen-Anhalt. Den forekommer da ikke hos friserne og de nordlige saxere. Denne navneendelse kan måske derfor vise, at en del indvandrere kom fra Jylland[5]. I øvrigt smeltede de fastlandsgermanske mål sammen i oldengelsk eller angelsaxisk fællessprog, og germansk kultur afløste i vid udstrækning den gamle kelto-romerske.
Da Beda nedskrev sine notater om de germanske stammevandringer til Britannien, var der gået næsten 300 år, siden begivenhederne fandt sted. Alligevel virker beretningen ikke som fabulerende tradition, men i sin korthed som en præcis sammenhæng af kendsgerninger, som den tegnede sig for ham, men desværre jo også uden mange enkeltheder, vi gerne vilde have haft.
I det hele svarer det arkæologiske billede til det historiske. På begge sider af Vesterhavet finder man ensartede karformer og dragtnåle i så at sige identiske former og ornamentalt udstyr. Mod historiske hændelser som de af Beda beskrevne – de findes tilsvarende i Den angelsaxiske Krønike – har arkæologien derfor ingen særlige indvendinger. Betænkelighed opstår først, når en så fjern provins som Fyn inddrages i hændelsesforløbet, og når man på grund af ligheder mellem f. eks. Angels og Fyns oldsager lader sig friste til at slutte, at så var de to lande også beboet af samme folkestamme og udgjorde en politisk enhed. Det sidste var jo netop ikke tilfældet med de syv små angelsaxiske kongeriger, som snart opstod i Britannien.
Vi vil nu se lidt nærmere på den fra engelsk side antydede tanke om, at fynboerne omkring 400 e. Kr. kunde have fulgt i vesterhavs-beboernes kølvandslinie til England.
To ting kunde siges at tale herfor. For det første har det set ud, som om de fynske gravpladser fra yngre romersk jernalder afbrydes ved år 400. Befolkningstallet havde da netop været i stærk stigning[6], og livlige handelsforbindelser med Germanien og de romerske kolonier ved Rhinen skabte gunstige forhold. En afbrydelse af så gode levevilkår kunde vel i værste fald friste til at slukke ilden på de hjemlige arnesteder. Dernæst har man ment, at antallet af grave på denne tid ikke blot går ned på Fyn, men i hele Danmark, og at gravgods, de døde fik med, indskrænkes eller ophører at nedlægges. Nedgangen synes at indtræffe et sted o. 400 og varer ved gennem de følgende to århundreder, ældre germansk jernalder. Kan dette have sine særlige årsager?
Hertil vender vi tilbage. Forinden bør dog omridsene i det arkæologiske billede fra det 5. og 6. århundredes Danmark trækkes op. Som lige nævnt, svigter gravfundene over hele landet fra ca. 400, fra Vendsyssel, ned gennem Jylland og over øerne til Sverige, hvor der også kun er få ligesom på Bornholm[7]. Dette gælder gennem det 5. århundrede, som jo er tiden, hvor invasionerne i England især fandt sted. Her skal dog kun dvæles ved et par enkeltheder, som vedrører Fyn.
Mens øen har afgivet hundreder af gravfund fra det 4. århundrede, især urnegrave, kender man fra det 5. århundrede kun tre sikre gravfund og et fund optaget på en boplads. Sidstnævnte udgravedes 1937-44 af Stiftsmuseet på Lundsgårds mark i Åsum[8], og her fandtes mellem hustomterne D og E den smukke „korsformede“ fibula på fig. 3; dens fod afsluttes i et fint formet dyrehovede i det tidlige 5. århundredes stil. En beslægtet og hermed omtrent samtidig dragtnål er ligeledes afbildet på fig. 3. Med sit udfligede hovede og den spadeformede fod er den beslægtet med visse saxiske fibler og samtidige engelske. Den er fundet i en grav ved Trøstrup-Korup.
Når altså gravenes vidnesbyrd svigter næsten totalt, kunde man jo heraf lade sig lede til den slutning, at befolkningen på den tid var udvandret også fra Fyn. En lokkende og ikke utiltalende tanke. I virkeligheden kan der dog fremføres vægtige grunde mod den.
For det første: Er det nu rigtigt, at gravpladserne på Fyn og i det øvrige land afbrydes ved år 400, i tidehvervet derom? Til besvarelse af spørgsmålet må igen bemærkes, at tidsbestemmende oldsager desværre nu ophører i fundene, og vi har mest kun keramiske former som de foran afbildede at holde os til. De hører til de tidlige reliefprydede kar med bølget overflade, men der er egentlig intet til hinder for, at de kan fortsætte ind i det 5. århundrede og måske endda dækker det meste af dette, således som man har iagttaget det på nordvesttyske og norske gravpladser. Resultatet af betragtningerne måtte da blive, at en del af de sene yngre romerske grave nok i virkeligheden hører til efter 400, i tidlig germansk jernalder.
At metalsager mangler i urnerne, er forbundet med det forhold, at den romerske jernalders rige gravskik nu i tiden o. 400 ændres i Danmark og Sverige, fordi man af os ukendte årsager har ønsket hellere at nedlægge værdifuldt løsøre i moser og på sikre gemmesteder i skov i stedet for som fordum i gravene[10].
