"Den paa Broholm værende Samling er i de sidste Aar voxet til et Antal af over 10000 Stykker; jeg har opført en særskilt Bygning for den og Samlingen vil i Regelen være aaben for dem der maatte interessere sig for vore Oldtidsminder."
Citatet er fra N.F.B. Sehesteds forord til det monumentale kildeskrift „Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm“ (1878), hvori forfatteren fremlægger det store oldsagsmateriale, han selv har indsamlet fra egnen omkring hans herresæde, det gamle Broholm. „Tidligere har jeg samlet, hvad der leilighedsviis faldt for“, beretter forfatteren, men „for at blive istand til at levere Beskrivelsen af denne Egn saa meget desto fyldigere har jeg i de sidste tre Somre [1875, 1876 og 1877] ladet indsamle efter en større Maalestok de Oldsager, der laa spredte paa Markerne og foretaget Udgravninger af Steendysser, Gravhøje og Gravpladser.“
Med en start i begyndelsen af 1860’erne havde F. Sehesteds oldsagssamling i løbet af et forholdsvis kort tidsrum fået et sådant omfang, at der måtte skaffes plads til den i „en særskilt Bygning“. Ved opførelsen af en museumsbygning og ved at gøre denne og samlingen tilgængelig for offentligheden gik F. Sehested et skridt videre end de øvrige godsbesiddere i hans samtid, som havde anlagt sig oldsagssamlinger. Mens disse forblev privatsamlinger, kun tilgængelige for en snæver kreds, kan Sehesteds samling med fuld ret betegnes som et egentligt museum. Det skal iøvrigt nævnes, at Sehested ikke selv bruger udtrykket museum i „Fortidsminder og Oldsager“, men blot taler om „den paa Broholm beroende Samling“. Men i hans „Archæologiske Undersøgelser 1878-1881“, som blev udgivet posthumt i 1884 af hans arvinger i samarbejde med Henry Petersen, tales der gentagne gange om „Broholms Museum“.
Museet på Broholm er stadig i behold, og omend det siden 1938 – hvor dets samlinger fra bronce- og jernalder blev overdraget til Fyns Stiftsmuseum[1] – kun huser en del af F. Sehesteds oldsagssamling, så har stedet en betydelig museumshistorisk interesse, og det må meget håbes, at det også fremover må være muligt at bevare „Broholms Museum“.
For F. Sehested gik arbejdet med publikationen og arbejdet med museet side om side, og det er kun få dage der adskiller udgivelsen af „Fortidsminder og Oldsager“ fra åbningen af „Broholms Museum“. Begge dele fandt sted i det tidlige forår 1878. I det følgende skal fremlægges et par oplysninger om museets tilblivelseshistorie, hentet fra det store Sehested’ske Familiearkiv, først og fremmest fra breve, som har F. Sehested selv eller hans nærmeste arkæologiske ven og medarbejder, dr. phil. Henry Petersen, den senere direktør for Nationalmuseets historiske afdeling, som afsender eller modtager.
Den mest indgående beskrivelse af Broholm-museet under dets opbygning har Henry Petersen leveret i et brev til sin norske fagfælle og ven Ingvald Undset. Brevet er dateret 17/1 1878 og er skrevet under indtryk af, hvad Henry Petersen netop havde set under sit nytårsbesøg på Broholm: ". . . Det er naturligvis kun et snarligt afgjort Tidsspørgsmaal, naar Du atter gjæster Broholm – nu kan Du dér se et Museum, der for Stensagernes Vedkommende i Opstilling, Fylde og videnskabelig Interesse ikke har sin Lige og neppe vil kunne faa det. Bygningen selv ligger i den lille Have tæt ud til Borggraven, ejendommelig i sin Stil og Konstruktion, i et og alt et Foster af Hofjægermesterens [d.v.s. Sehesteds] ejendommelige praktisk-theoretiske Hjerne. Planen er denne: med et Vindue i Enden af hver af de tre Arme og et Glastag over Midtpartiet, hvilket foraar-sager en ganske fortrinlig Belysning. Du ser, hvor snildt der er Væggeplads – og alle Vægge er fra Øverst til nederst fyldte med Stensager (i den ene Fløj fra S. jydske Besiddelser, Resten alene fra Broholms Omegn). I Fløjen a skal det store Elsdyr opstilles, i de andre staar Montrer med samlede Fund, deriblandt i b nogle ganske fortrinlige Facsimiler af samtlige paa Rayon’et fundne Guldsager, udførte i forgyldt Messing af Steffensen. Midtpartiet optages af en høj Opstalt med Hylder, hvorpaa samtlige Gravpladsurner; i Montrer, der udgaa fra den, ligger de i Urnerne fundne Sager . . .“[2]
Ingvald Undset blev til stadighed holdt underrettet om, hvad der foregik på Broholm, og sidst i marts kunne Henry Petersen fortælle, at ". . . Saasnart S. er vendt hjem først i April skal sidste Haand lægges paa Samlingens Opstilling i den nye Museumsbygning. Dernæst skal denne indvies ved en arkæologisk Congres, under hvilken der trakteres med Gravpladser og maaske en eller anden Høj. Blot du kunde være med! . . .“[3] På dette tidspunkt var „Fortidsminder og Oldsager“ netop udkommet, og nu stod museumsindvielsen for døren. Anden påskedag åbnedes museet for publikum – og blev på denne dag besét af ikke færre end 443 personer[4] – men den egentlige indvielse fandt dog først sted under den af Henry Petersen omtalte „arkæologiske Congres“ i maj måned.
