Ovenpå de kraftanstrengelser, som gennemførelse af Møntestræde-projektet og Den fynske Landsby repræsenterede, måtte der forventes en periode, hvor man ved Odense Bys Museer fik lejlighed til at besinde sig, fik mulighed for at fylde de nye rammer ud. Det blev også til en vis grad tilfældet, men alene det sidste – udfyldningen af de nye rammer – var i sig selv et krævende arbejde. Dertil kommer, at Møntestræde-museet fortsat var en torso. Det endelige mål, enhedsmuseet med oldsagssamlingens og møntsamlingens integration, både institutionelt og fysisk, blev ikke tabt af syne.
Borgmester Werner fortsatte som formand for museumsudvalget frem til kommunevalget 1950. Der fulgte herefter en periode, hvor formandsskabet på skift blev varetaget af et konservativt og et socialdemokratisk byrådsmedlem, d.v.s. henholdsvis redaktør Knud Secher (1950-54) og redaktør Hans Nielsen (1954-62).
På personalesiden skete der i 1946 den forandring, at lederstillingen blev opnormeret fra museumsinspektør til museumsdirektør, mens Erling Albrectsens og Peder Hansens stillinger oprykkedes til henh. museumsinspektør og konservator. Eigil Hansens stilling, hvis oprettelse var foranlediget af Den fynske Landsbys dannelse, blev gjort til en fast arkitektstilling (i 1961 med status som museumsinspektør), og stillingen som daglig leder af museernes kontor, som i 1944 blev besat med frk. Karen Rasmussen, normeredes som overassistent, fra 1968 som fuldmægtig. Endelig blev der i 1957 oprettet en ny stilling som museumsinspektør, til aflastning for museumsdirektøren, navnlig i dennes arbejde med Møntestræde-museet og Den fynske Landsby. Stillingen blev i første omgang (1957-59) besat med Holger Rasmussen, efter dennes overtagelse af lederstillingen på Nationalmuseets 3. afd., Dansk Folkemuseum, med Niels Oxenvad, som kom fra Nationalmuseet.
Som tidligere nævnt havde erhvervelserne til Stiftsmuseets kunstsamling længe været præget af usikkerhed og divergerende meninger inden for den kreds, museumsudvalget, hvor beslutningerne skulle træffes. Og disse beslutninger, som lejlighedsvis blev til som kompromisser, var ofte genstand for kritik udefra. Igennem det lange tidsrum hvor Leo Swane fungerede som uofficiel kunstkyndig konsulent, kom der gradvis mere fasthed til veje, ikke mindst efter Svend Larsens overtagelse af lederskabet. For kunstsamlingen sattes det mål, at museet skulle kunne vise hovedlinjer i dansk kunst, med særlig hensyntagen til den »fynske kunst«. Med tiden blev Ny Carlsbergfondets lodtrækningssystem afløst af en ordning, hvor museerne søgte fondet om tilskud til kunsterhvervelser – helst hele beløbet naturligvis – hvorved det blev lettere at følge en én gang lagt linje. Kunstsamlingen havde unægtelig alvorlige »huller« m.h. t. den ældre kunst, men ved liberale deposita fra Statens Museum for Kunst drog Swane omsorg for at afhjælpe de værste mangler. Og med tiden lykkedes det museet, på københavnske auktioner, at få »egne« kunstværker til erstatning for de deponerede. Endnu mere kritisk var situationen dog for den nyere og nyeste danske kunst. Hér havde man de mere eller mindre tilfældige gaver fra Ny Carlsbergfondet, hvortil føjedes årlige indkøb af samtidige fynske kunstneres værker.
Det kom derfor som en meget kærkommen overraskelse, da den odenseanske kunstsamler, sparekasserevisor J.W. Larsen i 1947 meddelte, at han og hans hustru havde besluttet at skænke museet en meget omfattende samling – over 200 værker – omfattende arbejder af Giersing, Weie, Isakson, Lundstrøm, Rude, Scharff, Søndergaard og mange andre navne indenfor nyere dansk kunst. En samling, der var tilvejebragt for jævne indkomster, men med stor kærlighed for tingene – og kyndighed. Denne donation ændrede med ét kunstsamlingens ansigt udadtil og gav en bedre balance i sammensætningen. J.W. Larsen lovede samtidig, at man efter begge ægtefællers død ville kunne udtage supplerende værker blandt dem, der forblev på de private vægge. Dette skete i 1962.21
Det var et vilkår, at samlingen indtil videre skulle holdes samlet, i hertil reserverede lokaler. For at imødekomme giverne på dette punkt ryddede man stueetagens nordside for afstøbningssamlingen, som herefter har været deponeret på forskellige skoler i Odense, bl.a. Teknisk Skole, hvor afstøbningerne i mange år anvendtes i tegneundervisningen. J.W. Larsens samling blev officielt indviet i 1948, og samtidig præsenteredes kunstsamlingens første egentlige katalog, med 225 numre på museets »egen« samling og 205 numre på J.W. Larsens samling.22 Fordelingen på antal numre skal nu ikke tages som udtryk for de to samlingers respektive »vægt« inden for helheden. I museets »egen« samling er nemlig ikke medtaget de talrige skulpturer; til gengæld har man medtaget de af Statens Museum for Kunst deponerede malerier, hvis tilhørsforhold til kunstsamlingen ifølge sagens natur til enhver tid kunne ændres.
