Hollufgård er beliggende i det flade terræn mellem Fraugde og Hjallese, tæt ved Lindved Å og dens brede engdal, som løber syd og øst om gården. Fra gården er der ca. 7 km ind til Odense mod NV og knap 1 km i nordøstlig retning til den nærmeste af de to Hollufbyer, Neder Holluf.
Hollufgård blev i 1979 overtaget af Odense kommune, der til en begyndelse udlagde skoven og landbrugsjorden til bynære landskaber i landzonen. I 1981 besluttede man at anvende herregårdskomplekset til kulturelle og rekreative formål, og siden har der været næsten hektisk aktivitet på Jørgen Marsvins gamle herresæde. Gården blev hurtigt hjemsted for en række både kommunale og selvejende institutioner, og i dag kan centeret – kulturcenter Hollufgård – fremvise et omfattende og varieret udbud af kulturelle aktiviteter og arrangementer. Centeret er under stadig udbygning og udvikling.
Ikke mindst i lyset af de mange nye funktioner, som gården opfylder i dag, er det relevant at betragte Hollufgård i ’historiens lys’, at se på gårdens bygninger og stedets tidligere ejere m.m.; formålet med denne artikel er således at tegne et bredt anlagt kulturhistorisk billede af herregården Hollufgård.[1] Artiklen er opdelt i 4 hovedafsnit: Det ældste Hollufgård og Marsvin-slægten; Jørgen Marsvins hovedbygning; ejernes historie og ejernes bolig, herunder parken; ladegården. Bagest i artiklen, s. 88, findes en tidstavle over gårdens ejere og gårdens bygninger. – Til udarbejdelsen er gjort brug af godsarkivalier, brandtaksationer m.m. fra Landsarkivet for Fyn, ligesom der i fremstillingen indgår andet utrykt kildemateriale, fortrinsvis fra Nationalmuseets 2. afd., bl.a. en beretning om gården og dens bygninger, nedskrevet af Niels Ringe ca. 1830.[2]
Hollufgårds nuværende hovedbygning opførtes af rigsråd Jørgen Marsvin (den yngre) i 1577. Gårdens historie rækker ca. 100 år længere tilbage i tiden, hvor Jørgen Marsvins farfar, Jørgen Marsvin (den ældre), ved overtagelse af allerede eksisterende ejendomme i dobbeltbyen Over og Neder Holluf lagde grunden til hovedgården Hollufgård, som synes at være oprettet kort før hans død i 1524.
Jørgen Marsvin (den ældre) var af en kendt og gammel fynsk slægt, »de smukke Marsviner«, der kan føres tilbage til 1310. Slægtens anseelse blev grundlagt af Jørgen Marsvin (den ældres) far, Peder Marsvin (den ældre), som havde studeret i udlandet og opnået magistergraden. Peder Marsvin (den ældre), der stod i god forbindelse med kongehuset, avancerede i 1454 til borgmester i Odense, en stilling han besad til i hvert fald 1468.[3] Ved sit giftermål med Margrethe Bryske til Lindved, erhvervede han såvel denne herregård som en del bøndergods, herunder muligvis flere gårde i Holluf-byerne.
Med sønnen Jørgen Marsvin (den ældre) blev slægtens position yderligere styrket.[4] Ved ægteskabet med Anne Passow, enke efter Axel Valkendorf til Glorup, fik han omgang med de mest kendte adelsslægter. Senest 1494 blev han medlem af rigsrådet, dernæst rigskansler, – et embede han beholdt under kongerne Hans og Chr. II til sin død i 1524. Kong Hans opholdt sig hyppigt hos Marsvinerne på Lindved, og mange kongebreve blev sendt derfra.[5]
Denne højadelige status krævede et solidt grundlag i gods. Således forøgede han de efter faderen nedarvede ejendomme dels ved køb og mageskifter (tilbytninger) dels ved udlån mod pant. Blandt andet er Jørgen Marsvin (den ældre) kendt for i 1487 at have ydet et lån på 60 mark lybsk til Joachim Bjørnsen – af den kendte adelsslægt Bjørn – i Holluf mod pant i gården. Bjørnsens gård må have haft en anselig størrelse, og sandsynligvis er det denne gård, der udgør kærnen i det ældste Hollufgård. Navnet »Holloff gardt« omtales første gang ca. 1510.[6] Gården var nu blevet en virkelig storejendom, som foruden besiddelserne i Holluf-byerne omfattede en række ejendomme i det tidligere Kallerup.
Ved Jørgen Marsvin (den ældres) død gik begge hans hovedgårde over til sønnen Peder Marsvin (den yngre), der ligeledes var rigsråd, og som gennem sit giftermål med Helle Tagesdatter Hollunger yderligere erhvervede gården Dybeck i Skåne.[7] Inden sin tidlige død i 1528 nåede Peder Marsvin (den yngre) tillige at forøge godsmængden i Hollufbyerne.
Ægteparrets eneste søn Jørgen Marsvin (den yngre) (ca. 1527-1581) arvede Dybeck og Hollufgård.[8] I en årrække tjente han som hofsinde, indtil han i 1560 forlenedes med godset Tranekær. Han deltog med stor hæder i Den nordiske Syvårskrig (1563-70) og blev efterhånden forfremmet til lensmand, først på det strategisk vigtige Helsingborg slot (1565), senere Landskrona og Lundegård (1567). Det var Jørgen Marsvin, der i 1568 som feltøverste for to faner ryttere og fire fænniker knægte, fik til opgave at bringe forstærkninger frem til Fr. IIs feltherre, Daniel Rantzau, på dennes berømte vinterfelttog op igennem Sverige. Jørgen Marsvin nåede dog ikke frem til Rantzau ved Alvastra kloster, på Vätterns østside, men blev tvunget tilbage af de svenske styrker ved Värnamo. Efter freden i Stettin fik han i juni 1572 sæde i rigsrådet.
Under krigen var Jørgen Marsvin omsider blevet gift med Karen Gyldenstjerne fra Iversnæs (nuv. Wedellsborg). Trolovelsen var trukket i langdrag, og en intern familiekorrespondance lader ane, at jomfru Karen var blevet ked af sin fæstemand. Mogens Gyldenstjerne, Karens farbror, taler ivrigt Jørgen Marsvins sag: »Saa mærker jeg og«, skriver han i maj 1562, »at den gode Mand ville gerne have hende hjem, som tilbørligt er. At det nu forlænges for ham, der kan intet godt komme af… Jørgen Marsvin er en fin forsøgt Karl, har en naadig og gunstig Herre og Konge og har ved Gud og noget selv, en god Sædegaard i Skaane og en udi Fyn«. Karens mor Helvig Gøye, enke efter Otto Gyldenstjerne, svarer henholdende på datterens vegne, at hun ikke er »tilsinds at ville gøre hendes Bryllup, før hun er tyve Aar«, og at Karen i øvrigt »er saa god som han«.[9] – Til sidst føjede Karen sig dog i skæbnen, og i august 1565 kom partiet i stand.
