Det var en langsommelig rejse for mange af de deltagere, som i september 1858 samledes i Odense til et særligt arrangement. De kom fra alle dele af landet, overvejende dog fra Fyn, København og de større byer. Jernbanen, som ellers ganske passende og symbolsk kunne have befordret de udenbys deltagere, var kun etableret på strækningen fra København til Korsør. Ikke så få af deltagerne måtte ud på en mere end daglang rejse for at komme til den fynske hovedstad, hvortil de ankom i løbet af lørdagen og søndagen den 18. og 19. september. Det var et usædvanligt selskab, og selv om det sikkert ikke uden videre var til at få øje på, så repræsenterede deltagerne på hver deres måde det nye, som var på vej, og som allerede havde vundet fodfæste: industrialiseringen. Det første danske industrimøde var blevet afholdt i København i 1852, og her seks år efter fandt det andet danske industrimøde sted i Odense.
I spidsen for denne samling stod den lokale 59-årige jernstøber, M.P. Allerup, som ikke blot havde vundet respekt i Odense og omegn, men hvis virksomhed var kendt i tekniske kredse i alle dele af landet, og hvis navn var kendt af alle fremskridtsvenlige bønder landet over. Med samlingen til det andet danske industrimøde var en god del af landets tekniske elite samlet i Odense. Blot to årtier tidligere havde det været småt med industrielle tiltag. Nogle få pionerer på det teknisk-industrielle område havde etableret deres virksomheder i Odense, der nu på et par årtier havde markeret sig som landets næststørste industriby og med hensyn til tekniske tiltag på flere områder lå på linie med København, og endog var først med flere nye initiativer.
Næppe nogen havde i den forgangne periode haft større lokal betydning for denne udvikling end jernstøberen og maskinfabrikanten Mathias Peter Allerup, som i 1858 befandt sig på toppen af faglig anerkendelse, indflydelse og erhvervsmæssig succes.
I denne artikel vil vi, med udgangspunkt i mødet i Odense i 1858, kaste blikket tilbage og genkalde livsbanen og karrieren for den mand, som er blevet kaldt for "den fynske industris fader". Navnet Allerup vækker stadig minder hos ældre odenseanere, men siden lukningen af fabrikken og nedrivningen af det store kompleks ved Søndre Boulevards inderste del, er den fysiske påmindelse om denne vigtige odenseanske virksomhed gradvis aftaget. Så meget mere grund er der til at opridse hovedtrækkene af Allerups historie – en historie, der tager udgangspunkt i et Odense, som teknisk og erhvervsmæssigt stadig var knyttet til de foregående århundreders langsomme og organiske udvikling.
Ved udarbejdelsen af denne artikel har bl.a. kildemateriale i Rigsarkivet, Erhvervsarkivet i Århus samt Landsarkivet for Fyn været benyttet. Der er beklageligvis ikke bevaret væsentlige arkivalier fra Allerups første årtier, men andre kildegrupper kan i et vist omfang belyse virksomhedens udviklingsforløb. Et mere omfattende og mere teknologihistorisk rettet arbejde som resultat af disse arkivstudier vil senere blive publiceret.
Jern var allerede kendt og anvendt i form af smedejern længe før den industrielle revolution i England, men det var gennembruddet med hensyn til fremstillingen af støbejern, som fra 1700-tallet var en af de faktorer, der medvirkede til at igangsætte en lang og mangesidet udvikling mod det klassiske industrisamfund, som vi gennem de seneste årtier gradvis har afviklet.[1]
I sidste del af 1700-tallet var den danske jern- og metalindustri endnu svagt udviklet og afhængig af udenlandsk ekspertise. Først et par årtier ind i 1800-tallet var der etableret nogle få bæredygtige jernstøberier og maskinfabrikker i København. Tabet af Norge i 1814 ændrede den traditionelle form med afhængige tvillingeriger, hvor Norge bl.a. skulle levere støbejern til Danmark.[2] Gradvise generelle samfundsændringer i form af et landbrug i teknisk udvikling og en større efterspørgsel i erhvervslivet på støbte genstande skabte grundlaget for etableringen af en selvstændig og bæredygtig dansk jern- og metalindustri, også i provinsen. Dertil kom en betydelig toldafgift på import af støbejern. I 1831 fik C.F. Weiss i Horsens privilegium til at drive provinsens første jernstøberi, men det var i Odense, at provinsens første levedygtige støberi og maskinfabrik blev etableret.[3]
