I begyndelsen af april i år afsluttedes et kapitel af mønt- og medaljesamlingens historie i Fyns Stiftsmuseum. Omkring 5.000 udstillede mønter og medaljer blev omhyggeligt pakket i nummererede poser og æsker, og anbragt sikkert i en bankboks. Her fandtes iøvrigt i forvejen størstedelen af den fyldige og kostbare samling. Det er meningen, at den i løbet af det kommende år skal nyopstilles i den historiske afdeling i Møntergården i de lokaler, hvor museernes fællesadministration indtil i foråret har haft kontorer.
Nedpakningen var et led i „saneringen“ af den aldrende museumsbygning i Jernbanegade. I løbet af de seneste år er andre dele af de emnemæssigt meget spredte samlinger rykket ud for at give bedre plads til kunstmuseet. Den naturhistoriske samling er deponeret i Svendborg zoologiske Museum, antiksamlingen på Odense Universitet og den etnografiske samling er gået i hi ligesom møntsamlingen.
Alle de nævnte samlinger rakte tilbage til de sidste årtier af forrige århundrede, hvor især museets daværende leder, apoteker Gustav Lotze, lagde sig i selen for at skabe det fynske stiftsmuseum i Nationalmuseets og andre københavnske museers billede. Mønt- og medaljesamlingen var hans særlige kælebarn. Nogle af de ting, som denne artikel omfatter, er indsamlet i hans tid. Men de er dog ikke gjort til genstand for nogen systematisk interesse tidligere, selv om deres lokale karakter egentlig må have fristet mange.
Museets samling af fynske privatsedler fra statsbankerottens tid er den største, der eksisterer; men den fylder dog ikke mere end en konvolut i almindelig standardstørrelse – dog med forhøjet brevporto. På grund af disse tryksagers forgængelige materiale, vil det næppe være noget, der til stadighed vil være at se, når mønt- og medaljesamlingen genopstår i moderniseret form. Emnet egner sig i modsætning til de fleste andre museumsting bedst til en skriftlig præsentation.
De private småpengesedler stammer fra en af de mørkeste perioder i landets politiske og økonomiske historie; tiden mellem fastlandsspærringen og det engelske bombardement af København med efterfølgende beslaglæggelse af orlogsflåden i 1807 og årene efter Norges afståelse til Sverige i 1814. Hovedårsagen til deres fremkomst var en hyppig mangel på småpenge. Al slags klingende mønt blev hamstret og gemt i strømpeskafterne i den forrygende inflationstid, der toppede omkring forordningen af 5. januar 1813 – kaldet statsbankerotten.
I begyndelsen af den nævnte periode cirkulerede kurantmønt, hvis metalværdi var noget lavere end deres pålydende. De større pengeværdier, der fandtes i form af sedler fra Kurantbanken, dalede derimod støt i værdi. Indtil 1809 var den mindste pengeseddel én rigsdaler kurant, men i løbet af sommeren blev det nødvendigt at udsende først 8, dernæst 12 og året efter 24 skilling-sedler i enorme mængder. Samtidig hermed blev der udsendt kobbermønt, hvis metalværdi var langt lavere end deres pålydende. Disse mønter blev dog også gemt bort, idet de trods alt var mere værd end papir.
Efter statsbankerotten afløstes den fallerede Kurantbank af Rigsbanken, der i de følgende år udsendte sedler og kobbermønter. Småpengene, de såkaldte rigsbanktegn, havde ligesom de sidste kurantmønter en betydelig lavere værdi end det, der skulle gå for. Mønttegnene skulle afløse de officielle småpengesedler, men som vi senere skal se, kneb det med at få dem udmøntet og fordelt i tilstrækkelige mængder til at opfylde behovet for skillemønt i landets pengeomsætning. Det gjaldt især jo længere bort man kom fra mønten og seddeltrykkeriet, der begge fandtes i København. Hovedområderne for den private seddeludstedelse var Nordjylland og Norge.
