Den ældste kendte befæstningslinie omkring Odense er fra middelalderen. Længere tilbage i tiden må byen antages at have dækket et væsentligt mindre areal, blandt andet fordi klostrene da ikke var til, og det følgende er et forsøg på at påvise befæstningsliniens forløb omkring denne ældre by. Undersøgelsen tager sit udgangspunkt i et af nutidens huse i Nørregade.
Døren til Nørregade 23 i Odense sidder for enden af en kort gang. Gangen går ikke, som man venter, tværs på gadelinien, men danner en vinkel med den på mindre end 80 grader.
Matrikelkortet[1] viser, at hele skellet til naboejendommen mod syd har dette akavede forløb. Akavet, fordi et hus med rette vinkler var bedre både at bygge og bruge. Skæve vinkler tyder derfor på, at grundens form er bestemt af terrænlinier, som lå fast før arealets opdeling med byggeri for øje.
Nørregade 23 har matrikelnummer 1321, og 30 meter øst derfor ligger matrikel nummer 436, Lotzes Have, hvis nordgrænse samtidig danner skel mellem Sct. Knud og Sct. Hans sogne. Skellet følger bagkanten af de mange små ejendomme langs sydsiden af Hans Jensens Stræde, og linien (A på kortet fig. 1) kan følges videre mod øst til matrikel nummer 1720 ved vestsiden af Overstræde.
Den jævnt forløbende, lette bue, som disse ejendomsskel tilsammen danner, markerer byens ældste kendte befæstningslinie.[2] Hvor den når Nørregade, lå byens Nørreport.[3]
Få meter nord for Hans Jensens Stræde og Ramsherred løb Rosenbækken — tidligere kaldt byens bæk — mod øst. Nu er den rørlagt. Den sumpede lavning langs bækken var vanskelig at passere og derfor en god støtte for byens forsvar, som blev lagt langs med den.
Befæstningslinien fulgte bækkens sydside mod øst, til den nåede Pjentebækken, der løb syd på gennem den lavning, hvor nu Pjentedamsgade går. Langs den drejede også befæstningslinien mod syd, øst om den nuværende politistation og Frue kirke til Odense å. Hvor linien krydsede vejen over Aasum til Nyborg, lå byens Østerport.[4]
Mod vest fulgte befæstningen fra Nørreport den gade, som endnu hedder Gravene, og gik videre nord om Gråbrødre kloster, stadig støttende sig til den sumpede bund langs byens bæk, hvis løb her markeres af Slotsgade. Vest for Gråbrødre kloster drejede linien bort fra bækken og fortsatte mod syd til Odense å, stort set langs det strøg, hvor nu Store Gråbrødrestræde og Klaregade går.[5] Hvor Klaregade støder til Vestergade, stod byens Vesterport.
Kendskabet til denne forsvarslinie stammer fra nogle ejendomsbreve fra det 15. århundrede, men de giver ingen oplysning om dens alder og oprindelse. Den menes imidlertid at række en del længere tilbage i tiden. Det fremgår nemlig af omtalerne af den i 1400-årene, at „denne brynje af volde, planker og grave forlængst føltes snæver og knugende for den voksende by“, som allerede bredte sig udenfor Nørre- og Vesterport.[6]
Men for vikingetidens Odense må den alligevel have været for rummelig en ramme. Den lige beskrevne forsvarslinie omgav et areal på ca. 25 hektar, omkring 45 tønder land. Det er lige så stort et område som det, der omspændes af Hedebys halvkredsvold, og Hedeby var efter nordisk mål en usædvanlig stor by. Vikingetidens Århus var kun på ca. 5 hektar.[7] Det er derfor yderst usandsynligt, at Odense i vikingetiden har dækket hele dette areal.
Rimeligvis var byen også den gang omgivet af volde i lighed med bl.a. Århus og Hedeby. Det skulle derfor være muligt at finde mindelser om en forsvarslinie, der omspænder et areal, som i størrelse ligger nærmere Århus end Hedeby. Måske kan Nørregade 23, matrikel nummer 1321, føre os på sporet.
