Hestegange i Den Fynske Landsby

I Den Fynske Landsby har vi tre hestegange eller i hvert fald dele af tre hestegange. En er af den stående type af træ med et stort overliggende hjul, som hestene går i kreds nedenunder. Det er lidt uklart, om alle dele af denne er bevaret.^[1] De to andre er liggende eller bøjlehestegange som grundlæggende er af støbejernsdele. Om den ene af disse ved vi, at den er fremstillet på Faaborg Jernstøberi og Maskinfabrik, men det er ikke opgivet hvornår. Den er karakteristisk, ved at det store tandhjul nærmest er støbt som et låg over værket. Den anden liggende hestegang er ikke på samme måde dækket med låg. Den er hjemtaget fra Nørre Nærå i 1952. Denne hestegang blev renoveret og er i øjeblikket (2003) opstillet i hestegangshuset ved Skamby-Torup-gården.

I forbindelse med levendegørelsen – Levende Historie – i Den Fynske Landsby besluttede vi i efteråret 2002, at prøve at få den liggende hestegang i hestegangshuset gjort anvendelig, så den kunne trække en tærskemaskine inde i gårdens vestlade. Der skulle også blive mulighed for at rense det tærskede korn i en håndrensemaskine. Det var ikke nogen ny idé at bruge hestegangen. Sammen med hestegangshuset var der oprindelig blevet opført den ovenfor omtalte stående træhestegang, og den blev genetableret i huset, da det blev genopført i Den Fynske Landsby i slutningen af 1970-erne. Imidlertid var den så brøstfældig, at den ikke kunne anvendes til demonstration, og i 1990-erne valgte man at nedtage den, for i stedet at sætte den liggende hestegang ind i huset. På samme tid opbyggedes det forladstøj (aksler og skiver til remtræk), som i dag er i laden lige vest for hestegangshuset. Forladstøjet drives af en aksel, der ligger under gulvniveau i hestegangshuset og under syldstenene i laden. Denne aksel trækker en remskive, som trækker en aksel, der løber under bindebjælkerne. På akselen sidder to remudtag. Hensigten med forladstøjet i laden var naturligvis – via de forskellige remskiver – at drive de nævnte maskiner samt ikke mindst den store kværn. Forsøget lykkedes ikke. Hesten kunne ikke drive kværnen. Den kunne nok få værket til at bevæge sig, men så snart der kom belastning på, ved at kværnstenene mødtes, gik den i stå – træt allerede efter få minutter. Som følge heraf ophørte brugen og forsøgene med hestegangen. "Det virkede jo ikke". Miseren blev tilskrevet flere forhold: Den tunge kværn, forladstøjets friktion – der er en del lejer på den 13 meter lange aksel -, friktionen i hestegangen og hestens eller hestenes manglede evne til at trække jævnt og til at sejtrække i starten.

Da vi nu skulle i gang igen, besluttede vi at gå relativt systematisk til værks. Vi målte omgangstider og omdrejninger, og prøvede forskellige maskiner. Men i starten lå vi også under for beretningernes fordomme. Vi havde nok indset, at kværnen, som er stor, reelt ikke hørte til i en bondegård, men snarere en mølle, og vi gik indledningsvis ud fra, at det samme gjaldt forladstøjet. Det hele formodedes at være dimensioneret til en el- eller anden motor frem for en hestegang.

Tærskemaskinen

En ældre tærskemaskine af den type vi ønskede at anvende, er bygget op omkring to tromler med enten pigge eller plejllignende stokke, såkaldte slagler^[4]. De skal bevæge sig mod hinanden uden at støde sammen, men så tæt at kernerne slås af akset. Pigtærskeren og slagle-tærskeren vandt begge stor udbredelse, og det lader ikke til, at én af typerne kom til at dominere. Da Landhuusholdningsselskabet testede maskiner i 1879, indgik 10 med slagler og ni med pigge. Blandt pigtærskerne var tre hånddrevne^[5]. Alle øvrige skulle forbindes med en hestegang. Pigtærskeren er den yngste type af de to. Den første danske beskrivelse af en pigtærsker finder vi i 1835 i en omtale af landbruget i USA i datidens førende danske landbrugstidsskrift, Tidsskrift for Landoekonomie, som Det Kongelige Danske Landhuusholdningsselskab udgav og stadig udgiver. Der er tale om præsentation af en nyopfundet maskine med hestegang "med jernaksel under jorden". Interessant nok møder vi her også den første danske beskrivelse af en liggende hestegang af støbejern.