Den vældige udvidelse aktualiserede planer i retning af at skaffe kunstsamlingen sit eget hus, skabe et egentligt kunstmuseum. Man havde hidtil regnet med, at den gamle museumsbygning i Jembanegade ville blive til kunstsamlingsbrug alene, når oldsagssamlingen rykkede ned til Møntestræde-Sortebrødretorv. Møntsamlingen skulle efter planerne følge med til Møntestræde, men hér tillod Swane sig en kraftig protest. Husfællesskab for en kunstsamling og en mønt- og medaillesamling – navnlig det sidste – det kunne gå an, men et »fornuftsægteskab« mellem en tilbageblivende kunstsamling og en do. naturhistorisk samling kunne han – med god grund – ikke acceptere.
Uanset disse divergenser trak udflytningen i langdrag, og man lagde foreløbig kursen om, således at der først skulle bygges et nyt kunstmuseum. Godt et år efter modtagelsen af J.W. Larsens samling indstillede man til byrådet, at der blev projekteret et kunstmuseum. Det skulle ligge i Hunderup skov, i nær tilknytning til Den fynske Landsby og som museets arkitekt blev udpeget Marinus Andersen, København.
Marinus Andersens kunstmuseumsprojekt har ført en mærkelig stilfærdig tilværelse, og det afgik også yderst stilfærdigt ved døden i 1960, da arkitekten fik udbetalt sit rest-honorar. Det var imidlertid et godt projekt, som nok tåler at blive trukket frem af glemslen. Museet var tænkt som et langagtigt hus, let i konstruktion og materialer og smukt indpasset i den omgivende natur, den smalle parcel af Hunderup skov som ligger forholdsvis højt på Odense å’s østre bred, med udsigt til Fruens Bøge-engen og til Fruens Bøge-skoven. Meget bevidst skulle bygningen, med forskudte etager, tilpasse sig terrænet.
Mest muligt af den eksisterende skov skulle bevares, og der blev bevidst arbejdet på at udnytte alle de fordele, beliggenheden frembød.
»Gennem sidelysvinduer, gennem forhallens glasvægge, gennem tagterrassen bevarer arkitekten forbindelsen med træerne, åen og sletten – alt det der umiddelbart siger besøgeren: Her er Du for at have det godt, for at glæde Dig ved skiftende indtryk, ved alt hvad der kan opmuntre«, skrev Leo Swane i sin anbefaling af projektet. Vi kan hertil føje, at den projekterede bygning ville give de eksisterende samlinger god plads. Der var plads til en rimelig tilvækst og plads til særudstillinger. Tilmed skulle museet have et auditorium eller foredragssal, og der var i flere henseender tænkt på rekreation.
Trods mange anbefalinger og megen god vilje blev projektet kun et projekt. Til dets rette vurdering skal det lige nævnes, at dette projekt fremkom en del år før Louisiana dokumenterede den oplagte fordel ved at udstille kunst i landlige omgivelser, så natur og kunst går op i en højere æstetisk enhed.
Det var naturligvis en betænkelig sag at anbringe et kunstmuseum i en fredskov, endda en meget lille fredskov. Odense kommunes »forskønnelses-udvalg« (udvalg for parker og skove) anbefalede, og fredningsmyndighederne ville nok være blevet overbevist, dersom viljen til at gennemføre projektet havde været tilstrækkelig stærk. Men samtidig stred man for at gennemføre Møntestræde-museet efter de i 1930’erne lagte planer!
Omkring nytår 1953-54 skiftede museet kunstnerisk konsulent. Leo Swane havde trukket sig tilbage, vistnok i fornærmelse over at være blevet forbigået som medlem af dommerkomiteen vedr. den kunstneriske udsmykning af Odenses nye rådhus. Hans efterfølger blev Lars Rostrup Bøyesen, ligeledes fra Statens Museums for Kunst, og med hans tiltræden påbegyndtes en efter tidens forhold storstilet virksomhed med skiftende udstillinger, af dansk kunst og af international kunst, ofte som led i udstillingssamarbejde med andre byer og andre museer eller institutioner.
