Det er et ubestrideligt faktum, at den permanente udstilling i H.C. Andersens Hus er domineret af "flade" ting. Exponaterne – som de kaldes med et fint ord – er for størstedelens vedkommende gjort af papir; som har ingen eller kun ganske ringe dybde – så som manuskripter, breve, bogudgaver eller billeder. Antallet af egentlige "genstande", tredimensionalt materiale, er meget sparsomt, når bortses fra digterens personlige ejendele. Og disse er endda koncentreret på et enkelt sted, i eller i umiddelbar nærhed af det rekonstruerede arbejdsværelse fra H.C. Andersens sidste bolig (1871 -75), hvis oprindelige adresse var Nyhavn 18, København.
Der er imidlertid enkelte undtagelser, blandt hvilke én skal omtales her. I det lille rum (rum nr 6), hvor emnet for udstillingen kan betegnes som "eventyrdigtningens fødsel", står en lille dukkeseng med tilhørende sengetøj. Normalt ville man vel forvente at finde en dukke i sengen, men her er dukken erstattet af et par visnede roser. Mangen museumsgæst har sikkert undret sig over den udstillede dukkeseng og har måske stillet sig det spørgsmål, om digteren i sit voksenliv har leget med dukker? Nej, det gjorde H.C. Andersen ikke. Hans leg med dukker – specielt dukker som "aktører" på hans barndoms og tidlige ungdoms dukketeater – hører et tidligere livsafsnit til, og i det kronologiske forløb er man i museet kommet frem til året 1835, hvor H.C. Andersen i en alder af 30 år udsendte de første "Eventyr, fortalte for Børn". Dukkesengens proveniens er veloplyst. Den blev i 1977 skænket til museet af en ældre dame, Ida Hofman-Bang, f. Giersing (1883-1984), der havde arvet den fra sin mor, Ida Giersing, f. Wilde (1857-1904), og denne havde igen arvet sengen fra sin mor Ida Wilde, f.Thiele (1830-63). Sengen har altså i tre generationer været ejet og brugt af småpiger med fornavnet Ida. Med det er den første af de tre Ida’er – som i det følgende vil blive omtalt som Ida Thiele[1] – som har været igangsættende for H.C. Andersen, da han forfattede et af sine første eventyr, eventyret om "Den lille Idas Blomster" (1835)[2]. Ida Thiele har ikke alene lånt eventyrets titelfigur sit navn, hun har selv, i en alder af 4-5 år, inspireret H.C. Andersen til denne hans første "originale" eventyrdigtning. Og hendes legetøj – herunder dukkesengen – har også fået en plads i eventyret som en væsentlig "rekvisit".
Om de fire eventyr; som udgjorde indholdet af 1. hefte i "Eventyr, fortalte for Børn", har H.C. Andersen i nogle "Bemærkninger" (1863) oplyst, at de tre første eventyr (Fyrtøjet, Lille Claus og store Claus, Prindsessen paa Ærten) "havde jeg i Barndommen hørt i Spindestuen og ved Humleplukningen", men det fjerde og sidste, "Lille Idas Blomster", var derimod blevet til, ved at jeg en Dag hos Digteren Thiele fortalte hans lille Datter Ida om Blomsterne inde i den botaniske Have; et Par af Barnets Bemærkninger beholdt og gengav jeg, da Eventyret senere blev nedskrevet".[3] Mens de tre første eventyr er gendigtninger af mundtligt overleverede folkeeventyr, er det sidste "aldeles egen Opfindelse".
Hvornår besøget hos "Digteren Thiele" fandt sted, er i denne sammenhæng ganske ligegyldigt, men det har nok været på et tidspunkt mellem julen 1834 og marts 1835, altså ganske tæt på eventyrets nedskrivning og udsendelse.[4] Mere væsentligt ville det være, om man kendte indholdet af "Barnets Bemærkninger", så man derudaf kunne afgøre, hvor meget eventyrets Ida har til fælles med virkelighedens Ida. Men her lader digterens kortfattede bemærkninger os i stikken.
Med fare for at begive sig ud i gætteriernes hængedynd kan man meget vel forestille sig, at ikke alene eventyrets åbningsreplik ("Mine stakkels Blomster ere ganske døde!" sagde den lille Ida. "De vare saa ganske smukke iaftes, og nu hænge alle Bladene visne! Hvorfor gjøre de det?") er fremført af virkelighedens Ida, men at også det senere i historien fortalte forsøg på en "helbredelse" af de visnede blomster skyldes hende. Dér fortælles det nemlig, at "saa lagde Ida Blomsterne i Dukkesengen, trak det lille Tæppe helt op om dem og sagde, at nu skulde de ligge smukt stille, saa vilde hun koge Theevand til dem, at de kunde blive raske og komme op imorgen, og hun trak Gardinerne tæt om den lille Seng, for at Solen ikke skulde skinne dem ind i Øinene". Bortset fra, at den bevarede dukkeseng ikke er udstyret med sådanne gardiner, som kunne beskytte de syge blomster mod solens stråler, falder hele handlingen og de ledsagende replikker rettet til blomsterne, helt i tråd med åbningsreplikken, som vi må tro skyldes virkelighedens Ida, dukkesengens første ejer og bruger.
Ida Thiele har utvivlsomt på et senere tidspunkt læst – eller fået forelæst – den historie, som hendes ordveksling med H.C. Andersen gav anledning til. løvrigt optræder digteren selv i historien som "den lystige Student", som "kunde de allerdeiligste Historier og klippede saadanne morsomme Billeder: Hjerter med smaa Madammer i, der dandsede; Blomster og store Slotte, hvor Dørene kunde lukkes op". Hvor meget og hvor lidt hun har kunnet nikke genkendende til, er ikke nemt at vide, al den stund
H.C. Andersen i meget høj grad også har ladet sig inspirere af E.TA. Hoffmanns eventyr "Nusssknacker und Mausekönig" (1819) til "Den lille Idas Blomster". Imidlertid har Hoffmanns eventyr utvivlsomt indgået i hans fortælling til Ida Thiele om "Blomsterne inde i den botaniske Have" – og deres natlige bal – så også denne del af eventyret har hun kunnet genkende.
Hvorom alting er, så passede Ida Thiele, hendes datter og datterdatter godt på den lille dukkeseng, og ved at overlade den i museets varetægt har giveren sørget for at eftertiden ved betragtning af sengen får anskueliggjort, hvorledes H.C. Andersen i sin digtning – og ikke mindst i børneeventyrene – tager sit udgangspunkt i noget virkeligt, hentet fra dagligdagen og fra den verden, som hans læsere eller tilhørere var fortrolige med, og – vel at mærke – befrugter dette stof med sin rige fantasi. Den fantasi, som eventyrets biperson, "den kjedelige Cancelliraad", kaldte "den dumme Phantasie".
