Adskillige gange er der skrevet om de fynske guldskåle fra broncealderen, også i Fynske Minder.[1] Grunden til at tage emnet op igen er, dels at fundhistorien er ganske tiltalende, dels skal det forsøges at se guldskålene fra en lidt anden indfaldsvinkel end den sædvanlige. Skal guldskålene forstås på en anden måde end broncealderens øvrige offer- og depotfund i forhold til bebyggelsen?
I dag racer motorvejstrafikken tæt forbi guldskålenes findested; i 1862 var det virkeligt langt ude på landet, omend det moderne samfund allerede var godt på vej – man var i gang med at anlægge jernbanen tværs over Fyn. Den løber stadig 1,5 km nord for Mariesmindes mose.
Lad os begynde med hovedpersonen – finderen.
Den sidste dag i januar 1802 døbtes husmand Peder Knudsens og hustru Anna Rasmusdatters søn af Lavindsgårde, som var født den 30. december 1801. Testes (vidner) var Captajn Hejdes stuepige Inger Jensdatter, Lars Clausen, Lars Hansen, alle af Lavindsgårde, Søren Rasmussen af Mariesminde og Anders Sørensen af Røjerup.
Rasmus Pedersen blev konfirmeret i 1816 som 14½ årig. Han havde vist »god Opførsel og temmelig god Kundskab«. Han blev siden gift med Kirsten Hartvigsdatter.
Deres førstefødte Peder fødtes den 31. marts 1835, han fulgtes af Karen den 3. november 1837 og af Christian født den 4. marts 1840 som tvilling og hjemmedøbt, samt af Niels den 23. september 1842. Selv døde Rasmus Pedersen den 25. marts 1873 og blev begravet den 13. april – var det sent forår det år? Han var enkemand, aftægtshusmand og fødtes og døde samme sted, nemlig i Lavindsgårde, som der stod i kirkebogen. Det er hvad der står om denne ene af Rønninges husmænd i sognets kirkebøger. Et ganske normalt livsforløb. Godt nok blev han ældre end gennemsnittet, men han syntes nu også at have levet i et ganske sundt miljø. Det var ikke fra hans hjem at der indførtes mange døde børn i kirkebogen, som tilfældet var med nogle af hans samtidige standsfæller. Men kirkebøgerne fortæller ikke noget om det, der – ved siden af børnefødslerne – selvfølgelig må have været den store begivenhed i familiens liv.
Den 29. juni 1862 gravede han og 2 af sønnerne nemlig tørv i en tørvemose, »hvor der ikke vides at have været gravet i Mands Minde«. Mosens ejer gårdmand Mads Pedersen, Mariesminde havde givet »denne fattige Mand Tilladelse til at grave sig lidt Tørv på det Sted«. En alen nede i mosen fandt familien 11 guldskåle »ordnede nedsatte med Hankene nedad-vendte, fyldte med Jord i en stor Metalkrukke.« Metalkrukken var dækket med et låg, som Rasmus Pedersen antog for en slags ler. Det faldt i støv, var noget lysere end den øvrige (tørve)jord ved berørelsen. Også 3 af hankene på skålene smuldrede ved optagelsen.[3]
En jernbanearbejder tilbød straks finderne 20 Rigsdaler for fundet, »men Finderen svarede at det skulle leveres til Præsten og indsendes efter Kongens Befaling«.
Det skete som Rasmus Pedersen svarede, og pastor Hundrup, som viderebefordrede fundet til conferensråd C.J. Thomsen, Nationalmuseets chef, skrev: »Dersom det skulle vise sig at det er af Værdi, vil denne Hjælp komme på et meget nødtørftigt Sted, og skulle det være uden Metalværdi, nærer jeg det Håb, at den Omsorg, Rasmus Pedersen har vist for at bevare det, ikke vil blive ubelønnet, ikke alene for den trængende Mands Skyld, men og for at det mere vil blive bekjendt hvad Pris, der sættes paa at Oldsager bliver bevaret«. Man kan ikke bebrejde præsten, at han ikke havde begreb om hvad det kunne være og udbad sig oplysninger fra Thomsen om »hvad Tid Fundet må henregnes til og hvilken den sandsynlige Bestemmelse er, det har haft«.