Mathias Peter Allerup var født i 1799 i Holmens kvarter i København som søn af vinhandler J.C. Allerup, hvis butik lå i Storrestræde.[4] Umiddelbart havde han således ingen kontakt til det tekniske miljø. Den unge Allerup kom i lære hos onklen, snedkermester C. Velschou i Brolæggerstræde. Velschou havde ud over snedkerværkstedet et jordstykke uden for København, langs Gammel Kongevej. Vi har flere vidnesbyrd om, at Allerup dér arbejdede med jordbruget og fik et kendskab til tidens landbrugsredskaber.[5]
Allerups karriere er typisk for datidens praktisk uddannede foretagere, der ofte hverken havde boglig uddannelse eller formel ingeniøruddannelse som baggrund. På det tidspunkt var de danske ingeniøruddannelser kun i deres vorden. Den polytekniske Læreanstalt var etableret i 1829 og udklækkede kun få maskiningeniører i de første år.[6] Næste skridt var en position som modelsnedker i landets førende jernstøberi, Heinrich Meldahl i København, i 1823. Her steg han i graderne og synes at være endt som leder af modelværkstedet. Da M.P. Allerup i 1835 ansøgte om privilegium til etablering af et jernstøberi i Odense sammen med sin fætter, mekanikus Conradt Prom, synes han ikke at have besiddet kapital af betydning. Han søgte om et statsligt lån på 3000 rigsdaler, men fik afslag, ikke på grund af manglende tillid til hans evner, men på baggrund af den holdning, at industrien nu nød tilstrækkelig toldbeskyttelse og ikke behøvede yderligere statslig opbakning. Privilegiet fik Allerup endelig på egen hånd og med egne sparepenge samt lokal fynsk kapital som opbakning den 11. juni 1836. En måned senere annoncerede han for de produkter, der nu kunne tilbydes Odense-borgerne og de fynske landmænd.[7]
Virksomheden påbegyndte støbning under meget ydmyge forhold i en ældre bindingsværksbygning Kirkegårds Allé 1 og med en lille såkaldt kupolovn, formentlig godt mandshøj i størrelse, samt en smedeesse.[8] Den kulfyrede kupolovn blev udviklet i England i 1790’erne og revolutionerede mulighederne for at etablere mindre jernstøberier fjernt fra råvarernes og brændslets lokalisering. Med kupolovnen kunne man støbe med gammelt jern som råmateriale. Vi ved, at Allerup i de første år indsamlede gamle norske bilæggerovne fra fynske gårde til omsmeltning.[9]
Virksomheden voksede hurtigt og blev efter flytning i 1843 udbygget på den inderste del af den daværende Heden, ned mod Odense Å. Her lod Allerup i perioden fra begyndelsen af 1840’erne og godt et tiår frem opføre et efter datidens forhold stort bygningskompleks med mange sammenhængende bygninger, der dannede flere gårdrum fra det nuværende Søndre Boulevard og ned mod åen. Der blev indrettet støberi og maskinværksted med dampkraft, moderne drejebænke af jern, skrueskæremaskiner m.m. Dette anlæg var byens første egentlige industrikompleks både vurderet efter størrelse og indretning, entydigt opført med henblik på støberivirksomhed og maskinfabrikation.[10]
Allerups virksomhed er interessant som en lokal pionervirksomhed, der oplærte og tilvænnede både støbere, formere, smede og arbejdere til en højteknologisk produktion anno 1830’erne. Derved fik virksomheden status som en slags udklækningsanstalt for andre lokale virksomheder både direkte og indirekte. Samtidig blev laugene vænnet til medlemmernes indtog på de nye virksomheder, idet Allerups privilegium netop gav ham ret til at ansætte de forskellige laugs medlemmer, blot han ikke gjorde indgreb i deres hævdvundne rettigheder.[11]
Allerup påvirkede med sine produkter desuden det lokale miljø i retning af en accept af nye materialer og produktionsmetoder. Hans egne fabriksbygninger blev som byens og nogle af landets første opført med jern som væsentlige bygningsdele fra omkring 1850, og herefter kan vi i de følgende år gradvis se jern vinde udbredelse i det odenseanske byggeri. Desuden opførte han Frederiksbroen, landets første og overalt interessevækkende vejbro af støbejern i Odense i 1844, og hans maskiner og redskaber udført helt eller delvis i støbejern som svingplove i et utal af udgaver, svenskharven og tidlige drænrørs- og teglværksmaskiner, tærskemaskiner m.v. fandt vej ud i det fynske og hele det danske landskab.[12]
