Runde årstal opfordrer ofte til at gøre status. Således var det i alle tilfælde for Kunstfunktionen ved Odense Bys Museer i forbindelse med året 2000. For vores vedkommende betød det, at vi gerne ville give vort publikum lejlighed til at se, hvordan vi havde forvaltet vores pund med hensyn til nye erhvervelser af billedkunst i perioden 1990-2000. Også for museet selv ville det være interessant at få et samlet overblik over, hvad vi havde skaffet til huse i de senere år. Vi ville derfor arrangere en særudstilling med disse nyanskaffede værker. Vi døbte udstillingen "Tilvækst 1990-2000", idet vi gerne ville understrege dynamikken i den proces, det vitterligt er at skaffe nye malerier, skulpturer, grafiske arbejder m.m. til museet. Der lægges nemlig mange kræfter og megen tid i at finde de helt rigtige genstande at supplere den i forvejen ret omfattende kunstsamling med.
Der var imidlertid også en anden grund til at gøre status over denne nok så væsentlige del af museets arbejde. Ekstra Bladet havde nemlig over en lang periode i 1999 kørt en artikelserie omhandlende ensidighed, indspisthed og dermed manglende professionalisme i de statsstøttede kunstmuseers og fondes erhvervelser. Under overskriften "Statens klike for kunst" påstod Ekstra Bladet, at "en lille håndfuld museumsdirektører, professorer på Kunstakademiet, et par galleriejere og kunstsamlere i de sidste 15 år suverænt har bestemt over moderne dansk kunst."[1] Det var ikke nogen rar beskyldning.
Da artikelserien fortsatte med uformindsket styrke fra den 24. januar til den 10. marts 1999, følte Folketinget sig forståeligt nok foranlediget til at se nærmere på de af Ekstra Bladet fremsatte påstande og tilhørende dokumentation. Følgelig afholdt Folketinget en debat om de statsstøttede museers og fondes kunstindkøb m.m. Debatten fandt sted den 16. marts og mundede ud i vedtagelse af en dagsorden med opfordring til Regeringen om følgende:
Ultimo april 1999 fulgte Statens Museumsnævn op på disse punkter ved at anmode de tre statslige kunstmuseer (Statens Museum for Kunst, Den Hirschsprungske Samling og Ordrupgaard) samt de 34 statsstøttede kunstmuseer om en detaljeret redegørelse for deres praksis med hensyn til nyerhvervelser m.m.
Statens Museumsnævn bad således samtlige kunstmuseer om inden 10. juni 1999 at aflevere en detaljeret redegørelse for kunstindkøb i de foregående 10 år, herunder for museets ansvarsområde ifølge vedtægterne samt for finansiering m.m. Det omfattende materiale er efterfølgende blevet samlet og kommenteret i Statens Museumsnævns Redegørelse til Kulturministeren for kunstmuseernes indkøb af kunst i perioden 1989-98, som forelå i november 1999.
Ekstra Bladets tese om en helt urimelig overrepræsentation i de danske kunstmuseer af to navngivne yngre kunstnere med udspring i kunstnergruppen De unge Vilde i begyndelsen af 1980’erne, senere ansat som henholdsvis professor og lektor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, viste sig at være uholdbar. Tværtimod viste Statens Museumsnævns redegørelse, at museernes erhvervelser i tiårsperioden i høj grad var bredspektret. Værker af i alt 2.142 forskellige kunstnere (danske og udenlandske) optrådte på listen. Dette tal sættes i relief af, at man regner med, at der findes ca. 2.000 professionelle kunstnere herhjemme, dvs. personer, der har billedkunst som deres hovederhverv og -indtægtskilde. I alt havde 1.690 af de kunstnere, der figurerede på listen over museernes samlede erhvervelser, alene solgt til ét museum, mens antallet af kunstnere, der havde solgt til to eller tre museer, var markant lavere. Kun et mindre antal kunstnere havde solgt værker til en større kreds af kunstmuseer. Topscorere blandt disse var den nyligt afdøde billedhugger, maler og grafiker Svend Wiig Hansen (1922-1997), der startede sin kunstneriske karriere tidligt og som gennem hele sit liv havde været særdeles produktiv. Derefter fulgte en tilsvarende, alsidig og noget yngre kunstner, nemlig Per Kirkeby (født 1938).