"Tærskemaskinen drives ved den lange Jernaxel, hvorpaa er fastgjort et lidet Kamhjul, der ved Drev og en bred Rem sætter den store Tromle i bevægelse, idet Remmen gaar op over en lille Valse, der er fastgjort paa Tromlens Axel. En anden mindre Tromle sættes ogsaa derved i Bevægelse. Disse Tromler er besatte med nøje afpassede Jernpigge, som bevæger sig mod hinanden. Under den store Tromle er, som ved andre Tærskemaskiner, anbragt en konkav Bund, der her er besat med lignende Pigge".

Denne maskine kunne tærske 4-5 td. havre og byg i timen, og der krævedes ikke mere arbejdskraft end "to gode Arbejdsheste, én Mand ved Maskinen til at binde Halmen, og et Fruentimmer til at tage fra. Et Barn kan lange til. Naar Hestene er stadige og villige behøves ingen til at køre dem. Et sådant værk benyttes af Kaptajn Rade paa Skovrød ved Hirscholm."^[6], skriver man.

En forudsætning for at der tærskes rent er, at omdrejningstallet er rigtigt. Det opgives for en almindelig pigtærsker til at være ca. 1252 pr. minut for de hestedrevne, 826 for de hånddrevnev^[7]. For at få klarhed over muligheden for at opnå denne omdrejningshastighed, analyserede vi vor liggende hestegang. Det ses umiddelbart, at den er beregnet til to heste, idet bommen sidder i et beslag, som har bøsninger til begge sider. Bommene er 3,5 meter lange, og der er ca. 50 cm frigang uden for bommen. Der er tale om et eksemplar uden fabrikationsmærker, så ved vi ikke noget om dens fremstilling og specifikationerne. Den består af seks støbte tandhjul i tre par. Det store centrale, koniske tandhjul har 50 tænder. Det møder et tilsvarende med 13 tænder. Der fortsættes med udveksling i forholdet 46/14 og 50/13 på de to øvrige tandhjulspar. Det vil sige, at der med tre forhold: 3,8 × 3,5 × 3,8 opnås en omdrejningstal for akselen, som går ind i laden på ca. 48 pr. omgang med hestegangen. Forsøg viste, at hestene gik ca. 3 1/2 omgang pr. minut, hvilket giver akselen til laden ca. 170 rpm. (omdrejninger pr. min.) Anvendtes én hest, belgieren, blev den hurtigt træt, men hvis to frederiksborgere blev spændt for, kunne de udmærket trække anlægget. Da det er dyrt og besværligt at ombygge de gamle anlæg og huse, valgte vi at lade hestene prøve at trække en langhalmsrive uden belastning. Det gik fint. Næste skridt var at skaffe en tærskemaskine, som både var gammel og i en sådan stand, at den i princippet kunne tåle godt 1250 rpm. Gårdejer Johannes Vest fra Steenstrup trådte beredvilligt til og lånte os en pigtærsker, som desværre viste sig at være meget sen (1930-erne), set i forhold til at det almindeligvis er 1800-tallet, vi ønsker at formidle i Den Fynske Landsby. Ydermere var den udstyret med en remskive, der var så stor, at et regnestykke kun bragte omdrejningstallet op på ca. 500. Det er alt for lavt. Nu er alderen ikke en afgørende faktor, eftersom tærskemaskinernes konstruktion ikke blev grundlæggende ændret i perioden 1850-1930erne. Vi fandt derfor en lille maskine frem fra egne magasiner. En pigtærsker som er fremstillet på maskinfabrikken Urup i Langeskov. Denne maskine er også ganske sen, men var i det mindste udstyret med en mindre remskive. Den skulle kunne løbe med ca. 750 rpm. Ikke at det er noget højt tal, men vi fandt det højt nok til forsøg.