Fyns Stifts Kunstforening havde ganske vist i en kortere årrække gennemført adskillige udstillinger i kunstsamlingens lokaler, men nu tog museet teten. Navne som Edvard Munch, Emil Nolde, Kandinsky, Picasso og Paul Klee markerer højdepunkter i denne udstillingskæde, og ind imellem fandt man plads til mindre udstillinger, også af nyere kunst. Oven på krigstiden og efter grænsernes åbning var sindene opladt, og de besøgende strømmede til i tusindvis. Det var nok betænkeligt, at museets egne værker gang på gang måtte stuves til side, for man havde – og har stadig – ikke lokaler reserveret særudstillinger. Og for at skaffe plads til de rigtig store udstillinger, blev en betydelig del af skulpturerne fra museets tidligste tid midlertidigt magasineret i »Studiesamlingen på Christiansborg«. Hvor de stadig befinder sig! Kunstformidlingen har sin pris.
Som før nævnt arbejdede man ihærdigt på at få gennemført det »hele« museum i og ved Møntestræde. Også dette viste sig at være vanskeligere end formodet. Som et forarbejde til udflytningen af oldsagssamlingen gennemgik dennes udstilling et hamskifte i årene 1951 og 1952. 10 år tidligere var der sket en udtynding og en ændret placering af de »private« samlinger. Nu gik man videre ad samme vej og mere radikalt. Der blev lagt vægt på en pædagogisk orienteret udstilling, og under devisen »Fyn – Europa« viste man, at selv denne fjerne afkrog i oldtiden stod i kontakt med civilisationens kerneområde i romerrigets tid.23
Umiddelbart efter afslutningen på Erling Albrectsens udstillings-revision påbegyndtes et samarbejde mellem Odense Bys Museer og Odense skolevæsen, som stillede overlærer A. Thierlein til rådighed for museumsundervisning. Denne nye og priselige aktivitet udspilledes ikke mindst i oldsagssamlingens lokaler.
Den forholdsvis største plads i den nye udstilling reserveredes jernalderens forskellige perioder, i smuk overensstemmelse med den del af museets udgravningsvirksomhed, som havde den ansvarlige udgravers forkærlighed. Samtidig med at der gravedes, blev de nye og de tidligere fund og iagttagelser publiceret. I 1954 udkom det første af 3 planlagte bind med »Fynske jernaldergrave«. Ved værkets afslutning i 1973 var det blevet til 5 stofmættede bind, hvoraf ét i 1968 indbragte Albrectsen den filosofiske doktorgrad.24 Det forekommer én den helt rigtige afslutning på forfatterens årelange beskæftigelse med dette emne, at han fra 1959 genoptog og gennemførte den af Fr. Sehested påbegyndte udgravning af den fynske »nekropol« på Møllegårdsmarken ved Broholm, Danmarks ubestridt største jernaldergravplads. Ved afslutningen, i 1966, var antallet af grave forøget fra 381 til 2006. Herved var det også bevist, at et provinsmuseum magtede selv de meget store udgravningsopgaver.
Hurtigt efter krigens ophør fandt turiststrømmen igen vej til H.C. Andersens Hus. Efter sine besøgstal har dette museum lige siden 1930 befundet sig på førstepladsen i Odense-museernes kreds, fra 1946 med Den fynske Landsby på andenpladsen. I den hér skildrede periode befæstede museet sin position som et attraktivt turistmål og et alternativt center for H.C. Andersen-forskningen.
Omverdenen havde for alvor fået øjnene op for muligheden af at bruge H.C. Andersens navn til at gøre opmærksom på Danmarks eksistens. Hér var museet ikke nemt at komme udenom, og museet ville også gerne lege med. Igennem en længere årrække transmitteredes fra museet – først via radio, senere også fjernsyn – oplæsninger af digterens eventyr, fortolket af fremtrædende kunstnere fra ind- og udland og udsendt til omverdenen på fødselsdagen, 2. april.25
Den største fødselsdag af dem alle blev 2. april 1955, hvor Odense og H.C. Andersen-museet var genstand for hele verdens opmærksomhed. Et omfattende program til fejring af H.C. Andersens 150 års dag var tilrettelagt gennem mere end et år, og ved at udskyde den officielle indvielse af det udvidede og ombyggede Odense Rådhus til 2. april 1955 slog man to fluer med ét smæk. Kongepar og ambassadører, kommunalpolitikere og landspolitikere, H.C. Andersen-forskere og turistfolk bidrog ved deres nærværelse til at gøre dagen festlig. Kong Frederik bragte fra digter-skrivebordet i museet sin og landets hilsen i dagens anledning, og den engelske skuespiller Michael Redgrave læste op, altsammen mens fjernsynskameraerne snurrede og pressefotograferne havde travlt.