Længere nede på scoringstavlen kom de to kunstnere, som Ekstra Bladets kampagne havde kredset om. På top 7-15-listen optrådte 42 danske og 1 udenlandsk kunstner, heraf var de 17 forlængst eller nyligt døde, mens en enkelt havde rundet de 90 år; de 24 resterende kunstnere må betegnes som yngre og midaldrende.
Statens Museumsnævn konstaterer følgende: "Ud af den samlede mængde kunstnere indenfor ovennævnte gruppe med salg til syv eller flere museer fremgår det, at hovedparten af disse kunstnere er relevante for de museer, der har et ansvarsområde, der dækker sidste halvdel af det 20. århundrede."[3]
Sammenfattende siges det, at tilgangen af værker til kunstmuseerne i ovennævnte periode er "en yderst varieret genstandsmængde" og "at der gennem de mangeartede indkøb er foretaget en nuanceret og relevant accession, hvorved museerne kompletterer, men ikke dublerer hinanden på områder, der skønnes væsentlige i samtiden."[4] Derfor konkluderer redegørelsen, at kunstmuseerne "…ikke blot generelt, men også i praksis administrerer deres forpligtigelse til at indsamle kunst inden for deres ansvarsområder med ansvarlighed både overfor kunstmuseer med beslægtede ansvarsområder samt med hensyn til gennemførelsen af en nuanceret og faglig relevant erhvervelsespolitik indenfor eget ansvarsområde."[5]
Med hensyn til finansiering af museernes erhvervelse af kunstværker i perioden 1989-98 har fundamentet været egne driftsmidler kombineret med eksterne tilskud, primært efter ansøgning. Dertil kommer gaver fra kunstnere og andre. Redegørelsen viser, at det gennemgående er kommunerne fremfor amterne, der er de statsanerkendte kunstmuseers hovedtilskudsgivere. Kommuner og amter yder kun i yderst begrænset omfang særtilskud til erhvervelser, mens staten via Museumsnævnets særlige rådighedssummer i alt årligt har ydet mellem 1,5 mio. kr. og knap 5 mio. kr. til museernes nyerhvervelser. Til sammenligning har de private fonde årligt bidraget med et imponerende beløb på mange gange mere end det statslige særtilskud, nemlig fra knap 4 mio. kr. til godt 21 mio. kr. pr. år. Antallet af gaver fra kunstnere ligger i den tiårige periode gennemsnitligt på et par hundrede, mens gaver fra andre end kunstnere gennemsnitligt ligger på 500 pr. år. Med hensyn til udbygning af egne samlinger er kunstmuseerne således særdeles afhængige af ekstern støtte.
Ud fra redegørelsens oversigt over kunstmuseernes egne driftsmidler til erhvervelse af kunst kan man notere en stigning fra mellem knap 8 mio. kr. i 1989 til 14,5 mio. kr. i 1998. Fraregnes den specielt store indkøbskonto for Statens Museum for Kunst, er der mellem 4 mio. kr. og godt 8,5 mio. kr. til erhvervelser i de nævnte år til de øvrige kunstmuseer, hvilket svarer til henholdsvis mellem 140.000 kr. og 247.000 kr. pr. museum pr. år. (Der skal gøres opmærksom på, at de nævnte summer ikke er pristalsregulerede).
