På hjørnet af Skibhusvej og Færgevej i Odense står ud for den tidligere Skibhuskro en næsten to meter høj, slank granitsten. Stenen er støbt ind i et betonfundament, som udgør et led i ejendommens hegn mod vejen. Ved fundamentet måler stenen ca. 32 × 35 cm. Midt på stenen er anbragt en kuglerund indsamlingsbøsse, som dog ikke længere bruges. Indsamling (til støtte for søfarendes og fiskeres efterladte?) har dog ikke været stenens oprindelige formål, og stenen har måske heller ikke altid stået på det nuværende sted.
Forsiden af stenens top er hugget i form af en krone, og under denne er indristet:
F 5
W B
1764
N 1
F 5 står for kong Frederik den Femte. W B betyder Wild Bane, og stenens funktion har været at danne afmærkning af vildtbanen, d.v.s. det kongelige jagtdistrikt omkring Odense. 1764 er året for opstilling af stenen.
Der har dog været vildtbane i egnen omkring Odense længe før 1764. Den første kongelige vildtbane i Danmark skabtes af Frederik II omkring Koldinghus o. 1579. Efterhånden indrettedes vildtbaner spredt ud over hele landet. De største lå på Sjælland og i Jylland. På Fyn var flere mindre vildtbaner.[1] At der var vildtbane i egnen omkring Odense allerede o. 1662, kan man slutte af, at Frederik III dette år så sig nødsaget til at yde rigsskatmesteren Hannibal Sehested økonomisk støtte for at hjælpe ham ud af hans voksende gæld, og hertil blev Skt. Knuds Kloster udlagt til ham med den begrundelse, at der til klostrets ejendomme hverken var skov eller vildtbane.[2] Vildtbanerne var – naturligt nok – de dele af krongodset, som kongerne søgte at bevare længst muligt.
Vildtbanerne afgrænsedes på forskellig måde, f.eks. ved stengærder og fra Christian IV. s tid ved opsætning af træpæle. Det var imidlertid først ved jagtforordningen af 8. december 1688, at der kom generelle bestemmelser om, at vildtbanerne snarest skulle afmærkes med skelpæle og sten. En sådan afmærkning af vildtbanen omkring Odense er måske sket i 1691.
I forbindelse med udvidelsen af rytterdistriktet i 1720 skete der ændring af vildtbanen, og der blev – efter Rentekammerets anmodning af 24. august 1720 – den 7. november samme år ved Birketinget i Ravnebjerg tinglæst bestemmelse om indpæling af vildtbanen med i alt 47 pæle.[3]
Den første pæl stod ved Lunde Å’s udmunding i Odense Fjord og de sidste fem pæle stod ved Odense Å:
Rækken slutter således »ved Stranden hvorfra indpælingen Norden fra Odense ved Fiorden tager sin Begyndelse og Continuerer udi Destrictes Cirrconference til Seeden Holm, Nordvest for Odense ved Fiorden paa den anden Sidde«.
».. .skiønt Pæhlene for Wildbahnen sættes paa den østre Side af Aaen«, måtte de lodsejere, som »havde paaløb paa den store Aae« dog beholde deres fiskeret.
Pæl nr. 47 er på Adolf Fr. Møllers kort over rytterdistriktet angivet som XXXXVII og XLVII.[4] Nær denne pæl er på Wegeners kort fra 1797 over »Egnen imellem Odense Bye og Stige Havn i Odense Fiord med den Kanal…« vist et hus, Rytter/Huset, som nu er forsvundet. Det vides ikke, om dette hus har haft nogen funktion i forbindelse med ryttergodset.[5]
Det viste sig imidlertid ret hurtigt, at træpælene havde begrænset levetid, og allerede i 1730’erne gjorde jægermester (eller Wildmester) Hans Bachmann på Fyn sig til talsmand for, at man burde gå over til at bruge stenpæle som de »mest varagtige«. Det viste sig dog vanskeligt at finde stenhuggere, som kunne finde egnede sten, men endelig 1759 lykkedes det ham at få kontakt med en stenhugger i Horsens, Niels Mikkelsen, som erklærede sig i stand til at levere de ønskede pæle, men først den 22. maj 1764 kunne Hans Bachmann berette, at stenhuggeren nu var i gang med at hugge 12 vildtbanepæle og i løbet af 14 dage ville være færdig hermed, og at stenhuggeren havde fundet en kampesten, hvoraf der kunne blive yderligere 12 pæle.
Men hvorfor gik der så lang tid, inden Niels Mikkelsen kunne levere sten til de fynske vildtbaner? I Rentekammeret var man i 1760 blevet klar over, at det i det lange løb var mindre bekosteligt at sætte pæle op af sten end af træ, og ved kongelig resolution blev bestemt, at vildtbanepælene overalt i Danmark, som enten »nu er forfaldne eller herefter tid efter anden forfalder … skal være af sten«.
Kongen må dog have anset det for vigtigt, at de sjællandske vildtbaner først fik deres træpæle erstattet med sten, for i årene 1761 og 1762 leverede Niels Mikkelsen 98 sten til vildtbanen ved Antvorskov og 20 sten til Vordingborg. Mange af disse sten findes endnu. I hele landet er der gennem årene registreret i alt ca. 120 sten, hvoraf ca. 50 er fredede.
På Fyn er bevaret en sten i udkanten af Slæbæk Skov nord for Svendborg, og i 1980 er stenen ved Skibhuskroen blevet fredet af Fortidsmindeforvaltningen i medfør af Naturfredningslovens § 48.