Endnu et væsentligt aspekt er støberiets status som landets første virksomhed med installeret gasbelysning og vandværksvand – fra anlæg, som Allerups egen virksomhed havde været involveret i at etablere som Danmarks første i 1853. Det bliver ikke mindre interessant af, at Allerup i forbindelse med netop arbejder til de nye vand- og gasværker mødte den 32-årige partner i landets første civilingeniørfirma, English & Hanssen fra København. Thomas English (1819-1889), som var søn af en indvandret engelsk tekniker og selv efter arbejde på førende værksteder i England var en af landets mest kompetente maskiningeniører, forelskede sig i Allerups datter Johanne og blev gift med hende i 1852. Dermed besegledes et gensidig givtigt forhold mellem jernstøberen og et af landets mest driftige firmaer på dette område i de kommende tiår. Da Allerup i foråret 1856 byggede landets første bro med anvendelse af bærende jernbjælker, var denne tegnet af svigersønnen Thomas English.[13]
Var Allerup milevidt foran sine konkurrenter? Lokalt var jernstøberen enerådende, indtil Phønix blev etableret i 1841 og i de følgende år frem til 1860 yderligere tre jernstøberier, senest H. Rasmussens i 1856. Ud over tendenser til specialisering støberierne imellem, var Allerup perioden igennem betydeligt større end sine lokale konkurrenter, ligesom virksomheden særligt på det landbrugstekniske område indtog en betydende rolle også i nationalt perspektiv. Allerup deltog på verdensudstillingen i Paris i 1855 og fik her sølvmedalje for henholdsvis så- og hakkelsesmaskiner.[14] I forbindelse med tidlige broarbejder rundt omkring i landet synes virksomheden i de første tiår at have været næsten enerådende, og en række større arbejder knyttet til jernbaner og gasværker gik til Allerup – ikke uden grund, men næppe heller uden at det familiære tilhørsforhold til English & Hanssen, som stod for projekteringen af mange af disse opgaver, havde en vis betydning.[15]
Der mangler fortsat at blive gennemført en grundig undersøgelse af den tidlige danske jern- og metalindustris udvikling og tekniske niveau, men på baggrund af det foreliggende materiale fra 1830-50’erne synes Allerups virksomhed ikke at adskille sig væsentligt fra større københavnske jernstøberier. Flere af de københavnske jernstøberier havde maskinværksteder, der godt kunne hamle op med den odenseanske virksomhed og formentlig også havde større kapacitet.[16] At Allerup konstruerede og støbte landets første jernbroer og arbejdede videre med nye brotyper af jern, er et faktum, som ikke skal undervurderes, men det skyldtes næppe virksomhedens tekniske udstyr, at disse arbejder blev udført i Odense. Snarere skyldtes det kombinationen af en moderne maskinpark og en voksende, kompetent virksomhed med en dygtig og engelsk inspireret leder, som yderligere fik tilknyttet ekspertise ved den nære forbindelse til maskiningeniøren Thomas English.
Naturligvis var det ikke alle betydende danske teknikere, der deltog i mødet i Odense i 1858, men fremmødet var alligevel imponerende og vidner om, at deltagerne har ment, at der var grund til at rejse den lange vej. Ud over selve mødet havde man også etableret en efter forholdene stor industriudstilling på Odense Slot, hvortil den lokale komité vedblivende helt frem til mødet indkaldte yderligere varer og udstillingsgenstande.
Ved det første danske industrimøde i København i 1852 var det den tekniskindustrielle inderkreds, der deltog, hovedsagelig hovedstadens maskintekniske elite.[17] I Odense bar selskabet naturligvis præg af værtsskabet. Byens store håndværksmestre og særligt de industridrivende skulle vise, hvad de kunne, og var naturligvis også spændte på at møde nogle af landets kapaciteter på teknikkens område.