Forsøget

Hverken hestene eller kuskene var vant til at gå i ring inde i et lille hus. Det er heller ikke nogen let sag at gå der, for når bommen ikke er længere end vores, kommer hestenes indre benpar til at gå meget kortere end de ydre. En meget unaturlig gangart. Den belastning og energitab, det giver, er langt væsentligere end det skæve træk man opererer med, når man går i kreds, vurderede man allerede ved prøverne i 1879^[8]. Efter et par forsøg kom hestene til at gå rimeligt, og vi kunne koble tærskemaskinen til. Spændingen var stor, men ubegrundet. Forsøget forløb ganske uproblematisk. En vis glidning i remmene kombineret med hestenes evne til at starte langsomt betød, at den seje start, vi havde ventet, udeblev. Tærskemaskinen løb sine 750 rpm, og hestene blev ikke særligt trætte. Den yderligere belastning systemet fik ved efterfølgende tærskning af havre- og bygneg, ændrede ikke dette billede. Vi tærskede de forhåndenværende neg, og kunne ganske forventeligt konstatere, at der ikke blev tærsket helt rent, men rent nok til vor demonstration. En erfaring vi gjorde var, at kernerne skydes ud af tærskemaskinen med kolossal hastighed, og at de slår hårdt. Afskærmning er nødvendig, for at fjerne risikoen for at tilskuerne rammes i øjnene. En god grund til ikke at øge værkets hastighed!

Maskinernes fremstilling

Det er ikke usandsynligt, at begge vore liggende hestegange er fynske, men man kan på den anden side ikke udelukke noget mere eksotisk. Vi har hørt om det amerikanske eksemplar på Hirschholm, og da Det Kongelige Danske Landhuusholdningsselskab i 1879 lavede sin første redskabsprøve på bl.a. hestegange og tærskemaskiner, var der blandt hestegangene repræsentanter fra Hamburg og Prag, og blandt tærskemaskinerne et eksemplar fra Bergner og Magnus, Hamburg og to fra Umrath og Ko., Prag^[9]. Her er imidlertid den fynske repræsentation mere interessant. I perioden fra 1836, hvor Allerups Jernstøberi blev grundlagt, til ca. 1860, blev der oprettet jernstøberier i de fleste købstæder på Fyn. I de større byer endog adskillige. Produktionen af landbrugsmaskiner blev stor. Man kopierede fremmede typer og modificerede og forbedrede dem hen ad vejen. Til eksempel fik Allerup et rejsestipendium betalt af Landhuusholdningsselskabet engang omkring 1850, med det formål at tage til Sverige, for at kopiere tærskemaskiner der og starte en produktion i Danmark. Det blev en succes. Han kom tilbage med tegningerne, og præsenterede senest 1851 en efter den kendte, fynske landøkonom N.E. Hofman (Bang)s opfattelse forbedret version, i en pakkeløsning med en liggende hestegang til fire heste^[10].

Der var forud tilmeldt 22 hestegange og 23 tærskeværker til prøven. Ved den endelige prøve i maj 1879 deltog imidlertid hhv. 16 og 24. Fem af hestegangene var produceret på tre Odenseanske jernstøberier og tre i Svendborg. Halvdelen af de testede maskiner kom fra Fyn. Nedenstående liste giver basale oplysninger om hestegangene:

Som det fremgår af tabellen, var sammenhængen mellem kraftmaskinerne og tærskemaskinerne så nær, at de to blev testet sammen efter fabrikanternes ønsker. Det forhold gjaldt til 12 af de 13 hestegange.

Af tærskemaskinerne var 11 produceret på Fyn med Allerup 2, Phønix 1, H. Rasmussen og Ko. 2, Carl Axelsen Svendborg. 2, Lange, Svendborg 4.

