Indtil den 3. maj 2003 var der mulighed for at hilse udstillingerne i H.C. Andersens Hus farvel. Da lukkede dørene til Hans Jensens Stræde for bestandig kl. 13, og besøgstiden i digterens fødehjem var ovre. Alle de dyrebare udstillingsgenstande blev nu taget ud af montrerne og ført til konserveringsteknikerne i Odense Bys Museer. Efter at have været udstillet i snart et århundrede, er nænsom pleje og pusterum tiltrængt, inden de atter får plads i nye udstillinger. Inden da vil der imidlertid være gået godt et år. Op mod 200 året for H.C. Andersens fødsel er det nemlig hensigten at præsentere gæster fra nær og fjern for et moderniseret museum for verdensdigteren. Det er en ringe tak til H.C. Andersen, og samtidig er det en stor opgave at byde mindet om ham velkommen for nye generationer på en pæn og ordentlig måde.
I tidsrummet, der vil gå inden museet atter kan vise den samling, der begribeliggør digterens liv, har museet ikke lukkede døre. Turister fra fjerne lande kommer til Danmark, fordi de i særdeleshed af H.C. Andersen har lært vores fædreland at kende. Digterens eventyr og historier har præget deres sproglige og litterære bevidsthed så meget, at Danmark er blevet et ganske naturligt mål for den rejsende. Disse udenlandske gæster har i modsætning til danskere ringe mulighed for at få information om den store restaurering af digtermuseet. Derfor har det været besluttet at holde museet åbent i hele restaureringsperioden. Da museet den 3. maj kl. 13 lukkede og slukkede for den gamle udstilling i H.C. Andersens Hus, åbnede det derfor samtidig dørene til dets nye indgangsparti og bød de besøgende velkommen til nye udstillingsarealer i den halvdel af museet, som siden efteråret var under opførelse og underlagt bygningsmæssige ændringer.
Renoveringen og moderniseringen af museet kan inddeles i fire faser: Umiddelbart efter rådmand Jørgen Lunds første spadestik 11. april 2002 påbegyndtes opførelsen af de nye indgangsarealer i Lotzes Have. I denne første fase måtte museet lukke dets vestligste udstillingsrum – den såkaldte "Foredragssal". Den anden fase indledtes september 2002 til maj 2003, hvor vestfløjen af museet – dvs. de arealer, der fra Mindehallen strækker sig mod "Fyrtøjet – et kulturhus for børn" og Thomas B. Thriges Gade – blev lukket. Da var opførelsen af det nye indgangsparti mod Lotzes Have så fremskreden, at bygningsændringerne videre ind i museet nu kunne påbegyndes. Museets butik måtte da henvises til indgangssalen mod Hans Jensens Stræde, biblioteket blev nedpakket, og erstattet af en lilleputudstilling i museets østfløj; bogoplæg og galleriet med de mange eventyrillustrationer blev fjernet, så håndværkerne fik handlerum. Museet stod nu i halv størrelse – ja faktisk med det grundareal, som det havde fra 1930-1976. Det vakte ikke ligefrem begejstring blandt museets gæster, men forståelsen for renoveringen var imidlertid stor – og glæden måske endnu større, da de erfarede, at det halverede udstillingsareal skyldtes beslutningen om ikke at lukke det hele museum. Tredje fase, som i skrivende stund er den, vi befinder os i lige nu, har samme karakter, som fase nummer to. Den indledtes – som sagt – den 3. maj 2003. Her lukkedes museets østfløj, medens vestfløjen åbnede de nye døre. Det betød, at den biografiske udstilling, som havde til huse i østfløjen, blev nedpakket og i det store hele erstattet af en plancheudstilling i museets mindehal. Mindehallen er således den bygningsdel i museet, der ikke er eller bliver berørt af renovationsarbejdet. – Og fjerde fase? Det er den fase, der indledes i sommeren 2004, hvor H.C. Andersens Hus heles igen, hvor trådene samles, hvor fortællingen om digteren fuldendes, og museet på ny kan hylde sin åndelige mæcen.
Der er ikke megen tid indtil da, men der er lang vej endnu. "Kunstens Tempel seer jeg i det fjerne" kunne man sige, som den 15-årige H.C. Andersen gjorde det i et digt, da han søgte at formulere netop det mål, som han stræbte efter.
