Svendborgs befæstning i middelalderen

De arkæologiske undersøgelser sommeren 1973

På basis af planlægningen og rekognosceringer i vinteren og foråret 1973 samt prøveudgravningerne i 1972 – se Fynske Minder 1972 – påbegyndtes den 2. udgravningskampagne den 5. juni, og den varede til og med d. 3. september.

Arbejdet i år koncentrerede sig dels om de „gamle“ felter fra sidste år, nemlig det tidligere Korsgade 4, og Foldagers gård på hjørnet af Gerritsgade og Møllergade, og dels om de nye pladser: sydsiden af Nikolai kirkes kor, præstegårdshaven i Skt. Nikolaigade, Svendborg Banks byggeri i Brogade, Bios have på hjørnet af Brogade og Kullinggade samt i Krøyers Have. Disse undersøgelser skulle tilsammen tjene til at øge vor viden om Svendborgs topografiske udvikling i middelalderen, dens håndværk og handelsrelationer til omomverdenen.

Denne artikel vil af pladshensyn kun beskæftige sig med udgravningen i Krøyers Have, hvor målet var at påvise rester af den middelalderlige byvold og voldgrav og sætte de indvundne resultater i relation til de eksisterende oplysninger om Svendborgs befæstning.

Det er forsvindende lidt, vi kender til denne side af byens historie – ja, nogle historikere mener, at der slet ikke har været tale om en egentlig byfæstning, bortset fra den borg, der skulle have givet byen navn.

Arild Huitfeldt[1] siger, at hertug Abel befæstede byen i 1247 – men hvorfra han har denne oplysning vides ikke. Abel havde ved arvedelingen efter Valdemar II’s død i 1241 udover Sønderjylland bl.a. også fået Svendborg som ejendom. I kampene mellem brødrene Erik, Abel og Christoffer gik det hårdt ud over Svendborg i lighed med flere andre danske byer. Således meddeler flere annaler (årbøger) lakonisk, at i 1247 afbrænder kong Erik byen (oppidum) Svendborg[2]. Efter Abels død i sommeren 1252 forbliver byen i hans slægts besiddelse, hvorfor kong Christoffer belejrer den, erobrer borgen (castrum), og ifølge Slesvig-årbogen og Petrus Olai (Peder Olsen) halshugger han borgens besætning[3]. Efter denne hårde fremfærd må kongen have følt sig forpligtet til ikke blot at stadfæste de privilegier, Valdemar II havde givet byen, men de bliver endog udvidet den 25.2.1253, da han opholder sig her – f.eks. får borgerne tilladelse til at indsamle træ (vindfælder) på Thurø til udbedring af deres huse, som man må formode havde lidt skade under de gentagne belejringer[4].

Det er almindeligt antaget, at byens befæstning blev opgivet efter Grevens Fejde. I den blodige krig havde Svendborg, som de øvrige fynske byer, taget parti for den siden 1532 fængslede Christian II, hvis ivrige tilhænger Christoffer af Oldenburg støttet af Lübeck søgte at genvinde herredømmet i Danmark for ham. I juli 1534 afbrændte Svendborgs krigslystne borgere slottet Ørkild, ved hvilken lejlighed Odensebispens arkiv gik op i luerne. Derpå vendte de sig mod en række fynske befæstede herregårde som Tiselholt, Hvidkilde og Rygård for til sidst at indtage bispeborgen i Odense. I ly af Ørkild var der i lang tid med bispens billigelse drevet ulovlig handel til stor skade for Svendborg, og det er nok i dette forhold man skal søge forklaringen på Svendborgs stillingtagen i den hårde konflikt, som kulminerede med grevens nederlag den 11. juni 1535 på Øxenbjerg ved Assens. Den sejrende feltherre Johan Rantzau lod et af sine regimenter plyndre løs i Svendborg, samtidig med at han og en af hans officerer blev tildelt gårde i Svendborg som belønning for sejren. I 1536 indså Christian III, at hensynet til byens næringsliv ikke tillod fortsat plyndring og udbytning, hvorfor der udstedtes et almindeligt lejde- og beskyttelsesbrev for Svendborg borgere, dog med det forbehold, at hver mand skulle stå til ansvar for sine handlinger under krigen[5].