Allerede 5 dage efter at fundet var sendt fra Rønninge pr. Langeskov, kunne man læse en udførlig beskrivelse af det i Berlingske Tidende leveret af Nationalmuseets trofaste protokolfører kammerraad C.F. Herbst. Her står, hvad man siden har holdt fast ved, at fundet tilhører broncealderen. Det var vigtigt derved at det var første gang – og hidtil eneste i Danmark – guldskåle blev fundet sammen med noget som kunne datere dem – nemlig broncevasen.[4]
Fordi finderen boede ved Lavindsgårde, troede man længe, at fundet stammede derfra, men i virkeligheden stammer det fra en mose i »Pile-målene« under gården Mariesminde, ikke langt fra Lavindsgårde. Man kan undre sig over at Nationalmuseet ikke sendte nogen over for at kigge nærmere på findestedet. Det var faktisk først i 1885 at den altid velspørgende Henry Petersen ved herredsberejsningen fik fat i den rigtige oplysning.
Statsguardejn Groth vurderede den 17 Juli »de 11 Kar med dertil hørende til 104 Lods Bruttovægt c.v. Indbyrdes var der en Del Forskellighed såvel med Hensyn til Karrenes Størrelse, Guldets Tykkelse som Broncehankenes tilsyneladende Vægt. Guldet er anslået til de 74 af de 104 Lod, hvorefter Metalværdien efter de sidste Hamburger Kursforhold vil andrage den for Finderen betydelige Sum af 1100 Rigsdaler. Hvilket det herved er mig en Fornøjelse af tilmelde Det Kongelige Museum for Nordiske Oldsager«. Fornøjelsen blev nok endnu større på Fyn, da Finderen fik besked, og 3 uger senere fik de mange penge.
Jernbanen tværs over Fyn blev anlagt fra 1861 og åbnet i 1865, så der har været mange, sikkert både fremmede og lokale til jordarbejdet, der jo dengang ikke var mekaniseret.[5] Om Rasmus Pedersen også var beskæftiget ved banearbejdet vides ikke.
En jernbanearbejder fik i 1862 (ganske vist i Jylland) en krone og 84 øre om dagen for 10 timers arbejde – med 2 timers spisepause, en landarbejder fik mellem 76 øre og en krone om dagen med reduktion på 10-15 øre for frit hus. Landarbejderen fik desuden mælk og individuel hjælp i nød eller trange år – formentlig afhængigt af gårdejernes individuelle holdninger. Et pund kaffe kostede 76 øre, et kilo rugbrød 14 øre.[6] De 1100 rigsdaler svarede til mindst 6 års løn for en husmand med lidt løst landarbejde, i dag skal der en bedre »trettener« til for at nå samme resultat.
Kan vi forestille os, hvordan husmand Rasmus Pedersen følte, da han d. 6. august 1862 satte 1100 rigsdaler ind i Odense Sparekasse?
Hans præst beskrev ham som »en meget stræbsom og agtværdig, men yderst fattig Mand, Fader til 5 uforsørgede Børn«. Den 61-årige Husmand havde fået lov at skære Tørv til sin husholdning i en lille mose tilhørende gården Mariesminde syd for Langeskov på Midtfyn. At Rasmus Pedersen var en agtværdig mand fremgår af, at han afslog et tilbud om at sælge hele fundet for 20 Rigsdaler jvfr. priserne ovenfor. I stedet holdt han fast ved at aflevere det hele til præsten i Rønninge C.H. Hundrup, så fundet kunne blive indsendt, som kongen havde befalet.
Frederik d. VII’s populære ry som oldforsker må ligge bag denne stædighed. Hverken præsten eller husmanden anede, hvad det egentlig var de sendte videre. Da der kom bud fra København om at statsguardejnen havde vurderet fundet til at veje 74 lod guld og at det var et fund fra den fjerne broncealder, som Rasmus Pedersen havde gravet frem, må jublen have været stor i Rønninge og omegn.