Når jeg bruger netop disse digterens ord, er det fordi, det faktisk er et "Kunstens Tempel" vi bestræber os på at nærme os; et tempel, hvor vi kan lære at forstå baggrunden for og historien om det, der har præget vores tanke og tale så grusomt meget. Vi er nok ikke til daglig så opmærksomme på, hvor meget H.C. Andersen har betydet. Nok er vi klar over og stolte af digterens status og betydning i verdenskulturen, vi gruer os måske også lidt over, at vi ikke læser ham tilstrækkeligt – og især ikke læser ham nok op for vores børn. Men lader vi dette umiddelbare ligge, og skænker man digteren opmærksomhed ved at skærpe øjne og ører, opdager man hurtigt, i hvor høj grad han alligevel er i velfungerende live. Utallige af digterens ord og tankesæt bruges hver eneste dag på print og på tunge. Ikke én avis kan gennemlæses, ikke én TV-aften kan nås til ende, uden at man støder på H.C. Andersen. Her op til 200-året for digterens fødsel er det en given sag, at han nævnes. Men det er nu ikke det, jeg sigter til. H.C. Andersen har påvirket vores sprog så meget, at vi uafladeligt hører ham citeret og refereret. Alle ved, hvad der menes med en "grim ælling", en "Klods-Hans", "kejserens nye klæder", "andegården", "hvad fatter gør", "man må lide for skønheden", "en fjer kan blive til fem høns", "hyp alle mine heste", "hist hvor vejen slår en bugt", "kuk kuk faldera" osv. osv. Jeg har noteret mig knap 100 vendinger i daglig tale, som hidrører fra H.C. Andersen, og overraskende nok gælder det ikke kun inden for det danske sprog. Også i udlandet støder man på digteren i faste sproglige vendinger. Eksempelvis lyder et af disse bevingede ord på engelsk "when words fail, music speaks", en vending der er hentet fra Billedbog uden Billeder, men som på dansk ikke bruges som fast vending. H.C. Andersen lever i tankesæt og sprog. Det er ganske vist! – men ikke ganske bevidst!
Dét er kulturarv. Kulturarv er det, vi bruger så meget, at vi ikke umiddelbart skænker det en tanke; det vi bruger så meget, at vi betragter det som nærmest en del af vores natur. Det har sin årsag netop deri, at kulturarven er en levende størrelse. Kulturarven er ikke en død størrelse, som museer forsøger at sætte liv i. Museer er ikke dødekultens templer; et museum – og i særdeleshed H.C. Andersens Hus – er tempel for de levende, ikke en sakral men en profan kirke, hvor vi opdager, at vores kultur og det, vi regnede for natur, er en arv. Vi har arvet det af dem, der overlevede. Vi er børn af dem, der overlevede. I en stafet af generationer har vi – vi lykkelige få, som lever i dag, fordi vores aner overlevede barndom og ungdom – fået fortalt og erfaret og givet videre, hvad der var værd og vandt betydning. Vi har arvet – i en lykkelig ubrudt linie fra livets opståen til i dag – holdninger til værdi og betydning. Kulturarv. Eksempelvis er det derfor vi lever i en kristen tidsregning med en romersk religiøs månedsangivelse og et asa-tro ugeskema. Hvad der gik i glemslen, gik til grunde, hvad der lever videre, – aktivt eller passivt – er kulturarven. Og de, der har arvet dén, er målgruppen for ethvert museum. At få deres opmærksomhed er kunsten i "Kunstens Tempel".
Som museumsmand for H.C. Andersens Hus står man i en lykkelig situation, fordi man ikke skal gøre de store armsving i håb om at gøre omverdenen opmærksom på H.C. Andersen. Det har han selv dygtigt gjort, han er stadig levedygtig – nu knap 200 år efter, han kom til. Dette efterliv – denne kulturarv, han har givet os efterkommere – er i og for sig et værdigt emne for en udstilling, men i rammerne for H.C. Andersens Hus må en sådan vente, fordi der er andre, langt væsentligere områder, som skal berøres, og som gør krav på de begrænsede udstillingsarealer. At påpege H.C. Andersens betydning for os i dag, ville i musealt sammenhæng tangere forfængelig staffage og tom selvspejling. Et museum skal ikke selvsmagende bevidne nutiden men derimod sætte den og sit emne i et forklarende relief. Det kan højst være underholdende at betragte Kløvermælk-kartoner med eventyrmotiver, Irmaposer med digterens klip eller kagedåser med eventyrdekorationer; mere berigende kan det være at se porcelænsfigurer, illustrationer og malerier, der har fundet sit motiv i digterens værker, dog mest berigende er digterens værker selv. Men selv om man kan underholde sig med kagedåser, Irmaposer, nips, illustrationskunst og forfatterskab, forventer man et andet, når man går til museet. Da vil man noget andet, end en pose eller et eventyr kan give svar på. Man vil f.eks. gerne kende sin fascinations slægtshistorie eller vise dens ophav en tak og sidste respekt. Man vil gå ind i det ukendte land, hvorfra de frugter, man har nydt så meget, kommer.