I foråret 1576 udnævntes Jørgen Marsvin til stiftslensmand på Fyn. Hans forhold til bønderne var imidlertid ikke godt. Således klagede bønderne i Næsbyhoved birk højlydt over det tryk, han pålagde dem ved hoveri, og over hans nærighed med kost og husrum, når de skulle køre eller arbejde for ham. Endvidere anførte bønderne, at han brugte dem til at køre for sine gode venner, uden at disse var berettigede dertil. Sagen, som kongen afgjorde til bøndernes fordel, indbragte Jørgen Marsvin en skarp kongelig irettesættelse og umiddelbart derefter, i juni 1578, blev Jørgen Marsvin forflyttet til Blekinge, hvor hans virkefelt – som lensmand på Sølvesborg slot – begrænsedes kendeligt.[10]
Øjensynligt har det heller ikke været nogen udelt fordel at være i familie med ham. I hvert fald indgav hans egen slægt anklage og beskyldte ham under en flerårig proces for at have misbrugt sin stilling som værge for fasteren Anne Marsvin. – Jørgen Marsvin skrev sig til Dybeck, betragtede altså sin svenske hovedgård som den primære slægtsbesiddelse. Samtidig fortsatte han godssamlingerne i Holluf-byerne; bl.a. mageskiftede han sig i 1572 af kronen til 3 gårde i Over Holluf, hvoraf den ene hed Ellegård. Allerede dengang må Hollufgård have haft den vigtige vandmølle ved Lindved Å.
Området omkring hovedbygningen har tidligere taget sig væsentlig anderledes ud, end det gør nu om stunder. En grundplan fra 1807, fig. 4, viser, at bygningen har stået i den sydlige ende af et stort, næsten kvadratisk voldsted, der var omgivet af brede grave på alle fire sider. De tre smalle fløje foran hovedbygningen, der ses på samme plan, stammer fra beg. af 1700-tallet. Hvordan stedet så ud helt tilbage i 1500-tallet er uklart. Muligvis lå hovedbygningen, i lighed med mange andre af tidens herregårdsanlæg (Rygård, Hesselagergård m.fl.), oprindeligt på et næs eller en lille holm i den tidligere mere vandrige engdal.
I dag er stedets gamle planstruktur helt udvisket. I forbindelse med en senere ejer, Hans Langkildes, restaurering af hovedbygningen i 1829 blev voldgravene, pånær den sydvendte, kastet til; kort efter, i beg. af 1830’erne, blev de tre nævnte fløje revet ned. I stedet opførtes de to nuværende grundmurede bygninger, den såkaldte østfløj – Langkildes nye bolig – og en mindre nordfløj, den senere såkaldte elevbygning, fig. 5. Hovedbygningen kom nu til at indgå som sidefløj i en slags kulissearkitektur, hvis midterdel, den lange østfløj, var anlæggets centrum. Endvidere lod Langkilde ladegårdens bygninger føre helt op til hovedbygningens vestgavl for at lukke ’hullet’ efter den sløjfede voldgrav. Således ændrede det centrale boligområde, ja, gården som helhed, karakter, og først i vort århundrede har hovedbygningen genvundet lidt af sin selvstændighed efter at være blevet befriet for de tilstødende avlsbygninger. Men grundlæggende mistede huset sin arkitektoniske integritet med sløjfningen af voldgravene.
»DET-HVS-ER-BVGET/ANNO-1577/IØREN MARSWIN«; således lyder byggeinskriptionen i hovedbygningens indgangsportal, fig. 1. Beslutningen om at opføre Hollufgård må Jørgen Marsvin have truffet senest 1576. Samme år fik han foræret Hjallese kirke og kirkelade af Fr. II med tilladelse til at nedbryde de to bygninger og genanvende mursten og tømmer derfra til eget brug, dvs. til opførelsen af sin nye bolig. Det kongelige gavebrev, der har sparet Jørgen Marsvin for store materialeudgifter, er udstedt så sent på året som d. 22. november.[11] Byggeinskriptionens årstal, 1577, må altså sigte til året for påbegyndelsen af byggeriet.
Tidspunktet for byggeriets afslutning kendes ikke; måske var hovedbygningen ikke endelig færdiggjort ved Jørgen Marsvins død i 1581.[12]
Årstallet 1577 går i øvrigt igen, sammen med initialerne for Jørgen Marsvin og hans hustru Karen Gyldenstjerne, hhv. IM og KG, i jernankrene på bygningens nordside. Blot sidder bogstaverne i uorden efter at være blevet genopsat forkert, antageligt ved 1829-restaureringen. På facaden ses endvidere to billedankre, et springende marsvin og en syv-oddet stjerne; de symboliserer naturligvis de to slægter.
Hovedbygningen har form som et enkelthus og måler ca. 28,75 × 8,75 m, med tårne ca. 32 × 12 m. Huset, der således for en herregårdshovedbygning at regne er af ret beskeden størrelse, er to stokværk højt og har hverken kælder eller vægtergang. Bygningen hviler på en sokkel af fint tilhuggede kvadersten.
Bygningens nuværende ydre skyldes en nænsom restaurering, udført i vinteren 1916. Under ledelse af M. Mackeprang, daværende museumsinspektør på Nationalmuseet, og arkitekten Chr. Borch blev bygningens udvendige murværk afrenset og omfuget, vest- og sydsidens sten i stort omfang fornyet, ligesom de 3 murede gesimsbånd, der løber rundt om huset, blev rekonstrueret. Under restaureringsarbejdet blev gjort flere bygningshistoriske iagttagelser, hvilket blev suppleret med enkelte bygningsarkæologiske undersøgelser, som stod på hen i foråret 1917.[13] I 1918, da bygningsfredningsloven var vedtaget, blev bygningen fredet i klasse A.
Undersøgelserne viste bl.a., at bygningens ydre har undergået mange farveskift i tidens løb. Dog har huset altid stået enten rødt eller hvidt. Ældst var en dyb rød okseblodsfarve, som sandsynligvis er samtidig med husets opførelse. I tiden op til restaureringen i 1916 var bygningen hvidkalket.[14]
Husets røde grundfarve oplyses af de mange dekorative enkeltheder, der er udført i lyse stensorter, kalk-, sand- og kridtsten. Det gælder bl.a. vinduernes trekantsfrontoner, den nu nedtagne gavlornamentik og trappetårnets indgangsportal. Trappetårnet er øverst udstyret med en særlig forfinet ornamentaldekoration i form af 4 kridtstensbånd, der gennembrydes af to ’bælter’ af hhv. halvstensblændinger og absidale murstensnicher, jf. fig. 2. Helt i høj-renaissancens stil er vægflader, endegavle og tårne i øvrigt opdelt med vandrette bånd og profiler, fortrinsvis af tegl.[15] – Bygningen har utvivlsomt fremtrådt i et mere livligt farvespil, end den gør i dag.
Desværre har bygningen lidt megen overlast i tidens løb. Det er især gået ud over de to endegavle og bygningens sydside, som i dag er stærkt afpillet og forenklet. Derimod har gårdsiden i alt væsentligt bevaret sit gamle præg med det 6-kantede trappetårn i midten og de to svære, kvadratiske hjørnetårne i siderne. I hjørnetårnenes bund befinder sig en højtliggende kælder; de ovenfor liggende tårnværelser har indgået som en del af boligen. Trappetårnet rummer en meget smuk og særdeles godt bevaret vindeltrappe af egesveller.[16] Alle tre tårne er afsluttet med en spirkronet S-formet hætte, hvis nuv. kobberbeklædning er moderne.