Fig. 1. Matrikelkort over Svendborg. Udgravningsfelterne fra 1972 og 1973 er angivet med sort. Den punkterede linje i kortets sydøstlige hjørne angiver den rørlagte grøfts forløb.

Der gik dog endnu et par århundreder, inden byens volde og grave ganske forsvandt. Således tales der i 1665 om gravenes rensning og i 1758 og 1759 holdtes der auktion over græsset udi Gravvænget bag Skattergade[6].

I de fremstillinger, der omtaler byens historie, er der som før nævnt divergerende udsagn om dens befæstning.

Peder Hansen Resen lader Abel omgive Svendborg med en vold i 1247[7]. Erik Pontoppidan synes at have været ret så usikker: I 1767 refererer han Huitfeldt, men i 1774 tilføjer han, at man ikke med sikkerhed ved om byen har været befæstet. „Der synes dog temmelige Spor af Volde fra Stranden, Mølledammen og Byens Bæk lige til Gerritsport. Voldene endte ved Stranden i morastig Grund“[8]. Topografen Nicolai Jonge har tydeligt skelet til Pontoppidans tekst, da han i 1777 fortæller om byen. Det hedder endvidere: „(Svendborg) udviser tydeligt de Levninger af Volde, som endnu sees“[9].

Joachim Begtrup, der i 1808-19 virkede som præst ved Skt. Nikolai kirke, har i sin lille købstadshistorie indsamlet mange værdifulde oplysninger[10]. Også han tilskriver Abel æren af byens fortifikation, „af hvilken der endnu findes Kjendetegn, saaledes seer man tydelig Spor af Grave mod Vesten, som har strakt sig igjennem Tyvehaven (dvs. Krøyers Have) og over Indkjørselen til Bagergaden ned i Dronningmaen, og Springsbek har igjennem disse havt sit Løb og bidraget til Byens Befæstning imod Vesten. Mod Sønden har dens Volde og Grave strakt sig fra Gierritsgaden langs igjennem de lave Enge bag Skattergaden ud forbi Skattertårnet. Et Vænge har endnu, formodentlig som en Følge heraf, Navn af Gravervænget. Som Ruiner af Befæstning fandt en afdød Kjøbmand for nogle Aar siden, ved Gravning i sin Hauge, Muurfundamentet af et Taarn“. Desværre fortæller Begtrup ikke, hvem denne købmand var, eller hvor han havde gravet sin have og gjort den vigtige opdagelse. Måske er han identisk med købmand Baagøe – se nedenfor. J.L. Rohmann beskæftiger sig kun i forbifarten med byens volde – hans hovedinteresse er derimod borgen, som vil blive taget op nedenfor[11].

Svendborg Amts Museums første inspektør Johs. Olsen søgte i flere årtier i begyndelsen af dette århundrede at få klarlagt voldens forløb[12]. Selv om hans forslag næppe vil kunne akcepteres i alle enkeltheder – idet iagttagelser og konklusioner ofte hviler på et såre spinkelt materiale, så var hans fremgangsmåde rigtig. Det var ved at følge jordarbejder, der gik igennem de tykke kulturlag, man kunne få oplysninger om såvel vold som grav.

Fig. 2. Voldens formodede forløb, indtegnet på udsnit af kortet, fig. 1. Skattertårnets mulige placering ses i det sydøstlige hjørne af kortet.

Det var på grundlag af Olsens optegnelser, min undersøgelse blev planlagt. Hvor meget vidste vi så, inden spaden blev sat i jorden?

Vi kan tage vort udgangspunkt i matr. nr. 408 a – det tidligere Wandalls Hotel, nu Scou-Epa supermarked. Igennem hotellets have kunne man tidligere iagttage en sænkning, der løb parallel med Kyseborgstræde ned over legepladsen på Ida Holst Realskole. Nord for sænkningen var der rester af en jordvold, tilsyneladende opbygget af ler. Graven var ved byggearbejder omkring århundredskiftet anslået til en dybde på ca. 7 alen. Endvidere havde man bemærket, at den nordlige side var mere stejl end den sydlige. Graven var fyldt op med alskens affald – sort jord, knogler og murbrokker. Da man i 1967 opførte supermarkedet på hotellets grund, blev ovennævnte iagttagelser yderligere bekræftet, ligesom der blev gjort en del fund, først og fremmest keramik. Den del af volden, der ligger langs den øvre del af Kyseborgstræde blev delvis restaureret og fredet.