[Fra digtet "Farvel til Italien", 1834]
Hvor ligger dette ukendte land? Det officielle Danmark synes ikke at være i tvivl. "Det eventyrlige Danmark", "eventyrøen Fyn", "eventyrbyen Odense", "H.C. Andersens Hus", lyder det ideligt fra fædrelandets turistindustri, og noget om snakken er der vist nok, for det kan man slå op i leksikon. For mig at se er det ukendte land den verden for længe siden, som H.C. Andersen levede i. Det er det land, man med rette kan beskrive ved at indlede med ordene "Der var engang …"
Primus motor er at føre gæsterne tilbage i tiden. Derfor tilegnes det første udstillingsrum H.C. Andersens tid i langt højere grad end digteren selv. Udstillingen i museets første udstillingsrum er modnet i erkendelsen af, at den tid, H.C. Andersen levede i, nu ligger så langt tilbage, at de færreste kender til den. Navnlig for ungdommen er historiske epoker blevet flydende kontinenter, så derfor er der god grund til at støve tidsrummet af. Hertil kommer, at der er en tendens til, når man fordyber sig i et menneskes liv, at dette menneskes samtid træder i baggrunden for personhistorien eller rent forglemmes. I H.C. Andersens tilfælde er det endda mere grelt, netop fordi han fortrinsvis kendes gennem sine eventyr, der jo som litterær genre er kendetegnet ved, at handlingen er løsrevet fra tid og rum. Det er måske en af grundene til, at digteren stadig er levende. Hans budskaber i disse eventyr er og fortjener et så fint ord som universelle, altså eviggyldige. Men digterens "eviggyldige" eventyr udsprang jo af en tid, en konkret tid, hvor der eksempelvis var politisk censur på alle publikationer. Et eventyr kan i nutidens øje synes harmløst, men i datiden var det også en litterær genre, hvor man kunne tillade sig et større frisprog, uden at risikere det helt store. H.C. Andersen benyttede sig i høj grad af frisproget; i sine eventyr og historier er de nedfældet lige så krasse, som de sved på kinderne af de, der følte sig berørt. Tænk engang: i sit første eventyr, "Fyrtøiet", – 14 år før grundloven – lader digteren kongemagten falde til fordel for folkemagten. Fyrtøjet satte ild til det absolutistiske Europa. Også i sine dramaer og romaner sved pisken på ryggen af bekendtskabskredsenes, kulturens og politikkens ypperstepræster. Desuden er H.C. Andersen i den danske litteraturhistorie ophøjet til og berømmet som den, der skrev Danmarks første samtidsromaner, altså romaner, hvis handling foregik i samme tidsrum som læserne af romanerne tilhørte. Det kan derfor være godt at vide, hvad denne samtid var for en størrelse.
I det udstillingsrum, som er tilegnet dette formål, kan 70 år naturligvis ikke blotlægges fuldstændigt, men dog i grundrids. Det er da også formålet kun at påpege et antal af væsentlige hændelser, der kan sætte H.C. Andersens og vor tid i relief. At den gennemsnitlige levealder, på den tid Andersen blev født, kun var knap 50 år giver et fingerpeg i retning af, hvor stor dødeligheden var. H.C. Andersen tilhørte de ca. 60% af befolkningen i Europa, som nåede voksenalderen. Krigen var en naturlig del af tilværelsen, og den voksende industri satte sit præg på familie- og samfundslivet. Det tidsrum, H.C. Andersen befandt sig i, er fremmed for os i dag. Han levede under fem konger, hvoraf de tre var enevældige. Danmark var i krig tre gange, medens han levede, og landet strakte sig i hans barndom fra Hamburg til Nordkap – i hans alderdom kun fra Kongeåen til Skagen. Det er fascinerende at betragte billeder fra disse 70 år, for det virker besynderligt, at kun 50 år adskiller Napoleon i sin farvestrålende uniform, laksko og silkestrømper og Bismarck med sin tunge pikkelhue. Det var en tid med store omvæltninger. Svingploven med sit blad af støbejern ændrede landbruget markant, dampmaskinen satte skub i industrien og i personbefordringen. En af lægevidenskabens store triumfer var vaccinen, en anden var, at man fra midten af 1840’erne med æteren for første gang kunne bringe patienter i fuld narkose. Opfindelser som telegrafen og fotografiet forbigås ikke, ligesom også frimærket skænkes opmærksomhed. Et lille frimærke gør ikke det store indtryk i dag, men faktisk billedliggør frimærket den stærke nationalstat i og med meningen med frimærket var, at post for en og samme takst blev omdelt indenfor nationalstatens grænser.
Udstillingslokalet indeholder tre større elementer. En tidstavle, hvor alle år fra 1805 til 1875 er anført med angivelse af hændelser, der fandt sted under hvert år. Det andet element er en teaterscene dannet på grundlag af et af H.C. Andersens klip, der er grundigt forstørret. På scenens skrå brædder står digterens selv i 1:1 udskåret i lindetræ af billedskæreren Povl Kjær.
Scenens baggrundskulisse er en gengivelse af et udsnit af digterens egen skærmbrætscollage, som kaldes "teatret". Med dette arrangement er det hensigten at signalere, at kunstens verden på H.C. Andersens tid stod i et distanceret forhold til den jordiske verden, at kunstneren med sit geni søgte at gribe det evige i det timelige. Overfor teaterscenen udfolder det tredje element sig. Det er en tidslinie, der strækker sig langs udstillingsrummets ene væg, med begyndelse og afslutning i endevæggene, hvor to Europakort er sat op. Europakortene viser Europas grænsedeling henholdsvis i 1805 og1875. Spredt hen over tidslinien i udstillingslokalet er foruden de mange billeder og originalgenstande også en række originalbreve fra fremtrædende personligheder fra digterens levetid. Her kan man bl.a. se Lord Nelsons håndskrift, ligesom Goethes og Wagners m.fl. Disse breve giver et magisk indtryk af øjeblikkets nu i en forgangen tid, og det er da også hensigten, at gæsterne i udstillingsrummet skal snuse til buketten af genstande og billeder – forskellige fakta fra Andersens tid, og henføres til digterens samtid, at se "det Land" og komme i en stemning, som muliggør en større forståelse af den person i tid og rum, de gerne vil lære at kende på nærmere hold. Netop dette bliver udstillingernes næste tilbud. For hvordan var denne hr. Andersen egentlig?