Kraftkilderne

Tærskemaskinerne havde følgende specifikationer vedrørende kraftkilden. Kolonne to angiver hvor mange værker, som var indrettet til kolonne 1’s hesteantal:

Syv maskiner til en eller to heste, syv til tre eller flere heste. Hvor mange heste der var det almindelige antal til en hestegang og en tærskemaskine lader sig ikke udlede klart. Vi ser hele spektret fra 1 til 8 repræsenteret i testen 1879. Hvis man på dette tidspunkt har haft nogen viden om forholdet mellem antal heste og udbyttet af dem på dette tidspunkt, ser den ikke ud til at være anvendt.^[11] Det mest centrale budskab er, at udnyttelsesgraden af den enkelte hest falder, når antallet af heste stiger. Hvad enten der er tale om lige træk eller krumt. Hvis hestene skal gå ved siden af hinanden, som ved 8 til en hestegang, går de parvis og generer hinanden, ligesom de som nævnt ovenfor generes af at gå i kreds på et mindre område. Målinger fra 1892 viser, at ved anvendelse af mere end én hest til et arbejde, falder udbyttet af den enkelte hest, og ved anvendelse i kredsgang, falder det markant. "Medens efter Ruhlmanns Undersøgelser, en enkelt Hest for Hestegang med 5 Meter lang Bom giver et Dagsarbejde af ca. 1.400.000 Mkg., vil en Forøgelse af Hesteantallet, hver Hest forspændt sin Bom, i heldigste Tilfælde give følgende Værdier af hver Hests Dagsarbejde:

Efter dette vil altsaa et Hesteantal af over 4 være uøkonomisk, og sammenligner man Arbejdsudbyttet for 6 og 8 Heste, kommer det ugunstige Resultat, at man af 8 Heste faar udrettet et mindre Dagsarbejde end af 6:

Her maa det dog ikke overses, at man naturligvis ved at anvende 6 Heste til samme arbejde som fire, anstrænger den enkelte Hest noget mindre, om end ikke i forhold til det mindre Dagsarbejde."^[12]

Hestegange og hestegangshuse

"Den staaende Hestegang er nok saa let Gaaende som den liggende, og den kommer heller ikke saa let i Uorden som denne, men den fordrer stor Plads inde i en fast konstrueret Bygning, medens den liggende kan anbringes i det fri eller blot med en meget let Overdække"^[13] Således oplyser Landhuusholdningsselskabet i 1892, ca. 50 år efter fremkomsten af den liggende. Den stående var ikke blevet udkonkurreret. Men den var lidt mere krævende, da den skulle bygges ind i et hus.

N. E. Hofman (Bang) oplyste allerede i 1851, at Allerups hestegang havde den store fordel, at den ikke skabte "stærk Rystning i Bygningen", da den ikke på nogen måde, sådan som de ældre maskiner (de stående), skulle bygges sammen med eller hvile på tømmeret i laden. De kunne derfor anbringes i gamle, mindre solidt byggede lader, blot laderne var brede nok. For ikke at tage plads op i laden, anbragtes de imidlertid "som oftest" udenfor. "Men hele dette Maskineri vil ligesom Hestene have godt af at være under Tag, hvis Sider ligesom ved et Kjærneværk bør være aabne, for at Hestene ikke skulle plages af Støv i et indelukket Rum, hvilket jeg anseer for skadeligere end om de gik under aaben himmel."

Citaterne giver stødet til et par ord om tolkningen af hestegangshusene. De stående hestegange skal placeres i solide bygninger, da de nødvendigvis skal bygges sammen med solide tagkonstruktioner. Dette medfører, at spørgsmålet om hvilken type hestegang, som fandt anvendelse i hestegangshuse kan reduceres til: Er det sandsynligt, at liggende hestegange blev anvendt i hestegangshuse?