Har altså de danske gravfund i den tidlige germanske jernalder ikke meget at sige om bebyggelsen, støttes de til gengæld af en anden vigtig fundgruppe: mark- og mosefundene, de nedgemte værdier og ofrene til naturens guddomme. I ingen anden tid er så kostbare sager i ædelt metal, smykker, barremetal og mønter, blevet nedlagt i jorden som i ældre germansk jernalder. Der kan regnes med ca. 350 fund af denne art i landet som helhed.
Skattefundene tyder altså i retning af fortsat bebyggelse, og dette gælder også på Fyn, hvor koncentrationen af store guldfund i øens sydøstlige del svarer til den senromerske jernalders rige gravfund i bygden omkring Gudme. Det kan ikke støtte antagelsen af en udvandring fra Fyn ved 400, ejheller at det skulde være nyindvandrede folk, der havde nedlagt det meget guld.
Hvem kunde et sådant indvandret folk i givet fald mon være?
Spørgsmålet er meget vigtigt. Vi kender desværre ikke stammenavnet på det folk, der dengang har boet på Fyn, så lidt som vi har kendskab til navnet på nogen anden samtidig bygdestamme i Danmark. Første gang danernes navn nævnes i historien, er det i den senromerske forfatter Jordanes’ Goternes historie, skrevet o. 550 i Byzants. Han lader danerne være „udgåede af sveernes rod“ og betegner dem som de højeste af legemsvækst blandt alle Skandinaviens stammer. Noget taler for, at danerne er draget mod sydvest, og da det oldengelske Bjovulfkvad synes at anbringe danerne på Sjælland, kan de to kilder måske antyde en bevægelse vestpå af danerne. Men kilderne er dog så usikre, at man lige så vel kan tænke sig vor folkestamme bofast i Danmark fra arilds tid. Danerne må i hvert fald i det 6. århundrede have bredt sig til, eller været bosiddende i det vestlige Danmark, eftersom den frankiske historieskriver Gregor af Tours o. 570 beretter om et dansk flådeanfald mod Frisland o. 520. Dets udgangspunkt må naturligt have været et sted på Jyllands vestkyst, og da snarest dens sydvestlige stræk.
Foran kunde jo fremdrages kildemateriale, der solidt nok kan begrunde en stedfunden indvandring i Britannien ved 400 af fastlandsgermanske stammer. I spidsen står her Bedas vigtige, omend sene beretning, som blev citeret. Dertil kommer, at engelske arkæologer har fremdraget et fyldigt fundstof, der ved sammenligning med jordfundene på fastlandet giver grundlag for betragtninger over et nært slægtskab mellem stammerne vest og øst for Vesterhavet.
At der har fundet en germansk indvandring til og en erobring af Britannien sted, er en kendsgerning. Herfor taler jo, at germansk sprog trængte ind, at sted- og personnavne fra fastlandet afløste de keltiske, at samfundslivet skiftede karakter. At angler og jyder med saxerne deltog i erobringen er sandsynligt. Stednavne på -lev kunde tyde på jysk deltagelse, men det arkæologiske sammenligningsmateriale kan man i denne sag endnu kun med stor vanskelighed anvende, eftersom næsten intet herhjemme er publiceret.
Forbeholden må man dog stille sig, når det, som det nylig er sket fra engelsk side, antydes, at også det fynske bygdefolk, hvad navn det nu kan have haft, skulde have deltaget. Flere grunde herimod end de allerede anførte kan bringes i marken. For det første stednavnene, endnu engang. Gennem det meste af den ældre jernalder, en periode, der varer hen mod 800 år, har talrige stednavne med endelser af gammel type som -inge, -lev, -løse, -sted, -um slået rod på øen i de gamle jernalderbygder, der fornylig påny er blevet kortlagte i årsskriftet Kuml[11]. Jeg har der søgt at vise, at den ældre jernalders bønder boede i spredt bebyggelse, i bygd, men ikke i landsby. Kortene over bebyggelsen viser en meget tydelig overensstemmelse med et kort over de nævnte gamle stednavnetyper. Jeg betragter det som en given sag, at de gamle bygdenavne engang i den yngre jernalder, vel tidligt i denne, er blevet til landsbynavne, da jernalderens bønder af endnu ikke nærmere påviste grunde flyttede sammen og dannede egentlige landsbyer, til hvilke de gamle bygdenavne derpå naturligt overførtes og siden har levet videre i til i dag.
Hvis fynboerne alle var vandret ud, og landet ligesom „Angulus“ siden havde henligget folketomt, var den ældgamle linie i stednavnenes historie blevet brudt, og de havde næppe overlevet til i dag.
Hvorfor skulde fynboerne være vandret ud? Undersøgelsen af gravpladsen på Møllegårdsmarken ved Broholm har vist[12], at befolkningen dér gennem 500 år steg støt i tal og velstand, og at antallet af mennesker var højt i slutningen af det 4. århundrede. Samtidig synes der at have bestået livlige udlandsforbindelser, og handelskontakten med romerrigets provinser var nært sluttet. En mulig årsag til udvandring kunde være overbefolkning; sligt har været set før og siden, når folket var fattigt. Men fundene på tidens fynske gravpladser tyder ikke på armod og større sociale skel. Heller næppe var folkemængden så stor, at samfundet har følt et pres indefra. Der må have været store uudnyttede jordreserver i baghånden til nybrud.
Hvorfor skulde man forlade „det korn- og kvægrige Fyn“?