Fig. 3. Fra voldgraven ved Ida Holsts Realskole (matr. nr. 491) optaget i 1961. 2 fragmenter – et randskår og sideskår af hvidbrændt lertøj, grønglasseret ind- og udvendig. Denne vare er importeret fra Nordvestfrankrig (Normandiet?). Sideskåret er dekoreret med påklistrede lister, der er rullestemplet. Kendes også fra fund i Ribe. – Fig. 4. Fra voldgraven ved Ida Holsts Realskole (matr. nr. 491) optaget i 1961. To fragmenter af stentøjskander, formentlig fremstillet i Siegburg ved Rhinen ca. 1300.

Navnet Kyseborg har tidligere været fremhævet som bevis for tilstedeværelsen af voldanlægget, men den seneste stednavneforskning tør ikke udtale sig definitivt herom[13].

Før 1900 kunne man stadig se en stump jordvold på Ida Holst Realskoles udvidede legeplads – denne stump skulle have flugtet med volden i Wandalls Have, se matr. nr. 491. I 1961 fik man da også kontakt med graven under et større byggeri på pladsen. Den skulle have været flere meter dyb på dette sted, se fig. 3 og 4.[14]

Det videre forløb af volden er gået tværs over den nuværende Korsgade og ned for enden af haverne på den sydlige side af Skattergade forbi Gravvænget og til stranden ved Skattertårnet, der som det senere vil blive forklaret, må have stået lige inden for Skatterporten på det sted, hvor købmand Ribers have nu støder op til Kullinggade – se matr. nr. 544 a – og ikke helt nede på Tuxensvej, som hævdet af Johs. Olsen og Bro-Jørgensen[15].

Fra matr. nr. 408 a bøjer volden, såvidt man kan se, ind over matr. nr. 469 i Gerritsgade og følger på ydersiden Gåsestrædes svage krumning. Dette stræde fremtræder i vore dage i stærkt ændret udgave, idet det er blevet omlagt mod nord ved anlægget af Centrumspladsen og Tinghusgade. Men ved sekelskiftet løb Gåsestræde på østbredden af Springsbækken hen til svømmehallen = matr. nr. 364 og Krøyers Have = matr. nr. 362. Springsbækken var endnu ikke rørlagt, men snoede sig igennem villahaver og et stort fugtigt engområde, – her ligger nu Centrumspladsen og Hotel Svendborg – sådan som beskrevet af Begtrup. Rester af vold og grav kan endnu svagt anes i den lille park, der i dag er et søgt rekreativt område i den gamle bydel. Voldforløbet fortsætter over mod Bagergade igennem de tilstødende haver, og antagelig er det fortsat henover Bagergade, muligvis hvor Bagergadeporten er angivet på kortet fra 1771 (fig. 5), til det tidligere bryggeri Concordia, i dag fjernvarmecentral. Accisen ved Bagergadeporten lå på hjørnet af Bagergade og Kedelsmedestræde – matr. nr. 361 b.

Hvorledes befæstningen har været på nordsiden af Bagergade og formodentlig også af Hulgade ned til sundet er uvist. Denne strækning er fra naturens side velegnet til forsvar og har ikke krævet de store anlæg p. gr. a. den meget stejle skråning ned til Dronningemaen, som helt op i vor tid har været overordentlig sumpet og svær at forcere. Niels Fogeds diatomé-analyser af boreprøver, der er taget i Dronningemaen nedenfor Skolegades udmunding i Bagergade åbenbarede udelukkende ferskvandsdiatomeer. Begtrup kan dog berette følgende: „Om For- og Efteraaret, naar Taagen hviler over denne Mae, seer det Hele ud som et Hav, hvori Dronningholm fremlager som en Øe. Hvad der endnu mere bekræfter denne Mening er, at der for 80 Aar siden (dvs. ca. 1740), ved at grave Grøfter i Dronningemaen, fandtes Ankere og Kjøle af Skibe og Baade i samme. Det er ogsaa bekjendt, at Østersøen i forrige Tider gik høiere op i, og at den aarlig aftager“[16]. Fortsatte analyser af boreprøver taget ved Møllergade og havnen vil kunne bekræfte disse oplysningers rigtighed.