Der deltog i alt 114 personer i mødet, hvoraf 69 kom fra Odense eller nærmeste omegn, 35 fra Sjælland (langt overvejende København), mens de øvrige dele af landet var betydelig svagere repræsenteret.[18] Hele den lokale elite var forsamlet med folk som Allerup, klædefabrikant og bankdirektør Lorenz Bierfreund samt apoteker Gustav Lotze i spidsen. Byens borgmester Christen Estrup deltog også i mødet, som desuden havde deltagelse af Fyens Stiftstidendes redaktør Jul. Gerson, som havde en travl periode. Før mødet og særligt mens forsamlingen holdt til i Odense, bragte Gerson fyldige forsidereportager fra ekskursionerne og referater af møder og diskussioner.[19]
Det vil være alt for omfattende i denne sammenhæng at indlade sig på en nærmere redegørelse for deltagerne, men det skal dog nævnes, at man blandt de københavnske deltagere fandt fremtrædende folk som civilingeniør Thomas English, maskinfabrikant og jernstøber D. Løwener, mølleejer T. Marstrand, som havde været aktiv i kampen for indførelse af næringsfriheden i 1857, ildsjælen T.J. Hellmann, som havde organiseret det første møde og netop året før havde stiftet sparekassen Bikuben, landets ekspert i teknisk tegning gennem en menneskealder, den aldrende professor G.F. Hetsch, en af 1850’ernes mest indflydelsesrige fabrikanter, L.P. Holmblad, den unge bestyrer ved den kongelige porcelænsfabrik, Fr.E. Holm, samt de to professorer fra Polyteknisk Læreanstalt, C.V. Holten og C.G. Hummel, sidstnævnte en af Danmarks førende eksperter i maskinlære.[20]
Når vi normalt taler om den odenseanske industrialisering, er det underforstået, at det var få og spredte tiltag, der prægede tiden frem til 1870’erne. Industrialiseringen betragtet som en udbredt og synlig faktor med ansættelse af en stor arbejdsstyrke hører ganske rigtigt den senere periode til, men når man ser det ekskursionsprogram, som deltagerne skulle ud på, tvinges man alligevel til at betragte det odenseanske erhvervsliv som mere mangeartet og udviklet, end man umiddelbart er tilbøjelig til for 1850’erne. Det er åbenbart, at der var sat en bredspektret udvikling i gang.[21]
Selskabet var indlogeret på byens fineste hotel, Larsens Hotel, som var opført få år tidligere i 1853 og lå på hjørnet af Overgade og Skomagerstræde, dvs. ved den sydlige del af Fisketorvet.[22] Mødet blev indledt på hotellet mandag formiddag kl. 11. Direktør Hellmann bød velkommen og redegjorde for nogle generelle betragtninger om industrimøderne og om det industrielle områdes store vækst og den deraf følgende umulighed af at dække det hele ved møder af denne type. Herefter diskuterede de fremmødte dels kommende regler for industrimøderne, dels tog man hul på et af tidens store spørgsmål, hvordan uddannelser for håndværkere og industridrivende skulle lægges til rette. Det var et emne, som blev særdeles heftigt debatteret i disse år, og som forventeligt var det særligt Polyteknisk Læreanstalts C.G. Hummel, der formede diskussionen. Om aftenen mødtes man igen kl. 19 for at høre apoteker Lotzes foredrag om "Kulstoffets Betydning for det industrielle Liv". I de følgende dage blev en række af tidens store spørgsmål af teknisk og økonomisk art taget op, ofte med entusiastisk deltagelse fra en mindre gruppe fremtrædende folk. Allerup synes ikke at have sagt så meget som et ord ved disse diskussioner, mens Lorenz Bierfreund som forventeligt kastede sig aktivt ind i diskussionerne.[23] Over de følgende mødedage blev der holdt foredrag om og diskuteret emner som pengeinstitutternes betydning for industrien, kreditforeninger til oprettelse af fabrikker, om jern burde afløse træ til bygningskonstruktioner, kunstens indflydelse på vor industri, landets toldlovgivning, ønskeligheden af en lov til begrænsning af børns fabriksarbejde, tørve-industriens muligheder samt laugenes og laugskassernes fremtid. Emner som "Midler til at gjøre Opholdet i usunde Fabrikslocaler bedre …" og professor Holtens foredrag om "Electricitetens Anvendelse i techniske Øiemed" bidrog til den teknisk-faglige side af mødet. Ikke overraskende tog kombinationen af lange ekskursioner med rigeligt til ganen og lige så lange møder hårdt på både talere og deltagere. Holten omredigerede følgende sit foredrag, fordi det var holdt "…efter en lang Kjøretur og bærer efter Talerens Mening præg af den deraf følgende Træthed." Det gjorde selskabet også, hvilket bl.a. kunne ses på fremmødet til det ellers imponerende fremsynede foredrag.