I efteråret 1814 blev kurantbanksedlerne på én rigsdaler og derover ombyttet af særlige komiteer, hvoraf der fandtes én i hver amt. I Odense blev sedlerne ombyttet i bispegården. Den 21. oktober var der indsamlet for knap 4,8 millioner rigsdaler gamle sedler, som blev brændt på Heden under skarp bevogtning og kontrol. En måned senere blev der igen tilintetgjort sedler, denne gang for godt og vel 5,9 millioner.
Rigsbanktegnene nævnes i de fynske aviser, efterhånden som de blev indført i pengesystemet ved officielle forordninger i årene 1813-14. Men først den 25. maj 1815 kunne byfogeden i Odense meddele, at han fra Rigsbankens administration havde fået tilsendt et kvantum rigsbanktegn til omsætning i byen. Hver onsdag og lørdag kunne indbyggerne ved personlig henvendelse få vekslet fra én til fem rigsdaler til småpenge. Endnu på den tid har der øjensynlig været knaphed på småmønt i byen.
De handlende havde vanskeligt ved at give kunderne tilbage på rigsdalersedler, og de gav sig derfor til at udstede kreditbeviser uden modtagernavn på det resterende beløb. Dette bevis kunne senere bruges til at købe flere varer for; men de kunne efterhånden også bruges i almindelig omsætning. Af praktiske grunde fik mange købmænd, gæstgivere, møllere og andre forretningsfolk trykt blanketter, der lød på et fast beløb. Disse trykte sedler skulle blot udfyldes med løbenummer, underskrift og eventuelt med et stempel for at blive til færdige penge. De private pengebeviser var i virkeligheden ikke lovlige betalingsmidler. Det er derfor vanskeligt at danne sig et overblik over deres mængde og betydning. Der var ingen tvang til at orientere myndigheder om udstedelser, eller til at ansøge om tilladelser. De nævnes almindeligvis ikke ret ofte i dagspressen, med undtagelse af den periode, hvor de forskellige udstedere indkaldte deres sedler til omveksling. De danske kancelli befalede den 24. februar 1816, at de private pengebeviser skulle inddrages i løbet af tre måneder. På Fyn indrykkede stiftamtmand Cederfeld de Simonsen annoncer om denne befaling i Hempels avis den 29. februar og i Iversens avis den 1. marts. Begge steder blev annoncen senere gentaget.
De ældste småpengesedler fra det fynske område falder uden for det tidsrum, hvor private pengesedler var mest udbredt. De er fra 1807 og udsendt af Rudkøbing rådstue i begyndelsen af november måned (katalog nr. 1-3). De omtales allerede i Hempels avis den 10. november, hvor redaktøren skrev: „Overalt her i Fyen vedbliver Trangen for Skillemynt at tiltage, hvilket forvolder en piinlig Ubehagelighed i al Handel og Vandel. Ønskeligt derfor om flere Steder ville gribe til samme Nødhjelp som Rudkjøbing, der til Lettelse i Pengecirkulationen har ladet udstæde egne Tegn paa 48 sk., 32 sk. og 16 sk., som indløses imod Bancosedler af Byens Kasse. Selv Ti-, Fem- og En-rigsdalers Sedler begynde at blive sjeldne her i Landet.“
I den næste indenlandske nyhed i samme nummer af avisen kan man læse om én af grundene til den pludselige småpengemangel. Der står, „I Søndags Nat [8/11] er den første Agepost siden Krigen ankommen her til Odense fra Sjelland.“ Foruden inflation og hamstring af metalmønt har isolationen i efteråret 1807 spillet ind. Redaktør Hempel har iøvrigt haft god grund til at være velorienteret om Rudkøbing bys pionérindsats, idet han selv har fremstillet blanketterne i sit trykkeri. Som den største skrifttype på disse sedler anvendte han „engelsk Kurrent“. Rudkøbing-sedlerne er som nævnt særdeles tidlige. Andre steder fandt seddeludstedelsens først sted i årene 1809-12 og 1813-15. Det er også sjældent, at lokale offentlige myndigheder var seddeludstedere.