[H.C. Andersen i brev til Henriette Hanck den 17. februar 1832]
Stor var han med sine ca. 185 cm. Det var ca. 25 cm over gennemsnittet. En sammenligning i dag, hvor gennemsnittet i højden er langt større end på Andersens tid, vil vise en person på omkring 2,05 m. Det er ikke overraskende, at en sådan figur vakte opmærksomhed. Fødderne var – endog med dags datos øjne – af dimensioner: H.C. Andersen brugte størrelse 47! I en montre kan man danne sig et indtryk af H.C. Andersens størrelse i forhold til normalen. Her er nemlig udstillet en herredragt, som har tilhørt en samtidig dansker, der har målt ca. 1,65 m. Ved siden af herredragten kan man betragte et fotografi af H.C. Andersen som er forstørret, således at digteren er vist 1:1 og altså måler 1,85. H.C. Andersen har været en bemærkelsesværdig mand, og netop dette præger da også størsteparten af de nedskrevne erindringer, der er gjort om H.C. Andersen. Man bemærker, at de indtryk, som digteren gjorde på andre, fik farve alt efter om personerne havde et nært forhold til digteren eller ej.
De, der blot så digteren, men som aldrig lærte ham at kende, erindrer ham som en komisk og kejtet person – som "kamel" eller "orangutang", hvorimod de nærmere bekendte forlod dette førstehåndsindtryk og fandt ham højst åndrig, elegant og fornem i ordets bedste betydning. H.C. Andersen havde et usædvanligt levende ansigt, der i mimik formede sig efter selv de mindste sindsstemninger. Der er ikke mange af de omtrent 160 fotografier af digteren, som er bevaret, som gav disse personer et korrekt billede af den ven, de havde kendt så godt. Årsagen var, at digteren, når han lod sig fotografere, søgte at stille et åndrigt ansigt op, og derfor poserede, som han ønskede, en digter ville kunne gengives i et tableau. Derved stivnede det, vennerne fandt levende i hans ansigt. Men man skal heller ikke glemme, at H.C. Andersen levede i en tid, hvor hans ydre ikke svarede til datidens skønhedsideal. I dag er det i hvert fald vanskeligt at finde hans udseende rædselsfuldt. To af de mange fotografier af H.C. Andersen fandt vennen Edvard Brandes dog helt vellykkede. Det ene, taget på Frijsenborg i 1865, gav et vellykket billede af digteren, når han var i godt lune, det andet, når han var ærgerlig og irritabel. Blandt fotografierne er der også vist et udvalg af de kuriøse og tidlige visitkortfotografier, hvor digteren i ventepositur poserer med overfrakke på. Hensigten med disse visitkortfotografier var, at de via tjenestefolkene blev givet til herskabet, som kunne tage stilling til, om de havde lejlighed til at modtage den ventende gæst, som de kunne betragte på fotografiet. Museumsgæsterne har naturligvis selv mulighed for at danne sig et indtryk af digteren. I udstillingslokalet er der opstillet to stereoskoper og ved hjælp af disse kan man betragte adskillige stereoskopfotografier af H.C. Andersen og derved se ham i tre dimensioner. Stereoskopfotografierne består nemlig af to billeder taget på samme tid med en lille vinkel til forskel. Betragter man fotografierne i stereoskopet, smelter de to fotografier sammen til et, med det resultat, at man får illusionen om afstand og dybde. Stereoskopierne giver et stærkt indtryk, og en sælsom følelse af at være til stede i den forgangne tid.
[Fra "Tante Tandpine", 1872]
Går man ind under huden, støder man på nerverne, og dem havde H.C. Andersen et anstrengt forhold til. Af hans dagbøger, som er bevaret, følger man digteren fra 20-året til dødsåret, og rejsekammeraten i disse 50 år var Tante Tandpine. Dét er et paradoksalt kunstnerlod at skulle have pine i netop sit udtryks organ. Beethoven led den skæbne at blive døv, Renoir led af gigt og måtte surre sine pensler fast om håndledet; Andersen led af tandpine, som både forstyrrede hans tanke og tale. Tænderne blev ad åre hevet ud, men de gebisser, som poeten fik i tiden derefter, lindrede ikke på smerten. De gnavede i gummer og gane. På de sidste billeder af H.C. Andersen ser vi digteren uden gebis, selv ikke for fotografen ville digteren torturere sig, det var for meget at lide for skønheden. Men et gebis bliver dog at se i de nye udstillinger. Det blev for godt 30 år siden indleveret til museet og har siden da befundet sig i arkiverne i en lille æske med påtegningen "H.C. Andersens desinficerede Tænder". Det ser ganske moderne ud, men efter oplysninger fra Medicinsk-Historisk Museum i København har det den beskaffenhed, som gebisser havde omkring 1870. Medicinsk-Historisk Museum ligger i øvrigt inde med netop de tandkirurgiske instrumenter, som tog sig af H.C. Andersens tænder. Det var desværre ikke muligt at låne dem, men et par tilsvarende tænger fik vi til låns. De ligger nu ved siden af de kunstige tænder og fortæller i det stille om smerte og udfrielse. Digterens fysik var ellers usædvanlig god, den lod ham leve uden større besvær i 70 år, indtil leveren fik kræft og bugt med sin vært. Tyfus, pest, kolera eller tuberkulose tog i tusindtal, men ikke H.C. Andersen. Blev han alvorligt sløj, kunne der være tale om en åreladning. Den blev foretaget ved hjælp af en sneppert, et lille skarpbladet instrument, hvis blad ved hjælp af en fjeder blev udløst og hurtigt slog hul på en åre. Man troede dengang, at sygdom blev båret i blodet; tappede man derfor af blodet, tappede man samtidig af sygdommen. Det var først henimod slutningen af 1800-tallet, at åreladning blev henregnet som kvaksalveri.