Fig. 5. Kort over Svendborg, udarbejdet 1771 af Lieutnant Siegfried Johann Pauli, beskikket landmåler, med henblik på retssagen, der fulgte efter flytningen af Gierritsporten, jfr. B og G. Kortet har målestok i alen. Følgende lokaliteter er bl.a. angivet: N – Bagergadeporten, P – Skattergadeporten, 1 – Møllergade, 2 – Bagergade, 3 – Gerritsgade, 4 – Skattergade, 5 – Brogade, 6 – Kullinggade. Kortet ligger som bilag i retssagen i Tåsinge godsarkiv (afl. til LA Od).

Johs. Olsen mente på grundlag af optegnelser i møller Morten Jørgensens dagbog[17] at kunne tale om en decideret vold på nordsiden af Bagergade. Møller Jørgensen havde i 1825 udvidet sin mølledam ved Pjentemøllen og stødte da på et formodet tårnfundament af store kampesten lagt i kalk. I bunden af fundamentet var et gulv „af store Kirkesten“ dvs. munkesten – lagt i grus. Kun en del af fundamentet blev fjernet – resten skulle endnu ligge under baghusene til Bagergade nr. 18 og 20 (matr. nr. 104 og 103 a), således at der skulle være mulighed for at kigge nærmere på denne ruin, som, såfremt der virkelig er tale om et fæstningstårn, vil placere Svendborg i et helt andet lys herhjemme.

Et lignende fundament til et firkantet tårn skulle ifølge møllerens dagbog have ligget „paa Pynten i N.E. Brandts Vænge“ – hvilket skal søges i området mellem Korsgade, Skattergade og Gravvænget.

I det foregående er kort skitseret byvoldens mulige udstrækning – det skal i denne forbindelse nævnes, at der som led i byens forsvar måske har indgået en pælespærring ude i havnebassinet. Disse undersøiske spærringer kendes fra andre danske middelalderlige købstæder, og en oplysning fra 1826, hvor der ved opmudring af havnen fandtes knap 200 nedrammede pæle, kan muligvis give et vink herom[18]. I et forsøg på at spore rester af spærringer i farvandet ud for byen, har jeg indledt et samarbejde med den lokale sportsdykkerklub „Delfinen“. Dykkernes rekognosceringer vil fortsætte i 1974.


Fig. 6. Svendborg Amts Museum nr. 14.072: Krøyers Have 1933. Voldgraven ses her tydeligt som en sænkning, hvori der står en lille samling stynede piletræer. – Fig. 7. Svendborg Amts Museum nr. 12.933. Krøyers Have 1931. Midt i billedet ses den kunstigt anlagte dam med de hvide broer. Dammen fik vand fra Springbækken, der løber lige på den anden side plankeværket.

Men tilbage til undersøgelsen i Krøyers Have. Jeg besluttede at lægge en søgegrøft henover den svage sænkning og forhøjning i parkanlægget i håb om, at dette felt ville snitte både vold og grav. Der var jo her som så mange andre steder i byen sket forstyrrelser ved opfyld, planering o. lign. Det måtte under alle omstændigheder anses for givet, at den lille dam, der havde ligget umiddelbart vest for Springbækken og fik sit vand fra denne, var et anlæg med lysthus, bro etc., der måtte tilskrives købmand Krøyer (fig. 6-7). Graven kunne ikke have gået her. Af et matrikelkort fra 1855 fremgik det endvidere, at arealet mellem Fruestrædes bebyggelse – med bl.a. den store Anne Hvides Gård fra 1500-tallet – Bagergade og den formodede vold aldrig havde været bebygget. Da kommunen i december 1973 rev ejendommen på hjørnet af Fruestræde og Teatergade ned, blev der mulighed for at lave en lille punktundersøgelse på grunden = matr. nr. 327 a. Der observeredes overhovedet intet kulturlag under huset, der kunne vidne om en ældre bebyggelse, hvilket yderligere bekræfter oplysningen fra 1855. Volden synes som nævnt før anlagt i et sumpet engområde, hvilket yderligere styrkede forsvaret. Det er endda tænkeligt, at man ved opstemning af Springsbækken kunne sætte terrænet foran volden under vand. Der var således intet håb om at finde en voldgade eller husbebyggelse indenfor denne del af byens forsvarslinie.