Snarere end den omtalte fortsættelse af befæstningslinien mod vest, langs Gravene og Slotsgade, antyder matrikel nummer 1321 en forstærket bøjning sydover af den harmonisk forløbende bue af ejendomsskel og sogneskel mellem Overstræde og Nørregade. Tænker vi os denne harmoniske bøjning videreført, viser der sig fra Stålstræde til Vestergade en overraskende smuk fortsættelse af buelinien i det 100 meter lange ejendomsskel, der mellem husene Vestergade 15 og 17 går mod nord til Stålstræde som det østre skel til matrikelnumrene 480-483. Syd for Vestergade fortsættes denne linie i Provinsbankens facade mod Flakhaven (B på fig. 1).
Mellem Nørregade og Stålstræde findes intet ejendomsskel, der direkte markerer den her formodede fortsættelse af befæstningslinien, men en halv snes meter henholdsvis nord og syd for linien findes et par korte skelstykker, som er parallelle med den og således støtter formodningen om dens videre bøjning sydover i forhold til matrikel nummer 1321. Det drejer sig om østre halvdel af det søndre skel til matrikelnummer 1318, ved hjørnet af Dansestræde og Gravene, og om det søndre skel til matrikelnummer 1319, som tillige er sogneskel, gennem Fyns Tidendes husblok mellem Nørregade og Dansestræde.
Den bue fra Stålstræde til Vestergade, der dannes af de østre skel til matrikelnumrene 480-483, gentages 25 meter længere mod vest i Asylgades linieføring. Gadens bue er så let, at den ikke er registreret på matrikelkortet de første 70 meter nord for Vestergade, men står man ved Vestergade og ser gennem Asylgade, fremgår dens krumning af husfacadernes ganske lette retningsændring gennem den del af gaden, som den nye parkeringsplads har levnet.
Syd for Vestergade ser det ud som om en tidligere ejer af matrikelnummer 524, med sans for regulært byggeri uden skæve vinkler, har fået rettet sit vestre skel ved ud mod gaden at afstå et par meter af sin grund til naboen mod vest, imod selv at modtage et tilsvarende stykke 12 meter længere mod syd.
Bortset fra den derved fremkomne lille afvigelse danner skellet mellem Handelsbanken og Den danske Provinsbank – matrikelmæssigt det østre skel til nummer 523 – en 60 meter lang, jævnt forløbende bue. Det er en værdifuld støtte til formodningen om voldliniens forløb her, fordi skellet mellem de to banker danner en harmonisk fortsættelse af Asylgadelinien, samtidig med, at den buede linies uhensigtsmæssighed, byggemæssigt set, lader formode, at den er blevet fastlagt uden hensyn til – og antagelig forud for – den første bebyggelse på dette sted (C på fig. 1).
Men hvorfor er forsvarslinien fra Stålstræde sydpå markeret af en dobbeltlinie – Asylgade og matrikelskellet 25 meter øst derfor – når en sådan dobbeltlinie ikke kan spores østover fra Nørregade?
Forklaringen må antagelig søges i terrænet. Der findes ikke nogen sikker viden om karakteren eller dimensionerne af Odenses befæstning. Den omtales som et „Havelværk“ og bestod rimeligvis af en vold med palisader.[8] Foran denne vold lå mod nord og øst den sumpede lavning langs byens bæk og Pjentebækken som en meget effektiv naturlig spærring.
Mod vest derimod, på det stykke, hvor forsvarslinien havde forladt byens bæk og fortsatte mod syd til Odense å, savnedes denne naturlige støtte til forsvaret, og som erstatning kan man her foran volden have lagt en grav eller en forvold, som i modsætning til det sumpede terræn langs bækken dannede en klart markeret terrænlinie.
Et tilsvarende forhold kendes fra volden der forbinder Hedebys halvkredsvold med Danevirke sø. De første 1000 meter vest for Bustrupslugten forstærkes forbindelsesvolden af det sumpede terræn omkring en bæk langs voldens sydside. Fra det sted, hvor det sumpede terræn hører op (fordi bækken løber gennem volden) erstattes det videre mod vest af en ekstra vold foran den egentlige.
Om det er en sådan forvold eller en voldgrav, der engang har fulgt linien, som markeres af Asylgade og skellet mellem Handelsbanken og Provinsbanken, kan kun opklares ved gravning, men Engelstoft giver den interessante oplysning, at Asylgade i 1724 omtaltes som „Byens Vandstræde“, og at en stor rendesten i midten førte vandet ned til bækken gennem den.[9] Engelstoft mener, at der har eksisteret „et vanddrag i retningen fra Gråbrødre hospital mod sydost, der engang har ligget som et åbent engdrag“,[10] og oplyser, at grunden var meget vandrig i hvert fald 100 meter længere østpå i Vestergade, ved numrene 4 og 6,[11] hvor nu rådhusets vestre del ligger. Muligheden for en vandfyldt grav synes således at have været til stede.