[H.C. Andersen i dagbogen den 9. april 1874]
Det psykiske liv og helbred er straks sværere at redegøre for, hvis man skal være redelig. Der er nok ingen tvivl om, at H.C. Andersen havde et usædvanligt følsomt gemyt. Små irettesættelser kunne bringe ham i affekt og resultere i voldsom heftighed eller handling. Det er ikke alene overbragt men også nedskrevet af digteren selv. Igen må man tage tiden i betragtning. På sit dødsleje, da H.C. Andersen var så svag, at han ikke egenhændigt kunne føre sin dagbog men måtte lade fru Melchior føre den, står der at læse under den 2. august 1875 – to dage før digteren døde: "For et Par Dage siden bad han [H.C. Andersen] mig om jeg vilde love ham naar han døde at lade Puls-Aaren skjære over paa ham… Jeg sagde spøgende til ham at han da jo kunde, ligesom han tidligere havde gjort, [have] skrevet "Jeg er skindød", kunde lægge det foran sig paa Bordet. – Der kom et lille Smil over hans indfaldne Træk". Mange har ligesom H.C. Andersen moret sig over anekdoten om hans frygt for at blive levende begravet, men uden at betænke, at det havde været et alvorligt emne, som beskæftigede de mange. Allerede i 1832 havde Kong Frederik VI udstedt en forordning om, hvorledes man skulle forholde sig desangående. Det var en alvorlig sag. Døden skulle attesteres af en læge, og for at forvisse sig om, at et menneske vitterligt var dødt, kunne man skære dets håndled over. Dette var eksempelvis tilfældet ved B.S. Ingemanns død, og det var Andersens ønske ved Weyses død, at man gjorde dette, hvad Oehlenschlager rystedes over – vel at mærke over ideen om at blive levende begravet. Stod anekdoten alene, kunne man danne sig et fejlagtigt indtryk af H.C. Andersen, som en naiv og sygelig nervøs person, hvad han ikke var. Derfor er den kongelige plakat med i de nye udstillinger.
[H.C. Andersen i dagbogen den 2. september 1860]
At negativ kritik og nedladenhed virkede så voldsomt på digterens gemyt, sådan som det så ofte er påpeget af hans venner og senere forskere, skal i mine øjne også forklares. Tiden har bevæget sig og andre normer er gældende. H.C. Andersen var et meget ambitiøst menneske. Han levede i og for kunsten, søgte igennem kunsten at understrege de ædleste og skønneste tanker; for ham var der intet smukt i armod og elende, kun i fjernelsen derfra. Han kendte til fattigdom og til den sociale orden i samfundet. Som "opkomling" – som dengang var – ofte i negativ betydning – prædikatet på en, der svang sig op fra lav stand til en højere – havde han erfaret samfundets sociale dom, men mente, at et menneske skulle dømmes efter dets talent, geni og ånd og ikke efter dets sociale udspring – "åndens adel" var mere betydningsfuld end "blodets adel". Negativ kritik, som virkede gennem postulatet om manglende dannelse hos kunstneren, hadede H.C. Andersen. Han vidste nok, hvad der var godt og dårligt blandt sine skrifter, kritik tålte han, men kritikken der "gik mere efter manden end efter bolden" fornemmede han klart. Eksempelvis var de stykker, han leverede anonymt til teatret, straks blevet godtaget og fik god succes, mens de, han leverede under eget navn, oftest automatisk blev afvist. Tilbøjeligheden til at dømme H.C. Andersen som sygelig pirrelig og forfængelig, røber ofte en svaghed i forståelsen af digterens samtid.
I de nye udstillinger lader vi Andersen selv tale om sit indre liv. H.C. Andersen har nemlig redegjort for sine egenskaber, tilbøjeligheder og idealer. Det drejer sig om to dokumenter – åndelige selvportrætter – hvor H.C. Andersen i det ene som i en poesibog beskriver sine yndlingsgenstande inden for forskellige kategorier (blomster, farve, kunstværk m.m.). I det andet gør han rede for, hvor stærke hans forskellige karakteregenskaber er (eks. kønsdrift, selvkærlighed, ødelæggelsesdrift m.m.). Disse to beskrivelser kan bedre end alle mulige tolkende forsøg give et indtryk af digterens personlighed.
Har man nu beskuet tiden og mennesket, er tiden moden til at beskue digterens fantasi og værk. To rum er helliget dette foretagende. Det ene rummer alle hans ord, det er nemlig biblioteket, det andet rummer hans udtryk uden ord, nemlig en udstilling af H.C. Andersens klip og tegninger.
