Kulturlandskabet er især mændenes værk. Det er mænd, der har stået bag opførelsen af herregårde, mænd har været mejeri- og elektricitetsbestyrere, mænd har bestemt agrarlandskabets strukturer, og mænd har bygget husene i byerne. Sådan er det, og sådan har det været igennem århundreder.
Efter i mange år at have færdedes i det langelandske kulturlandskab, erkendte jeg, at kvinderne for en stor del var fraværende. Hvor var de henne? Havde de slet ikke havde haft nogen indflydelse på kulturlandskabet?
Åh jo, de havde selvfølgelig passet haverne, gået i gaderne og været med til at trampe stierne. Efterhånden kunne jeg også se de kvindelige spor i landskabet. I nogle enkelte tilfælde endda særdeles tydeligt og på linie med mændenes spor.
Men det var mændene, der havde fået æren og berømmelsen både på land og i by. Berømte eller kendte mænd som H.C. Ørsted, P. Munch, Vagn Lundbye forbindes med Langeland. Men hvorfor var der ikke nogle kvinder imellem? Hvor var kvinderne henne i denne forsamling?
Selvfølgelig var kvinderne der, men de blev ikke berømte som mændene; alligevel tegner der sig et mønster af en række markante kvinder.
Havde kvinderne måske ikke markeret sig så tydeligt i kulturlandskabet, havde de gjort det på anden vis. I det følgende vil der blive gjort rede for syv udvalgte, markante langelandske kvinders indflydelse.
Markante kvinder – hvem og hvad er det? – Og hvorfor betegnelsen markante? Fordi kvinder kun helt undtagelsesvis havde muligheden for at blive berømte! Kvinder havde ikke de samme rettigheder som mænd, de bestred ikke offentlige hverv, og det var for eksempel meget vanskeligere for en kvinde at slå igennem som kulturpersonlighed. Til gengæld havde kvinder mulighed for indirekte at gøre sig gældende, såvel i forhold til mænd som i relation til andre kvinder i samfundet. Dét blev resultatet i en undersøgelse af en række mere eller mindre kendte langelandske kvinder, hvoraf den ene er nulevende.
Det ligger egentlig i sagens natur, at der også på dette punkt er forskel mellem kvinder og mænd. Kvinder har levet tilbagetrukket i privatsfæren, har i væsentlig mindre grad end mænd været en del af det offentlige liv og har gjort sig gældende på andre felter end mændene: I hjemmet og i det nære samfund. De har markeret sig mere på det psykiske plan, det vil sige indirekte påvirket mændene i deres virke. Blandt de her omtalte kvinder gør det sig helt specielt gældende for Constance Leth.
Kvinder har været markante på forskellige måder: De har haft betydning for indbyggerne og livet på Langeland; de har markeret Langeland i forhold til det omgivende samfund; endelig har Langeland været signifikant for deres liv, lokalt eller andetsteds. For nogle kvinders vedkommende har det været en kombination, for andres har et enkelt punkt gjort sig gældende.
Forholdet mellem nulevende og afdøde er ikke valgt, fordi der var flere markante kvinder tidligere end i dag. Eller var der i virkeligheden ikke det? Måske er forskellen, at kvinder i dag har mulighed for at blive berømte på lige fod med mænd?
Constance Leth huskes som den kvinde N.F.S. Grundtvig forelskede sig lidenskabeligt og ungdommeligt i. Hvad hun ikke huskes for er, at hendes pædagogiske principper var så ny og markante, at de blev forbillede for Grundtvigs pædagogik. Hun er givetvis den kvinde, hvis holdninger har markeret sig mest i eftertiden, både på Langeland og i det øvrige Danmark, men egentlig berømt blev hun ikke.
Constance Leth blev født 1777 og døde i 1827. Hun var en meget levende og videbegærlig person og var dybt præget af oplysningstiden og reformerne i slutningen af 1700-tallet. Allerede fra barnsben havde hun været interesseret i avlen på forældrenes gods, i udskiftningen af jorderne og udflytningen af gårdene.[1]
Constance Leth blev i 1796 gift med godsejer Carl Steensen de Leth, der var arving til Steensgaard og Egeløkke på Langeland. I 1798 blev sønnen Carl Frederik født. Han blev opkaldt efter sin far, og som eneste barn (to små piger var døde) blev han meget forkælet af sin mor, som tog sig af hans første undervisning.