På matrikelkortet findes intet ejendomsskel, som kan hjælpe os til at afgøre, hvor volden lå på strækningen mellem Provinsbanken og Odense å. Dens hidtil meget regelmæssige forløb gør det imidlertid sandsynligt, at denne harmoniske linieføring er fortsat, en opfattelse, som støttes af to andre forhold. Dels ville en sådan fortsættelse af linien føre volden ned til det sted, hvor åen er nærmest, altså give den korteste forsvarslinie, og dels ville volden derved på det sidste stykke udnytte terrænets stærkere hældning mod syd ved Klosterbakken.
Uanset hvor smukt, regelmæssigt og vel begrundet det beskrevne voldforløb synes at være, må det erkendes, at i hvert fald det sidste stykke af den indtegnede linie, hen over Sct. Knuds kirke og kloster, er en umulighed. Man kan ikke på samme sted have både en kirke og en vold.
Det behøver imidlertid ikke betyde, at voldlinien må opgives. Det kan lige så vel tages som et udtryk for, at volden var ældre end kirken og klosteret.
Sct. Knuds kirke menes at være påbegyndt omkring år 1075, og med sikkerhed vides den at have været under bygning, da Knud den Hellige blev myrdet i den nærliggende Albani kirke i 1086,[12] mens klosteret blev påbegyndt samtidig med Knud den Helliges kanonisering i 1101.
Voldens funktionstid må følgelig have ligget forud for dette år. Hvor meget skal ikke drøftes her, men vi ved, at byens navn kendes første gang fra 988,[13] at den i 1020’erne havde en biskop,[14] at den var kongeligt møntsted under Knud den Store (1018-1035)[15] og at Adam af Bremen i 1070 omtaler Odense som en stor by, „magna civitas“.[16]
Der var altså grund nok til at sikre byen mod ubudne gæster. Ganske vist lå den ikke så nær havet som Ribe og Århus, eller så nær grænsen som Hedeby, men at dens beliggenhed midt på øen ikke var nok til at sikre den mod angreb, vides blandt andet fra flere venderoverfald i det 12. århundrede.[17] Også ringborgen på Nonnebakken er udtryk for, at det i vikingetiden var muligt at sejle op til byen.
Bygningen af Sct. Knuds kirke og kloster på det sted, hvor volden gik, må indebære en forlægning af forsvaret, og det er vel ikke usandsynligt, at det da er blevet flyttet til Klaregadelinien.
Står man i Stålstræde ved sydenden af Odense Kongreshus, ses det på bygningen, at ejendomsskellet ikke fortsætter lige på tværs af gaden men gradvis bøjer mere østover. Matrikelkortet viser, at flere ejendomsskel på denne måde bøjer østover fra Stålstræde. Det nordligste af dem, mellem matrikelnumrene 461 og 465, har et sådant forløb, at det leder tanken hen på en forgrening fra linie B.
Det spørgsmål melder sig derfor, om den buede skellinie kan være spor af en vold, der engang omgav et langt mindre Odense end den ca. 15 hektar store by, hvis forsvarslinie mod øst og nord fulgte Pjentebækken og byens bæk til Nørregade 23 og derfra den lige beskrevne linie til Odense å ved Klosterbakken. Det må erkendes, at de tegn, der kan tolkes som spor efter en sådan vold, er få. Men de findes.
Ved Klosterbakken danner åen en nordgående bugt og muliggjorde derved en kortere vold. Den næste nordgående bugt findes godt 200 meter længere mod øst, dér hvor det smalle Paaskestræde når ned ti] åen.
De sydligste 100 meter af Paaskestræde, mellem Adelgade og åen, har det til fælles med flere af de skellinier, der indgik i den foregående undersøgelse, at den danner en jævn bue, meget nær et cirkeludsnit med centrum 40 meter syd for domkirken.
Videreføres denne bue mod nord, går den mellem Overgade og Fisketorvet hen over det areal, som er ændret stærkt af nybygninger og den store hovedvej, Thrigesgade. Linien (D) må have passeret Dansestrædes udmunding i Fisketorvet, derpå have fulgt det søndre skel af matrikel nummer 461, Odense Kongreshus, for endelig vest for Staalstræde at løbe sammen med den tidligere beskrevne linie B.