I ovenstående nævnes museernes ansvarsområder. Det hænger sammen med, at de statsstøttede museer (som Fyns Kunstmuseum tilhører) ifølge museumsloven har til opgave at indsamle værker inden for de rammer, der er afstukket i det enkelte museums vedtægter. Disse er senest revideret i 1989-90 i forbindelse med revision af museumsloven og er i denne forbindelse af Statens Museumsnævn blevet koordineret på landsplan. På denne måde har man sørget for en passende ansvars- og arbejdsfordeling kunstmuseerne imellem samt forsøgt at sikre, at disse museer i fællesskab får indsamlet et repræsentativt udvalg af de bedste kunstværker igennem tiderne. Denne samordning af ansvarsområder er enestående for kunstmuseerne. De kulturhistoriske museer sigter mod noget tilsvarende, men vejen er lang, bl.a. fordi der er tale om cirka tre gange så mange museer, og fordi mange af dem dækker meget bredt, fra forhistorisk tid til i dag. På det arkæologiske område er der dog tale om en regional arbejdsdeling. Set i internationalt perspektiv er den danske model for arbejdsfordelingen kunstmuseerne imellem forbilledlig. Man kan takke det statslige engagement i kunstmuseerne og i særdeleshed den kollegiale indsats i Statens Museumsnævn og især Den kunsthistoriske Referencegruppe herfor.
Jf. sine vedtægter har Fyns Kunstmuseum følgende forpligtigelser:
Der skal gøres opmærksom på, at museer med statslig støtte ifølge lovens tekst ikke må sælge ud af egne samlinger og ej heller kassere værker uden særlig dispensation fra Kulturministeriet eller Statens Museumsnævn. I daglig tale siger vi, at museerne (alle tre kategorier af museer: kunstmuseer, kultur- og naturhistoriske museer) "erhverver for evigheden". Det er således en meget alvorlig sag for et museum at anskaffe en ny genstand. Vi skal:
Afrapporteringen til Statens Museumsnævn om nyerhvervelser i det foregående tiår ansporede som sagt til at etablere en lettere ajourført udstilling om emnet "nyerhvervelser" på Fyns Kunstmuseum i efteråret 2000. Således fulgte museet den af Folketinget fremsatte opfordring til at lade offentligheden få indblik i, hvad vi bruger tid og penge på at erhverve til museet.
I perioden 1990-2000 bogførtes 95 nye værker i protokollen. En række af disse værker består af flere eller ligefrem af mange dele. F.eks. udgøres John Olsens grafiske arbejder, 1992-95, af syv dele, mens Jes Fomsgaards "Dissekere", 1994, indeholder 14 tegninger. Genremæssigt fordeler tilvæksten i museets samling i perioden 1990-2000 sig med 27 malerier, 27 skulpturer og relieffer, 3 installationer, 37 grafiske arbejder (dvs. tegninger, akvareller, tryk og collager) og 1 stk. kunsthåndværk.
Tidsmæssigt dækker nyerhvervelserne et spand på 234 år. Tilvæksten strækker sig således fra den sene rokoko med Jens Juels "Portræt af søsteren, Anne Sophie", 1765, over guldalderen med et ungpigeportræt af Dankvart Dreyer fra 1832, historicismen med Elisabeth Jerichau Baumanns "En havfrue", 1863, realismen med H.A. Brendekildes "Fortrykt", 1887, modernismen med J.A. Jerichaus "De Hellige Tre Konger og Den Babyloniske Skøge", 1916, surrealismen med Richard Mortensens "Eventyrmaleri", 1941, den konkrete kunst med Vilhelm Bjerke Petersens "Komposition", 1948, minimalismen med Claus Jensens "Skulptur for Sveaborg", 1988, frem til postmodernismen med Jesper Christiansens "Bladmaleri. Støv" fra 1999 som det yngste værk. – I alt 56 kunstnere er repræsenteret blandt nyerhvervelserne, 52 danske og 4 udenlandske.
Størrelsesmæssigt er der tale om en overordentlig stor spændvidde. Den mindste nyerhvervelse er Bjørn Nordahls tredimensionelle skitse til bronzeskulpturen "Torso", 1989, på bare 19 cm, mens den største er Leonard Forslunds modulopbyggede værk, "HUS – en livsanvisning II (partikulær)", 1997, hele 1208 cm højt. Med hensyn til sidstnævnte har kunstneren givet tilladelse til, at vi kan vise dele af værket, herunder frit komponere rundt på dets 42 dele.