Torben Grøngaard Jeppesen meddeler i artiklen "Hestegangshuse på Fyn" at godt 90% af de fynske gårde på mere end 9 tønder land havde hestegange i 1907^[14]. I konkret antal bliver det ca. 9.000 hestegange i det fynske område^[15]. I sin artikel påviser han, at 1/3 af disse gårde havde hestegangshuse, opført til formålet. Der rejses samtidig det spørgsmål, om husene har rummet stående eller liggende hestegange. Det besvares ikke, da kildematerialet ikke tillader nogen konklusion. Kun noteres det, at bommens mulige maximumslængde, hvis den liggende hestegang skal anvendes i husene kan have varieret mellem 2,8 meter og 4,7 meter med et gennemsnit på 4,15 meter.^[16] Spørgsmålet om bommenes længe og forholdet mellem kraftindsats og udbytte viste allerede i 1879, at bomme af en længde på 4-4,5 meter var det optimale. Jeg antager her, at der er tale om trækpunktets afstand fra hestegangens centrum. Hvis det er tilfældet, må den faktiske bom have været længere, eller også har den ydre halvdel af trækhesten raget 1/2 meter længere ud end bommen. Den reelle længde på den optimale bom har givetvis været tæt på fem meter. Dette, sammenholdt med erfaringen fra hestegangshuset i Den Fynske Landsby, hvor vi ser, at i et hus, som har en indre diameter på ca. 8,5 meter, kan bommene i praksis kun blive ca. 3 1/2 meter lange, får mig til at antage det nærliggende, at hestegangshuse har været bygget og anvendt til stående hestegange, som jo var af træ, og skulle være under tag for at bevares. Ikke mindst når huse med en diameter på godt otte meter giver alt for korte bomme, bliver de mindre huse helt uanvendelige til liggende hestegange. De 157 hestegangshuse, Torben Grøngaard Jeppesen beskæftiger sig med, er opført mellem 1857 og 1916, altså efter introduktionen af den liggende hestegang, som vi umiddelbart anser for at være enklere og mindre arbejdskrævende end den stående. Der testes i henhold til litteraturen fx kun liggende hestegange. Den stående hestegang betegnes allerede i 1871 som "Den gamle hestegang af træ", er "en af de ældste typer, man kender" (dvs. går århundreder tilbage)^[17]. "Den bruges dog stadig mange Steder til driften af saadanne Maskiner, som kun skal bruges i kort Tid ad gangen". For eksempel til en kærnemaskine på større gårde. Læser man Salmonsens Konversationsleksikon fra 1921, ser man, at på dette tidspunkt omtales de stående hestegange som nogle "der er billige, kan bygges af Træ og gør god Fyldest til mindre Kraftoverføringer". Leksikonartiklen taler ikke om afviklingen af hestegangen til fordel for helt andre krafttyper, men den må være godt i gang på dette tidspunkt.

Den stående hestegang er altså heller ikke udrangeret på dette sene tidspunkt. Den har sit eget liv ved siden af det mere moderne. Læser man statistik over anvendelsen af kraftmaskiner i landbruget i 1923, figurerer hestegangen slet ikke selvstændigt mere, men er gledet ud til fordel for posterne: Elektromotorer, som hen ved 17% af landbrugsejendommene havde, efterfulgt af husmøller og andre vindmotorer med 7%, petroleums- og andre eksplosionsmotorer med 6%, og damplokomobiler med 3%. I 1944 var elektromotorer blevet meget udbredte med et tal på 123.000 eller små 50% af landbrugsejendommene. Der var forbrændingsmotorer på 11% og vindmøller på 3%. Hestegangene blev stående i mange år efter at de blev umoderne, men naturligvis i højere og højere grad som kuriosa. Kavalkaden må slutte med "Det danske landbrugs maskinbog", hvor der så sent som i 1940 meddeles, at de to typer findes, og at "Liggende hestegange er de mest almindelige"^[18]. Man kan igen kun tolke det derhen, at hestegange af begge typer fandtes og brugtes på det tidspunkt. Hestegange har formodentlig – i den almindelige mangel på drivmidler – fået en vis renæssance under Anden Verdenskrig. En ikke uvæsentlig del af forklaringen på den fortsatte brug af hestegange gives allerede i 1909, hvor maskinkonstruktør L.C. Nielsen diskuterer brugen af heste i artiklen "Hestegange og Hestekraft"^[19]. Nielsens pointe er, at eftersom alle landbrug dengang og i al overskuelig fremtid vil bruge heste til markarbejdet, har de hestene, som tilmed i lange perioder af året er en forholdsvis lavt udnyttet kraftresurse, stående. Man har dem, selv om mange andre kraftkilder er på vej ind til arbejdet på gården. Da hestene er på gårdene, skal man ikke investere i deres arbejde, i modsætning til mere moderne og effektive kræfter. Derfor kan man fint leve med den eventuelt lidt dyrere energi og mindre stabile kraft de leverer. Man bruger naturligvis hestene, så længe man har dem!