Hoveddøren med kalkstensportalen, oprindeligt bygningens eneste indgang, sidder i trappetårnets nordvestside. Portalen består i sin grundopbygning af to joniske pilastre, der understøtter en arkitrav samt en trekantsfronton. Arkitravens byggeinskription er indsat i en rulleværkskartouche mellem de to slægters våben. I frontonen ses en relieffremstilling af Vor Fader i skybræmmen. – Ifølge overleveringen stammede bygningens ældste hoveddør fra den nedbrudte Hjallese kirke.[17]
Også bygningens sydside har været udstyret med tårne og udbygninger, som ragede op over tagskægget. I dag er sydmuren berøvet al sin fordums glans, og kun den senere indsatte havedørs-portal bryder den bare murflade. Sydsidens gamle udseende kendes fra flere billedfremstillinger, bl.a. det såkaldte von Heinen-maleri, der er udført i 3. fjerdedel af 1700-tallet, fig. 6: Omkring hjørnerne sad to små cirkulære hængetårne med vederlag ud for den øvre del af stueetagen. Vederlaget var understøttet af to konsolsten, én for hver hjørneside; endnu sidder 3 af de tidligere 4 sandstenskonsoller tilbage i murværket. De bærer hver et relief med en langskægget mandsbuste, iført en foldet dragt.[18] Maleriet viser i øvrigt, at tårnene øverst var afsluttet med en spirkronet keglehætte.
Mellem hængetårnene, lidt skævt for bygningens midtakse, sad to rektangulære karnapper. Disse udbygninger har givetvis fungeret som husets toiletter, de såk. hemmeligheder. Fra karnappernes bund kan have været et udløb til voldgraven. Øverst var de forsynet med en kvistlignende gavl, prydet med lyse bånd (sands. af sandsten) og kridtstenspiller og i øvrigt afdækket med en bueformet fronton. På ældre fotografier af sydsiden kan man endnu tydeligt se sporene efter de to udbygninger som lodrette bræmmer af forhugget murværk, fig. 7.[19]
Endnu en 3. og betydningsfuld bygningsdel er gået tabt, de to prægtige renaissancegavle for husets kortsider. Gavlene var smykket med vandrette og svungne bånd samt kridtstenspiller; øverst kronedes gavlene med en trekantsfronton.[20] Som led i en slags toptinding rejste sig herover, for hver ende af mønningen, en spirkronet, næsten tårnlignende skorsten med små aftræksfløje under et pyramideformet tag, se von Heinen-maleriet.
Hvad bygningens ydre angår bør endelig nævnes, at stort set alle vinduer har været underkastet en regulering. Hertil kommer, at der i tidens løb er blevet indsat adskillige nye vinduer, bl.a. de to nordvendte vinduer (med frontoner) i trappetårnet. Justeringen af de gamle vinduer fandt sted i 1700-tallet, hvor vinduernes bund blev sænket i såvel stue- som overetage. Samtidig blev de 3 omløbende gesimsbånd hugget af. Først med gendannelsen af båndene i 1916 opstod den nuværende disharmoni mellem gesimsbånd og vinduernes sålbænk, der oprindeligt var oven for båndene. Endvidere er også vinduernes overkant i stueetagen blevet sænket, fig. 9: Ved afrensningen i 1916 fandtes over sydsidens 3. vindue, regnet fra vest, rester af en ældre sandstensfronton, af samme bredde som den nuværende, men placeret 6 skifter højere i murværket. Frontonen har altså tangeret det mellemste af de tre gesimsbånd; tilsvarende må vinduets overkant have siddet 6 skifter højere. Dette må være den oprindelige placering for alle stueetagens vinduer.
Hollufgård er et godt og velbevaret eksempel på den såkaldte renaissancegrundplan. Plantypen er kendetegnet ved en lang korridor i bygningens indgangsside, der forbinder husets to store gennemgående gavlsale. Bag korridoren ligger yderligere gerne to rum, der ofte – som på Hollufgård – er af forskellig størrelse. Denne rumindretning giver to parallelle rumsuiter, der således på Hollufgård hver har bestået af en gavlstue med tilhørende tårnkammer (et overhvælvet kabinet), samt et tilstødende hhv. større eller mindre rum. Gavlstuerne med hver deres store kamin for endevæggen har sikkert udgjort de daglige opholdsrum, det vestlige til husherren – det østlige til husfruen, medens det største af de mellemliggende rum antageligt har været sovesal. Fra sovesalen og den østlige gavlstue var der adgang til husets toiletter.
Stueetagens rum på Hollufgård er blandt tidens bedste med flere fine eksempler på stukdekorerede grathvælv. Den vestlige gavlstues originale renaissancestukloft er bevaret intakt; rokokkostukkaturen i den østlige gavlstue er blevet restaureret og ’forbedret’ i nyere tid.[21] Sjælden og bemærkelsesværdig er også gangens stjernehvælv med stukkatur.
Overetagen har før i tiden formentlig været ramme for større festlige og de mere officielt prægede begivenheder i familiens liv, foruden at fungere som gæstebolig. Nye og foreløbige bygningsundersøgelser tyder på, at etagen var opdelt i 3, muligvis 4 rumenheder med to gavlsale – svarende til stueetagens – omkring en stor midtersal (‘riddersalen’), hvortil kan have været knyttet en gang eller forstue.[22]
Rent stilmæssigt kan Hollufgård placeres ved indgangen til den danske højrenaissance. Sammen med bl.a. hovedbygningen på det sydsjællandske Lystrup fra 1579 er Hollufgård et af Danmarks første bygningsværker i nederlandsk renaissancestil. Sammenlignet med ungrenaissancens herreborge (Hesselagergård, Egeskov m.fl.) udmærker Hollufgård sig især ved antallet af sine tårne, tårnenes placering og deres form. Således er Hollufgårds hjørnetårne anbragt på bygningens gårdside og ikke som normalt på ’bagsiden’. De to små dekorative hængetårne på sydsidens hjørner er helt unikke. Bygningen er i sig selv et studium i tårne og er tydeligvis skabt af en arkitekt, der ikke veg tilbage for at prøve noget nyt. Hvem bygmesteren var, vides ikke.[23] De to hængetårne kan være blevet til, under påvirkning af forbilleder i fransk arkitektur.[24] Set i et større perspektiv repræsenterer Hollufgård et overgangstrin mellem de forsvarsprægede herreborge fra 2. og 3. fjerdedel af 1500-tallet og Chr. IV-tidens civile lystslotte, hvis tårne og grave var mere til pynt end værn.[25]
Ejermæssigt set har Hollufgård ført en meget omskiftelig tilværelse. Gården gik ret tidligt Marsvin-slægten af hænde, vandrede siden fra hånd til hånd blandt folk af vidt forskellig herkomst og observans, og kun perioden 1713-1872 bærer et vist præg af kontinuitet under slægterne Rosenvinges, von Heinens og Langkildes ejerskab.