Ud over disse to sten findes i Møntergården et stykke af en vildtbanesten af samme type, men med årstallet 1761 og nummeret N 3. Denne sten blev fundet i 1956 under et kloakarbejde på Sukkergården (et tidligere sukkerraffinaderi ved Frederiksbroen i Odense). Stenen havde været anvendt i fundamentet på en bygning som er opført 1842, altså omtrent samtidig med at Frederiksbroen ombyggedes til en støbejernsbro. Stenen må utvivlsomt have erstattet den gamle træpæl nummer 43 ved Møglebro eller Møllebro, som broen hed indtil ombygningen.
Når stenen har nummer 3 i stedet for nummer 43, må det skyldes, at stenene er blevet stillet op i omvendt rækkefølge af træpælene. Efter hvad Kirsten-Elisabeth Høgsbro har oplyst over for mig, kendes også andre eksempler på en sådan ombytning af rækkefølgen. Man kunne også tænke sig, at der anvendtes færre sten end træpæle, idet de »mindre betydningsfulde« pæle blev udeladt. Som mindre betydningsfulde kunne vel pælen i skellet mellem Seden og Åsum sogne (nr. 46) og pælen på Ejby Mark (nr. 44) anses for at være, medens pælen ved vildtbanens nordlige grænse (nr. 47), pælen(e) ved Åsum Bro for hovedlandevejen Odense-Nyborg (nr. 45) og pælen ved Møglebro for landevejen Odense-Svendborg (nr. 43) var vigtige. Det kunne derfor være naturligt at opsætte pælene nr. 1, 2 og 3 på disse steder og i den nævnte rækkefølge.
Man måtte herefter vente, at stenen ved Skibhuskroen skulle have nummer N 1, og et 1-tal kan måske anes på stenen. Stedet er dog ikke det rigtige, idet man skulle vente, at den stod ved de tidligere Seden Holme, ca. 500 meter østligere. Som forklaring på placeringen ved Skibhuskroen kunne man tænke sig, at stenen oprindeligt var blevet opsat på Seden Holme, men at den blev flyttet, fordi den kom i vejen for gravningen af kanalen fra Stige til Odense o. 1800.
Denne forklaring er dog næppe rigtig. I Møntergården findes nemlig yderligere en vildtbanepæl af samme type og med årstallet 1764. Den har nummer N II. Denne sten er i 1914 givet museet af den daværende ejer af Skibhuskroen, som dengang hed Sølyst. Giveren mente, at stenen (og stenen ved Skibhuskroen) skulle være købt på auktion på Hedevigslund, hvor der yderligere skulle være to vildtbanesten.
Krongodset omkring Odense stilledes til auktion i november 1764. Jorderne i den nordlige del af Odense erhvervedes af private til at danne de to hovedgårde, Åløkkegård og Marienlund. Fra Marienlund udstykkedes 1802 en større parcel, hvorpå farver Kellinghusen og bager From opførte et landsted i monumental stil. Det havde navnet Fromslund, indtil bager From i 1807 blev eneejer og gav det navnet Hedevigslund (efter sin kone, der var søster til Kellinghusen).[6]
De to vildtbanesten står nu på gårdspladsen. De bærer også årstallet 1764. Den vestre har nummer N 4 og den østre har nummer N 2. Stenene har muligvis tidligere stået ved Egebæksvej ved indkørslen til ejendommen.
I Hedevigslund have står yderligere halvdelen af en vildtbanesten af samme type. Da den er flækket på langs kan nummeret ikke konstateres. Den anden halvdel siges at have stået ved en udsigtsplads ved havens nordlige grænse, men har ikke kunnet findes. Alle stenene bærer tydelige præg af at være brugt som lågestolper.
Det kan synes besynderligt, at et så stort antal vildtbanesten kan henføres til én ejendom. Forklaringen kunne være, at stenene aldrig har været opstillet på deres rigtige plads. Niels Mikkelsen havde – som nævnt – i maj 1764 de 12 sten til Fyn klar i løbet af 14 dage. Herefter skulle der skaffes transportmulighed og det måtte naturligt være skibslejlighed fra Horsens. De sten, der skulle bruges i den østlige del af vildtbanen ved Odense ville det være naturligt at losse ved Skibhusene, medens de sten, der skulle bruges i den vestlige del kunne tænkes losset i Stige. Imidlertid solgtes krongodset ved auktion i november samme år, og beslutningen herom må være truffet nogen tid forinden. Der kan derfor ikke have været megen tid mellem losningen af stenene og denne beslutning, og det kan derfor tænkes, at stenene eller halvdelen af dem aldrig er nået længere end til Marienlund og derfra fulgt med til Hedevigslund. De sidste 12 sten, som Niels Mikkelsen mente at kunne levere er næppe blevet hugget.
Denne forklaring dækker dog ikke stenen ved Møglebro, som bærer årstallet 1761 lige som Slæbæk-stenen, der var nummer N 15 på vildtbanen ved Hvidkilde. Det var måske rimeligt at antage, at Hans Bachmann har fået leveret sten til Hvidkilde, inden Niels Mikkelsen begyndte på den store leverance til Sjælland.
I forbindelse med fotografering af de tre vildtbanesten på Hedevigslund har arkitekt Bjarne Mortensen (Odense Magistrat 2. afdeling) i november 1981 i en stensætning på gårdspladsen fundet en sten med indskriften »61«, som kunne se ud til at være et fragment af yderligere en vildtbanesten.