Vi afsatte et 45 × 2 m langt felt, som blev gravet maskinelt. Derved fremkom et særdeles instruktivt snit, der næsten gik vinkelret på grav og vold. Endnu en gang havde vi været heldige. Snittet viste, at området inden for volden var opfyld fra 16-1700-tallet.

Fig. 8. Matr. nr. 362. Tegning af en del af det ca. 45 m lange snit i Krøyers Have, jfr. fig. 1. Signaturen overflade (under resterne af volden, markeret ved stipling) angiver overfladen med græs, da volden blev anlagt. Den „undersøiske“ spærring i graven er som nævnt af undergrundsler. Bemærk at den „ydre“ voldgrav har været lidt dybere end den „indre“.

Af selve volden var kun ½ m i højden bevaret – resten var hældt ud i graven, hvorfra det i sin tid var hentet op ved anlægget af befæstningen.

Selve graven var en stor trugformet nedgravning i undergrunden, der foroven målte 10-11 m i bredden og ved bunden ca. 7 m, se fig. 8 – ja egentlig var der tale om to grave, adskilt ved en lav lervold, der havde virket som en spærring under vandet – og som ville være en ubehagelig overraskelse for en evt. fremstormende angriber, der vanskeligt kunne have forceret den våde og glatte moræneler-vold, og i stedet blev et let mål for forsvarerne oppe på volden. En sådan fortifikatorisk finesse kendes fra enkelte voldgravsanlæg herhjemme og i udlandet og er som sådan ikke helt ualmindelig.

I snittet blev taget en række prøver til pollen-analyser, og frø- og diatomé-analyser. Stor interesse er naturligvis knyttet til de lag, der var aflejret nederst i graven, og som med sikkerhed kan udskilles som aflejringer fra gravens funktionsperiode. Som et kuriosum kan nævnes, at foreløbige optællinger af pollen fra et af disse lag fortæller om store koncentrationer af andemad – det vidner om stillestående vand foruden anseelige mængder af cannabis (hamp) og/ eller humle, som formodes at have vokset på de tilstødende arealer.


Fig. 9. Matr. nr. 362, Krøyers Have. Fragment af stor hvæssesten, som højst sandsynligt stammer fra Norge. Herfra eksporteredes i middelalderen store mængder af den efterspurgte vare til bl.a. England, Flandern, Frankrig og de tyske hansestæder. En nærmere datering af laget, hvori hvæssestenen fandtes, er ikke mulig, da den lå i den oprindelige voldfyld, der havnede i graven efter anlæggets sløjfning. – Ss 563/73, stærkt nedsat målestok. – Fig. 10. Matr. nr. 362, Krøyers Have. Primitivt portræt, indridset i et stykke tegl. Der er tale om en lidet habil „kunstner“, der dog har evnet at markere øjne etc. samt et fuldskæg. „Kunstværket“ blev fundet i den del af volden, der først blev hældt tilbage i graven. En datering på dette grundlag umulig. T 490/73.

Da den lange grøft var gravet maskinelt og derfor ikke har kunnet give mange sikkert placerede fund, åbnedes endnu et felt over en del af voldgraven. Derved fik vi yderligere oplysninger om spærringen samt en del fund – især keramik – se fig. 9-11 – samt træ, både fra forarbejdede genstande og kviste, der skal anvendes til C-14 dateringer af de nederste lag. Et besynderligt fund var en lårbensknogle fra et menneske. Endelig skal nævnes et stort antal dyreknogler, som i løbet af middelalderen var smidt ud fra volden.

Et sidste felt blev lagt ovenpå volden i håb om, at der her ville åbenbares rester af palisader og trækonstruktioner i selve anlægget, men alt var fjernet ved udjævningen af de højereliggende lag med voldkrone etc., – end ikke et stolpehul var at se i den hårde lerfyld.

Sammenfattende kan det siges, at resultaterne af denne undersøgelse – ikke mindst af voldgraven – må betegnes som en stor succes, og jeg imødeser i stor spænding de naturvidenskabelige analyser, som vil kunne bidrage til en relativ datering af anlægget samt give oplysninger til miljøbeskrivelsen af dette område i middelalderbyen.