Hendes pædagogik byggede på leg og kærlighed, hvor tidens pædagogiske linie ellers var lydighed og udenadslære. Både Constance Leths mand og svigermoder var stærke modstandere af hendes pædagogik, og de forlangte, at der blev ansat en privatlærer, som det var skik på herregårde på den tid. Det blev den unge teolog N.F.S. Grundtvig, som i 1805 kom til Egeløkke som huslærer for den lille Carl. – Og han tog hurtigt Constance Leths metoder til sig i sin undervisning, og de blev grundlaget, på hvilket hans senere skoletanker og pædagogiske principper hvilede.
Da Grundtvig kom til Egeløkke var han ganske ung, og hurtigt forelskede han sig glødende i sin elevs smukke moder. (Hele livet igennem havde Grundtvig meget let ved at blive forelsket). Grundtvigs forelskelse blev så vidt vides ikke gengældt, men den ulykkelige forelskelse gav Grundtvig inspirationen til hans forfatterskab og åndelige vækkelse.
Om Constance Leths indflydelse på Grundtvigs undervisningssyn siges i bogen om Constance Leth: »…hun kunde jo ikke ane, at hun i den unge Huslærer skulde faa den mest begejstrede Tilhænger af sit Syn på Undervisning og Opdragelse, og at Frøkorn fra hendes Blomsterbed ved ham i lutret Skikkelse skulde blomstre ned gennem Tiderne til Lykke for utallige Børn og Mødre.«[2]
Ida Antonie Bay blev født i Rudkøbing i 1817 og døde samme sted i 1859. Men var hun i virkeligheden så markant som hun ofte betegnes? Det, hun er blevet kendt for i eftertiden, er i virkeligheden en lidt vemodig kærlighedshistorie.
Ida Bay boede sammen med sin mor i en af Rudkøbings købmandsgårde. Hendes fætter Mads Lange var som ganske ung stået til søs og foretog flere rejser til Østen. I 1833 kom Mads Lange hjem til Danmark efter en del år i Østen for at besøge sin familie i Rudkøbing. Her mødte han sin smukke 16-årige kusine Ida Bay.
Kort tid efter rejste Mads Lange atter til Østen og vendte aldrig hjem igen. Men han kunne ikke glemme Ida Bay og friede til hende pr. brev. Hvad svaret var, vides ikke, men han sendte mange gaver hjem til hende, bl.a. et syskrin og en perlemorsbehæftet pistol, som hun kunne forsvare sig med, når/hvis hun tog ud på den lange og farefulde rejse til Bali.
Ida Bay vovede aldrig springet, og hun rejste aldrig ud til Mads, selv om de korresponderede, og i en årrække modtog hun mange breve og strålende gaver fra Mads Lange.
Den Mads Lange, som Ida Bay forsmåede, eller måske blot ikke turde rejse ud til, var den navnkundige Mads Lange, »Konge til Bali«.[3]
Mads Lange slog sig ned som købmand i Ostindien, hvor han først tjente en stor formue og derefter blev ruineret. Efter nogle år kom han til øen Bali, hvor han på få år blev storkøbmand og ven med den lokale fyrste. Som sådan vandt han al den rigdom og indflydelse, som nogen europæer kunne få på Bali. Han blev ikke egentlig konge af Bali, men »økonomisk konge«.
Mads Lange kunne ikke glemme Ida Bay og håbede i mange år på, at hun ville komme ud til ham. Til slut giftede han sig med en kinesisk kvinde, med hvem han fik en datter.
Familien på Langeland stod i kontakt med hans familie i mange år, og billedet af Mads Lange til Bali’s datter kom i Ida Bay’s slægts besiddelse længe efter hendes død. På billedets bagside står blandt andet: »Mads Lange var en udmærket Sømand fra Rudkøbing… Han elskede sin kusine Ida Bay. Men skønt hans Moster – hendes Moder – min Oldemoder, støttede hans Bejlen, turde Ida Bay aldrig gøre den lange Rejse til Østen, levede og døde som Gammeljomfru i Rudkøbing«.[4]
Agnes Henningsen var en yderst markant kvinde i sin samtid. Hun havde et lyst livssyn, som hun betragtede som en langelandsk arv, og på den måde kom hun til at markere en del af den langelandske psyke i vide kredse.