De 11 guldskåle med hestehovedhanke udgør til dato det største danske broncealderguldfund, og den flotte broncevase fra Mellemeuropa gør Mariesmindefundet til et af de vigtigste af broncealderens mange store fund.[7]
Det er vist klart, at det ikke er resterne af et almindeligt drikkegilde, vi her har med at gøre. Hvad de 11 personer (utvivlsomt mænd) skulle øse op af broncekarret er ukendt, var det kildevand eller mjød? Det må have været noget som ansås for betydningsfuldt, siden det skulle drikkes af guldbægre. Men hvorfor 11 bægre? Der er 4 sæt af hver 2 ens bægre og 3 umage, men alle med samme slags hank. Rumindholdet svinger mellem 280 og 400 cm3 – ca. ¼ – ½ liter.[8] Hvem havde adgang til at bruge disse fine kar? Var det 11 præster der mødtes her? Hvorfor blev al herligheden sat ned i mosen?
127 år efter Rasmus Pedersens store dag må vi konstatere, at vi ikke har megen konkret viden at komme med.
Guldskålene kendes fra Sydskandinavien og Nordtyskland. Hvad der er fra det øvrige Europa, ligner nok i teknik, men sandelig ikke i form, så vi kan roligt betragte vore guldkar som en nordeuropæisk gruppe.[9]
Dateringsmulighederne er ikke de bedste. Et nordtysk gravfund og Mariesminde-fundet er de bedst egnede. Broncekarret fra Mariesminde lader sig sikkert datere efter mellemeuropæisk kronologi (det kom jo også dernede fra), og hestehovederne svarer til danske rageknive fra yngre broncealders begyndelse, som Herbst allerede gjorde opmærksom på i avisen i 1862.[10] Med Mariesminde-guldskålene som udgangspunkt kan nogle af de andre guldkar placeres i samme tid, f. eks. fundene fra Midskov og Avernakø i hver sin ende af Fyn. Det er dog almindeligt at regne med, at nogle af guldskålene er ældre som f. eks. den rige holstenske mandsgrav fra Gönnebeck. Andre blev endnu lavet i den følgende periode, altså omkring 800. Den sidste datering støtter sig dog kun på ornamentstudier.
Med sikkerhed kan vi kun sige, at der blev lavet guldskåle, som kom i holstenske grave omkring 1100, og andre, mere udviklede skåle fik i yngre broncealders første generationer omkring 1000-900 f. Kr. f. hestehoved-afsluttede hanke; nogle af dem kom i mosen ved Mariesminde sammen med et indført broncekar fra samme tid.
Skålene findes i Danmark i et bælte tværs over øerne og Sydjylland, to fund stammer fra Borbjerg Banke ved Skælskør, der nok skal opfattes som et broncealders helligsted.[11] De øvrige skåle stammer fra meget forskellige steder som Avernakø, Midskov, Ejlbylunde osv.
Det er svært at se nogen indlysende, eller oplysende sammenhæng med f. eks. bebyggelsescentre, så skålenes miljø er ikke så ligetil at fastslå.