Fra Erling Albrectsens publikation af „Gravpladsen på Møllegårdsmarken ved Broholm“ kendes Henry Petersens muntre beretning om kongressen, givet i et brev til forældrene i København.[5] En lignende beretning gik op til Ingvald Undset i Norge. Dette brev er dateret 24/5 1878 og er ligeledes skrevet, mens Henry Petersen – efter endt kongresdeltagelse på Broholm – gravede på Sehesteds jyske besiddelse, Addit Skov ved Silkeborg. „S. vilde for Arkæologerne herhjemme præsentere den Samling og de Oldtidsforhold, hvorom han havde udfærdiget sit sjældne Aktstykke. Det nye Museum stod nu fuldordnet og det kolossale Elsdyr var – restaureret fra i Efteraaret under Jap. Stp. [Japetus Steenstrups] Tilsyn – omsider færdigt til Afsendelse og Opstilling i dette …. Mandag Middag [13/5] kom man, en bedre Middag indtoges; umiddelbart efter Kaffen præsenteredes Museet, hvis Ordning og Opstilling den Gamle [Sehested] har ledet med sjælden god Sands og som Du vil se i videnskabelig Betydning søger sin Lige . . . Man fik kun et Blik over Indholdet i de 1½ Times Tid, der dertil anvendtes, særlig var Jernalderfundene Gjenstand for Betragtning; den Gamles Kjephest, Stensagerne, forstod de fremmede [arkæologerne Worsaae, Engelhardt, Vedel og Montelius], som Du kan tænke, ikke ret at vurdere … hvorefter Henry Petersen fortsætter med en beretning om den overraskelse, Sehested beredte sine arkæologiske gæster ved en demonstration af flintøksers og andre stenredskabers brugbarhed ved forarbejdning af træ.[6]
Omend Henry Petersen nok må betegnes som Sehesteds nærmeste medarbejder på det arkæologiske felt, så gælder dette kun arbejdet med udgravningernes praktiske gennemførelse, samt tolkningen og fremlægningen af udgravningernes resultater. Museumsopbygningen og -indretningen forestod F. Sehested i højere grad selv. For Henry Petersen, der på daværende tidspunkt var assistent ved „Museet for nordiske Oldsager“ (Nationalmuseet), ville det næppe heller have været muligt at bistå i større omfang. Det ses i det mindste, at det undertiden kunne knibe for ham at opnå tjenestefrihed fra museet i det omfang, Sehested – og han selv – kunne ønske til gennemførelse af undersøgelser på Broholm-egnen.
Som arkitekt for museumsbygningen kan der ikke peges på andre end Sehested selv, og det er helt korrekt, når Henry Petersen kalder den „i et og alt et Foster af Hofjægermesterens ejendommelige praktisk-theoretiske Hjerne“. På et tidligt tidspunkt – i foråret 1877 – søgte han ganske vist kontakt med den københavnske arkitekt V. Tvede. „Kunde jeg blot faae lidt mere pillet sammen, saa skulde jeg gjerne tale med ham [Tvede] om den ny Museumsbygning en af de nærmeste Dage“,[7] skriver Sehested fra Broholm til sin da i København værende sekretær, men at dømme efter arkitektens brev til Sehested fra juli måned samme år er denne kun blevet konsulteret om den rette tagbeklædning.[8]
Museets udformning som en sekskantet pavillon med tre udløberfløje og med ovenlys i midterpartiet og sidelys fra vinduer i udløberfløjenes gavle er således Sehesteds egen, og det skal indrømmes, at der herved er tilvejebragt såvel god belysning som rigelig vægplads. Desværre fremgår det ikke af Sehesteds korrespondance, om – og i givet fald hvor – han har søgt forbillede(r) til sin museumsbygning, men det ligger lige for at pege på ligheden mellem museumsbygningen og havehus-typen med midtersal og — ganske vist kun to — flankerende sidekabinetter.