[H.C. Andersen i brev tiI Henriette Wulff den 20 Juni 1847]
H.C. Andersen var lykkelig, stolt og beæret, når han fik efterretninger om, at hans værker var oversat og tilgængelige i andre lande. Det var nyheder, han gerne gav videre til venner og bekendte. Ved sin 70-års fødselsdag i 1875 modtog H.C. Andersen en flersproget pragtudgave af eventyret "Historien om en Moder". Udgaven indeholdt 15 forskellige sprogversioner. Det gjorde indtryk på den gamle digter.
Noget af det, der altid har gjort et stærkt indtryk på museets gæster, er museets bibliotek, hvor udgaver på alverdens sprog står til skue. Det er fascinerende, at digterens skrifter har vundet en så stor udbredelse, som de har med de godt 140 sprogvarianter, vi i dag kender til. I museets bibliotek er 123 sprogvarianter repræsenteret. I det nye, smukke asketræbibliotek er bøgerne stillet op alfabetisk efter sprogvarianterne, og hver sprogvariant er ordnet genremæssigt og kronologisk. Men stadig kan bogskabene ikke åbnes af gæsterne. Det ligger i sagens natur, for bøgerne har stor værdi. Derimod er der opstillet tre informationsstandere – berøringsskærme, hvor gæsterne med stor sandsynlighed kan finde netop deres modersmål. Ved at berøre et af de sprog, som er listet op på skærmen, dukker en sprogudgave op, som man kan bladre i. Det er også muligt på disse berøringsskærme at se, hvor på jorden, de mange sprog tales.
Endnu en facilitet ved berøringsskærmene, som der snart bliver adgang til, vil blive at hente de mange bogeksemplarer frem, som H.C. Andersen selv har skrevet i. Her kan man så læse dedikationen, samt se og blive informeret om, hvem det var, som modtog disse signerede bøger. På længere sigt er det også meningen, at berøringsskærmene skal fremtrylle de overmåde mange illustrationer, som findes i de mange – dvs. ca. 10.000 – bøger, som biblioteket indeholder. Hensigten med disse berøringsskærme er nemlig, at gæsterne ved hjælp af dem kan "åbne" bibliotekets mange bogskabe.
I bibliotekets pultmontrer vises også et udsnit af bøger, der rager frem på grund af deres særlige kvaliteter. Det drejer sig om unika (eksempelvis H.C. Andersens første bog fra 1822, dedikationseksemplarer), særdeles fornemme bøger (illustrationer, indbindinger) eller interessante bogudgaver (så som førsteudgaver på forskellige sprog). Til eksempel kan man se en tysk udgave af Billedbog uden Billeder fra 1943. Den synes ikke særlig på nogen måder, og dog. For denne tyske udgave indeholder ikke kapitlet "Fem og Tyvende Aften". Bogens 25. aften handler nemlig om den jødiske familie Rothschild, hvilket ikke kunne passere censuren i Hitlers 3. rige. En anden spændende bog er en illustreret japansk udgave af "Lille Claus og store Claus" fra 1891. På illustrationen kan man ikke umiddelbart genkende eventyret, for handlingen er henlagt til japansk sceneri. Store Claus ligner en samurai, åen er blevet en mægtig flod og byen, som vi for vort indre øje ser som en gammel idyllisk dansk landsby, er en stor japansk by med fornemme pagodetage. Man opdager, at eventyrdigtningen hos H.C. Andersen har en sådan smidig karakter, at den uden videre kan indoptages i en kultur så fjern fra vores som den japanske. Det gør indtryk. Alene det at stå i biblioteket og være omgivet af et forfatterskab repræsenteret ved 10.000 bøger, gør indtryk. Man er ikke i tvivl om, at H.C. Andersens digterånd og fantasi har plads i verdenskulturen, at digteren har plads i første parket i "Kunstens Tempel".
[H.C. Andersen i brev til Dorothea Melchior den 21. juli 1867]
H.C. Andersens fantasi kom ikke alene til udtryk i ord. Det voldsomme fantasiliv og den store skabertrang spredte sig over et langt større udfoldelsesområde. Han var i "en uafladelig og fantasifuld Virksomhed", skrev Axelline Lund i sine erindringer fra 1917. Denne virksomhed gjaldt udover buketbinderi, syning og collage også papirklip og tegning. I udstillingsrummet, der ligger parallelt med biblioteket, er et større udvalg af klip og tegninger udstillet. Det fascinerende ved disse klip og tegninger er først og fremmest, at de giver et indtryk af H.C. Andersens kreative sind, når det ikke er nedfældet i ord, men i billede og form. Man forbløffes også over, at det er samme kunstnernatur, der er skaber af tegningerne og klippene, for umiddelbart synes de at være væsensforskellige. Tegningerne er gerne gengivelser af naturscenerier, mens klippene er utøjlelige fantasiprodukter.
Den første omtale af H.C. Andersens papirklip som kunst kom – smigrende nok – fra udlandet i 1905 og endda fra en kunstner. Det var den tyske digter Christian Morgenstern, der behandlede H.C. Andersens klippekunst i det tyske tidsskrift Kunst und Kunstler i artiklen "Des Märchendichters Scheere". I artiklen, der er skrevet som et eventyr, er jeg-personen – ligesom i "Pen og Blækhuus" – kunstnerens redskab. Saksen ændrer uafladeligt det motiv, den er i færd med at klippe, fordi den i klippeprocessen hele tiden inspireres. I stedet for at imødekomme det forventede, overrasker saksen med sit klipperi. Men saksen er bevæget af digterens rørelser, lyder Morgensterns pointe. Morgensterns bedømmelse af digterens klip fremhæver fint klippenes kunstneriske værdi. Klip var på mode, men H.C. Andersens klip adskilte sig markant fra manéren. De gængse klip var profilsilhuetter eller miniature-scenerier med uhørt forfinede detaljer; digterens derimod var grove – nærmest kejtede – deliriske fantasier. Dét faldt i Morgensterns smag: De var moderne.