Agnes Henningsen blev født 1868 på herregården Skousbo på Fyn og døde i 1962. Da hun var seks år gammel, døde hendes mor, og hun og de to søstre kom til Langeland, hvor de boede hos deres far-forældre på godset Søvertorp. Hun boede kun nogle år på Søvertorp, men det var meget vigtige år for hende, og hun bevarede hele livet forbindelse til Langeland.[5]
Agnes Henningsen slog igennem som forfatter og blev en del af den mondæne, litterære kreds i København i slutningen af 1800-tallet. Hun bliver dog især husket for sine erindringer. Og så bliver hun husket for at være P.H.’s mor.
Dét Agnes Henningsen bragte med sig fra Langeland var hendes nysgerrighed og lyse og lette sind, som fulgte hende livet igennem. Dét er i det hele taget karakteristisk for mange langelændere! Og på den måde markerede hun noget karakteristisk langelandsk, såvel i sin samtid som i nutiden gennem sine erindringer.
Agnes Henningsens første erindringsbind hedder »Let gang på jorden«, og den titel har direkte reference til Langeland:
»Langelænderne har et gammelt ord, når han vil ønske sin næste noget godt: Let gang på jorden. Nogen havde vist ønsket for os, vi gik let på Langeland. Det var som da mor levede, alle smilede til os, det hele smilede.
I haven var der alt, hvad der var på Skousbo. Og så var der en lindeallé, kort, men flerstammede træer, hvor der var godt at gemme sig, franske blomsteranlæg, som vi stirrede på med respekt, og søerne med båden.
Barnepigen og Mimi roede. Det var ligeså svært at styre, men i narretonen, de brugte til små børn. Jeg lod som ingenting, jeg sad så nemt med roret i hånden og hørte vandet sludre med båden. Det gyste i mig af spænding, når vi gled under jordbroen mellem søerne. Stødte vi imod, ville de råbe: Hvordan er det du styrer, menneske?
I regnvejr løb vi ind i drivhuset og så, hvordan bedstemors potteplanter trivedes. Det lugtede af, hvad gartneren kaldte bekvem jord. Vi snusede også til vinhuset, hvor onkel Frederik sagde, der duftede af Syden.«
Ferdinand – Agnes Henningsens farbror – var stor dreng, da Agnes Henningsen boede på Søvertorp, og allerede da havde han et godt øje til hende. Da hun var 16 år gammel blev de forlovet – til stor forargelse i familien. Forlovelsen varede i to år, så gjorde Agnes Henningsen det forbi. Ferdinand Andersen ville derefter ikke vide af hende, og mødtes de hos familien, lod han som om, han ikke så hende.
Annaelse Hornum var født i 1877 og døde i 1971. Hun kom til Rudkøbing i 1912 som husbestyrinde for Jens Winther, Langelands Museums stifter.[6]
Annaelse Hornum forblev hele livet ugift, og var husbestyrinde for Jens Winther til hans død i 1955. Der er ingen tvivl om, at Jens Winther satte stor pris på frk. Hornum, og at hun var en meget effektiv husbestyrinde, som sørgede for såvel hans hus som hans gæster og det praktiske i forbindelse med udgravningerne. Der er heller ingen tvivl om, at hun overfor andre kunne være ret så skrap, og at især børn i Rudkøbing havde mere end respekt for hende.
Frk. Hornum var en dygtig arkæolog, men det er karakteristisk, at hendes navn ikke er blevet husket af eftertiden som arkæolog på linie med Jens Winthers. Efter hun kom til Rudkøbing i 1912 blev hun hurtigt interesseret i arkæologi, og hun deltog i alle Jens Winthers gravninger. Der blev i Rudkøbing sagt: »Ja Winther er tosset med al den gravning, men frk. Hornum er sgu da endnu mere tosset«.