Tirsdag den 21. september lå der ved 14-tiden både klar i Odense Å, efter al sandsynlighed ved Frederiksbroen, som var turens første stop. Her sejlede selskabet under landets første støbejernsvejbro og betragtede den med faglig interesse. Derefter gik turen et stykke opstrøms til den kun to år gamle Albanibro. Man skal huske på, at på dette tidspunkt var der næppe opført ti jernbroer i Danmark, og Allerup havde bygget størstedelen heraf, flere i form af mindre broer på herregårdene. Redaktør Gerson beskrev det levende: "Under Musik og med Dannebrogsfaner vaiende fra Baadenes Bagstavn, roede man op ad Odense Aa … hilset ved Skt. Albani Broen med Hurraer for Gjesterne, der besvaredes med Hurraer for Odense."[24]
Sejladsen gik med strømmen til Skt. Jørgens Teglværk, hvorefter selskabet forlod bådene. De større byer blev omkring midten af 1800-tallet omgivet af teglværker, der forsynede det nye grundmurede byggeri med sten, og teglværket var netop anlagt året før, i 1857, opført af sten fra en nedbrudt gård på Flakhaven, men med nye teglværksmaskiner. Det er ikke undersøgt nærmere og heller ikke sikkert, at det overhovedet kan afklares, men et godt gæt vil være, at disse maskiner var leveret af Allerup. Teglværket lå i den yderste del af Skt. Jørgens Gade, ned mod åen på stykket før Ejby Mølle. Efter denne besigtigelse fortsatte selskabet med vogn videre til Ejby Mølle, hvor der ventede en forfriskning, og til Ejby Teglværk, som ligeledes var opført i 1857 på den nærliggende Ejby Mark.[25] Selskabet havde planlagt besøg i Demants orgelbyggeri og Johansens maskinfabrik, men synes ikke at være nået længere. Man drog tilbage til hotellet for at få pustet ud, inden byens gilde på rådhuset et par timer senere. Også her var avisen med. Rådhusgildet blev stærkt opstemt som følge af, at der "…fulgte en saadan Masse af Skaaler, at vi ikke trøste os af at være den Historieskriver, der giver Beretningen om dem alle", som Jul. Gerson skrev næste dag.[26]
Dagen efter fortsatte de udendørs aktiviteter. Efter et formiddagsmøde bevægede herrerne sig fra hotellet til Skt. Knuds Kirke og derefter ind i naboejendommen, Skt. Knuds Kloster, som var en del af det hempelske gårdkompleks. Her havde Preben Lihme Brandt i 1839 installeret Odenses første dampmaskine fire år efter firmaets grundlæggelse. I 1858 var der omkring 50 ansatte på virksomheden, som producerede uldklæde. Der var tale om en gennemmekaniseret produktion med bl.a. store spindemaskiner og maskinvæve, som først var kommet i anvendelse i Danmark omkring 10 år tidligere.[27]
Selskabet fortsatte formentlig langs åen, forbi Munke Mølle og videre til M.P Allerups egen virksomhed, som var turens næste mål. Herfra gik det videre over den inderste del af kirkegården til det nyanlagte Odense Vandværk, som må have vakt stor interesse. Endnu i 1859 var der kun åbnet ganske få vandværker med Odenses som landets første.
Det var mildest talt et hårdt program, selskabet gennemførte, for herefter besås i følgende rækkefølge Odense Dampmølle, bygget 1847-48 med både vind- og dampkraft, beliggende omtrent hvor Krudthusgade møder Vestre Stationsvej, Bierfreunds Dampvæveri fra 1856 beliggende i Vindegade med omkring 60 ansatte og mange maskinvæve samt den nye, store fattiggård i Vindegade 53, opført i 1847 til afløsning af den ældre fattiggård i Overgade. Endelig besøgte man M.C. Hempels bogtrykkeri med det markante tårn opført af faderen Søren Hempel. Her blev Fyens Stiftstidende trykt sammen med andre almindelige bogtrykopgaver på de trykketeknisk ikke udpræget moderne jernhåndpresser, som Hempel var i besiddelse af. Man skal huske på, at i selskabet deltog flere af landets maskintekniske eksperter, som sikkert har kunnet anbefale at anskaffe de nye hurtigpresser. Da virksomheden i 1861 blev overtaget af den driftige J.C. Dreyer, gik Fyens Stiftstidende og det tilhørende trykkeri ind i en fremskridtsvenlig teknisk fase med anskaffelse af hurtigpresse, gasmotor m.v. Industrimødets deltagere sluttede med et besøg på juveler Clausens skefabrik. Niels Clausen drev sin guld- og sølvsmedeforretning i Vestergade 22, hvor det nuværende Magasin er placeret, og den store mængde bevarede spiseskeer, dessertskeer og gafler netop fra 1850’erne synes fint at passe med besøget.[28]