Det kan synes pudsigt at erindre om denne episode i museets liv, men dels havde museet sin meget store andel i afviklingen af fødselsdagsprogrammet, dels var begivenheden ualmindelig festlig. Væsentlig mere festlig end en begivenhed et par år tidligere, som gav næsten ligeså megen omtale. Der tænkes naturligvis på den amerikanske filmskuespiller Danny Kaye’s besøg, hvor han – vistnok stærkt provokeret af ihærdige fotografer – poserede i H.C. Andersens seng og udløste en voldsom forargelse blandt H.C. Andersen-elskere, nær og fjern. Museet var efterhånden ved at vænne sig til modtagelse af VIP’er. Som den højeste i rang i denne kategori af museumsgæster må man nok pege på den persiske shah, »kongernes konge«, som besøgte museet under stor opmærksomhed i 1958.
Det store turistbesøg gav gode entréindtægter, og i en årrække dækkede indtægterne udgifterne, gav endda et overskud, som man med behørig tilladelse fra magistrat og byråd fik lov til at anvende til bl.a. publikationsvirksomhed. Fødselsdagen i 1955 gav anledning til en større publikation, »Mennesket og digteren«, med bidrag af førende »andersenianere«, anført af Svend Larsen og H. Topsøe-Jensen,26 og den sidstnævnte udgav i 1959 det store 3 bindsværk med H.C. Andersens og Henriette Wulffs brevveksling.27 Denne brevudgave og de tidl. udgivne Henriette Hanck-breve er sammen med »Anderseniana« – hvis fortsatte udgivelse man påtog sig i 1955 – et betydeligt bidrag til H.C. Andersen-forskningen, muliggjort ved de talløse turisters besøg i museet.
Ved udgangen af året 1946 kunne det meddeles, at de hidtidige byggearbejder fra starten i 1942, havde kostet godt 900.000 kr., hvoraf Odense kommune havde betalt godt 1/3, mens resten var tilskud fra staten (beskæftigelsesarbejder) og private bidrag. Det lyder i dag ikke af så meget, men til sammenligning kan det nævnes, at Odense kommunes tilskud til museumsdriften, d.v.s. underskudsdækning, i samme år androg ca. 130.000 kr., indenfor et regnskab med en balance på 215.000 kr. Der var altså tale om en ganske betydelig investering, men man havde også fået noget for pengene: En halv snes landbygninger og en festplads m.m.
Museumsudbygningen fortsattes i livligt tempo de følgende år. I årene 1947-52 var der rejsegilde eller indvielse hvert år. Da rejstes havehuset fra Riisingsminde (1947), Hulegården fra Ærø (1948), Ulbølle smedie (1949), Katterød Hospital (1950), Melbyhuset (1951), samt Liselund-fængslet og Væbnergården fra Dalby (1952). Så kom der et lille pusterum, indtil man i 1955 fik genrejst teglværket fra Bladstrup og det lille keglehus fra Erholm. En mejeribygning fra Ørbæklunde – eller rettere sagt tømmeret herfra – blev anvendt som tilbygning til Sortebro Kro (1957) og samtidig tog man fat på det hidtil største byggearbejde, den 3-længede præstegård fra Tommerup (rejsegilde 1957).
I 1950’emes slutning var beskæftigelsen i byggefagene blevet så kraftigt forbedret, at Den fynske Landsby fik mangel på sin specielle arbejdskraft. Det lykkedes at få præstegårdens længer under tag og at få opmålt, nedtaget og indkørt endnu 3 bygninger, nemlig Fjelleruphuset, Frederik Juels skole fra Eskær og den firlængede gård fra Skamby-Torup. Men så gik byggearbejderne også i stå, for først at blive genoptaget mere end 10 år senere. Imidlertid er et resultat på 20 færdige byggearbejder på 15 år (1942-57) også ret så imponerende.
Tilmed skulle hvert af disse mange huse eller gårde også forsynes med indbo, redskaber m.m. Det gik stærkt, undertiden også for stærkt, idet der kun undtagelsesvis blev tid til at foretage ønskelige undersøgelser m.h.t. det inventar, som netop dette eller hint hus tidl. havde haft, eller nødvendige overvejelser m.h.t. det tidsafsnit, hvis milieu man ville »fastfryse«.