En fjerde seddel fra Langeland (katalog nr. 5) illustrerer på fortrinlig vis, hvorledes fremstillingen kunne begynde uden særlige hjælpemidler. Det drejer sig om en seddel fra Tranekær, der helt og holdent er håndskrevet. Den er udstedt i 1809 til at „coursere i Jagtbøssens Indtægter“ for to mark. Mod tre af sedlerne kunne man få en rigsdalerseddel i bytte. Dette pengebevis er skrevet på genanvendt nodepapir af ringe kvalitet og signeret Phanty. I „Generalen“, kammerherre og generalløjtnant Frederik Ahlefeldt-Laurvigs tid var Phanty kapelmester på Tranekær slot. Han fungerede også som bibliotekar og var i et par år teaterleder. Han nævnes blandt deltagerne i grevens efterårsjagter, hvor hver jægers indsats omhyggeligt blev bogført i en Jagtjournal med et blad til hver gæst.
Den ældste kendte seddel fra Odense er ligeledes fra 1809 (katalog nr. 4). Den lyder på 16 skilling dansk eller med andre ord én mark. Sedlen er udsendt af Søren Hempel, der var boghandler, bogtrykker og avisejer i byyen. Hempels avis, der er forløberen for Fyens Stiftstidende, havde den gang det pompøse navn „Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissementstidende“. Dens nyheds- og annoncestof er i denne artikel foruden sedlerne selv det vigtigste kildemateriale til vor viden om de private pengesedler på Fyn. Hempel hørte, som vi skal se det nedenfor, til de største private pengeseddeludstedere.
I anden omgang, i årene 1814-15, udsendte Søren Hempel sedler i fire forskellige værdier. Allerede den 9. december 1814 annoncerede han i sin avis, at han indløste sine „interimsbeviser“ når som helst, blot de udgjorde én eller flere hele rigsdaler – eller efterhånden som de fornødne rigsbanktegn kunne fremskaffes. I februar-marts 1815 advarede han mod forfalskninger. Enhver måtte påse, at sedlerne var forsynet med stempel, underskrift og nummer. Ellers ville de ikke blive indvekslet.
Den 29. maj annoncerede han igen om indløsning. Hempel var villig til at indløse pengebilletterne med rigsbankens sedler, når beløbet enten udgjorde fulde rigsbankdalere, eller det manglende udfyldtes med rigsbanktegn. Efter den officielle ordre om indløsning bekendtgjorde han tre gange med én uges mellemrum i sin avis følgende: „Endskjøndt jeg, saasnart Trangen til Skillemynt var afhjulpet ved Rigsbanktegn, har indløst mine udgivne Pengebilletter, indkaldes herved, i Overensstemmelse med Stiftamtmandskabets Bekjendtgørelse af 29 f. M. Enhver, som endnu maatte have nogen af disse Beviser ihænde, at indlevere samme til Omvexling paa mit Kontoir inden 3 Maaneder fra Dato. — Odense den 4 Marts 1816.“
Redaktør Hempel skrev almindeligvis kun om private pengesedler, når han refererede indenlandske nyheder fra de andre stiftsaviser.
Den 25. oktober 1814 skrev han dog lidt mere generelt: „Den længe ønskede Regn har nu begyndt at indfinde sig, og vil herefter kunne ventes til Overflødighed. Kunne Man kun snart sige det samme om mindre Pengesedler eller Skillemynt. Savnet af samme er for Øieblikket høist trykkende i daglig Handel og Vandel her i Provindserne. Det er tungt at høre den Simple Dagleier beklage sig, at han maae paa engang fortære en heel Rigsbankdaler, da han ei er istand til anderledes at faa den vexlet. I denne Forlegenhed have Adskillige atter maatte gribe til Nødmidlet med private Skillingsbeviser.“ Den 1. november skrev han, at der var private pengesedler i cirkulation i de fleste jyske købstæder. Endog kromænd og møllere på landet udstedte sedler. Den 22. november kunne Hempel om forholdene i Ålborg meddele, at de „private Skillings-Lapper, lydende paa dansk Kourant“, der blev udgivet i 1809-11 endnu var i omløb, selv om der ikke mere eksisterede officielle sedler i kurantmønt.