Torsdag morgen afgik hele "21 smukke Ekvipager" udsmykket med Dannebrog til Munkebo, Kerteminde og omegn, bl.a. med besøg hos provst Krarup i Flødstrup, hvor denne havde etableret et stort vandingsanlæg med jernrør, skyllesystemer i stalde m.v., alt efter engelsk forbillede.[29]
Aftenen var optaget af mødevirksomhed og diskussioner, hvorefter industrimødets deltagere igen fredag kan have haft behov for et par dybe knæbøjninger, for nu genoptog man under ledelse af Allerup den næsten fuldstændige kortlægning af den odenseanske industri. Dagen startede med en kort spadseretur til det i 1841 etablerede jernstøberi Phønix i Ramsherred og videre ad Brogade og Frederiksgade til H. Rasmussens næsten nyopførte jernstøberi. Med hestevogn drog man nu til kanalbassinet med toldboden og herfra videre til Rasmussens oliemølle, som lå tæt ved havnebassinet mellem Tolderlundsvej og Skibhusvej. Selskabet fortsatte til Odense Gasværk, hvor Thomas English har kunnet berette om sin og Allerups deltagelse i konstruktionen af dette efter nutidig standard beskedne anlæg, som imidlertid var landets første fra 1853. Vor Frue Kirke med Claus Bergs altertavle var et kort afbræk fra emnet, og efter at selskabet formentlig indtog frokosten på hotellet, gik eftermiddagens tur til Valentins sæbesyderi, Dorchs Klædefabrik i Frue Kirkestræde, anlagt med dampkraft i 1857, N.N. Blumensaadts sæbesyderi i Nedergade, udbygget siden 1835, og endelig blev dagen afsluttet med et besøg i Løveapotekets anerkendte damplaboratorium, hvor apoteker Gustav Lotze viste sit moderne anlæg frem for gæsterne.[30]
Det er svært at forestille sig, at de nu støvede og trætte herrer har haft kræfter til meget andet end at indtage aftensmaden.
Lørdagen var sidste dag. Formiddagen var helliget opsummering og sidste diskussioner, hvorefter man valgte en bestyrelse til at planlægge det følgende møde i København. Hellmann opsummerede mødets forløb og var nærmest overstrømmende over for de fynske værters gæstfrihed. Han havde også kun anerkendelse tilovers for mødets faglige forløb og konstaterede, sikkert til Allerups, Bierfreunds og Lotzes tilfredsstillelse, at "skulde han under Eet samle Indtrykket af dette andet Industrimøde i Sammenligning med det første, da vilde det være en stor Uretfærdighed ikke at indrømme, hvor meget nærværende havde staaet over hiint." Kl. 3 eftermiddag holdt man endelig "Slutningsdineer".[31]
Da industrimødet sluttede lørdag den 25. september – muligt ud på de små timer den 26. om morgenen – og deltagerne i løbet af søndagen og mandagen begav sig hjemad, kunne de lokale værter i komitéen se tilbage på et vellykket og vidtfavnende arrangement, som set fra nutiden måske endog blev lidt presset af ønsket om at se det hele og stedvis noget vidtløftigt, når deltagerne frygtløst kastede sig ud i tidens store spørgsmål på det industrielle område.
Den 59-årige Allerup nåede aldrig at nyde sit otium – hvis han ellers havde et sådant i tankerne. Knap to måneder efter mødet i Odense, og inden beretningen fra mødet var trykt, døde en af Allerups gamle forretningsforbindelser, etatsråd Suhr i København. Allerup begav sig på vej til København, på trods af at han i nogen tid havde lidt af det, der betegnedes som et "asthmatisk Onde". Efter overfarten på Storebælt skulle Allerup fortsætte den videre rejse med jernbanen fra Korsør om morgenen den 17. november 1858. Klokken ti samme morgen, tilsyneladende plaget af et astmatisk anfald, søgte han ind på et hotel, hvor han udåndede på gulvet foran personalet ved disken.[32]
Mathias Peter Allerup blev begravet fra Skt. Knuds Kirke den 24. november 1858 og bisat på Assistens Kirkegård, umiddelbart over for sin virksomhed på Søndre Boulevard. I fugleflugtslinie er der vel næppe 150 meter fra virksomhedens forlængst forsvundne hovedport til gravstedet, som endnu befinder sig umiddelbart på den anden side af den granitmur, som skiller kirkegården fra Ansgar Anlæg. Meget passende blev gravpladen udført i støbejern og indfældet i granit.