Blandt Jørgen Marsvins mange børn i ægteskabet med Karen Gyldenstjerne skal her nævnes Ellen Marsvin (1572-1649), hvis datter Kirsten Munk i 1615 ægtede Chr. IV. Praktisk og bjærgsom, som moderen var, udnyttede hun datterens ægteskab til egen vinding og blev en af datidens største godssamlere. Det blev dog sønnen Peder, der efter faderens død i 1581 arvede Hollufgård. Peder Marsvin efterfulgtes i 1614 af datteren Karen, – den sidste ejer af Marsvin-slægten på Hollufgård.[26]
Karen Marsvin bortgiftede gården til først Erik Pors til Øllingsøe i 1635, dernæst Henning Pogwisch i 1638, under hvis ejerskab Hollufgård led en krank skæbne. Allerede inden Karl-Gustav-krigene (1657-60) var Henning Pogwisch en stærkt forgældet person, og de ugunstige tider, medens krigshandlingerne stod på, gjorde kun ondt værre. Staten havde måttet låne penge af stænderne til at føre krig for, og befolkningen i almindelighed led stærkt under svenskernes besættelse og udsugning af landet. Blandt mange andre gårde blev også Hollufgård udplyndret, da svenskerne kom til Fyn i begyndelsen af 1658. Den var »ilde medfaren« ved »execution« og havde stor indkvartering.[27]
Henning Pogwisch, landsdommer i Fyn, senere medlem af rigsrådet, døde 1664. Hans fallit var en af de største i tiden. Ved sin død ejede han foruden Hollufgård Billeskov, Barløsegård og Billeshave. Boets status var så dårlig, at enken gik fra arv og gæld. Således overtog skatkammeret i 1665 halvdelen af gården som kreditor. Den anden halvdel var allerede i 1664 erhvervet af Henning Pogwisch’s bror, generalkommissær og senere gehejmeråd Otto Pogwisch til Lerbæk. I 1667 fik han resten af Hollufgård i udlæg for tilgodehavender hos kronen. Otto Pogwisch, én af tidens helt store godsbesiddere, ejede dog kun det samlede Hollufgård i ca. 1 år, idet han i 1668 skødede gården til daværende biskop over Fyns stift, Niels Bang.
Hollufgårds nye ejer tilhørte den klasse af nyadel, som fulgte i kølvandet på regeringsforandringen og enevældens indførelse i 1660. Han indgik i en kreds af embedsmænd og godsejere, som synes at have været særlig knyttet til Nordfyn. I den følgende tid var Hollufgård ejet af flere medlemmer af denne kreds, der sideløbende med deres egentlige erhverv som embedsmænd, og med skiftende held, forsøgte sig med godskøb og godsdrift. Næste ejer var Niels Bangs svigersøn Jens Erichsen, senere borgmester i Odense, der købte gården i 1675. I den sidste del af hans ejertid faldt udarbejdelsen af Chr. V’s såkaldte store matrikel af 1688. Jordens værdi skulle nu beregnes ikke blot efter arealernes størrelse, men også efter jordens bonitet. Ved den nye vurdering blev Hollufgård sat til 32 tdr. hartkorn mod tidligere 36 tdr. ved 1664-vurderingen.[28]
Efter Jens Erichsens død i 1690 ægtede enken Maren Bang i 1691 Otto Pedersen Himmelstrup, krigs- og lands-kommissær over Fyn og Langeland, der i 1708 videresolgte Hollufgård til Jens Ibsen Trøstrup til Ørritslevgård. Efter dennes død i 1713 ejede enken, Margrethe Elisabeth Rosenvinge, Hollufgård og Ørritslevgård, inden hun i 1715 indgik nyt ægteskab med Iver Andersen. Med denne mand gik Hollufgård nye og bedre tider i møde.
Iver Andersen var, da han blev gift med M.E. Rosenvinge, »Hans Kgl. Majestæts Kammertjener«. Siden blev han justitsråd, amtmand over Assens og Hindsgavl amter og Overinspektør ved det fynske rytterdistrikt. Fr. IV besøgte ham på Hollufgård og skænkede ved den lejlighed sin forhenværende kammertjener en guldpokal.[29]
Iver Andersen betragtede Hollufgård som sit egentlige hjem og lod opføre flere bygninger på gården. Således beretter en posthum og endnu bevaret mindetavle – formentlig opsat af datteren Friderica Sophia Iver kort efter moderens død i 1756 – at Iver Andersen og hans frue » … haver ladet disse 3 smaa flygler sampt stalden smeden og hollænderie huuset med videre anno 1718 opbygge…«. De nævnte 3 små fløje (flygler) er givetvis identiske med det 3-fløjede anlæg, der ses tilbygget hovedbygningen på 1807-planen, fig. 4. Mindetavlen, der i dag er anbragt i havemuren vest for hovedbygningen, var oprindelig opsat over indgangen til gården i den nordlige af Iver Andersens 3 fløje.[30]
Ifølge jordebogsoptegnelser udgjorde det underliggende bøndergods til Hollufgård i 1717 32 gårde, 2 bol, 1 mølle og 21 huse, ialt takseret til 248 tdr. ager og engs samt 6 tdr. mølleskylds hartkorn. Godset var beliggende i Over og Neder Holluf samt Tornbjerg i Fraugde sogn, i Killerup i Vor Frue sogn samt i Højby sogn og by.[31] Foruden Hollufgård og Ørritslevgård ejede Iver Andersen den lille Æbelø, som han havde tilkøbt sig.
Iver Andersen efterfulgtes i 1726 af enken M.E. Rosenvinge,[32] som bl.a. kendes fra diverse kontroverser med kirkeejere og præster; ikke desto mindre har hun igennem hele sin tid som ejer af Hollufgård vist stor interesse for Højby kirke, som hun allerede i 1715 havde overtaget patronatsretten over. I 1728 lod hun indrette et gravkapel i kirkens nordre kapel. Her blev senere også von Heinen-slægten stedt til hvile.
Efter M.E. Rosenvinges død i 1756 styrede datteren, Fr. S. Iver, Hollufgård i ca. 1 år, inden hun bortgiftede gården i 1757 til Caspar Herman von Heinen, -den første af de tre generationer af von Heinen-slægten, som ejede gården i sammenlagt mere end 60 år. Den nye ejer nedstammede fra en indvandret tysk adelsslægt, der var gået i dansk statstjeneste. Han selv var i perioden 1754-60 stiftamtmand over Viborg og amtmand over Hald. Under hans ejerskab fortsatte de opgangstider for Hollufgård, der kulminerede i sidste fjerdedel af 1700-tallet under sønnen Albrecht Christopher von Heinen. C.H. von Heinen døde i 1767, hvorefter Fr. S. Iver for en kort periode påny overtog Hollufgård.
Fra disse år stammer det allerede omtalte von Heinen-maleri, fig. 6: Syd for hovedbygningen, på den anden side af voldgraven, lå parterre-haven, den åbne del af parkanlægget. Stilen var den franske barokhaves. Som maleriet viser, bestod anlægget af sirligt tilklippede buksbomhække, som snoede sig i kunstfærdige og spejlvendt symmetriske mønstre omkring den brede midtergang, anlæggets hovedakse, der udgik fra hovedbygningens havedør. Haven var i øvrigt prydet med træer og buske samt mytologiske og allegoriske skulpturer, – alt indpasset i et overordnet system af regelmæssighed og aksialitet.
Parkområdet øst for voldgraven var af en helt anden karakter end det pyntelige parterre. Her fandtes flere brede alleer af forskellig længde, jf. 1807-planen, hvoraf i dag resterer enkelte lindealleer. I denne del af parken indgik tillige en kanal, som stod i forbindelse med mølledammen. – Såvel parterret som alleerne er antagelig anlagt i 2. fjerdedel af 1700-tallet under M.E. Rosenvinge.
Omkring 50 m SØ for hovedbygningen havde herskabet i 1760 ladet anlægge en stor udsigtshøj, den såkaldte sneglehøj, fig. 11-12. Højen, som har en ydre diameter på ca. 22 m, har form som en kampestenssat sneglegang, der er beplantet med lindetræer i cirkelperiferien.[33] Højen rummer en cirkelrund, kuppelhvælvet kælder, hvis nordvendte indgang er prydet med en våbensten. Fra indgangen fører en overhvælvet gang ind til det centrale kælderrum samt til to sidegange, der omslutter den forreste del af kælderrummet. Kælderen er utvivlsomt identisk med den vinkælder, der omtales i en boopgørelse fra 1770, og hvori befandt sig mere end 1000 liter vine på større og mindre fade.[34] I nyere tid har kælderen været anvendt til opbevaring af grøntsager. – Her skal tilføjes, at Hollufgårds sneglehøjskælder tilhører en type af fritliggende herregårdskældre, som er meget sjælden her i landet.[35] Udsigtshøje i almindelighed var led i den landskabelige, engelske havestil, som kom på mode i Danmark i 2. halvdel af 1700-tallet.