Den 27. december 1814 refererede Hempel endnu en vigtig nyhed om de private sedler i Ålborg. Fabrikentreprenør J.G. Galster, der i årene 1813-14 udgav énmarkssedler, havde den 16. oktober 1813 modtaget en kongelig resolution, der gik ud på, at „der intet kan være imod, at vederhæftige Mænd, naar virkelig Mangel paa Skille-mynt indtræffer, udstæde Skillingssedler, naar Øvrigheden har Indseende med, at de paalydende Summer ere saa smaae, at Anordningen om det stemplede Papiir ikke eluderes.“ Den 7. februar 1815 oplyste Hempel, at de pengesedler, der var udsendt af Sønder-Tranders fattigvæsen lidt syd for Ålborg, i følge et officielt regnskab havde nået en sum på godt og vel 4.700 rigsbankdaler.
Den 10. februar havde Hempels avis en nyhed om ødanske forhold. I Maribo skulle rigsbanktegnene være meget sjældne. Nogen mente, at grunden hertil skulle være de mange skrevne og trykte pengebilletter, der var sat i omløb. Hempel skrev derimod, at det forholdt sig omvendt. De private pengesedler var først kommet frem efter at den meningsløse hamstring af pengetegnene var begyndt. Endnu den 30. juni nævnes der pengemangel på markedet i Stubbekøbing.
I begyndelsen af april 1815 kom redaktør Søren Hempel i en pennefejde med herredsfoged og landsdommer Gustav Ludvig Baden om sin egen indsats på småpengemarkedet. Baden lagde ud med en „forlangt indrykkelse“ under mærket „665“ i den konkurrerende „Iversens avis“ den 4. april. Han skrev, at der hverken i København eller på Sjælland skulle være mangel på småmønt. Der var rigeligt både af kurantskillingsedler og af rigsbanktegn. Til gengæld så man i provinsen, i det mindste på Fyn og først og fremmest i Odense en mængde handlende udsende én, to og tre-rigsbankmarksedler. Han spurgte, om de var nødvendige eller lovlige og efterlyste til slut nogen, der turde tage dem i forsvar.
Hempel, der følte sig angrebet, fo’r straks i blækhuset og svarede to dage senere i sin egen avis. Han startede med at spørge „665“, hvor man til hver en tid kunne få vekslet sedler? Hvis noget sådant virkelig var tilfældet, så ville de private pengesedler forsvinde af sig selv; men indtil da måtte man finde sig i dem som et nødvendigt onde. Med hensyn til lovligheden pegede han på den nævnte tilladelse fra Ålborg, som han mente måtte ophæve de langt ældre forordninger om stemplet papir. Han fortsatte med at anføre, at ingen ville udgive pengebilletter blot af lyst, idet ingen fordel ville opveje ulejligheden og bekostningen. Om sine egne sedler skrev han: „Mine Billetter har jeg udgivet allene for afhjelpe Trangen, især for den Fattige, som så ofte med Graad har tryglet for at faae sin Rigsbankseddel omvexlet. At offentlige Stiftelser og Kasser selv have forlangt og faaet hele Summer omvexlet hos mig til Brug ved vidtløftige Penge-Udbetalinger i det Smaa, beviser endnu mere denne Trang, og at intet Tab er at befrygte, der for kan Hr. 665 være ubekymret.“ Søren Hempel sluttede med at skrive, at han ikke ville diskutere videre, før hans modpart offentligt havde aflagt sin anonymitet.