"Jeg forstod at klippe med en Saks i Papir de yndigste Smaating; det havde jeg allerede kunnet som Barn, og i mange Familier opbevarer man endnu mine Udklipninger", skriver H.C. Andersen i romanen De to Baronesser fra 1848. Her taler digteren nok gennem sin romanfigur, for sandt er det. Mange af digterens klip er bevaret, men kun et fåtal af disse er dateret. Af de bevarede klip, lader det ældste – der i øvrigt forestiller en soldat – sig datere til 1822. Papirklippet forblev en beskæftigelse, som fortsatte til samme år, H.C. Andersen døde.
Mange af klippene er kendetegnet ved, at papiret kun er foldet én gang. En midterakse spejler således klippets højre og venstre side. Man kan ved visse iagttage, at digteren har undladt at udklippe et område af det sammenfoldede papir for siden at klippe to forskellige motiver i hver side, efter at papiret er foldet ud. Denne form for moderat asymmetri har stor effekt. I klippet af "Hjertetyven" holder den ene hængte hjertet i sin hånd, medens den anden hængte har tabt sit, som derfor er faldet ned på jorden, der selv er udformet som et hjerte. Ved de mere komplicerede klip er papiret foldet ad flere omgange, men oftest er princippet om moderat asymmetri også her bibeholdt. Ingen af klippene tyder på, at digteren har optegnet klippelinier.
Ordleg lå gerne som rebus skjult i klippene. Klippet – "Møllemanden" – af møllen, som samtidig er en mand, og møllevingerne, der samtidig er mandens arme, demonstrerer en ordleg. Møllemandens vinger er nemlig forsynet med penne eller pensler. En møller maler korn og en kunstner maler billeder. På H.C. Andersens tid betød ordet "en Maler" både "møller", "kunstmaler" – ja, sågar "kunstner" i bred betydning. Klippet viser slet og ret "en Maler". Tidligere i år var jeg så heldig at se et tilsvarende klip, der befinder sig i privat eje. Da jeg åbnede møllens porte, befandt der sig en tegning bag, en lille fin tegning, der var gjort af kunstneren Carl Bloch. Klippet af manden, der bærer land og by, kunne tydes som "Atlas" eller "Herkules" eller slet og ret være den billedlige fremstilling af vendingen "verden på hovedet". Et andet klip, der forestiller en person, der hænger på næsen af et kvindeansigt, kunne betyde "at have sin mand på næsen", sådan som H.C. Andersen selv skriver i eventyret "Den lille Idas Blomster", eller "som snydt ud af næsen". Sprog og form forener sig i leg i klippene. H.C. Andersens papirklip kunne også underholde på anden vis. Nogle var julepynt, andre legetøj. Man kunne stille klippet op på bordet, puste på det og se, hvordan ballerinaer, pjerrotter eller svaner dansede runddans på bordets flade. "Da jeg var Barn glædede jeg mig, naar han klippede sammenhængende, smaae Dukker af hvidt Papiir, som jeg kunne stille paa Bordet og puste til, saa de bevægede sig fremad", skrev Bodild Donner til H.C. Andersens Hus i 1926. Kendetegnende er det, at digteren under sin beskæftigelse med at klippe gerne fortalte en historie, og ved afslutningen af denne, som salut, foldede papiret ud til glæde og forbavselse for tilhørerne. "Han glædede sig mere over vores lovprisning af klippet, end over det indtryk, som hans historie havde gjort på os", lyder det i Josefa Dürck-Kaulbachs erindring.
[Fra Skyggebilleder, 1831]
Tegningerne berørte jeg i sidste års nummer af Fynske Minder, og de vil derfor ikke blive kommenteret så meget i nærværende artikel. Det udvalg af H.C. Andersen tegninger, som kan ses i udstillingen, er arrangeret således, at man kan fornemme den ændring i stregen, der kommer med årene. Desværre er det ikke muligt at vise de tidligste tegninger, som museet erhvervede i 1907. Det drejer sig om to hæfter med tegninger til syngemester Zincks søn, Otto Zinck. I 1992 blev hæfterne nemlig stjålet ved et større indbrud i museet, men heldigvis var de på dette tidspunkt allerede affotograferet. Hæfternes tegninger vidner om digterens utøjlelige fantasi. De har understøttet groteske fortællinger og anekdoter, og ligesom i klippene kan man også her iagttage, at visse tegninger billedliggør sproglige vendinger. Således hedder f.eks. en tegning af en admiral, der med sin kårde stikker i havet: "En Admiral der stikker i Søen". Sprog og billede smelter sammen.