Ved den midlertidige standsning af genopførelsesarbejdet frigjordes arbejdskraft til bygningsundersøgelser i hele det fynske område. Fra den gennemtrawling af landsdelen, som gik forud for udvælgelsen i sin tid, havde man kendskab til mangfoldige landbygninger, som hver for sig fortalte om byggeskik på Fyn igennem tiderne. Og man drog ud fra museet, når man var blevet opmærksom på bygninger, som stod foran gennemgribende modernisering eller ligefrem nedrivning. En registrerende fotografering – ofte ledsaget af opmåling – så var iagttagelsen gjort og fastholdt for eftertiden.
I foråret 1953 kunne man i »Fyns Tidende« læse, at et landhåndværkerhus på grænsen mellem Nr. Søby og Nr. Lyndelse sogne stod i fare for nedrivning, da Fåborg landevej, som løb tæt forbi huset, skulle omlægges. Huset havde den særlige interesse, at komponisten Carl Nielsen havde tilbragt sine sidste barndomsår hér. Huset er omtalt i »Min fynske Barndom«, og i betragtning af, at hverken fødestedet i Sortelung eller Niels Malers næste bolig var bevaret, rejste der sig en stemning for på en eller anden måde at bevare dette hus.
En flytning til Den fynske Landsby kunne museumsvæsenet ikke anbefale, da man fandt det grundmurede hus for »ungt« (ca. 1850). I stedet dannedes en »Komité til bevarelse af Carl Nielsens Barndomshjem«, som besluttede at søge huset bevaret så nær den oprindelige plads som muligt. I komitéen var museumsudvalget repræsenteret ved Knud Secher, ligesom Svend Larsen og Eigil Hansen bistod med arbejde og gode råd. Iøvrigt blev bevaringsinitiativet bakket op af komponistens familie, af musiklivets folk samt af amtsråd og sogneråd. Det lykkedes ved indsamling at tilvejebringe de midler, som skulle til for at flytte huset ca. 20 meter, således at landevejen kunne rettes ud og huset få en placering ved den nye vej, nogenlunde svarende til dets tidligere placering. Samtidig besluttedes det at indrette huset til museum for Carl Nielsen, emnemæssigt med hovedvægt på hans »fynske barndom«. Familien afgav hertil, hvad den havde af relevante »nielseniana«, og Odense by påtog sig den fremtidige drift, efter at bevaringskomitéen havde gjort sit arbejde færdigt.
Huset blev ikke »rullet«, men nedtaget og genrejst – under Eigil Hansens ledelse – efter den arbejdsgang, som man efterhånden havde prøvet nogle gange. To af stuerne blev indrettet til museumsrum, resten af huset til bolig for det nødvendige opsyn. På Carl Nielsens fødselsdag 9. juni 1956 blev huset »genindviet«. Til Odense Bys Museer, som i forvejen havde H.C. Andersens Barndomshjem i Munkemøllestræde, var føjet endnu et mini-museum.
Det skal ikke skjules, at dette museum ikke ligefrem har været nogen publikumssucces. Her spiller flere forhold ind. Udstillingsarealet er meget beskedent, og ligeså beskedent er det materiale, som kan belyse museets emne. Der har derfor ved flere lejligheder været forslag om alligevel at flytte huset – med emnet – til Den fynske Landsby, hvor det ville blive set af mange flere mennesker. Det sidste er ubestrideligt, men Odense Bys Museer mener stadig, at det bevarede hus bør forblive på stedet, ganske vist med den forudsætning, at det også i fremtiden må være omgivet af det fynske landskab, som Carl Nielsen elskede så højt og som også har sat sig spor i hans musik.
Med skiftende udvalgsmedlemmer, men med samme museumsdirektør, forsøgte man stædigt og udholdende at fuldføre de forlængst lagte planer, som både tilsigtede at føre oldsagssamlingen og møntsamlingen til dette museum og også at skaffe nedbrydningstruede, bevaringsværdige bygninger et »asyl« i og ved museumsgaden el. -strædet. Som arkitekt for byggeriet virkede Knud Lehn Petersen, sidst i 50’eme i samarbejde med sønnerne Erik og Ebbe Lehn Petersen.