Et andet usædvanligt monument i parken var et batteri bestående af 14 metalkanoner, hvis nærmere placering og udseende desværre er ukendt. Anlægget, der nævnes i 1770-boopgørelsen,[36] må formodes at have været opstillet på en kunstig vold eller skanse i området øst for hovedbygningen.[37]
Fra parterre-haven førte en vindebro over voldgraven op til havestuedøren, jf. von Heinen-maleriet. Herfra trådte man ind i et overmåde rigt og veludstyret herskabshjem. I 1770 bestod boligen af flg. rum (stue- og overetage): Dagligstuen, sengekammeret, den gule stue, kabinettet, den grønne stue, billardsalen, det gule gæstekammer, det røde kammer, det ternede kammer, den grønne sal, et mindre kammer samt gangen.[38] Helt specifikt, hvordan huset var indrettet, vides ikke.
Inden vi forlader Friderica Sophia Iver, skal vi kaste endnu et blik på von Heinen-maleriet. Spørgsmålet i denne sammenhæng er dateringen af maleriet. Hvornår er billedet blevet til? Normalt antages det at være udført ca. 1760 eller tidligere. Forskelligt peger imidlertid på en lidt senere datering. Således blev det orangeri, der er fremstillet ud for hovedbygningens østgavl, først opført i 1765. Herfra stammer den våbensten, der i dag er opsat i nordfløjens sydmur.[39] Et andet indicium er den lille stråtækte bindingsværksbygning, der ses tilbygget hovedbygningens vestgavl, jf. også 1807-planen. Bygningen er givetvis identisk med det lille slotskapel, som Fr. S. Iver lod opføre kort før sin død (beg. af juni 1770), da kirkevejen forekom hende »lang og ond«.[40] På baggrund heraf er det rimeligt at antage, at maleriet er udført tidligt på sommeren 1770, umiddelbart efter opførelsen af kapellet.[41] – To år før sin død, i en alder af 46 år, blev Fr. S. Iver hædret med troskabsordenen, l’Union parfaite, af dronning Sophie Magdalene.
Efter Friderica Sophia Ivers død gik Hollufgård sammen med Æbelø i arv til sønnen Albrecht. Datteren Karen fik Ørbæklunde i udlæg – Ørritslevgård havde moderen frasolgt allerede i 1768.[42] Boets formynder var kammerherre A.C. Schaffalitzky de Muckadell.
Først i 1778 blev den unge kammerjunker (fra 1782 kammerherre), Albrecht Christopher von Heinen, myndig og dermed reelt ejer af Hollufgård. A.C. von Heinen var indtil 1791 gift med Bolette Christiane de Hofman og fik i det ægteskab sønnen Caspar Herman, opkaldt efter farfaren. Efter sin første kones død ægtede A.C. von Heinen i 1801 Frederica Lovisa Dinesen.
Som bygherre er von Heinen kendt for den pompøse havedørsportal, som han i 1785 lod haveudgangen udstyre med. Portalen i sin oprindelige udformning kendes fra en tegning udført af Niels Ringe, fig. 16. Under karmens topstykke var indsat en frise af festoner; over karmen rejste sig – op mellem overetagens vinduer – den prægtige, endnu velbevarede klassicismeoverligger, kronet med von Heinens våbenskjold og to store overflødighedshorn, fig. 13. Samtidig med opførelsen af portalen blev murværkets gesimsbånd hugget af og bygningens vinduesfag sænket, for dermed at forbedre udsynet over parken.[43] Således gennemgik hovedbygningen en større modernisering i 1785.
Som ung foretog von Heinen en stor udenlandsrejse – en dannelsesrejse ned gennem Europa. Sammen med den unge videnskabsmand, arkæologen G. Zoëga, rejste von Heinen sydpå i sommeren 1779; undervejs aflagde de to venner besøg hos forfatteren G.E. Lessing i Wolfenbüttel og hos historikeren C.G. Heyne i Göttingen. Siden gik turen til Rom og Napoli, hvor de beså kunstsamlingerne og udgravningerne i Pompei og Herculaneum. I foråret 1781 måtte von Heinen afbryde opholdet og rejse hjem, da hans ’curator’ A.C. Schaffalitzky de Muckadell var død.[44]
Efter hjemkomsten fortsatte von Heinen de stolte traditioner fra forældrenes tid, og gården vedblev i hans tid at være hjemsted for et højt dannet herskabsmiljø. Blandt gæsterne var for en periode portrætmaleren Hans Hansen, far til den senere betydelige maler Constantin Hansen. I sin dagbog skriver han d. 28.1.1796: »Adresseerte mig til Kammerherre Hain [o: Heinen], som skal have en smuk Samling af Malerier og er Liebhaver af Kunsten«. Godt en uge senere, d. 8.2. skriver han: »Giort Bekiendtskab med Hr. Kammerherre Haine, det er en stille, men artig Mand af megen Kundskab og Smag, men hans smukkeste Malerier har han paa Landet«. Ved et besøg d. 22.4. blev maleren forevist herregårdens have: »Efter Maaltidet viiste han mig om i sin Have, som er ret smuk, blant andet, som interesseerte mig, fandt jeg her et
Lysthuus bygget i chinesisk Smag, som giorde saa stort Indtryk paa mig, at jeg i det Øieblik troede mig i China, alt, indtil inscriptioner, var chinesisk. Ved Aabningen viste sig først en colossalsk Afgud, hvis græsselige Udseende var istand til at indgyde den største Kiettere Ærbødighed, kort sagt, jeg syntes at være et ganske andet Væsen i den Tiid jeg opholdt mig i dette besynderlige Huus; det var bygget paa en liden Øe, saa at jeg virkelig var i en ganske anden Verden«.[45]
Det kinesiske lysthus i Hollufgårds park må have været opført på den lille ø i mølledammen, hvor nu det såkaldte Broholmhus er genrejst.[46] Huset er givetvis først rejst i A.C. von Heinens ejertid og betegner yderligere en modernisering af den gamle barokhave.
I 1799 udsendte gartneren på Hollufgård, Johan Christian Steen – næppe uden von Heinens billigelse og støtte – sin »Anviisning til Haugedyrkning for den danske Bonde«. Bogen blev solgt for 10 skilling og gjorde efter sigende megen nytte.
Også i egenskab af patron over Højby kirke har A.C. von Heinen indlagt sig fortjeneste. Eksempelvis nævnes i en indberetning fra 1791, at ejeren »Kammerherre von Heinen hidtil ikke har sparet noget, der kunde tjene til Nytte og Sir for Kirken … der er ingen Tvivl om, at Kammerherren uden at mindes derom, lader Kirkeklokken, som er revnet, omstøbe«.[47]
I landbrugshistorisk sammenhæng falder A.C. von Heinens ejerskab af Hollufgård (1770-1814) ikke blot i en periode med fortsat konjunkturopgang, men også i en spændende og afgørende brydningstid for landbrugserhvervet. Af de mange reformer skal her nævnes den store udskiftning, som for Hollufgårds bøndergods vedkommende blev gennemført i årene 1789-93, samt frasalget af fæstegods til selveje, – en proces som von Heinen påbegyndte i 1804, og som var tilendebragt i 1823. Bevillingen til at afhænde bøndergodset uden at miste hovedgårdens skattefrihed fik von Heinen i 1803.