Udstillingen viser et udvalg af H.C. Andersens tegninger fra 1833-1871. Det var under dannelsesrejsen 1833-1834 den mere alvorlige fordybelse i tegnekunsten fandt sted. Den negative litterære kritik fra hjemlandet i anledning af det dramatiske digt Agnete og Havmanden [1833] fik digteren til at holde en pause i digtekunsten til fordel for studiet af den italienske natur og kultur, som han ihærdigt aftegnede. Kunstnerkredsen i Rom, som han blev indlemmet i, bestod fortrinsvis af malere, hvilket utvivlsomt vakte hans stærke interesse for billedkunsten og øvede hans øje. Knap 2/3 af digterens tegninger stammer fra denne rejse. Til Ludvig Müller skrev han fra Italien: "Seer jeg noget Smukt, kan jeg ikke lade være at tænke: "Hvorledes skal jeg nu beskrive de Kjære i Hjemmet dette?" Og saa løber Blyanten over Papiret, og min Phantasie siger: "Nu har jeg Skelettet, nu skal jeg nok illuminere og udvikle det!", og til Edvard Collin lyder det i et brev af 23. februar 1834: "… jeg er blevet en heel Tegner, og Kunstnerne i Rom opmuntrer mig alle for mit gode Øie; i alle Tilfælde ere mine mange Skizzer (alt over 100,) mig en Skat, som jeg selv vil have megen Glæde af hjemme. Gid jeg havde lært at tegne!" H.C. Andersen tegnede ikke for fornøjelsens skyld alene. Beskæftigelsen var også en kunstnerisk træning. Digteren havde "megen Glæde" af tegningerne hjemme, fordi de var til gavn for digtekunsten. Frugten af Italiensrejsen og de godt 140 tegninger, han gjorde på denne rejse, var den første roman, Improvisatoren, der netop udmærker sig ved sin maleriske stil.
Fra senere rejser vises også tegninger af H.C. Andersen, men man bemærker hurtigt, at digterens streg og stil ændres. Detaljen synes at træde tilbage for form og kontur. Tegningerne fra digterens rejse til Orienten i årene 1840-1841 beherskes af en knaphed, der forstærker udtrykket. Tegningerne fra de sidste år viser en radikal ændring. Fra 1871 findes rent abstrakte tegninger – bl.a. blækklattegninger – som er fremkommet ved at slå en klat på papiret for dernæst at folde papiret og gnide klatten ud.
I udstillingen er der ligesom i biblioteket opstillet en berøringsskærm, og ved hjælp af den kan gæsterne se samtlige klip og tegninger, som museet råder over.
Berøringsskærmenes indhold kan også studeres hjemmefra, da vi på vores hjemmeside www.odmus.dk har lavet en internetvenlig version af disse.
[Fra digtet "Danmark", 1852]
Vi søger at fange gæsternes opmærksomhed ved – ud over at give udstillingen åbne, frie og behagelige rammer – at fortælle historien om H.C. Andersen på en ny måde. Ganske vist står museet ikke færdigt i sit hele endnu, men fortællingens disposition er opbygget således, at man i udstillingsforløbet gradvist ledes dybere og dybere ind i emnet. Udstillingsrummene præciserer dette forløb: Det første udstillingsafsnit, Tiden, beskriver ikke H.C. Andersen, men netop digterens samtid. Det andet udstillingsafsnit, Mennesket, beskriver ikke H.C. Andersens liv, derimod digteren som menneske i højde og drøjde. Det tredje og fjerde udstillingsafsnit, som ligger parallelt med hinanden, Kunsten og Værket, forklarer ikke forfatterskabets forhistorie, men demonstrerer digterens kreative sind og blotlægger udbredelsen af hans kreative bedrift.
Så langt er vi nået p.t., men til sommeren 2004 fortsætter for- og uddybelsen med: Livet, hvor digterens levned og forfatterskabets historie beskrives og Fødehjemmet, hvor digterens herkomst udredes. Hensigten med denne udstillingslogik er at føre gæsterne hen i en stadig fordybelse i den fantastiske historie og kulturarv, der knytter sig til H.C. Andersen.
Opgaven at renovere museet har jeg tidligere berørt i nærværende tidsskrift (Fynske Minder 1999); på det tidspunkt var pengene – godt 28 millioner – bevilget, og de første hovedlinier lagt af projektgruppen, der består af ansatte ved Odense Bys Museer, som er:
Claus Chr. Koch, afdelingschef for Publikum & kommunikation ved Odense Bys Museer, der præsiderer som formand og tovholder for projektgruppen.
Hanne Plechinger, afdelingschef for Samlinger & teknik ved Odense Bys Museer, der varetager regnskabssiden af projektet.
Ove Bechsgaard, funktionsleder af Udstillingsværkstedet ved Odense Bys Museers afdeling for Publikum & kommunikation, der udvikler designet og varetager opbygning af udstillinger og faciliteter i det nye museum.
Peter Steen Johansen, funktionsleder af Bygninger & grønne områder ved Odense Bys Museers afdeling for Samlinger & teknik, der sikrer bygningsrammerne og sikkerhedsniveau, samt undertegnede, Ejnar Stig Askgaard, museumsinspektør ved H.C. Andersen/Carl Nielsen-funktionen ved Odense Bys Museers afdeling for Viden & formidling, der tilrettelægger og formulerer det faglige indhold og formidlingen i udstillingerne samt udvælger museumsgenstandene.