Museets byggeplaner krydsedes gang på gang af »tiltag« i de tilgrænsende områder. Først gjaldt det et gadegennembrud, hvorved en ny gade, Hans Mulesgade, gjorde ubehageligt lyst i museets »bagland« mod øst. Dernæst opførelsen af en ny politigård på Postgårdens tiloversblevne areal, en barsk og dominerende nabo for det idylliske stræde med de gamle, lave bygninger, og tilmed en trussel mod fine gamle Overgade-ejendommes fortsatte eksistens (ejd. Overgade 60, 64 og 66). Der gik mangfoldige år med overvejelser for og imod. Skulle man primært gå på barrikaderne og kæmpe for de truede bygningers bevaring »på roden« eller skulle man akceptere »udviklingen« og falde til føje over for trafikplanlæggernes argumenter, samt give de gamle bygninger det dem tiltænkte asyl? Valget var ikke let, museumsudvalgets politisk valgte medlemmer havde deres bindinger, og museumsfolk i Odense er kommunale tjenestemænd, af hvem deres foresatte kan kræve loyalitet mod de politisk trufne beslutninger. Afslutningen på hele denne sag blev for-såvidt den bedst mulige. Tre storborgerlige huse eller gårde fra 1700-tallets slutning fik lov til at blive liggende, istandsat af og for »Fondet til fynske Kulturminders Bevaring«, med kraftig støtte fra museumsvæsenet.
Mens disse kampe udkæmpedes på museets front mod øst, skete der en intensivering af museumsarbejdet inden for de allerede udstukne grænser.
Måske var indsamlingsvirksomheden ikke helt så kraftig som førhen, men fra tid til anden erhvervedes dog mangen en »godbid« på auktioner i København, først og fremmest mange stykker sølvtøj af gamle Odense-mestre. Museet gjorde sig også gældende som arkæologisk-arbejdende institution. Den første større udgravning gjaldt en middelalderlig hustomt på »Gåseholmen« tæt ved voldstedet Næsbyhoved.28 Her kunne man endnu en gang konstatere brugen af sulekonstruktionen på Fyn, ligesom i jernalderens hustomter i Aasum eller i Fjeldstedgården i Den fynske Landsby. Senere hen fulgte undersøgelser i bymidten, i rådhustomten og på Albani Torv.29 Samtidig begyndte så småt de nedrivninger i bymidten, som var en forudsætning for 60’ernes store gadegennembrud. Gamle ejendomme som Overgade 9 og 11 blev behørigt undersøgt og opmålt, og en overflytning til Møntestræde-komplekset blev endda overvejet, men opgivet.30
Den særudstillingsvirksomhed, som startede i 1941 med de folkelige vævninger, blev genoptaget flere gange i efterkrigstiden. Den udstilling, som nok har vakt størst opmærksomhed og som stadig mindes, var udstillingen »Fra fynske herregårdes gemmer«. Her gik museet i samarbejde med Selskabet til Haandarbejdets Fremme, anført af dettes lokalformand, grevinde Nonni Ahlefeldt. Ligesom det var tilfældet på Fyns Stiftsmuseum under særudstillinger, måtte man også i Møntergården tømme museumsrum for permanent udstillede museumsgenstande. Det var besværligt, tingene led overlast, og disse forhold tjente til yderligere argumentation for nødvendigheden af en stor museumsbygning ved Møntestrædes udløb i Sortebrødretorv. I 1959 så det ud til at skulle lykkes. Endelig gav magistrat og byråd efter for museumsudvalgtes og museumsvæsenets talrige henstillinger og indstillinger. Der bevilgedes et millionbeløb til detailprojektering og opførelse af en bygning til 1. oldsagssamlingen, 2. konserveringslokaler, 3. særudstillings-, foredrags- og undervisningslokaler samt 4. museernes administration. Hvad 2. verdenskrig i sin tid havde forhindret, skulle nu gennemføres.
I 1960 beredte museumsvæsenet sig til at fejre 100-året for oprettelsen af det første museum i Odense. Der var flere dage at vælge imellem, men som jubilæumsdagen foreslog Svend Larsen den 2. december, idet der på denne dag var hengået præcist 100 år, siden »Nordisk Museum i Odense« blev forevist for museets bestyrelse, ikke dagen for dets åbning for offentligheden (9. december). Og på jubilæumsaftenen sad museumsudvalget alias museumsbestyrelsen til højbords sammen med undervisningsminister og aftenens »formelle vært« – en som adelsmanden Falk Gøye udklædt lektor fra Katedralskolen – mens museumsdirektøren skjulte sig beskedent ved et af langbordene i Møntergårdens lavssal. Iscenesættelsen var typisk for Svend Larsen, som skyede al offentlig fremtræden og gerne lod andre tage vare på sligt. Dagen var museumsudvalgets, men ingen af festdeltagerne var vist i tvivl om, hvem der stod bag udvalget.