Vi har fået gode erfaringer fra forsøgene i Den Fynske Landsby: Det er seværdigt og elementært spændende at se de mekaniske processer fra hestekraft over tærskning til håndrensning. Man følger samarbejdet mellem hestene og menneskene på nærmeste hold, tandhjul knager, aksler og remskiver snurrer, og i en anden bygning, ti meter fra hestegangen, pisker kornkerner ud af den lille tærskemaskine. Disse arbejder optog mange menneskers tid og energi frem til 1900-tallets landbrug. Ikke mindst om vinteren. Det er naturligvis en fordel, hvis man placerer hestegangen i et rum, hvis størrelse svarer til behovet. I tilfældet med den liggende hestegang i Den Fynske Landsby, er den placeret i en bygning, hvor der kun er plads til bomme med en længde af mellem 1/2 og 3/4 af det nødvendige. Det slider på hestene, og besværliggør brugen. Som konsekvens heraf vil den liggende hestegang blive flyttet ud på Skamby-Torupgårdens gårdsplads. Vi vil så benytte lejligheden til at genetablere den spændende, stående hestegang i det dertil indrettede hus. Hestegange og tærskemaskiner er gode symboler på den teknologiske udvikling og landbrugets store spring fremad i 1800-tallet. Der har været mere end ni tusinde i Den Fynske Region over en 150-årig periode. Det kan ikke siges at være for meget at vise de to hovedtyper.^[20]

Noter

1. ^ Museumsnr. DFL1996/149
2. ^ Museumsnr. DFL/1995/2
3. ^ Museumsnr. KMO/1952/179
4. ^ J.S. Greve, Redskabs- og maskinlære, Kjøbenhavn 1871 s. 245
5. ^ TfL 1879 s. 439
6. ^ Tidsskrift for Landoekonomie (TfL) 4, 1835 s. 554-56
7. ^ Gennemsnit af testtal fra TfL 1879 s. 439
8. ^ TfL 1879 s. 436
9. ^ TfL 1879 s. 439
10. ^ N.E. Hofman (Bang), red. Meddelelser for Landmænd, bd. 1. Odense 1851 s. 47-51
11. ^ Se fx J. Kenneth Major, Animal-Powered Machines, 2. udg. 1985 s. 26.
12. ^ TfL 1892 s. 346
13. ^ Salmonsens Nordiske Konversationsleksikon, 1898, "Hestegang"
14. ^ Torben Grøngaard Jeppesen, Heste-gangshuse på Fyn, i: De pløjed og de såede, en særudgave af tidsskriftet Arv og Eje, 1988 s. 231-44, s. 234.
15. ^ Statististiske Meddelelser 4. rk. 34. bd. 1910
16. ^ Torben Grøngaard Jeppesen s. 242
17. ^ J.S. Greve, Redskabs- og Maskinlære, Kjøbenhavn 1871 s. 184-185
18. ^ Det danske landbrugs maskinbog, 1940 s. 71
19. ^ TfL 1909 s. 633 – 40.
20. ^ Tak til museumsinspektør Jens Aage Søndergaard, Dansk Landbrugsmuseum, for drøftelser og rådgivning under forsøgene.