Fig. 11. Matr. nr. 362, Krøyers Have. 3-benet kuglepotte, med gulgrøn blyglasur indvendig, fundet i de oprindelig aflejrede lag i voldgraven: en gytje, grålig olivengrøn, med en del træstykker og blade samt enkelte rester af skaldyr. Krukken mangler nu det ene ben, derimod stammer det lille hul på dens bug midt i glasurklatten fra brændingen. Kuglepotten dateres forsigtigt til tiden omkr. år 1500.

Når talen er om Svendborgs middelalderlige befæstning, kan man på ingen måde komme uden om „Skattertårnet“[19].

Dette forsvundne bygningsværk har i flere århundreder optaget sindene hos alle, der har skrevet om byens historie. Og mange er de forslag, der er givet på dets mulige placering – jvf. ovenfor. At vi ikke står overfor noget fantasifoster, fremgår af de få skriftlige kilder, som nævner det. Ganske vist optræder det ret sent, nemlig første gang den 23. juli 1528, hvor Jacob Rønnow fik „breff“ på en jord i Svendborg, liggende sydøst op til „Skarterthoernet“[20].

Næste gang vi møder det, er på Peder Hansen Resens kort over Svendborg fra 1667. Her er det angivet som nr. 11 nede ved stranden i den sydøstlige del af byen lige ud for Skattergades udmunding – se fig. 12. Resen skriver „Gammel muur af et taarn som har værit brugt at legge Stycker paa (dvs. kanoner)“.

Fig. 12. Svendborg i Resens Atlas Danicus (Det kgl. Bibliotek, Uldall 186, IV fol.). At ældre byprospekter el. -kort ikke altid er pålidelige ses bl.a. her i den nuværende Korsgade lige øst for Nikolai kirke, på billedet nr. 12 – Skattergade, hvilket gaden stadig hedder for det sydlige afsnits vedkommende. Da tegningen blev udfærdiget, var denne del af kirkegårdspladsen fuldt udbygget og havde været det i århundreder. Nr. 11 er Skattertårnet. Muligvis indicerer den skov-bevoksede bræmme udenom bebyggelsen voldens forløb.

Derpå skal vi helt frem til Rohmann[21], der udførligt beretter om tårnet, som han mener er opført som erstatning for den borg, Christoffer I ødelagde i 1253. Det tolkes som et vagttårn, „fra hvilket der til begge Indløb af Sundet kunde holde Øje med Søerøvere og andre Fiender.“ Og han fortsætter: „Stedet kaldes endnu Taarnpladsen og er beliggende tæt indenfor Skatterport ned imod Stranden. Det ældste Document, jeg har kunnet overkomme, er et Skjøde af 1772, hvorved Taarnpladsen med den lige over samme beliggende Gaard blev tilskjødet Hans Høite i Vindebye; senere tilhørte Taarn-pladsen afdøde Kjøbmand Christian Qvist i Svendborg, som for omtrent 28 Aar siden (dvs. omkring 1804) lod den rydde og forvandle til en Hauge; da fandtes endnu Taarnets Fundament af Muur- og store Kampesten, der nu sidde som Grundstene i hans Enkes Gaard i Kyseborg. Fundamentet dannede en Cirkel, hvis Diameter var omtrent som Waldemars Taarn i Vordingborg, hvilket det synes at have lignet.“ Gåsetårnet, som Rohmann her sammenligner med, måler ved grunden ca. 10,5 m i diameter, medens højden til den krenelerede murrand er ca. 26 m og til spirets top 36 m[22].

I 1826 skriver Hempels Avis i forbindelse med fundet af de ovenfor omtalte pæle, at Skattertårnet ligger ved Skatterport – se kortet fra 1771 (fig. 5) – og at vandet er gået op til det[23].

Med hensyn til lokaliseringen af resterne af Skattertårnet, kan vi komme det endnu nærmere, idet den ovenfor omtalte møller Jørgensen i sin dagbog dels bekræfter Rohmanns udsagn dels giver yderligere oplysninger: „og i min Tid ogsaa fandtes et langt Stykke af Graven, i det derefter kaldet Gavvænge, som nu ejes af Niels Ernst Brandt, og i min Tid stod Grunden af det saakaldte Schacktertaarn, strax ved Stranden, paa den af H.J. Baagøe ejede Tømmerplads (= købmand Quists ejendom = matr. nr. 544 a) tæt indenfor Gaden ved Vandløbet i Baagøes Have.“ Det omtalte vandløb er let at stedfæste, da det først i slutningen af forrige århundrede blev rørlagt og ført længere ud i havnen ved tømmerpladsen. Det kommer strømmende vestfra og danner skel for matr. nr. 517, 518, 519 og 520 på den ene side og 525 og 521 a på den anden – fortsætter derpå under Skattergade og under den store skrånende plæne syd for villaen på matr. nr. 544 a, og munder som sagt ud i havnebassinet. Det er iøvrigt fristende at tolke dette vandløb som de sidste ynkelige rester af den fordums voldgrav, se fig. 1.