Med tiden fattede von Heinen stigende interesse for godskøb. Efter i 1782 at have frasolgt Æbelø erhvervede han først Blangstedgård i 1792,[48] dernæst Fraugdegård og hermed også Fraugde kirke, som von Heinen købte af admiral Fr. Chr. Kaas i 1797. Fra 1806 skrev von Heinen sig endvidere til Hæsbjerg, Bjørnemose og Brændeskov.[49]
I 1798 flyttede von Heinen fra Hollufgård. De sidste 16 år af sit liv tilbragte han i første række i de naturskønne omgivelser på Fraugdegård, hvor han, der var passioneret drejer, beskæftigede sig meget med at indrette drejestole.
Efter A.C. von Heinen tiltrådte sønnen, senere klasselotteriinspektør, kammerjunker Caspar Herman von Heinen. Hans ejertid skulle blive kort (1814-22) og falde i en desillusioneret tid med lavkonjunktur, pengeforvirring og begyndende landbrugskrise. Frasalget af fæstegods gik stærkt i disse år. Fra de 442 tdr. hartkorn, som det samlede godskompleks omfattede i 1802, var det i 1817 faldet til 87 tdr.[50] I 1814 var også Blangstedgård med tilliggender blevet solgt fra, men lige lidt hjalp det, og i 1821 måtte von Heinen erklære sig fallit.
I begyndelsen af 1822 overtog Hans Langkilde Hollufgård, og hermed indledtes et nyt kapitel i Hollufgårds historie. Hollufgårds nye besidder, der også ejede Ejby mølle, var af en ganske anden støbning end de forudgående ejere. Han stammede fra den dygtige fynske landmandsslægt fra gården Langkilde ved Svendborg og var efterkommer af en slægt af fæstebønder, som med dygtighed havde svunget sig op i herremandsstanden. I forhold til den mere finkulturelle von Heinenslægt var Langkilde i første række en yderst praktisk og effektiv landbruger og som sådan øjensynlig bedre rustet til at løse tidens problemer end sin forgænger.
I 1823 omfattede Hollufgård blot 32 tdr. frit og 6 tdr. ufrit hartkorn.[51] Landbrugsbedriften var nu blevet mere overskuelig og koncentreret, og det lykkedes Langkilde at styre igennem den hårde landbrugskrise, som netop i disse år var på sit højeste. I 1829 foretog Langkilde en gennemgribende restaurering af hovedbygningen. Under nedgangstiderne i den seneste del af von Heinen-slægtens ejertid var hovedbygningen gået i forfald. Så dårlig var dens tilstand blevet, at Langkilde end ikke fandt den værd at lade forsikre ved taksationen af 15.5.1822. Denne brandtaksationsforretning, som er den tidligst afholdte på Hollufgård, omfatter samtlige bygninger på gården, med undtagelse af hovedbygningen. Langkilde må på det tidspunkt have beboet den vestlige af de 3 fløje fra 1718, som ifølge 1822-rapporten var 15 fag lang og indrettet til stuehus med gang, dagligstue, køkken, borgstue og spisekammer. Af de to andre fløje var nordfløjen, 35 fag lang, indrettet til bryggers, forskellige kamre samt en portindkørsel, medens østfløjen på 13 fag husede et mejeri og pigekammer. Alle 3 fløje var 12 alen brede og opført i bindingsværk med murede vægge i brændte sten og tegltag og var i nævnte rækkefølge vurderet til hhv. 900, 1100 og 600 rdl.
I sommeren 1829 kom H.C. Andersen forbi Hollufgård. Han skriver: »Ikke langt fra Odense ligger den gamle Bygning Hollufgaard…; den er især bekjendt af sin smukke Hauge, der falder i den stive franske Smag. – Jeg var der paa Stedet og fandt Arbeidsfolk ifærd med at rive de gamle Taarne ned, da den hele Bygning nu skal indrettes til Kornmagasin. Voldgravene vare deels tilgroede med Siv, deels opfyldte med Gruus; i et af Værelserne opdagede jeg et gammelt Malerie på Loftet, der vistnok fortjente bedre Skjæbne end at lægges under en Suppegryde, eller spadsere i Voldgraven, et Endeligt det efter al Sandsynlighed vistnok snart vil erholde«.[52]
Den lille beretning giver et godt øjebliksbillede af Hollufgård i 1829: Voldgravene var ved at blive kastet til og arbejdet på hovedbygningen i fuld gang. Bygningen var i en sådan forfatning, at al bjælke- og tagværket måtte udskiftes såvel som store dele af bygningens indre træværk i øvrigt,[53] – et bekosteligt arbejde som det også fremgår af den efterfølgende taksation af 5.12.1833, hvor hovedbygningen blev vurderet til 2500 rdl. I forsikringen var, efter ejers ønske, undtaget de udvendige mure og de indre brandfrie hvælvinger.
Men Langkilde var meget hård ved den gamle bygning. Foruden hængetårnene lod han fjerne endegavlenes pynt, de to kaminskorstene og hemmelighedernes gavlkroninger, – netop de dele af det arkitektoniske udstyr, som var berørt af arbejdsgangen ved udskiftningen af taget, og hermed mistede hovedbygningen for stedse flere arkitektoniske kvaliteter af høj karat. – Efter restaureringen lod Langkilde i østgavlen opsætte sine egne og sin hustru, Anna Margrethes initialer samt årstallet 1829 i form af murankre.
4 år efter restaureringen af hovedbygningen stod den lange østfløj, Langkildes nye bolig, færdigbygget. Bygningen, der var 34 fag lang og 17 alen dyb, var 1 etage høj og med kælder. Ifølge synsrapporten af 5.12.1833 var kælderen indrettet til folkeværelser, forrådskamre samt mejeri, »dog er Malkestuen ikke blot i Kiælderen, men gaar tillige gennem Stueetagen«. Stueetagen var indrettet til forskellige beboelsesværelser samt køkken, folkenes spisestue, pigekammer, fadebur og spisekammer. Bygningen vurderedes til 5500 rdl.[54]
Som den 3. og sidste del af det nye fløjanlæg stod nordfløjen færdig i 1835. Også denne bygning var 1 etages, men uden kælder. Bygningen, der var 14 fag lang og 13 1/4 alen dyb, var indrettet til bryghus og kærneværk. Over ovnen fandtes en tørveovn og derpå en maltkølle, alt udført i brændte sten. Bygningen vurderedes i synsrapporten af 6.8.1835 til 1120 rdl.
Medens funktionen af nord- og østfløjen er sikkert belyst, er der nogen usikkerhed om brugen af hovedbygningen efter 1829 og om bygningens relation til den lidt senere østfløj. Ifølge Niels Ringes beretning var hovedbygningens underetage også efter restaureringen opdelt i et antal rum, hvoraf i hvert fald nogle var udstyret med kaminer og billeder på væggene,[55] medens overetagen omtales som et stort udelt rum. Kun denne etage kan derfor have fungeret som kornmagasin, jf. H.C. Andersen-citatet ovenfor. Først en synsrapport af 7.8.1857 giver klar besked om brugen af hovedbygningen. Her oplyses, at underetagen var indrettet til gæsteværelser, billardstue, gang og folkeværelser, bryggestue m.m. -overetagen til kornmagasin og hjørnetårnene til gæstekamre. Således har en del af underetagen, øjensynlig den østlige, indgået som en sekundær del af herskabsbeboelsen, medens den vestlige del anvendtes af folkeholdet.