Om guldets betydning i broncealderen kan der ingen tvivl herske. Guld benyttedes til udvalgte genstande som f. eks. edsringe, der må have været værdigheds- eller rangsymboler for en bestemt gruppe mænd, der med sikkerhed ikke var de ringest stillede i datidens samfund.[12]
Guldskålene kan egentlig kun tænkes i to sammenhænge. Enten en socialt betinget, dvs. i samfundets øverste lag, eller en religiøst betinget dvs. som kultinventar. Vor førende broncealderforsker for en menneskealder siden, H.C. Broholm, tolkede guldskålene som gammelt kultinventar, der blev gravet ned, fordi det var blevet forældet, så det ikke længere havde nogen plads i den nye religion, som han så ved overgangen til jernalderen.[13]
Dette religionsskifte må vist siges at hvile på et tyndt grundlag, hovedsageligt det, at bronceofferfundene ophører sidst i broncealderen med undtagelse af halsringe. Efter Broholms teori skulle guldskålene være begravet omkring 500, men det er der ingen støtte for. Vi kan lige så godt påstå, at guldskåle blev lavet gennem en halv snes eller flere generationer. De første fulgte deres brugere (ejere) i graven enkeltvis. Den næste serie blev lavet parvis og nedlagt sådan, ofte flere par sammen. Somme tider blev parrene splittet ad, som vi kan se i Avernakø- og Midskovfundene, hvor hvert fund indeholder 1 skål fra samme par.[14] Disse par blev ikke gravlagt, og kan med rimelighed opfattes som fælles eje, tilhørende en bygd eller en stamme, eller hvad man nu vil kalde en større regional gruppe mennesker på den tid.[15]
Hvis vi skal følge den gængse opfattelse, blev der lavet guldskåle endnu omkring 800. Derefter forsvinder de. Vi kan påstå, at guldskåle ikke mere blev lavet, fordi der ikke længere var guld nok, eller mulighed for at skaffe sig guldet eller de færdige skåle, eller fordi skålenes funktion ikke længere var betydningsfuld nok (Broholms argument).
Jeg synes at det er svært at afgøre, hvad der er sandsynligst, men vil tilslutte mig Broholms kultinventar-tanke. Der er flere eksempler på at kultinventar blev lavet i par, vi kan nævne de store økser,[16] hjelmene fra Viksø,[17] skjoldene[18] og lurerne[19] som de vigtigste former for kultinventar fra yngre broncealder, alle er de parvis matchede. Om det er dyrkelsen af et gudepar, som man som sædvanligvis kalder tvillingeguderne,[20] der er baggrunden, eller om der foregik en slags ceremoni, der var betinget af to personers ageren? Igen et spørgsmål, som det er svært at svare præcist på.
En anden forklaring end Broholms kunne være, at man nedlagde lurer, skjolde og guldskåle i moser og i jorden på helligstederne, fordi man mente, at sådanne ofringer gav bedre resultat end de egentlige kulthandlinger. I så fald har samfundene åbenbart været i nød ved de lejligheder, hvor disse fund kom i jorden. Der må have skullet kraftige, tungtvejende argumenter til før man for evigt skilte sig af med så kostbare sager som de nævnte.
Traditionelt opfattes depotfundene som noget, der nedlagdes afsondret fra bopladserne, velsagtens i randen af bygderne i udvalgte moser, vandløb eller ved andre karakteristiske steder, såsom gravhøje, store sten eller specielle træer. Nye fund fra de senere år tyder dog på at dette ikke altid var tilfældet. På Lindø-bopladsen[21] var et kar med broncer gravet ned og nær bopladsen ved Enemærket fandtes i et dyssekammer et kvindesmykkedepot.[22] Fra ældre broncealder kan nævnes et stort hus med depot af bronceøkser.22aUden for Norden er en sådan tilknytning af depoterne til bopladser meget almindelig.[23]
Måske afspejler findestederne to forskellige traditioner, en for personlige ofre og andre måske mere fælles såsom Lindø-bopladsens, og en anden for kultudstyr. Hvor de normale depoter lægges ned efter fast mønster i bopladsområdet, kan vi opfatte de sakrale depoter som nedlagt fjernt fra den daglige cirkel, men muligvis ikke så fjernt fra de omgivelser, hvor kultudstyret blev brugt ved kulthandlingerne.
Med disse overvejelser kan nedlæggelsen af kultinventar som kæmpeøkserne, skjoldene og hjælmene, lurerne og guldskålene kun være bebyggelsesangivende på det helt generelle plan. Selvfølgelig har der været bebyggelse inden for en overskuelig afstand fra nedlæggelsesstedet. Men disse fund kan ikke vise, hvor selve bygderne eller bopladserne lå. I den henseende vil de almindelige depoter af kvindeudstyr og redskaber og våben være mere interessante, hvis vi, ud fra den tendens som de nævnte ganske få fund angiver, tør tillade os at generalisere. Naturligvis skal man ikke forvente, at alle mennesker overalt i Norden opførte sig på samme måde, der kan vel være regionale eller tidsbetingede forskelle, som vi i dag ikke rigtigt har indsigt i.