Trods disse ret præcise oplysninger vil både Johs. Olsen og J. Bro-Jørgensen placere tårnet ud mod stranden på Tuxensvej, hvad jeg tidligere har tilbagevist.

Den nuværende ejer af matr. nr. 544 a Jørgen Riber har allerede stillet sin have til disposition for såvel boringer som prøvegravninger på begge sider af det rørlagte vandløb, og det er mit store håb at kunne fremvise resterne af det eftersøgte vartegn i løbet af 1974.

Kan man allerede nu sige noget om tårnets funktion? Ikke meget – dertil er oplysningerne for utilstrækkelige – selv Rohmanns beretning bør efterprøves ved en arkæologisk undersøgelse, men jeg tager næppe munden for fuld ved at sige, at vi sandsynligvis står overfor et vagttårn – en såkaldt warth[24]. Dateringen skal jeg heller ikke komme ind på, inden feltarbejdet er iværksat. Niels Heldvad siger følgende ca. 1611-16:[25]

„Waldemar Seier, hvoraf gaaer Rye
bygd Ørchill Slott for Østen Bye
bygd ogsaa et Taarn wid Strand
som mand far ofwer til Tossinglandh.“

– ja, såvidt den kongelige astrolog.

I min foreløbige redegørelse for undersøgelsen i 1972 på Vor Frue kirkes banke, foreslår jeg, efter at det synes sikkert, at der ikke har ligget noget borganlæg her, at „borgen Swineburgh snarere skal søges i Ørkild slot – godt 1 km nordøst for Vor Frue kirke, og udenfor den middelalderlige bybebyggelse“[26]. Dette forslag er jeg tilbøjelig til at lade falde igen og ønsker i stedet at pege på Skattertårnet som den forsvundne „Swineburgh“. En warth kan sagtens gøre krav på at blive betegnet som en borg – men inden denne tese er tilstrækkelig underbygget, må vi se, hvad der gemmer sig under den kønne græsplæne i Jørgen Ribers have!

Udgravningerne i 1973 blev finansieret med støtte af: Odense Universitet, Odense Universitets Forkningsfond, Den Danske Provinsbank, Kijafafonden, N.M. Knudsens Fond, A/S Fehrs legat, Svendborg Bank, Sparekassen for Svendborg & Omegn, Svendborg Rotary Club samt Statens humanistiske Forskningsråd, som jeg herved overbringer min hjerteligste tak.

Deltagerne i feltarbejdet var, lektor mag. art. Thomas Riis, museumsassistent Jørgen Nielsen, arkitekt Kristian Isager, stud. mag.’erne Bo Andersson, Grethe Frische, Henning Gadebjerg, Erik Gøbel, Kent Bauer Hansen, Palle Birk Hansen, Egon Hasselgreen, Knud Hornbeck, Anne Jørgensen, Marianne Ritzau Kjerulff, Victor Kjerulff, Herluf Knudsen, Lars Nielsen, Lone Trøst Pedersen, Søren Gotfred Petersen, Helle Reinholdt, Ole Schiørring, Inge-Birgit Thuesen, og Jørgen Thuesen, endvidere lærerstuderende Peter W. Gotfredsen og Birgitte Smed samt skoleeleverne Ebbe Hædersdal, Jørgen Larsen, Hans Henrik Meyer og Troels Møllebæk.

I kortere perioder deltog følgende naturvidenskabsmænd: lektor, cand. art. Ingrid Sørensen, Zoologisk Museum i København for at indsamle pollenprøver til sig selv, samt slemmeprøver med henblik på frøanalyser ved professor Johan Lange, Landbohøjskolen og materiale til diatomé-analyser ved lektor Niels Foged, Odense. Forstkandidat Thomas S. Bartholin, Kvartärgeologiska avdelningen ved Lunds universitet, foretog på stedet en udvælgelse af det rige træmateriale med henblik på vedbestemmelse og dendrokronologi i Lund og Hamburg.