Af og til bliver det antydet, at frk. Hornum i virkeligheden var en endnu bedre arkæolog end selveste Jens Winther. Overinspektør Holger Rasmussen siger, at hun var den, der gjorde arbejdet med at sikre fundene, mens Jens Winther mere var stor i slaget.[7] I 1934 blev hun inviteret med museumsinspektør Therkel Mathiesen til Grønland, hvor hun var med i undersøgelser af eskimobopladser. Hun var borte i tre måneder, og den sommer var en af de få, hvor Jens Winther ikke foretog udgravninger.
Da det Kongelige nordiske Oldskriftselskab i 1951 optog de første kvinder i selskabet, var frk. Hornum nummer to, der blev optaget, anbefalet af professor Johannes Brøndsted.
Frk. Hornum blev af Jens Winther kaldt for »Min rose«. Han havde i hende en meget trofast husbestyrinde, der kunne klare stort set enhver situation med de mange arkæologisk interesserede gæster, der kom i udgravningerne og i hjemmet. Rigsantikvar, professor RV. Glob fortalte om hende: »Imens smurte Frøken Hornum madpakker, og vi blev inviteret til middag, samt overnatning i »Kavalér-fløjen«, hvor de fleste danske arkæologer i de næste tiår mange gange har hvilet ud efter lærerige dage, og »Frøkenens« altid udsøgte måltider.«
Ofte blev hun også udsat for at skulle improvisere med sine velforberedte måltider i udgravningerne, fordi Jens Winther fik besøg af andre arkæologer. Det skete for eksempel en gang, hvor en tysk arkæolog havde meldt sin ankomst på Troldebjerg-gravningen. Frk. Hornum havde gjort klar til frokost for tre, men da tyskeren kom, havde han tre andre med. Nu var gode råd dyre, frk. Hornum fremskaffede nogle æg fra en bonde og spejlede dem i udgravningsskuret. Men en hvirvelvind dryssede et fint lag kulturjord over æggene. Frk. Hornum serverede dem uanfægtet, idet hun forklarede, at hun allerede havde kommet peber på.
Hansigne Nielsen var ikke kendt af den store offentlighed, men hun var en markant skikkelse på Langeland. Endvidere blev hun en kilde til landbohistorisk forskning ved at besvare en lang række spørgelister til Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser (NEU). Samtidig var Hansigne Nielsen meget aktiv i lokalsamfundet, især som formand for de langelandske husholdningskredse.[9]
Hansigne Nielsen blev født på Langeland i 1892 og døde i 1983. Det meste af livet levede hun på Kræmmergården i Tryggelev Østerskov, en ganske almindelig dansk gård på 26 tdr land. Hansigne og hendes bror Karl arvede gården efter forældrenes død og levede ugifte her til de i høj alder kom på plejehjem.
I hjemmet var der tradition for at fortælle, og den lille Hansigne forstod at lytte og at huske. Som voksen havde hun derfor en stor viden om det førindustrielle bondesamfund. NEU har igennem årene udarbejdet spørgelister, og Hansigne Nielsen var en meget flittig meddeler og besvarede spørgelister om høst, bagning, brygning, bryllup, uldens forarbejdning, død og begravelse, røgt, jul, leg, markeder samt seng og soveskik.
Hansigne Nielsen var meget aktiv indenfor landboforeningernes husholdningskredse, og i en lang årrække var hun formand for husmandsforeningernes husholdningskredse på Langeland. Det gav hende anledning til sammen med broderen Karl at køre rundt i landet i deres Morris 1000. Derved fik hun en viden om skik og brug i andre egne af landet, og den viden blev formidlet videre til de langelandske husmødre.
Hansigne og broderen Karl anskaffede en Morris, og han kørte hende rundt til møder på Langeland og Fyn. Den tætte kontakt med mange mennesker og de mange køreture gjorde, at Hansigne var vidende om de ændringer, der skete i samfundet og om materielle nyheder. Alligevel blev hun og broderen Karl ved at leve på den måde, som de havde været vant til, siden de var børn.