Vi får da heller ikke megen hjælp af det normale kildemateriale, som er registreret i museernes arkiver.
Der er flere kilometer til nærmeste gravhøj eller depotfund. Mellem Rolfsted og Ellinge er der flere sten med skålgruber, som må være udtryk for en broncealderbebyggelse i den umiddelbare nærhed (fig. 5). I Mariesmindes umiddelbare nærhed er der faktisk ikke rigtigt noget at komme efter; det nærmeste større fundkompleks er kogegrubesystemet på Søhave ved Vindinge Å syd for Rønninge.[24] Det er solidt dateret til samme tid som guldskålene, medens andre kogegrubeforekomster i Rønninges nære omegn ikke kan dateres nærmere.
Faktisk skal vi til Sdr. Nærå – Årslev for at finde en rimelig koncentration af høje foruden et lurfund.[25] Også ved Lykkesholm er der højgrupper og fra Ørbæklunde et vigtigt, samtidigt depotfund.[26] Faktisk ligger Mariesminde i en af de ringest udstyrede fynske egne, når det drejer sig om broncealderbebyggelses udtryk. Denne lidt besynderlige placering gælder ikke blot Mariesminde, men guldskålene synes i det hele taget ikke at ligge i de tættest bebyggede egne. Findestederne ligger marginalt i forhold til bebyggelsen, således som vi kender den fra grav- og depotfund (bopladserne er endnu for spredte til at vi kan bruge dem som udgangspunkter.[27] Avernakø er vel nok det tydeligste eksempel, en lille ø uden mere end en enkelt boplads. Midskov ligger perifert i forhold til Hindsholms øvrige fund, selv om der er både et vigtigt depotfund og en noget yngre boplads fra Midskov. Ejlbylunde ligger imellem 2 højkoncentrationer. I Danmark er Borbjerg-guldskålene faktisk den eneste undtagelse. Fra den markante morænehøj Borbjerg Banke midt i det rige område, som er det sydsjællandske modstykke til Sydvestfyns Voldtoftebygd, stammer 2 guldskålsfund.[28] Anbringelsen i dette markante terræn adskiller også Borbjerg-fundene fra de øvrige guldskåle, der enten stammer fra moser som Mariesminde og Midskov eller er gravet ned i nærheden af større sten som Ejlbylunde eller uden nu erkendelige markeringer. Der er dog et svensk fund fra Smörkull, som kan minde om Borbjerg.
Lurerne opfører sig egentlig på samme måde. De er alle mosefund, Lyø svarer stort set til Avernakø som ressourceområde, Årø er endnu mindre. Findestedet for Årslevlurerne kendes ikke, men der er ingen andre fund i selve Årslev sogn. Tellerup ligger også afsides på Vestfyn, der jo ikke fremstår som noget særligt markant område i yngre broncealder. Igen er Boeslunde undtagelsen, thi også her er der et lurfund fra det samme område som guldskålene og de andre rige fund.
Denne negative konstatering må jo nøde os til at spekulere over, hvorfor tingene er som de er. Er der nogen anden sammenhæng mellem lurernes og guldskålenes findesteder og deres brug og funktion? Ligger de i nærheden af de (hellige) steder, hvor de i sin tid blev brugt? Hvis det er tilfældet, hvad var det da for nogle steder?
Udgangspunktet er, at både guldskåle og lurer, ligesom skjolde og hjelme, er kultinventar, benyttet ved broncealderens religiøse handlinger. Var kulten netop noget, som foregik væk fra selve bebyggelsen – bortset fra Boeslunde, hvor Borbjerg Banke som naturfænomen kan have bestemt kultstedet? Kulten var knyttet til naturfænomener som vandløb, søer (og moser), jordfaste sten,[29] bakker, lunde eller enkelttræer? En sådan tilknytning ville ikke være bemærkelsesværdig, da dyrkelsen af naturens overordnede magter netop formodes at udtrykke sig i sådanne naturfænomener i mange kulturer.[30] Helt ind i vor egen tid har de overlevet både kristendom og Islam rundt omkring i verden.