I Fyens Stiftstidende får vi et levende billede af den betydning, som Allerup havde fået i løbet af de godt to tiår i Odense, og af, hvor mange mennesker, der følte sig forbundet med ham. Som Stiftstidende skrev: "En sjælden hæderlig Character, hvori Godgjørenheden og Retskaffenheden vare de mest betegnende Egenskaber, gjorde ham til en af Odenses mest ansete Mænd, og endnu for kort Tid siden modtog han ved Industrimødet her talrige Beviser paa den Yndest, hvori han almindelig stod." Nu skrives der jo ofte pænt om afdøde, men et mere håndgribeligt bevis på den respekt, som jernstøberen nød, fremgår af det forhold, at hans kiste blev fulgt fra Skt. Knuds Kirke til kirkegården af alle de laug, der havde arbejdet for ham, alle med deres respektive faner, og så mange mennesker, at "…vi ikke ved nogen Begravelse her har været Vidne til en saadan [Menneskemasse]." Samtlige arbejdere fra virksomheden deltog i følget, og meget betegnende var det arbejderne, der bar hans kiste til graven.[33]
Hvordan skal vi da vurdere Allerups betydning i henholdsvis lokalt og nationalt perspektiv? Det foreliggende kildemateriale tillader os kun for en del af perioden at foretage optællinger over virksomhedens samlede produktion og dennes fordeling på enkeltprodukter. Sådanne tal er naturligvis vigtige mål og indikatorer, men selv hvis det var muligt at opbygge et sådant komplet talmateriale, ville det ikke kunne besvare et så bredt spørgsmål tilfredsstillende. Vi må anskue spørgsmålet fra flere synsvinkler.
M.P. Allerups jernstøberi var den første store industrivirksomhed i Odense og den første med eget fabriksanlæg. Som byens første jernstøberi og maskinfabrik bragte virksomheden således umiddelbart nye produktionsmetoder og nye produkter til det odenseanske og fynske område. Her vil jeg særligt pege på virksomheden som eksempel i nærmiljøet. Med hensyn til landbrugsredskaber og maskiner var virksomhedens rækkevidde endnu større, og Allerups produkter må ses som vigtige i det danske landbrugs tidlige mekanisering. Virksomheden producerede et stort antal forskellige svingplove netop i den periode, hvor den gamle hjulplov gik ind i den afgørende udfasning. Fremstillingen af drænrørs-maskiner var også et vigtigt led i den begyndende dræning af markerne, hvor man bevægede sig væk fra de åbne grøfter i landskabet.
Med hensyn til pionerarbejder er Allerup og hans virksomhed ligeledes interessant. Odense-virksomheden stod for eller var direkte involveret i flere danske førstegangs-tiltag på det teknisk-industrielle område: Frederiksbroen fra 1844 og Albanibroen fra 1856, tidlig anvendelse af bygningsstøbegods og jern til bærende konstruktioner, deltagelse i anlæggelsen af landets første vandværk og gasværk i 1852-53 er fremtrædende eksempler herpå. Skønt dette område er interessant, er det dog spørgsmålet, om man direkte skal vægte disse enkeltarbejder som særlige præstationer eller nærmere skal se på deres videre effekt på det omgivende miljø. Teknisk kunne det for så vidt være ligegyldigt, om det var en træbro eller en jernbro, der førte den rejsende over åen ved Frederiksgade, men symbolværdien har været vidtrækkende. Mere væsentligt var det naturligvis at medvirke til at etablere vandforsyning til en voksende by. Det vil dog på baggrund af det foreliggende materiale ikke være en korrekt vurdering at sige, at Allerup besad en særlig enestående kompetence, der gjorde, at hans virksomhed var den eneste, der kunne udføre disse arbejder. Der er ingen tvivl om, at et arbejde som Frederiksbroen kunne være udført af flere samtidige københavnske jernstøberier, men der ligger naturligvis en præstation i faktisk at være den første, der giver sig i kast med en uprøvet konstruktion. Virksomheden besad en betydelig mekanisk og støbeteknisk dygtighed set i et nationalt perspektiv, men man kan ikke hævde, at den var enestående, ej heller at Allerups virksomhed teknisk skilte sig ud fra de førende københavnske støberier og maskinfabrikker. Et eksempel på, hvad man teknisk magtede i 1850’erne, er Meldahls store universitetsbibliotek i København, Danmarks på det tidspunkt ubetinget største jernkonstruktion, fra 1856.