I mange år afholdt landboforeningerne høstudstillinger, hvor det bedste af årets produktion blev præmieret. På udstillingerne udstillede kvinderne hjemmelavet syltetøj, henkogt frugt, saft m.m. Og gang på gang løb formanden – Hansigne Nielsen – af med mange af præmierne. I sig selv prisværdigt, at formanden levede op til de ideelle krav.
Et paradoks var det imidlertid, hvis man besøgte Hansigne Nielsens hjem. For på Kræmmergården herskede der alt andet end orden og renlighed! Ét var, at Hansigne og Karl levede, som forældrene havde gjort det og med deres møbler og inventar. Et ganske andet var, at de hverken levede op til forældrenes eller samtidens krav om orden eller hygiejne.
Man kan sige, at Hansigne og Karl Nielsen på én gang levede traditionelt og samtidig var stået af overfor de gængse normer. Hansigne Nielsen havde såvel viden som færdigheder, der honorerede kravene, hvis kravene vel at mærke blev stillet. Men i dagligdagen ønskede hun ikke at leve op til dem.
Dét gav hende på den anden side så både tid og overskud til at engagere sig i andre ting i tilværelsen.
Førhen var det almindeligt, at man hjalp hinanden, men i Hansigne Nielsens hjem hjalp man langt ud over det sædvanlige. Når der blev slagtet til jul, blev cirka det halve af grisen foræret væk. På samme tid var det ikke ualmindeligt, at en daglejerfamilie måtte nøjes med ½ eller en hel gris til et helt år. Ligeledes testamenterede Hansigne Nielsen en sum penge til Tryggelev kirke til et nyt orgel.
Ellen Fuglede er den kvinde, der har sat det største præg på det langelandske kulturlandskab. Hun fik i 1973 hele sit gods Skovsgaard på 387 hektar naturfredet, så dets jorder ikke måtte udsættes for ændringer i naturtilstanden. Det var den første totalfredning i Danmark, og Ellen Fuglede blev Ridder af Dannebrog på grund af sin indsats. Hendes kærlighed til naturen var så stor, at hun testamenterede godset til Danmarks Naturfond, som i dag driver det som økologisk landbrug.[10]
Ellen Fuglede (1902-1979) levede et tilbagetrukket liv på Skovsgaard, som hun arvede efter sin mor. Som barn boede hun sammen med sin mor og sine bedsteforældre. Hun fik privatundervisning og kom kun meget lidt sammen med andre børn og unge. Den ensomme barndom og ungdom kom til at præge resten af hendes tilværelse.
Ellen Fuglede var et meget beskedent og kulturelt menneske, der talte flere sprog, holdt af litteratur og af musik. Forfatteren Vagn Lundbye var en af de få, som besøgte hende, og han har sagt: »Ellen Fuglede, der var et fint og nobelt menneske, var vel nok en ener, men absolut ikke en særling. En anden opvækst og opdragelse kunne måske have bragt hendes liv ind i andre baner… Ellen Fuglede var det sødeste og mest selvudslettende menneske«.
En af de historier, man altid hører om frk. Fuglede, er om hendes mange katte. Nogle siger, hun havde 100 katte, andre at hun havde 35. Hvor mange det var, vides ikke, men sikkert er det, at Ellen Fuglede var en ensom person, der havde kastet sin kærlighed på katte. I parken og udenfor hoveddøren var der bygget små huse til kattene, og de fik det bedste foder, man kunne tænke sig.
Hos slagteren købte hun hver eneste dag kød til kattene. I frk. Fugledes regnskabsbog for maj 1954 står, at hun til kolonial, bagværk og andet brugte 30 kr – og til slagtervarer 498,35 kr.
En ganske anden historie er, at det bestemt ikke var hende selv, der havde samlet alle kattene til huse. Vagn Lundbye citerer hende for følgende tankevækkende udtalelse:
»Når folk er blevet trætte af deres store killinger, plejer de at køre dem herud til Skovsgaard om natten. Jeg bygger små læ til dem i parken og sørger for, at de ikke lider nød. Men der er efterhånden for mange her på Skovsgaard«. Og så er det, man siger: Hvis katte var det egentlig? Og hvem var det, der var skør med katte?