Det hemmelighedsfulde, gysende afspejles i Tacitus’ beretning om Nerthus-dyrkelsen, men behøver ikke at kendetegne alle sider af naturhelligdomme. De afsidesliggende moser og søer kan dog godt placeres i netop en sådan sammenhæng.
Vi lander meget hurtigt i tankerækker, der ikke lader sig kontrollere på det arkæologiske materiale. De kan være frugtbare for vores forståelse af fortidens samfund, men er nok mest egnede til den enkeltes lønkammer. Jeg vil dog nævne en enkelt, fordi den måske kan bruges i kommende feltarbejder.
Der er 4 km. i luftlinie imellem Mariesminde og det store kogegrubesystem ved Vindinge Å’s østbred på Rønninge Søgårds jord. Det er tidligere behandlet i Fynske Minder, men der er kommet mere siden. I dag kan antallet af kogegruber, lagt systematisk ud i op til 16 rækker stort set orienteret vest til øst over en strækning på 300 m., anslås til 1600! Så mange jordovne i planmæssigt udlagte rækker kan ikke være noget tilfælde, og kan ikke afspejle en almindelig bopladsaktivitet. Der er ikke noget, der kan fortælle, hvad der blev stegt i gruberne, nogle hestetænder passer egentlig godt med vor opfattelse af hestens rolle som kultdyr i broncealderen.
Anlægget er det største af sin art i Nordeuropa, og dets forklaring kunne være, at det fungerede, når store menneskemængder var samlede her. Grunden til deres tilstedværelse kunne være kult-vandet fra Vindinge Å øset op fra broncevasen med guldskålene?
Det største fund af guldskåle overhovedet, den største samling jordovne, og begge disse Guiness-rekordbogsfænomener fra samme tid, såvidt arkæologien kan afgøre, lyder det som noget helt tilfældigt?
Hverken guldskålene eller kogegruberne kan direkte sættes i forbindelse med kult – det sker sjældent i arkæologi. Men sandsynligheden for at kult er baggrunden for begge fænomener i vort midtfynske eksempel er stor nok til at vi kan bruge den som grundlag for videre spekulationer.
Begge funds størrelse tyder på, at de ikke stammer fra små lokalsamfund. En tolkning af guldskålene og de mange kogegruber som to forskellige arkæologiske udtryk for en central helligdom, dvs. kultplads, midt på Fyn virker tiltalende. Der er 13 km fra Mariesminde til Årslev, så desværre er det nok usandsynligt, at lurfundet fra Årslev kan kobles på kultpladsen. Vi ved heller ikke, om lurerne er samtidige med Rønningepladserne.
Om vi kan bruge dette eksempel som udgangspunkt for en tolkning af de nordeuropæiske guldskåle og skære dem alle over en kam er uvist, det kræver undersøgelser af lokalmiljøet omkring de øvrige 16 findesteder.
Konsekvensen af disse overvejelser bliver, at kulten ikke er bebyggelsesbetinget eller bebyggelsesbestemmende i broncealderen, måske med Borbjerg-Boeslunde som undtagelse. Modsat hvad vi hypotetisk antager for yngre jernalder f. eks. fra Gudme, har det ikke været kulten, som har været drivkraft(en) bag de bebyggelseskoncentrationer og rigdomscentrer, som vi kender f. eks. fra broncealderen. På Kirkebjerg-bopladsen, der foreløbig står som modellen for en centralboplads, er der støbekerner (formentlig) fra lurer, så et nært forhold må formentlig have existeret mellem denne form for kulinstrumenter og centralboplads – centerdannelse. Er det blot det arkæologiske kildemateriales endnu slet erkendte kildeproblem, som forhindrer os i at se oldtiden i det rigtige lys? Giver overleveringen (eller rettere mangelen på samme) den samme forvridning, som når vi kikker ned i vandet og ser tingene i fordrejet lys?