Vi skal ikke opholde os yderligere ved selve jubilæet, men forsøge at tegne konturerne af det jubilerende museumsvæsen.
Som det er fremgået af de foregående sider, var der sket en del siden det sidste jubilæum, i 1935. En vækst havde fundet sted, kvantitativt og kvalitativt. Nye museer var kommet til, nogle havde vokset sig større, men samtidig havde man også besindet sig med hensyn til, hvilke af de gamle samlinger der skulle udbygges og hvilke der ikke skulle. Mest tydeligt kan denne prioritering iagttages på Fyns Stiftsmuseum, hvor først og fremmest oldsagssamlingen og kunstsamlingen blev fremmet, i mindre grad også mønt- og medaillesamlingen. Naturhistorisk samling stagnerede, antiksamling og etnografisk samling var lukket for publikum, og afstøbningssamlingen var uddeponeret. Men med denne »udtynding« var det et blomstrende museumsvæsen. I de »udvalgte« museer og samlinger var kvaliteten på museumsarbejdet højnet væsentligt, fordelt rimeligt på de forskellige museumsfunktioner.
Det er som bekendt svært at måle omfanget på et museums eller museumsvæsens aktivitet. Når det kommer dertil, har man som regel kun besøgstallene at falde tilbage på. Uden at tildele besøgstallet større betydning end det kan bære skal det dog nævnes, at Odense Bys Museer i jubilæumsåret besøgtes af godt 230.000 gæster. Det samme antal mennesker besøgte samme år Nationalmuseet, dog uden Frilandsmuseet. Sligt noterede man sig med tilfredshed i Odense, vel vidende at H.C. Andersens Hus bidrog smukt til Odense-tallet.
Det store besøg pyntede ikke bare på statistikken, det pyntede også på regnskabet. Da jubilæumsåret var omme, så museernes regnskab således ud:
| Post | Beløb | Andel |
|---|---|---|
| Lønninger | 290.484 kr. | 39% |
| Bygninger | 83.190 kr. | 11% |
| Samlinger | 108.463 kr. | 14% |
| Øvrige udgifter | 271.084 kr. | 36% |
| Ialt | 753.221 kr. | 100% |
Og byrdefordelingen samme år var således:
| Post | Beløb | Andel |
|---|---|---|
| Egne indtægter | 454.872 kr. | 60% |
| Statstilskud | 53.355 kr. | 7% |
| Amtstilskud | 6.000 kr. | 1% |
| Odense kommune | 238.994 kr. | 32% |
Trods et væsentligt større personalehold end i 1935 udgjorde lønudgiften stort set samme andel, og på trods af flere bygninger og et højere aktivitetsniveau, var altså udgifterne hertil procentuelt lavere. Når den meget blandede udgiftskategori »Øvrige udg.« er steget til en andel på 36% – mod 24% i 1935 – er forklaringen den, at et stort salg af postkort, vejledninger og andre salgsvarer i museernes billetsalg forudsætter store indkøb.
Det mest iøjnefaldende på indtægtssiden er naturligvis de store indtægter – 60% – som museerne selv har tilvejebragt. Det er vist tvivlsomt, om noget andet museum i Danmark kunne møde op med tilsvarende indtægter i datidens Danmark. Statstilskuddet var numerisk steget kraftigt – og i året 1960/61 var museumsloven slået igennem med fuld styrke, også for Odense Bys Museers vedkommende – men alligevel kan staten ikke noteres for mere end 7%, endda forholdsvis mindre end i 1935.
De store »egne indtægter« gjorde det let for politikerne i museumsudvalget at forsvare museernes krav på de offentlige kasser, i byrådet og i de politiske grupper. Og de må have givet den ansvarlige leder en ikke ringe frihedsgrad i forholdet til hans politiske foresatte. Disse var derfor også meget lydhøre overfor museernes forslag om at anvende nogle af de »egne indtægter« til museale formål i stedet for at anvende dem til nedbringelse af det kommunale tilskud, d.v.s. underskudsdækningen. Fra og med 1955 fik man tilladelse til at anvende H.C. Andersen-museets overskud til visse fonde med ganske bestemte formål: 1) en dispositionsfond, hvis midler skulle anvendes til erhvervelser til museets samlinger, 2) en grundfond til en kommende udvidelse af dette museum og 3) en publikationsfond til finansiering af videnskabelige publikationer fra Odense Bys Museer, altså alle museer.