Endelig skal nævnes den værdifulde assistance fra Svendborg kommune, som betalte konserveringen af sidste års fund, foruden at den atter i år udlånte gravemaskine, arbejdsmænd, værktøj o.m.a. og stillede en ejendom til vor rådighed som logi for studenter, registreringsarbejde, opbevaring af fund m.m. Kommunen sørgede ligeledes for reetablering af samtlige steder, hvor vi havde gravet.

Noter

  1. ^ I Danmarckis Rigis Krønicke. Ki-øbenhaffn 1652, Tome I.p. 215.
  2. ^ F.eks. Annales Ryenses (Rydårbogen) udg. af E. Jørgensen i Annales Da-nici. Kbh. 1920 p. 113.
  3. ^ op. cit. p. 135 og p. 207 samt Scrip-tores Rerum Danicarum Medii Ævi. Tome II. udg. af J. Langebæk. Hafnia 1773 p. 263.
  4. ^ Diplomatarium Danicum, 2 Rk. 1. bind: 1250-65. København 1938 nr. 92.
  5. ^ J. Bro-Jørgensen: Svendborg Købstads Historie, bind I, Svendborg 1950, p. 79.
  6. ^ Løst blad i Svendborg rådstueprotokol 1664-74 og 1743-1800, fol. 112 og 118 i Landsarkivet for Fyn.
  7. ^ I Atlas Danicus. AM. 360 fol. p. 53 og Uldall fol. 186, IV, p. 409. Værket er skrevet i 1660’erne.
  8. ^ I Den Danske Atlas, Tome III, Kiøbenhavn 1767 p. 531 og Tome VI, 1774, p. 775.
  9. ^ I Kongeriget Danmarks Chorogra-phiske Beskrivelse. Kiøbenhavn 1777, p. 319.
  10. ^ I forsøg til en Beskrivelse over Svendborg Kjøbstad med Grundtegning, Odense 1823, p. 8.
  11. ^ I „Om Svendborg før Udgangen af det 14de Aarhundrede“. Blandinger fra Sorøe. Andet Hæfte. Slagelse 1832, p. 11-45.
  12. ^ F.eks. i Svendborg Bys Historie. Svendborg 1919, p. 69 ff. og i Svendborg Avis 13.7. 1931.
  13. ^ Jvf. Danmarks Stednavne nr. 13: Svendborg Amts Bebyggelsesnavne. Kbh. 1958, p. 11.
  14. ^ Meddelt mig af skolens daværende leder P.E. Ravn-Nielsen, som også har afleveret en del keramik og stentøj, der blev samlet op under gravearbejdet, se fig. 3-4.
  15. ^ op. cit. p. 71 og op. cit. p. 19.
  16. ^ op. cit. p. 7.
  17. ^ Se Olsens notesbog i Nationalmuseets Arkiv II, 1920 samt dagbogen i Svendborg Amts Museum under 13.6.1842.
  18. ^ Rohmann op. cit. p. 41 og Olsen p. 73.
  19. ^ Om tolkningen af dette særegne stednavn henvises til Danmarks Stednavne op. cit. p. 12.
  20. ^ Kong Frederik den Førstes danske Registranter, udg. af Erslev & Mollerup, Kjøbenhavn 1879, p. 171.
  21. ^ op. cit. p. 31.
  22. ^ J. P. Trap: Danmark. 5. udg. Præstø Amt, Bd. IV, 1. Kbh. 1955, p. 99.
  23. ^ Se Hempels Avis fra Odense 1826 nr. 163 – omtalt hos Olsen p. 73.
  24. ^ Se V. la Gour: Danske borganlæg til midten af det trettende århundrede. bind I, Kbh. 1972, p. 54 ff. og især p. 97.
  25. ^ Begtrup op. cit. p. 6 og Olsen p. 72. – Jvf. iøvrigt min omtale af Niels Heldvad i Fynske Minder 1972, p. 47 ff.
  26. ^ Fynske Minder 1972, p. 48 f.

©
- Arkæologi - Fynske Minder

Viden

Søg i alle artikler
Mest søgte emner:
H.C. AndersenCarl NielsenArkæologiNonnebakkenHistorieDen Fynske Landsbyflere...