I øvrigt var hovedbygningen og østfløjen forbundet ved en lille gennemgangsbygning, synlig fra havesiden, jf. Niels Ringes tegning.[56] Bag bygningerne anlagdes en stor have med runde blomsterbede, stier og græsplæner. I haven indgik også en gren af Lindvedåen, som Langkilde havde ladet føre igennem resterne af den sydvendte voldgrav og videre ud forbi vandmøllen til åens hovedløb. Derved forbedrede Langkilde samtidig afvandingen af eng/ mosearealerne sydvest for gården betydeligt.
Endelig skal nævnes, at nordfløjen i tiden op til 1857 blev nyindrettet til at omfatte en hestegang, kærneværk med stjernehjul, hakkelsesmaskine, foruden at fungere som brygge- og bagehus.
Gården var på det tidspunkt beboet af sønnen Christen Conrad Langkilde, der havde overtaget gården efter moderens død i 1848. Den gamle Langkilde var død i 1836. Under sønnen fuldførtes de omfattende bygningsforbedringer i ladegården, som faderen havde påbegyndt.
C. C. Langkilde, der levede ugift, havde ingen efterkommere at lade gården gå i arv til. I 1872, to år før sin død, afstod han gården til Fyens Diskontokasse, der i 1874 videresolgte Hollufgård til kammerherre, baron F.C. Iuel-Brockdorff. Denne døde i 1876, hvorefter sønnen, kammerherre baron C.F. Iuel-Brockdorff overtog gården ved arveudlægsskøde. Sønnen var allerede i 1874 flyttet til Hollufgård, hvor familien boede, indtil den i 1879 flyttede til Valdemars Slot på Tåsinge.
I 1877-78 gennemgik hovedbygningen en større restaurering. Synsrapporten af 23.5.1878 bemærker blot, at bygningen i det sidste år er »fuldstændig omgjort ved en Hovedreparation«, karakteriserer i øvrigt bygningen i forsikringsøjemed som en »Nybygning«. Hvori ændringerne består, nævnes ikke, men ud fra den bygningshistoriske kontext er det muligt med rimelig sikkerhed at lokalisere de pågældende bygningsarbejder til specielt bygningens indre og til sydmuren: Hemmelighederne rives nu helt ned, og samtidig flyttes havedøren til det umiddelbart vestfor siddende vinduesfag, dørens nuværende placering, – for dermed at udligne dørens asymmetriske stilling i sydmuren, jf. fig. 7. Desværre medførte flytningen af havedøren en reduktion af von Heinens havedørsportal. Pladsen over den nye døråbning, direkte under et af overetagens vinduer, var snæver, og kun overligger og våbensten blev genanvendt. – I bygningens indre blev stueetagen ført tilbage til sin oprindelige plan, medens overetagen blev opdelt i et antal rum, svarende til underetagens, blot med 3 i stedet for 2 sydvendte midterrum (den nuv. plan, 1991). Endelig blev den lille forbindelsesbygning ud for hovedbygningens østgavl tilføjet den ligeledes nuværende bindingsværksoverdel med trappeopgang til overetagen.
Efter denne restaurering blev hovedbygningen atter herskabets bolig, medens østfløjen fremover i første række tjente som forpagter/inspektørbolig.
Også nordfløjen gennemgik en større såvel bygnings- som funktionsmæssig ændring. I 1877 blev bygningen tilføjet en 1. sal og indrettedes med værelser til gårdens landvæsenselever. Stueetagen rummede dog stadig et mindre bryggers. Bygningens tidligere mejerifunktion overførtes til en ny bygning, der opførtes ud for østfløjens østgavl. I tilknytning til denne nybygning indrettedes i beg. af 1880’erne, senest 1885, en fritliggende hestegang, som leverede drivkraften til smørkærnen.[57]
I forbindelse med Iuel-Brockdorff-tiden skal endelig nævnes, at østfløjens stueetage i 1894 blev nyindrettet til beboelse overalt med 10 store herskabeligt indrettede værelser.[58]
Efter baronens død i 1900 blev gården videreført af enkebaronesse J.S. Iuel-Brockdorff, født Reedtz Thott. Under Iuel-Brockdorff-slægtens ejerskab var avlsgården i en årrække, 1894 – ca. 1911, bortforpagtet til den kendte fynske landmand G.F.G. Schroll.
I 1912 blev gården overtaget af Thorvald og Peter Vilhelm Madelung (far og søn), der i 1916 videresolgte Hollufgård til direktør William Hansen, København, i hvis ejertid hovedbygningen gennemgik den store og meget tiltrængte restaurering i vinteren 1916.[59]
I årene 1917-20 ejedes gården af direktør Christian Dæhnfeldt, som benyttede gården til fremavl af frø og stam-sæd. Under denne ejer blev i 1918 anlagt en ny haveterrasse, ligesom haveudgangen fik sin nuværende form med en ny sandstenskarm.
Efter Chr. Dæhnfeldts død i 1920 afhændede boet Hollufgård til Aage Hastrup, der i 1925 solgte gården til grosserer Moritz Lorenz Jørgensen.
Fra disse år stammer den lille runde, grundmurede bygning i parken, tæt ved sneglehøjen, fig. 14. Bygningen, der er nedgravet ca. 1,5 m i jorden, tjente som iskælder. Det lavthængende, kegleformede stråtag ydede en god beskyttelse mod solens stråler. Ydermere var kælderen isoleret med avner; således kunne isen, der i vintertiden blev hentet i mølledammen, bevare sin kølende effekt til langt ud på sommeren.[60] Bygningen omtales første gang i en synsrapport af 23.6.1926.
Efter M.L. Jørgensens død i 1933 overdrog enken Gertha Jørgensen i 1934 gården til datteren Edith Smith (senere gift Andersen, dernæst Hansen), den sidste private ejer af Hollufgård. Ved denne tid blev parken først lagt om og sat i stand, dernæst fredet. Denne fredning fra 1942 omfatter, foruden parken med dens sjældne træer, sneglehøjen, flere alleer i Glisholmskoven og gårdens stengærder (siden 1984 gælder fredningen tillige østfløjen, fra 1989 også nordfløjen samt ishuset i haven). I 1961 blev gården afhændet til landbrugsministeriet, hvorfra gården i 1968 overførtes til undervisningsministeriet. Tanken var at bygge en veterinær- og landbohøjskole i forbindelse med Odense Universitet og at anvende gårdens jorder til forsøg; disse planer blev imidlertid aldrig realiseret.
Hollufgård udgjorde i disse år 492 tdr. land (270 ha.), fordelt på 366 1/4 tdr. ld. ager, 40 1/4 tdr. ld. skov, 37 1/2 tdr. ld. eng, 21 tdr. ld. frugtplantage, 15 3/4 tdr. ld. have, park, gårdsplads m.m. samt 11 1/4 tdr. ld. andre arealer. Udbyttet var sat til 50 tdr. hartkorn, og besætningen bestod af ca. 100 køer, 120 ungkreaturer samt 35 søer.
I perioden 1964-72 var hovedbygningen udlejet til direktør Ivar Hoppe. Under ledelse af den kendte inspektør Tage Buhl var gården endnu i 1960’erne et højt anerkendt uddannelsessted for landbrugselever, og gården forblev til det sidste en veldreven landbrugsbedrift, inden den i 1979 blev købt af Odense kommune med 155 ha. jord for kr. 10.5 mill.