Et kun 6 meter langt stykke af skellet mellem matrikel nummer 435 og matrikel nummer 436, 25 meter øst for det sted, hvor engang facaden var til ejendommen Nørregade 7, yder den formodede linieføring en spinkel støtte. Meget mere interessant er selve Paaskestrædes harmonisk forløbende bue.
En vej har ingen særlig grund til at følge en bueformet linie, med mindre en bueformet terrænlinie bestemmer dens løb. Det har derimod en vold, sådan som vi har set det flere steder i det foregående.
Hertil kommer, at grænsen mellem Sct. Knud og Vor Frue sogne følger dette stykke af Paaskestræde. Også det kunne tyde på, at her er tale om en gammel terrænlinie, nemlig volden.
Ved gadens nederste ende, hvor husene nu er borte, skulle der være mulighed for ved gravning at bekræfte eller afkræfte formodningen om voldens eksistens. Hvis virkelig volden har været der, vil det sige, at Paaskestræde er den sidste rest af voldgaden i vikingetidens Odense.
Fra Paaskestræde til Fisketorvet har den formodede voldlinie hele vejen gået på høj, tør bund, hvorfor der med rimelighed kan ventes at have været en grav langs voldens østside.
Hvis en voldgrav ikke renses op, gror den gennem århundrederne til og fyldes med humusrig jord, som let trykkes sammen ved belastning. Navnlig gamle huse, som ikke er bygget på et støbt fundament, vil synke mere eller mindre, hvor de hviler på et sådant underlag.
En smuk gammel bindingsværksbygning ligger langs vestsiden af Paaskestrædes nordlige del, og det er tydeligt for den, som ser huset i dag, at jorden under en del af det er sunket, og mest ca. 20 meter nord for Adelgade, hvor den eventuelle voldgrav kan tænkes at have gået skråt under huset. Et teglstenshus på den anden side af gaden røber gennem sætninger i muren, at også det er sunket siden opførelsen.
Endeligt bevis for en vold langs de her beskrevne linier kan naturligvis kun opnås gennem gravning, men det synes forsvarligt at sammenknytte de meddelte iagttagelser til en konklusion, gående ud på, at den beskrevne linie fra Klosterbakken over Provinsbanken, Kongreshuset og Fisketorvet til Paaskestræde sandsynligvis er voldlinien omkring vikingetidens Odense.
Denne velarronderede, hesteskoformede ramme omspænder et areal på 5-6 hektar, 10 tønder land, meget nær det samme som vikingetidens Aarhus.
Inden for denne ramme lå kongsgården,[18] kirken,[19] bispegården (det senere adelige jomfrukloster)[20] og på Fisketorvet byens gamle tingsted,[21] mens de svære stolper, som nedenfor Albani torv sidder skjult i jorden langs åens kant, rimeligvis er palisader eller bolværksrester fra byens ældste havn.[22] Her var en årringsdatering nok et forsøg værd.
Et ganske godt overblik over det areal, der omfattedes af vikingetidens Odense, får man fra sydsiden af Albanibroen. Står man med ansigtet vendt mod nord, ser man til venstre, nedenfor domkirken og biblioteket, det sted hvor volden nåede åen. Derfra gik den i en bue ca. 50 meter nord om Sparekassen Fyns høje tårnhus, som man ser lige foran sig, og nåede atter åen langs det smalle Paaskestræde til højre, lige bag jomfruklostrets have. Den hvide Priorgaard ses til venstre for tårnhuset og mellem disse to bygninger går Staalstræde ind i den gamle by.
Den første udvidelse af byen synes at være sket mod øst, idet voldens østre gren flyttedes til den tidligere omtalte linie langs Pjentebækken og byens bæk. Den blev ført videre langs den først i artiklen beskrevne sydgående bøjning over matrikelnummer 1321, Nørregade 23, og fulgte fra Staalstræde den allerede eksisterende vold videre mod syd til åen ved Klosterbakken. Byens areal steg herved fra 5-6 til ca. 15 hektar.