Det perspektiv, hvori man måske nærmere skal se Allerups betydning, er i overførslen og udbredelsen af ny teknologi og teknisk kompetence. Allerup kom som nævnt til Odense med baggrund i landets førende jernstøberi, Heinrich Meldahls i København. Ved at etablere virksomheden i den fynske hovedstad og ved at udbrede kendskabet til og brugen af det nye industrielle produkt støbejern, virkede virksomheden som en lokal/ regional løftestang for den bredere industrialisering og for dennes fodfæste i det fynske.
Virksomhedens betydning går muligvis videre. I teknologihistorien har der gennem de seneste år været stor interesse for overførslen og udbredelsen af ny teknologi ("technology transfer").[34] Teknologi kan overføres på flere måder, henholdsvis som teknologien selv, f.eks. en maskine, i form af personer med viden og praktisk kunnen eller i form af teknisk litteratur, tegninger m.v. Teknologihistorien har i høj grad fokuseret på spredning af teknologi over landegrænser og mellem nationer, men knap så meget set på spredning af teknologi i lande eller regioner inden for det pågældende land. Fra denne synsvinkel er Allerup højst interessant.
Den københavnsk oplærte jernstøber med baggrund i tidens mest fremtrædende teknisk-mekaniske miljø bragte denne viden til Odense. Hans viden blev suppleret med rejser til bl.a. verdens mekanisk og støbeteknisk førende nation, England. I Odense oplærtes adskillige personer, ligesom omsætningen og udbredelsen af produkter gav kontakter og forbindelser bredt i regionen.
Flere fynske tiltag var direkte afledt af Odense-virksomheden. Først lykkedes det for Allerups fætter, mekanikus Conradt Prom fra København, at etablere sig i Nyborg, hvor han formentlig med bistand fra Allerup grundlagde Nyborg Jernstøberi i 1842, det senere Prom og Allerup.[35] Kerteminde Jernstøberi blev grundlagt i 1847 som et klokke- og metalstøberi, men da det i 1852 ændrede form til et egentligt jernstøberi, var det med den tidligere Allerup-medarbejder Jul. Nielsen som drivkraft. Han var oprindelig begyndt hos Allerup som arbejdsmand i 1843 og var senere blevet udlært som former. Allerup vedblev at holde kontakt med Kerteminde-virksomheden, som helt på linie med det gamle lærested fremstillede redskaber til landbruget.[36]
Allerup synes ikke at have modsat sig, at tidligere ansatte ønskede at etablere sig på egen hånd, når blot det blev uden for Odense. Var talen om den fynske hovedstad, var det dog en anden sag. Den senere kendte Odense-jernstøber H. Rasmussen var født i 1825 og havde som søn af graveren ved Assistens kirkegård løbet omkring i området som dreng og fulgt Allerups etablering. Straks efter sin konfirmation kom Hans Rasmussen i lære hos Allerup, hvor han siden blev former. Den ældre læremester støttede da også i første omgang Rasmussens planer om at blive selvstændig og anbefalede en placering i en af de andre fynske byer. Da Rasmussen valgte Odense bortfaldt etableringsstøtten fra Allerup. De to herrer kunne dog godt være i stue sammen da industrimødet blev afholdt blot to år senere.[37]
Der foreligger endnu ikke en undersøgelse af Allerups tilknytning til de personer, som i øvrigt etablerede mekaniske virksomheder eller støberier på Fyn i denne periode, men ikke mindst samlinger som industrimødet i Odense i 1858, hvor en lang række fynske håndværkere og industrielle foretagere deltog, havde videre betydning end blot social omgang. Ved hans død lød vurderingen i den nekrolog, som blev trykt sammen med beretningen om industrimødet, at han "saagodt som udelukkende har været en Skole for samtlige nu i Fyen bosatte Jernstøbere og Maskinfabrikanter."[38] Da mødet i Odense sluttede, var et af de lokale resultater, at man nu ville danne en lokal industriforening. En odenseansk industriforening blev dannet allerede samme år, og ved en sammenslutning med den lokale håndværkerforening i 1862 blev baggrunden for byens Håndværker- og Industriforening skabt. Hvordan personnettet i den tidlige fynske industrialisering hang sammen, er endnu til dels ukendt land, men rummer spændende perspektiver for studier af sådanne sammenhænge, såkaldte prosopografiske studier. Set i dette lys giver det stadig mening at omtale Mathias Peter Allerup som "den fynske industris fader".