Først i 1950’erne begyndte museernes årbog »Fynske Minder« at udkomme, en publikation hvor museumsmedarbejderne fremlagde arbejdsresultater, præsenterede nyerhvervelser m.m., en populærvidenskabelig publikation som henvender sig til alle med interesse for museernes arbejde. Modellen eller forbilledet var – naturligvis – »Nationalmuseets Arbejdsmark«, som begyndte at udkomme i 1928. Fra og med 1955 overtog H.C. Andersens Hus – som allerede nævnt – udgivelsen af »Anderseniana«, som H.C. Andersen Samfundet ikke længere kunne magte. Og i 1958 udsendtes 1. bind i museernes skriftrække »Fynske Studier«, hvori »tungere« forskningsresultater kunne se dagens lys. Allerede i 1960 fulgte bind 2-4. Der var grøde i publikationsvirksomheden. Samme år udsendtes også en billedbog, som skulle gøre publikum opmærksom på, hvor meget – og hvor meget forskelligt – der kunne ses på byens museer.31 Endelig blev der produceret en film, som også fik navnet »Fynske Minder«, der havde til formål at vise, hvad der foregik bag kulisserne. Publikum ser normalt kun det færdige produkt, udstillingen, måske en publikation – men via filmen fik man lejlighed til at stifte bekendtskab med det museumsarbejde der ligger bag det færdige resultat.32
Drivkraften bag alt dette var Svend Larsen, museernes direktør. Selv om han endnu fik godt 3 arbejdsår, før han i 1964 afgik ved en alt for tidlig død, vil det nok være rimeligt at karakterisere ham som han fremtrådte her i jubilæumsåret. I mere end 20 år havde han været museernes leder, i alle årene i fortræffeligt samarbejde med skiftende museumsudvalg.
Svend Larsen har vist intetsteds skriftligt formuleret, hvorledes Odense Bys Museer efter hans mening skulle ledes, men man kan indirekte læse det ud af hans karakteristikker af sine forgængere, således som han som ungt menneske formulerede det i »Et Provinsmuseums Historie«. Om Lotze hedder det: »en Rigdom paa Initiativ og en Vilje til at naa de Maal, han satte sig«, »Lotze var stadig Drivfjederen«, eller »Det kunde ikke betvivles, at naar Museets Ledelse laa i en handlekraftig og initiativrig Mands Hænder, var det til Skade at ville begrænse Handlefriheden af et Udvalg, hvis Medlemmer ikke havde Forudsætninger for at deltage i den videnskabelige Del af Museums-arbejdet, som skulde være, og den Dag i Dag skal være Sjælen selv i et Provinsmuseums Arbejde«. Og om borgmester Dithmer: »Der var Myndighed, Fart og Klarhed over hans Dispositioner« og »Han forstod, ligesom Lotze, Centralisationens Betydning, men han havde samtidig Lotzes Ekspansionstrang…«. Til sidst om Chr. M.K. Petersen: »Han havde en sjælden Arbejdsevne og forstod at tilrettelægge Arbejdet saaledes, at netop det vigtigste blev ekspederet straks, og det mindre væsentlige lagt hen til det kunde behandles. Dernæst var han samvittighedsfuld…«. Meget mere kunne citeres. Det hér fremhævede kan med fuld ret hæftes på Svend Larsen og hans embedsførelse. Der var myndighed, fart og klarhed i også hans dispositioner, og han var en centralisationens mand, var i besiddelse af en kolossal arbejdsevne, forstod at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, og dertil var han samvittighedsfuld. Endelig havde han menneskelig varme og humør, men disse egenskaber kom bedst for dagen i den snævre kreds af arbejdsfæller og venner.
Også uden for Odense havde man fået øje på denne museumsmands kvaliteter. I perioden 1952-59 bestred han formandskabet i Dansk kulturhistorisk Museumsforening og kom derigennem med i det arbejde, som i 1958 førte til vedtagelsen af den første danske museumslov. Han var et meget virksomt medlem af det udvalg, som forfattede den betænkning, som gik forud for loven. Meget følgerigtigt udpegede D.K.M. ham til at repræsentere sig i det nye Statens Lokalmuseumstilsyn. Provinsmuseernes – nu lokalmuseernes – ligestilling med Nationalmuseet var omsider en fuldbyrdet kendsgerning. For Odense-manden, som fra sit eget museum havde kendt til tidligere tiders »Nationalmuseumstilsyn« med provinsens museer, må den nye balance være blevet følt som en anerkendelse, hilst som en sejr. Det talte han nu ikke meget om, og han var den første til at lade det gamle nag være glemt. Hvilket var så meget lettere som det for ham og hans museer ikke i hans ledertid havde været noget problem.