Landsdommerens svar fyldte en hel spalte i Iversens avis den 9. april. Det er opdelt i fem afsnit. For det første skrev han, kunne man få skillemønt i København. Det kunne ikke være vanskeligere, end at skaffe sig andre varer fra hovedstaden. Med hensyn til lovligheden, så kendte Baden ikke nogen tilladelse, der også gjaldt for Fyn. Den nævnte tilladelse var iøvrigt givet i en tid, hvor der endnu cirkulerede mønt med en vis metalværdi. Det var altså rimeligt at aflaste pengemarkedet på en sådan måde, at handlende, der skulle betale gæld i lødig mønt til udlandet eller blot til Hertugdømmerne, hvor pengevæsenet var sundere, havde mulighed for det. I det tredie punkt funderede han over, hvorledes en offentlig kontrol kunne og burde organiseres. I punkt fire skrev han om de fordele, der efter hans mening rigeligt opvejede ulejlighederne og bekostningen: „Man betragte det usle og dertil endda bitte lille Stykke Papir, disse private Bancosedler udstædes paa; Man betænke da hvormange af disse Gældsbeviser aldrig komme tilbage til deres Udstæder. Overalt skulle jeg tro, at en Kapital af nogle tusinde Rigsbankdaler ikke lettere kan faaes til Laans, end ved saadanne private Pengebeviser, hvoraf ingen Renter gives, og hvortil intet steplet Papir bruges, ej at tale om de flere med et Pengelaan eller forbundne Udgifter.“ G.L. Baden sluttede med at rose Hempels redelighed og vederhæftighed. Det var rart, at offentlige kasser ville bruge hans sedler, men han mente dog, at man var bedre tjent med at offentlige myndigheder selv tog sig af seddeludstedelsen.
Søren Hempel sluttede diskussionen af med et „avertissement“ i sin egen avis den 13. april. Han gentog den sødladne henvisning til sine medborgeres taknemmelighed og skrev til sidst: „Allene maae jeg berigtige Hr. Landsdommerens Slutningsargument: at jeg selv har indrømmet private Pengebilletters Lovstridighed, fordi jeg kalder dem et nødvendigt Onde, aldenstund Man skal tye til Kjøbenhavn for at faae en Seddel vexlet, thi sæt at Man også henførte Rigsbanktegn – som blot repræsentere virkelig Mynt – under samme Kathegorie, saa fulgte jo deraf ikke, at de vare lovstridige.“
Gennem den interessante polemik får man et billede af Søren Hempel som storproducent af private pengesedler. Hans indsats som bogtrykker træder mindre tydeligt frem. Her er det sedlerne selv, der må levere grundlaget for en bedømmelse. Af de overleverede 30 fynske private sedler med fire varianter er de tyve kun kendt som blanketter eller prøvetryk i samlingen i Møntergården. Disse sedler blev købt af justitsråd Søren Frederik Helm-Petersen sammen med nogle andre mønter i 1894 for 57,97 kr. Helm-Petersen overtog i 1870 den Hempelske boghandel efter sin far Justitsråd Jens Frederik Helm-Petersen. Denne var Søren Hempels svigersøn og havde overtaget boghandelen samtidig med at Hempels søn fik avisen og trykkeriet.
Seddelblanketterne er alle særdeles velbevarede. De har dog på bagsiden svage pletter efter limklatter i hvert hjørne og på midten. Man må formode, at de en gang har været klæbet op på løse ark, i et album eller en prøvebog. Det gælder dog ikke de ældste blanketter, der er til to af sedlerne fra Rudkøbing 1807. Disse sedler har rammeklichéer, der ligner dem på Hempels egne sedler. Alle de anvendte skriftarter og indramninger findes i trykkeriets katalog over det typografiske udstyr fra 1. januar 1812. En enkelt rammekliché findes også i en ældre prøvebog fra Odense Adresse-Contoirs Bogtrykkerie fra den 20. juli 1779. Bortset fra de ældste er blanketternes kant klippet af tæt til rammen. Fra Odense findes kun en enkelt blanket (katalog nr. 24). Den er bortset fra udstedernavnet identisk med to andre (katalog nr. 6 og 8). Foruden de fynske findes der blanketter til syv sedler fra Midtjylland. Da de iøvrigt ikke er omtalt i litteraturen, er de taget med i et tillæg til katalogen.