I det følgende gives en kort oversigt over ladegården (ell. avlsgården) og dens udvikling igennem 1800- og 1900-tallet. Fremstillingen bygger på en gennemgang af de syns- og taksationsrapporter vedr. Hollufgårds bygninger, der kendes fra 1822 og fremefter. – Kilderne til ladegårdens historie før år 1800 er fåtallige og usammenhængende. Om Marsvin-tidens ladegård ved man intet. Endvidere bør bemærkes, at gårdens nuværende bygninger, som næsten alle er renoverede og nyindrettede, er fra nyere tid, hovedparten fra dette århundrede. Al ladegårdens bindingsværksarkitektur (pånær en halv længe) nedbrændte i hhv. 1921 og 1944.
Planskitsen overfor viser, hvorledes ladegården var indrettet ved Langkildes overtagelse af Hollufgård i 1822.[61] Den bestod af 7 længer, som alle var opført i stråtækt bindingsværk med egetømmer forneden og fyrretømmer foroven (tagkonstruktionen) og i øvrigt med murede vægge af brændte sten. Mod nord, ved opkørslen til voldstedet og herskabsbeboelsen, lå to parallelle portlænger, E og F. Ladegårdens centrum, en stor gårdsplads mod nordvest, var på de tre af siderne kantet af 4 store sammenhængende længer, A, B, C og D. Endelig lå bag bygning D yderligere en længe, G, med en mindre gårdsplads mellem de to længer. Umiddelbart bag ladegården – mod syd, vest og nord – fandtes hhv. en mindre og 2 smalle aflange grave, hvoraf den vestlige endnu ses i dag (nuv. legeplads).[62]
Som det fremgår af tekstforklaringen til skitsen, var to af gårdens længer, B og til dels A, indrettet til kostalde. Gården må altså have haft en anselig kvægbesætning i den seneste del af von Heinen-tiden. Endvidere må være blevet dyrket ganske anselige mængder korn, idet både længerne C, F, til dels også G, var indrettet til kornhuse. Desuden havde gården både et fåre- og et grisehold, som hørte til i hhv. længerne A og G. Gårdens heste var opstaldet i længerne D og E.
Ikke blot det centrale boligområde, men også ladegården gennemgik betydelige ændringer såvel bygnings- som indretningsmæssigt, medens gården var i Langkilde-slægtens eje. Forandringerne, som påbegyndtes i 1835, kom til at berøre alle gårdens længer: 3 af bygningerne, A, B og C, blev ombygget og udvidet (hhv. 1859, 1840, 1835). Såvel bygning A som B blev gjort en halv gang dybere til nu at udgøre 18 alen, medens bygning C blev forøget med 5 fag til nu at omfatte 40 fag. Samtidig blev længe A nyindrettet til kostald og kornhus. Funktionen af de to andre længer var uændret, dog blev bygning B i 1857 yderligere indrettet med en hestegang til tærskemaskine, – formentlig i bygningens nordlige ende i tilknytning til længe C.
Langkilde-tidens største enkeltprojekt i ladegården var opførelsen af et storslået portanlæg i den nordlige del af ladegården. Anlægget, der opførtes i 1835, afløste de tidligere længer D, G og portfløjene E og F, som alle blev revet ned. Det bestod af en lang nordfløj med en indkørselsport i midten samt to mindre sidefløje, fig. 17. Nordfløjen, 33 fag lang og 14 alen dyb, blev indrettet til hestestald og kornlade og, i kvisten over porten, et karlekammer. Østfløjen, 15 fag og 14 1/2 alen, indrettedes til to vognremiser med loft over den ene, medens vestfløjen, der udgjorde 21 fag og 15 alen – alt med loft – anvendtes til hestestald og foderlo; i vestfløjens nordende fandtes desuden et karle- og et selekammer.
Fra Langkilde-tiden kendes endvidere en række mindre bygninger, bl.a. et svinehus, som stødte op til portanlæggets østfløj – en halvtagsbygning »Locum og Materialhus«, der forbandt bygning D med portanlæggets vestfløj -nogle bygninger (værkstedslokaler m.m.) mod syd, der forbandt den store længe, A, med hovedbygningens vestgavl.
I 1859 stod Langkilde-slægtens ’nye’ Hollufgård færdig efter mange års ihærdigt arbejde og efter betydelige bygningsinvesteringer; sidstnævnte fremgår også af bygningstaksterne for de pågældende år. Således steg den samlede takst for ladegården i perioden 1822 til 1840 fra 10.500 rdl. til 13.180 rdl. for derefter – med yderligere nybyggeri og alm. værdistigninger – at forøges til 23.690 rdl. i 1859. – Set i et landbrugsøkonomisk perspektiv har Langkilde-tidens bygge- og anlægsvirksomhed en naturlig sammenhæng med den fortsatte konjunkturopgang, »kornsalgs-tiden« ca. 1830-70, som landbruget oplevede efter kriseårene 1818-28.[63]
Planskitsen fig. 21 illustrerer, hvorledes gården var indrettet i den tidlige del af Iuel-Brockdorff-slægtens ejerskab. I 1877 opførtes en stor svinestald omtrent midt i gårdspladsen, bgn. XVI. Fra disse år stammer også det tidligere nævnte mejeri, bgn. IV og den tilstødende hestegang, bgn. V. Både svinestald og smørkammer var grundmurede. – Efter 1859 opførtes ikke flere bygninger i traditionel bindingsværk på Hollufgård.
I øvrigt var gården i store træk indrettet som i Langkilde-tiden. Hollufgård fremstod nu som ét stort sammenhængende bygningskompleks, beboelsen inkl., hvis enkelte bygninger grupperede sig i en løs rektangulær grundform omkring den store gårdsplads.
I perioden 1915-20 indtraf igen større ændringer i ladegården. Blandt andet ændredes i 1917 på indretningen af bygningerne IX og XVI, således at heste- og svinestaldene skiftede plads, og i 1919 blev midterpartiet på bygning VIII, herskabsstaldene, revet ned for at forbedre indkørselsforholdene til gården.
I 1921 nedbrændte bygningerne XII, XIII og XIV – et ialt 130 m langt sammenhængende ladegårdsanlæg. De to længer, XII og XIII, som havde huset gårdens kvægbesætning, blev ikke genopført; i stedet blev bgn. XI restaureret og for størstedelen nyindrettet som kostald. Efter branden blev hele den vestlige halvdel af gårdspladsen, området bag bgn. XVI, inddraget til andre formål.
I de følgende årtier blev avlsgårdens funktioner i stadig større omfang flyttet væk fra gårdens midte, ud til de store åbne arealer mod NV hvor der i årene 1934-45 opførtes mange nye avlsbygninger. Herude fandtes også adskillige frugtlagre, – i nær tilknytning til de store frugtplantager vest for gården. Hollufgård var foregangssted for frugtavl. Planen nedenfor viser, hvorledes Hollufgård var indrettet i sin sidste tid som landbrugsbedrift, inden stedet overgik til bynære kulturelle formål, og på den måde endnu engang afspejler tidernes skiften og den almindelige samfundsudvikling.
Taksations- og vurderingsforretninger i forbindelse med brandforsikring af Hollufgård findes i brandtaksationsprotokollerne, Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger, Aasum Herred 1800-1838, 1838-1855, 1855-1872 og sogne-vurderingsprotokollerne 1872-1880, 1892-1897, 1905-1908, 1910-1913, 1913-1916, 1916-1917, 1919-1921, 1922-1927, 1935-1942 (LAF).