En enkelt gang gav frk. Fuglede sig virkelig til kende i samtiden. Hvor Ellen Fuglede almindeligvis var meget reserveret over for andre mennesker, påtog hun sig her et stort ansvar og levede til fulde op til det. Det skete den 4. maj 1945, hvor der strandede en flydedok med 700 russiske og 800 franske krigsfanger på Påø strand. Flydedokken havde forinden drevet rundt på Østersøen i fire døgn. Ellen Fuglede blev ret hurtigt tilkaldt, fordi flydedokken var strandet ved Skovsgaards jorder – og fordi man vidste, at hun talte flydende fransk. Franskmændene blev indkvarteret i længerne på Skovsgaard, og frk. Fuglede fik sammen med andre kvinder organiseret mad og tøj til dem.
Anne Lise Fussing er en af de nulevende kvinder på Langeland, som man kan betegne som markant. Havde det ikke været for fru Fussing, som hun ofte kaldes, er det for det første tvivlsomt om højskolen i Magleby var blevet oprettet, og for det andet ville der uden hende ikke eksistere en Langelands Kunsthøjskole i dag.[11]
Højskoletanken blev udviklet omkring Anne Lise Fussings køkkenbord for knapt 15 år siden sammen med en skoleinspektør, en sognepræst og en styrmand. Kommunen ville sælge den gamle Magleby skoles bygninger til et tysk firma, og det ville de undgå. Anne Lise Fussing ønskede først, at bygningerne skulle bruges som arbejdsplads for ufaglærte langelandske kvinder, men i stedet blev der oprettet en højskole, som senere blev ændret til at være en kunsthøjskole. Det var Anne Lise Fussing og Bent Nørgaard Sørensen, Humble, mestre for.
For at støtte det kunstneriske liv omkring højskolen, indstiftede Anne Lise Fussing et rejselegat til langelandske kunstnere, og mange kunstnere og højskolelærere har nydt godt af hendes store gæstfrihed.
Anne Lise Fussing, født 15.9.1920, blev uddannet som fysioterapeut, og kom i 1944 til Rudkøbing Sygehus i et vikariat. Derefter fik hun egen praksis frem til 1949.
I 1949 rejste Anne Lise til Peru, hvor hun blev gift med Jørgen Fussing. »Mit liv begyndte vel egentlig, da jeg blev gift med Jørgen. Det blev et godt ægteskab«.
Parret boede i 10 år i Peru – hvor Jørgen Fussing arbejdede – og i Liberia i to år. I 1961 bosatte familien sig i Humlebæk, og i 1970 flyttede familien til Langeland, hvor Anne Lise Fussing igen begyndte at arbejde som fysioterapeut.
Anne Lise Fussing har rejst mange gange og til steder, det ikke er almindeligt at komme. Hun har boet i Liberia, fisket på afrikanske floder, set øgler på Galapagosøerne og boet ved Amazon-flodens udspring i 3000 meters højde i Peru. »Måske gør det en lidt blaseret i andres ører. Man har set så meget«.
Anne Lise Fussing siger om sig selv, at det måske er lidt af en tilfældighed, at hun i dag bor på Langeland. »Jeg har oplevet mange spændende ting og dramaer. Du kan opleve lige så mange spændende ting ved at tale med en mand på Langeland og høre om hans kartofler, som du kan opleve alle andre steder.«
Noget andet er, at hun holder meget af Langeland og den langelandske natur, og dagligt har en meget stor glæde – og stolthed – ved at se ud af sine stuevinduer ud over Magleby nor.
Undersøgelsen er foretaget som en etnologisk undersøgelse, hvor der anvendes meget forskelligt kildestof, såvel skriftligt som mundtligt og materielt. I forbindelse med undersøgelsen blev der foretaget en række interviews med personer, som har haft berøring med kvinderne – i et enkelt tilfælde med kvinden selv, og disse oplysninger er blevet suppleret med oplysninger fra trykte og utrykte kilder. Ved at have arbejdet i en længere årrække i det langelandske samfund, har jeg hørt en del om kvinderne, og de oplysninger har ligget som en baggrundsviden.