På udstillingen "Tilvækst 1990-2000", som vistes i de to centrale sale på Fyns Kunstmuseum, var der plads til 34 af de 95 nyerhvervede arbejder. Yderligere 18 værker, der for længst er inkorporeret i den permanente ophængning, kunne fortsat ses i denne sammenhæng, men var i anledning af udstillingen forsynet med særlig skiltning, der kundgjorde relationen til "Tilvækst…". De resterende 43 værker måtte vi erkende ikke at kunne vise ved denne lejlighed, men alle nyerhvervelserne var oplistet i den værkfortegnelse, der ledsagede udstillingen. Det drejede sig i et vist omfang om værker, der havde været præsenteret på museets særudstillinger i den senere tid, hvorfor vi håbede, at museets gæster ville have dem i nogenlunde frisk erindring. Dette gjaldt f.eks. Ingvar Cronhammars kæmpestore installation, "Stage", der alene optager hele pladsen i museets største udstillingssal.
I forbindelse med udstillingen "Tilvækst 1990-2000" måtte vi besvare spørgsmålet: Hvordan finder man ud af, hvad der skal erhverves til museet? Svaret, der er komplekst og følgelig ret omstændeligt, følger her:
Museet gør som børn og barnlige sjæle forud for jul og fødselsdag. Vi laver en ønskeseddel, håber på og arbejder for, at nogle af ønskerne lader sig opfylde hen ad vejen. Ønskesedlen revideres i forbindelse med udarbejdelse af vores årsplan, således at opfyldte ønsker slettes fra listen, mens nye føjes til. Vi bestræber os på at ønske meget præcist. Det sker med basis i museets førnævnte vedtægter og i den eksisterende samling. Vi har vedtægterne præsent sammen med et billede af, hvor godt vi allerede er dækket ind på de tre førnævnte ansvarsområder. Desuden gør vi vort bedste for at holde os ajour med udviklingen i samtidens kunst, således at vi kan udkrystallisere netop de værker, som kan være med til at opdatere vores egen samling på relevant vis. Herudfra dannes ideer om, hvilke huller i samlingen, som burde udfyldes, hvor samlingen bør styrkes og yderligere udvikles. Disse ting tilsammen udgør vores ønskeseddel.
Eksempelvis erhvervede Fyns Kunstmuseum i årene 1965-67 en række grafiske arbejder og en skulptur af Svend Wiig Hansen. Endnu en skulptur i form af en skitse kom til i 1992 som en gave fra kunstneren i forbindelse med afsløringen af hans store bronze, "Oceania", på Odenses rådhusplads, Flakhaven. Vi ville følgelig også gerne have et eller flere malerier af denne store og alsidige kunstner for på denne måde at dække et hjørne af hovedlinien i den sene, figurative ekspressionisme forsvarligt ind. I første omgang blev det til køb i 1994 af "Den dræbte sol", som er et af Wiig Hansens meget store malerier fra aktionen i Nikolaj i 1974. Wiig Hansen var dengang professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi og mente sig forpligtiget til at give offentligheden et indblik i den normalt meget private kunstneriske skaberproces. Derfor entrerede han med kunsthallen i kirken i Københavns centrum om i en fjorten dages periode at bemale en serie store lærreder, mens publikum kunne se på. Det blev et enormt tilløbsstykke. Og det usædvanlige projekt blev lykkeligvis fastholdt i både en stor og billedrig bog samt en intens og medrivende film. Allerede inden købet af "Den dræbte sol" var helt på plads, fik vi nys om, at kunstneren stadig var i besiddelse af endnu et Nikolaj-billede, kaldet "I bjergene". Vi syntes, at dette store maleri burde gøre det første Nikolaj-billede selskab på Fyns Kunstmuseum. Vi fik således "I bjergene" inddeponeret, men ingen egentlig aftale om handel. I 1996 blev Wiig Hansen meget syg. I 1997 døde han. Efterfølgende har vi været i kontakt med hans familie og fik i 2000 tilbudt at købe værket. Det var ikke billigt! Ansøgninger blev afskibet portionsvis. Tilsagn fra de store fonde m.fl. indløb successivt, men der manglede stadig en del, da fristen for tilbagemelding vedrørende tilskud fra Statens Museumsnævn nærmede sig. Men lykkeligvis blev vi reddet af en lokal fond på selve dagen for fristens udløb.