Også samlingens opstilling i museumsbygningen stod Sehested selv for, dog lejlighedsvis bistået af den kulturhistoriske tegner og forfatter R. Meiborg. Naturforskeren Japetus Steenstrup havde tidligt peget på Meiborg som tegner af oldsagerne i „Fortidsminder og Oldsager“. Til dette arbejde blev imidlertid Magnus Petersen og A.P. Madsen foretrukket – ikke mindst på Henry Petersens anbefaling – men til opstillingsarbejdet kunne Sehested udmærket bruge Meiborg, som var virksom på Broholm i efteråret 1877 og igen i efteråret 1878, altså også efter indvielsen.[9]
Man har på fornemmelsen, at Henry Petersen heller ikke har været nogen beundrer af Meiborgs opstillingsarbejder, og dette gjaldt i ikke mindre grad Sehesteds privatsekretær, I.B. Thodberg, som også selv deltog i museumsarbejdet. Gentagne gange søgte Thodberg Henry Petersens bistand mod Meiborg, som til gengæld synes at have haft Sehesteds fulde støtte.
Problemerne tilspidser sig, da senere tilkomne sager skal indarbejdes i den givne opstilling. Fra starten var museumsbygningen beregnet til at huse den samling, som er beskrevet i „Fortidsminder og Oldsager“, og der var næppe tænkt på en fortsat tilvækst. Men selv om Sehested i sine seneste år var nok så optaget af sine „praktiske Forsøg“ med brugen og tildannelsen af oldtidsredskaberne som af fortsatte udgravninger, så fandt sådanne dog sted – ikke mindst på Møllegårdsmarken ved Broholm, hvor der gravedes i 1878, 1880 og 1881 – og placeringen og ordningen af de nye fund gav vanskeligheder. For at overvinde disse vanskeligheder kommer Thodberg med det forslag at få gennemført en nummerering af museets genstande. „Jeg ved ikke, om jeg har talt med Dem om, at jeg ønskede at faa alle Gjenstandene i Broholms Museum nummererede i Lighed med Oldnordisk Museum. Jeg har flere Gange talt med Khr. S. derom, men uden rigtig at blive forstaaet. Da imidlertid S. sidst var i Kjbh., orienterede han sig om, at det var virkelig saa paa Museet, og jeg fik da Lov til at begynde derpaa . . .“, beretter Thodberg til Henry Petersen i efteråret 1878.[10] Det er næsten patetisk, at den ikke-fagkyndige, seminaristen Thodberg, skal kæmpe for at få gennemført noget så elementært som en nummerering af museumsgenstandene, hvilket fagmanden Henry Petersen kunne have foreslået med langt større autoritet. En nummerering og protokollering af Broholm-samlingen blev ikke gennemført, men lykkeligvis yder „Fortidsminder og Oldsager“ samt „Archæologiske Undersøgelser“ en fornem erstatning herfor.
Broholm-museets og -samlingens historie gennem F. Sehesteds sidste leveår, frem til hans død i 1882, skal ikke forfølges yderligere. Ved Sehesteds død standsedes den hektiske arkæologiske aktivitet på Broholm. Hans søn og efterfølger som stamhusbesidder, Hannibal Sehested, udtalte kort før sin død: „Ja, her (d.v.s. i Broholm-museet) er jeg ikke Samleren, men kun Bevareren“,[11] og da indsamlingen blev genoptaget med fuld styrke i nyeste tid, ved Erling Albrectsens udgravning af „Gravpladsen på Møllegårdsmarken ved Broholm“, skete det i et andet museums, Fyns Stiftsmuseums, regi.
I 1938, hvor man stod i begreb med at splitte samlingen på Broholm, kunne der i et københavnsk dagblad læses følgende vurdering af Broholmsamlingens rolle i dansk museumshistorie: „Gennem to Menneskealdre har den virket som et ansporende Eksempel for andre Museer i Landet og for den almindelige folkelige Erkendelse af Oldtidsmindernes Værdi. Den har indfriet sin Hensigt med hundrede Procents Fuldkommenhed – og derved gjort sig selv overflødig. Hver Landsdel har i Dag sit eget, moderne indrettede Museum med et nogenlunde tilsvarende, ganske vist ikke fordunklende Indhold. Og blandt disse nye Templer for Danmarkshistorie er den lille Pavillon i Broholms Have, deres oprindelige Forbillede eller i al Fald et af dem, kommet til at synes gammel, forældet og tjenlig til at træde udenfor Nummer.“[12]
Det er efterhånden længe siden, at F. Sehesteds museum på Broholm „trådte uden for nummer“, men det fortjener at erindres for sin indsats for henved et århundrede siden, og som museumshistorisk monument bør det bevares for fremtiden.
Vedr. F. Sehesteds indsats som arkæolog henvises til Poul Møllers artikel „N.F.B. Sehested til Broholm som Arkæolog“ (Personalhist. Tidsskr. 1934 s. 106-124) og til G. Neergaards „Kammerherre N.F.B. Sehested og hans arkæologiske Virksomhed“ (Aarskrift for Svendborg Amts Historiske Samfund 1933 s. 3-42). – De i artiklen citerede breve befinder sig alle i det i Rigsarkivet opbevarede Sehestedske Familiearkiv (spec. N.F.B. Sehesteds privatarkiv) eller i det i tilknytning hertil opbevarede Henry Petersens privatarkiv.