Annaelse Hornum har været den vanskeligste person at karakterisere. Som den skyggeperson hun var, er der ikke skrevet noget direkte om hende. Heldigvis eksisterer der i Langelands Museums arkiv korrespondance mellem Jens Winther og de personer, som gravede her, og ind imellem omtales frk. Hornum i brevene. Samtidig har jeg igennem mine mange år på Langeland jævnligt hørt folk fortælle om hende.
Ej heller Ellen Fuglede er der publiceret noget videre om. Der findes enkelte artikler skrevet af Vagn Lundbye, men Langelands Museum har foretaget en lang række interviews med folk, som har tjent på Skovsgaard. Ved at læse disse interviews får man et indtryk af Ellen Fuglede. Da museet igennem mange år har haft udstillinger på Skovsgaard, sker det også jævnligt, at folk kommer og fortæller små episoder om frk. Fuglede.
Hansigne Nielsen og Anne Lise Fussing har jeg selv interviewet, og disse interviews ligger der båndudskrifter af i Langelands Museums arkiv. Videre har jeg hjemtaget genstande til museet fra Hansigne Nielsens bo.
De valgte kvinder er meget forskellige. En enkelt er nulevende, de øvrige afdøde. Nogle har markeret Langeland udadtil, andre indadtil. Alligevel kan der drages visse sammenligninger mellem en del af dem.
Måske er det karakteristisk, måske et tilfælde, at halvdelen af de afdøde markante kvinder har været ugift? Der har trods alt været væsentlig flere gifte end ugifte i samfundet. Har der i virkeligheden været bedre vilkår for at markere sig som ugift end som gift? Almindeligvis siger man det modsatte; men de ugifte kvinder har både haft mere tid og en nødvendig selvstændighed.
De markante kvinder har alle været betragtet som lidt af nogle enere, som i større eller mindre grad satte sig ud over de gængse normer for en kvinde i det langelandske samfund. Derved har de også fået et ikke altid positivt ry. Men er det ikke også ofte tilfældet for berømte mænd?
Fælles for de udvalgte kvinder er, at det har været nødvendigt med såvel et åndeligt som materielt overskud, for at gøre det muligt at markere sig. Og det havde de alle!
I levevis er der mange lighedspunkter mellem Ellen Fuglede fra Skovsgaard og Hansigne Nielsen fra Kræmmergården. Netop det, at frk. Fuglede sad i gode kår og levede så isoleret, gjorde, at hun af mange mennesker blev opfattet som en sær person. Men var hun mere sær, end så mange andre, der hele livet boede i deres fædrene hjem? Er det ikke blot fordi hun var velhavende og boede på et gods? Og var Ellen Fuglede og Hansigne Nielsen i virkeligheden ikke lige lidt eller lige meget sære?
Fælles for Hansigne Nielsen og Ellen Fuglede var også deres store gavmildhed overfor andre mennesker. På Skovsgaard blev der i mange år ført bog over, hvad man gav hvem i julegave. I 1933 har Ellen Fuglede indført, hvilke gaver der blev givet til 55 forskellige personer! Og i 1951 blev der givet til 54! På telefoncentralen fik de således »2 gange Linned Kjolestof a 5 meter, grønt og marine med hvide Nister, (købt hos) Rheinh. Knudsen«, og Goltermann fik »50 cigarer, 1 pund Konfekt, Kvædebrød, Julehefter 10 Kr.«.[12]
En, måske to, af de syv kvinder der er omtalt i denne artikel, har sat deres præg på det langelandske kulturlandskab, men det er ofte ikke de mest stabile spor. Antagelig har kun en enkelt sat sit præg også for eftertiden.
Gårdejeren Hansigne Nielsen satte i en lang årrække sit præg ved at drive et forældet landbrug på sin gård og ved at lade det hele forfalde om sig. I dag er gården sat i stand, og jorden bliver drevet på moderne vis.
Den anden er Ellen Fuglede. I modsætning til sit eget stillestående liv, har hun sat sine markante spor i kulturlandskabet ved at få Skovsgaard totalfredet. Med sine levende hegn, store solitære træer, sumpede områder og skove, som får lov at forfalde, er stedet i dag udflugtsmål for omkring 40.000 mennesker om året.
Hvordan fremtiden for godset bliver, vides ikke i skrivende stund, men Danmarks Naturfredningsforening gør sig mange overvejelser derom.