Helt uventet og meget glædeligt fik museet i 1996 tillige tilbudt en gave fra Ny Carlsbergfondet i form af et maleri uden titel af Wiig Hansen udført i årene 1986-96. Fyns Kunstmuseum har dermed fået en ganske bred og fyldig samling af denne kunstners værker, der tillige fungerer som en pædagogisk kontrast til museets speciale i konkret kunst.
Med hensyn til erhvervelse af specielt den ældre kunst holder vi et vågent øje med de mange forskellige kunstauktioner. Museerne abonnerer derfor på en række auktioners kataloger. Når et af værkerne fra ønskesedlen så pludseligt dukker op, skal der handles hurtigt. I denne sammenhæng er det en god idé at have et eget bidrag af en vis størrelse at sætte ind. Men tilskud fra Statens Museumsnævn og fonde er i reglen alfa og omega for såvel små som store museer, for vi har sjældent selv tilstrækkeligt med midler til at byde på de for os interessante og som oftest dyre værker. I 1998 støttede Augustinus Fonden, Ny Carlsbergfondet og Statens Museumsnævn erhvervelsen af Dankvart Dreyers "Portræt af Marie Sophie Bruun, senere gift Johns, i hvid kjole med flæser", (ca. 1838). Museet måtte have dette yndige ungpige-portræt af denne fynske guldaldermaler, som i forvejen var repræsenteret med et modelstudium, mandsportrætter, et portræt af moderen, et par religiøse motiver, et interiørstudium samt flere landskabsmalerier.
Men man kan være heldig at få et værk til en beskeden sum på en auktion, sådan som museet var det i 1996 med Karl Larsens "Opstilling", 1925. Der er tale om et for perioden pænt stort maleri af en kunstner, som i 1920’erne arbejdede, rejste og udstillede sammen med den langt mere kendte Vilhelm Lundstrøm, som Fyns Kunstmuseum har flere værker af. Karl Larsen har hidtil kun været repræsenteret på museet med to malerier, et ejendommeligt selvportræt og et byprospekt fra Odense. "Opstilling" var i en ret dårlig forfatning, men værket syntes at rumme store kunstneriske kvaliteter. Derfor fik vi vores konservator til at besigtige maleriet for at finde ud af, om det kunne sættes i stand for en overskuelig sum. Svaret var ja. Vi bød på værket og fik det en smule over den meget lave vurderingspris. Straks efter købet blev maleriet sendt til konservering. Siden har det været ophængt i den permanente samling ved siden af andre modernister som Harald Giersing, Karl Isakson, Olaf Rude og Edvard Weie m.fl.
Sideløbende med bestræbelserne på at supplere samlingen med værker af kunstnere, der allerede er repræsenteret, foregår sonderinger med hensyn til unge og yngre kunstnere, der på en eller anden måde kunne have relevans for samlingen. Potentielle nyerhvervelser kan findes i kunstnernes atelierer, på udstillinger i gallerier og kunsthaller – og ikke mindst hentes ind i tilknytning til egne særudstillinger. Flere af de sidste 10 års erhvervelser er netop gjort på baggrund af egne særudstillinger, som er blevet til i kraft af en stor nysgerrighed over for en mindre kendt kunstner. Ved at arbejde med vedkommendes værker i udstillingsøjemed og at have værker hængende under eget tag i en længere periode får man den bedst tænkelige mulighed for at måle den pågældendes værker med egen samling og skønne, om et eller flere værker har relevans. Har de det, overføres de til ønskesedlen.