Om Vor Frue kirke er opført efter byudvidelsen eller om den allerede var til som sognekirke udenfor byen skal ikke drøftes her, men fra åen følger grænsen mellem de to sogne som nævnt vikingebyens formodede voldlinie. Det kunne tyde på, at sognegrænsen oprindelig har fortsat langs volden, at altså byen indenfor volden har været et selvstændigt sogn, hvis kirke lå meget nær midt i byen, tæt syd for Skomagerstræde.[23] Den var indviet til Jomfru Maria, men fra omkring 1075 også til den engelske helgen Sct. Alban.[24]
Den næste udvidelse, som bragte byens areal op på ca. 25 hektar, skete ved at forlægge den vestre vold til Klaregadelinien. Opførelsen af domkirken og klosteret på det gamle voldareal kunne som nævnt tyde på, at denne udvidelse af byen skete ved slutningen af det 11. århundrede.
Intet taler for, at byen pludselig er blevet til i en sådan størrelse, at den optog et areal på 5 hektar, og de særprægede ejendomsskel, der fra Staalstræde bøjer østover, og til den anden side sydover, giver grund til at overveje, om det er volden, der har påvirket byggeliniernes forløb i så stor afstand, eller om skellene måske er udtryk for endnu tidligere stadier i byens udvikling.
En vurdering af byudviklingen på dette grundlag ville føre til den opfattelse, at tilvæksten er sket mod nord og vest, mens grænsen mod øst, langs Paaskestrædelinien, har været næsten uændret de første par hundrede meter fra åen, indtil nord for Overgade. Linie E viser et af de mulige stadier i en sådan udvikling. Der er noget ejendommeligt ved byens langagtige form, på tværs af åen.
En mere afrundet form ville have forkortet voldlinien og desuden medført en bedre udnyttelse af de naturlige forsvarsmuligheder langs åen. Forsvarshensyn kan derfor ikke være årsag til den form, byen har fået. Søhandel ej heller. Havde søhandel været grundlaget for byens vækst, ville den have bredt sig på langs af åen, hvor der var liggeplads til skibene.
Byens langagtige form på tværs af åen tyder langt mere på, at Odense er vokset op langs en vej, som gik over åen nedenfor Det adelige Jomfrukloster, der højst sandsynligt har sin oprindelse i en borg til forsvar af denne overgang.
Vejen må have gået lige gennem byen og forladt den ad den vestlige del af det nuværende Staalstræde, der i så fald er en rest af byens ældste hovedgade. Rugaardsvej, den vestgående landevej gennem Morud og Harndrup, er sandsynligvis vejens videre fortsættelse mod vest. Denne opfattelse støttes i Aaløkkekvarteret af gadenavnet Ny Kongevej, som tyder på en ældre hovedvej her. Vejen skulle i så fald have passeret Bolbro Rende i Snapindskoven i området vest for Dronning Olgas Vej.
Øst for byen kunne man indtil udstykningen af Apotekerstedet for godt tyve år siden se en tre meter bred dæmning, på hvilken vejen antagelig gik over Østerbækkens dal. Den lå for enden af den sydligste af de sideveje, der fra Bredahlsvej går ned til den tidligere eng.
Odenses første kirke blev utvivlsomt lagt lige ved denne alfarvej, synlig og let tilgængelig for hvem, der fulgte dens spor. Gode grunde synes at støtte den opfattelse, at Albani kirke har ligget tæt nordøst for domkirken, men der er aldrig fundet rester af den.[25]
Hvis baggrunden for byens tilblivelse var den fynske transitvejs skæring med åen, forekommer det sandsynligt, at den første kirke blev til som et kapel for vejfarende ved vadestedet, og ud fra kendskabet til andre vadestedskirkers placering må den formodes at være bygget der, hvor vejen fra vadestedet nåede op over ådalens kant, nær sydøsthjørnet af nutidens Albani torv.
Kirken vil da have ligget tæt ved jomfruklosteret, den gamle bispegård. Hvis denne, som formodet side 151, har sin oprindelse i en borg til forsvar af vadestedet, er det en nærliggende tanke, at også den tidlige middelalders kongsgård var hér. Kongsgårdens beliggenhed vilde da være i overensstemmelse med munken Ælnoths samtidige oplysning: Ikke langt fra Albani kirke.[26]
Linien Vestergade-Overgade har hidtil været regnet for den vejakse, omkring hvilken Odense by voksede op, men for rejsende, der kom ad Overgadelinien, lå kirken gemt bag gadens gårde, baggårde, haver og huse. Hvoraf man antagelig tør udlede, at Overgadelinien som hovedvej betragtet er yngre – måske langt yngre – end Staalstrædelinien. Men det er en anden historie.