Den afsluttende katalogfortegnelse indeholder fyrre numre. Ti numre kendes kun fra samtidig avisomtale, sedlerne er ikke mere kendt. Andre vil nok kunne findes ved en total støvsugning af avisernes spalter og andre kilder. Man må dog regne med, at mange sedler er forsvundet helt uden spor Det må vel især gælde sedler, der kun er fremstillet i et beskedent oplag som for eksempel de håndskrevne sedler.
Af de 21 blanketter eller prøvetryk kendes kun én i udfyldt stand (katalog nr. 2). Og det vides med sikkerhed kun, at købmand Brandts sedler fra Nyborg har cirkuleret (katalog 25-26) – dog antagelig i større mængde, hvis man tør slutte det ud fra den ihærdighed, han lagde for dagen, da han annoncerede den endelige inddragelse i 1816.
Man kan altså kun formode, at de resterende blanketter er blevet udfyldt og brugt. De kunne være prøvetryk, hvilket de to varianter fra Rudkøbing 1815 (katalog nr. 28A og 30A) kunne tyde på.
Til overs bliver fjorten færdige sedler hvoriblandt to varianter, altså kun tolv hovedtyper ialt. Af dem er halvdelen kun kendt i ét eksemplar. De resterende kendes i to, tre eller fire eksemplarer. Mest almindelig er de gamle sedler fra Rudkøbing med ialt seks eksemplarer og Hempels sedler med fjorten eksemplarer af de syv hovedtyper med varianter. Ialt bliver det til 45 kendte eksemplarer af 34 sedler. Heraf findes de 60 pct. i samlingen i Møntergården. 33 pct. findes i andre offentlige samlinger. Det fremlagte materiale er dog fyldigt nok til at give et indtryk af, hvilke uhyre sjældne numismatiske tryksager disse gamle pengesedler er.
Følgende institutioner og deres medarbejdere har med stor venlighed bidraget med oplysninger og illustrationer:
Efter den førstes død den 22/9 1815 blev forretningen videreført af den anden allene. Han annoncerede om indløsning af de i 1815 udstedte pengebilletter i Hempels avis 15/3, 28/3 og 5/4 1816.
Hempel annoncerede i sin egen avis om indløsning af interimsbeviser 9/12 1814, 29/5 1815 samt 4/3, 12/3 og 18/3 1816. Advarede i annoncer 27/2 og 13/3 1815 mod ugyldige sedler.
Annoncerede om indløsning af pengebeviser i Iversens avis 8/3 og i Hempels avis 11/3 1816.
Ingen af sedlerne er kendt.
Annoncerede om indløsning af pengebilletter i Iversens avis 22/3, 25/3 og 2/4 samt i Hempels avis 28/3 og 15/4 1816.
Annoncerede om indløsning af pengebeviser i Iversens avis 4/3, 8/3 og 12/3 samt i Hempels avis 5/3, 12/3 og 19/3 1816.
Ingen af sedlerne er kendt.
Annoncerede om indløsning af interimsbeviser i Hempels avis 2/6 1815.
Ingen af sedlerne er kendt.
Han reklamerede dog allerede for sine varer i Hempels avis 20/1. Annoncerede om indløsning af pengebilletter i Iversens avis 25/3, 2/4, 9/4, 19/4, 23/4, 29/4 og 10/5 samt i Hempels avis 26/3, 4/4 og 18/4 1816.
Fire år senere fik han fæstebrev på gæstgiveriet med jord. Kort før 1/3 1819 rejste han imidlertid udenlands med en del korn. Da hans hustru gjorde forberedelser til at rejse efter ham sammen med deres to små børn, blev familiens ejendele beslaglagt som fallitbo. Ved sagens afslutning kort før nytår 1821 blev underskuddet opgjort til knap 15.000 rbd.
Blanketter eller prøvetryk af midtjyske sedler, der er trykt hos bogtrykker Søren Hempel i Odense 1815.