På denne måde blev Jesper Christiansen repræsenteret på Fyns Kunstmuseum. I efteråret 1998 overtog vi hans udstilling "Plant Painting" fra DCA Gallery i New York i 1996-97; denne udstilling var arrangeret af Galerie Mikael Andersen, København. På fynsk grund omdøbtes udstillingen til "Hus & Have Malerier". Museet sigtede mod at købe et par malerier, nemlig ét, hvor det konstruktive overskyggede plantemotivet, og ét, hvor det modsatte var tilfældet. Men det bedste af sidstnævnte art var desværre allerede afsat. Kunstneren tilbød derfor at male et nyt værk med et tilsvarende motiv, men uden forpligtigelse for museet til at købe det. Det blev imidlertid til to nye og meget fine malerier, hvoraf museet valgte det ene i kombination med det konstruktive. Efter ansøgning støttede Statens Museumsnævn erhvervelserne, som bl.a. havde til formål at belyse, hvordan de formelle elementer fra den konstruktive kunst fra starten af 1930’erne til midten af 1950’erne – museets førnævnte speciale – fortsat gør sig gældende, selv om ideologi og tid er ganske anderledes ved århundredskiftet. På samme baggrund er følgende værker erhvervet: 1) "Stribebilleder", 1966-67, af Paul Gernes, der var medlem af Den eksperimenterende Kunstskole (for nemheds skyld kaldet Eks-Skolen), etableret i 1961 og fungerende til slutningen af 1970’erne samt 2) "Spot System, Magic Mandala" og "T-System Mandala", begge fra 1970 og malet af Knud Hvidberg, som var stærkt optaget af indisk filosofi og mystik.
I alt 40 gaver figurerer i den 95 numre lange liste over "Tilvækst 1990-2000". Gaver kommer i stor udstrækning til museerne fra de kunstnere, vi samarbejder med enten i forbindelse med køb af et større værk eller i forbindelse med en særudstilling. Gaver tilflyder os også fra kunstneres arvinger, der mener, at museerne vil tage vare på deres kæres arbejder. Deri har de ret, idet værker, der én gang er indlemmet i en museumssamling, som nævnt i princippet forbliver der "til evig tid". Da den konkrete kunstner Jørgen Gorm Hansen døde i 1992, henvendte kunstnerens arvinger sig til museet med tilbud om at udvælge værker, der kunne have relevans for museet. På denne måde fik vi en større samling grafik og tegninger fra 1970’erne, der alle kredsede om begreberne tid, rum, system, struktur og forandring formuleret i et strengt abstrakt-geometrisk formsprog.
En anden konkret kunstner, Erik Lynge, døde i 1998. Han havde umiddelbart forinden aftalt at vise en retrospektiv udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum med sine specielle og meget fine skulpturer udført i karton og metal. Fyns Kunstmuseum fik i sin egenskab af specialmuseum for konkret kunst tilbud om at udvælge sig nogle værker. Det takkede vi ja til. Erik Lynge er således repræsenteret med tre uforlignelige skulpturer i karton på Kunstmuseet i Odense.
Indimellem takker vi nej til en gave, hvis den falder helt uden for museets arbejdsområde. Hvis det er os muligt, henviser vi til et museum med et ansvarsområde dækkende den pågældende type kunst. I sjældne tilfælde har vi oplevet at få tilbudt gaver af en så ringe kunstnerisk kvalitet, at vi ikke har skønnet dem museumsværdige og følgelig afvist dem.
Endelig har vi også opnået at få gaver fra virksomheder, som mener os det godt. Således donerede Unibank-fonden os et stort maleri, kaldet "Eventyrmaleri", 1941, af Richard Mortensen. Værket var i sin tid blevet skabt til en københavnsk børnehave, hvor dets motiver bestående af titelfigurer fra H.C. Andersens eventyr på finurlig vis er indsat i et typisk dansk landskab. Selv om der er tale om en letaflæselig figurativ stil, leger kunstneren med den abstrakte surrealisme i detaljerne. Der er således en tæt binding til et par af kunstnerens såkaldte botaniske studier fra slutningen af 1930’erne på Fyns Kunstmuseum. Donationen er også koblet til H.C. Andersens Hus, der ligeledes indgår i Odense Bys Museer.
De billedkunstneriske udvalg under Statens Kunstfond består bl.a. af det såkaldte indkøbs- og legatudvalg, der som navnet siger har til opgave at erhverve kunst. Efter hver treårige valgperiode uddeponeres de indkøbte værker efter ansøgning midlertidigt til offentlige institutioner. Hvert tiende år udtages museumsrelevante værker blandt disse uddeponeringer og overdrages permanent til de museer, der viser interesse herfor, mens de resterende værker overgår til de respektive institutioners eje. I 1998 ønskede og modtog Fyns Kunstmuseum fra Statens Kunstfond to malerier af Niels Nedergaard fra 1991, begge med titlen "Musafikhrana" – refererende til hans ophold og virke i Cairo. Kunstneren, der døde i 1988, tilhørte den eksperimenterende gruppe, Ny Abstraktion, som eksisterede i årene 1976-88. Niels Nedergaards geometriske formsprog har store ligheder med den konkrete kunst, hvilket – sammenholdt med de værker, han i forvejen er repræsenteret med – begrunder vores interesse for hans værker.
Sideløbende med de præmisser for nyerhvervelser, der ligger i vedtægter og eksisterende samling, har vi sat os endnu nogle betingelser. Selvfølgelig skal de værker, museet erhverver, være af allerbedste kunstneriske kvalitet, ellers var der ingen grund til at bruge offentlige midler på deres anskaffelse og (op)bevaring. Værkerne må også meget gerne være store; undtagelser fra denne præmis er dog guldaldermalerier, der gennemgående er små. Sammenfattende kan man sige, at de værker, museet erhverver, skal besidde "museal karakter", altså være exceptionelle i enhver henseende. Kun i kraft af en samling bestående af specielt udvalgte værker kan museet hæve sig over det hverdagsagtige og dermed gøre sin berettigelse gældende.
Med sådanne krav følger som oftest høje priser, hvilket det generelt kan være svært for kunstmuseerne at hamle op med. I Odense Bys Museer har vi i de senere år arbejdet på at få hævet kontoen til erhvervelse af kunstværker, hvilket også er lykkedes. I 2000 rådede Fyns Kunstmuseum således over 100.000 kr. til erhvervelser; til gengæld var der intet til indkøb af genstande i den øvrige del af Odense Bys Museer. I 2001 er fordelingen mere ligelig, således at 60.000 kr. er afsat på kontoen til erhvervelse af kunstværker, mens 40.000 kr. er beregnet til andre typer af genstande.
Disse beløb syner ikke af så meget. Men det må erkendes, at Odense Bys Museer trods et pænt årligt tilskud fra Kommunen – sammenlignet med tilsvarende tilskud (målt i tilskuds-kroner pr. indbygger) til museerne i de øvrige fire store provinsbyer[7] – må gøre sig store anstrengelser for at få økonomien til at hænge sammen, så man kan imødekomme såvel publikums forventninger om aktiviteter såvel som egne krav til en forsvarlig drift, herunder til forøgelse af samlingerne. Museumsvæsenet i Odense er på mange måder specielt. For det første er byen forholdsvis rig på museer, hvorfor vi er mange om at dele det kommunale tilskud til museumsdrift. For det andet består byens museumsvæsen dels af det ældre kommunale Odense Bys Museer omfattende otte institutioner og dels af to yngre selvejende institutioner.[8]
Da Odense Bys Museer er bredt ud på mange bygninger med tilhørende grønne områder, sluger de faste udgifter en meget stor del af budgettet, hvorfor vi forsøger at fordele de resterende midler bedst muligt sideløbende med, at vi gør os stor umage for at få disse midler til at yngle.
At Fyns Kunstmuseum har kunnet købe nye kunstværker af museal kvalitet, skyldes i høj grad et lokalt mindelegat, der årligt begaver os med et pænt beløb til formålet. Men også at man med afsæt heri samt i eget budget har kunnet overbevise de private fonde og Statens Museumsnævn om erhvervelsernes berettigelse. Museet er derfor fonde og nævn stor tak skyldig, hvad angår tilskud til erhvervelse af kunstværker. I perioden 1990-2000 modtog museet efter ansøgning i alt godt 1.6 mill. kr. fra Statens Museumsnævn til indkøb af kunst og fra fonde i alt knapt 2.4 mill. kr., tilsammen ca. 4 mil. kr.[9] På dette grundlag er det lykkedes os af købe 45 værker, hvilket vi er dybt taknemmelige over.
