For 75 år siden, den 4. juni 1931, fejrede Odense by åbningen af et nyt museum lokaliseret i Munkemøllestræde. Huset var på det mest nænsomme blevet ført tilbage til sin oprindelige skikkelse, men megen plads var der ikke: Ligesom ved opmålingen i 1804 var der tale om 44 kvadratalen fordelt på stue, køkken og ’halv gang’, dvs. en lille forstue, som adskilte den ene lejebolig fra den anden lidt mindre, der også indgik i museumsarealet. Det lille museum tjente en stor historie, for hér havde bysbarnet og æresborgeren H.C. Andersen boet som barn, og det var herfra, hans barndomsminder udsprang. I sagens natur blev det lille museum navngivet H.C. Andersens Barndomshjem.
I Fyens Stiftstidende den 5. juni 1931 fik åbningen af H.C. Andersens Barndomshjem ikke de store ord med på vejen. Grundlovsfesterne dominerede nyhedsfladen, ligesom beskrivelser af de voldsomme demonstrationer i Tyskland, hvor demonstranter og politi skød med skarpt på hinanden, og omtalen af Charles Lindberg, der planlagde en heltemodig flyvetur over Stillehavet. Men på side 8 under de lokale nyheder omhandler en halv spalte åbningen.
For henholdsvis 25 og 15 øre kunne store og små gæster bese de umøblerede stuer:
“Desværre er det ugørligt at genskabe et møbleret Interiør, hvis Tilforladelighed i nogen Grad kan svare til selve Bygningens. Der kan ikke fremskaffes nogen som helst af de Genstande, der fandtes i den fattige Stue med det lille Køkken … en Rekonstruktion [vil] i alt for høj Grad blive præget af fri Fantasi”, står der i avisen, der også kunne berette, at museumsbestyrelsen havde besluttet “i det væsentlige at lade de smaa Rum … selv føre deres stilfærdige, men kraftige Tale om de beskedne Forhold, hvori den store Eventyrdigter voksede op”.
Nok var stuerne umøblerede, men tomme var de ikke. På væggene var adskillige skilderier ophængt, således at man kunne danne sig et indtryk af, hvordan Odense havde taget sig ud på H.C. Andersens tid.
Det var ikke første gang, at det lille hus i Munkemøllestræde var genstand for særlig opmærksomhed. Den 2. april 1875, på H.C. Andersens 70-års fødselsdag, var der fest i det lille stræde. Om middagen blev, efter byrådets foranstaltning, indsat en plade i barndomshjemmets gavl, der hvor den titter frem mod Klingenberg i hugget. Pladen, der endnu kan beses, bærer følgende indskrift:
“Til dette Hus knytte sig Digteren Hans Christian Andersens kjæreste Barndomsminder.
Denne Sten satte Odense Kommune den 2den April 1875, Digterens 70aarige Fødselsdag.”
Nogle hundrede mennesker overværede afsløringen af mindepladen. Musikkorpset spillede, og biskop Engelstoft holdt afsløringstalen, idet han mindede om den ringe begyndelse, det rige digterliv havde haft.
At H.C. Andersen nu var kendt, hædret, agtet og elsket viden om, var dog ikke en gunst af den lunefulde lykke, noterede biskoppen sig. Det kom af den “Gnist, der fra Begyndelsen havde ulmet og glimtet i den Sjæl, der var vaagnet i dette Hus, og som havde vidst at suge Næring af alt det Skjønne og Gode udenfor dén … det kom af den Aand, som havde lært ham at tale saaledes i Digterens Sprog, at Alle, Gamle som Unge, forstode ham og glædedes derved”, lød det i Fyens Stiftstidendes referat. Efter at H.C. Andersen blev bragt et hjerteligt Leve! lød fanfarer og kraftige hurraråb, og musikken spillede endnu en times tid. Samme dag opsøgte en deputation fra Odense anført af borgmester Mourier den gamle digter i Nyhavn nr. 18. Med sig havde de bl.a. et aftryk af den mindeplade, der samtidig blev afsløret i Odense. H.C. Andersen var ganske bevæget, og fra avisernes referater, hvor man kan læse digterens takkeord, begyndte H.C. Andersen sin tale ved at berette, at han, da fødebyen nogle år tidligere havde hædret ham med æresborgerskabet, havde troet, at ingen større eller skønnere dag ville oprinde for ham, men nu måtte han sande, at det var sket. Endvidere fortalte den gamle digter, at barndomshjemmet “traadte frem for hans Sjæl, han saae, hvorledes hans Moder til Foraarsfesten pudsede Kakkelovnen op og pyntede den med Birke- og Bøgekviste fra Næsbyhoved Skov; men endnu frydrigere var Julefesten i det lille Hjem; man maatte ikke troe, at Julen da var fattig for ham; Risengrøden og Gaasestegen manglede ikke, og han havde i de senere Dage ingensinde ved større og rigere Juleborde fundet en Juleglæde, der kunde overgaae den, han havde følt i det lille Hjem. At han ikke havde glemt dette, vilde et lille Digt, som paa Søndag vilde staae at læse i ’Søndagsposten’, der vilde bringe et billede af hans Barndomshjem, fortælle om.”[1]
Rigtigt nok var det: I Søndags-Posten den 4. april 1875 – præcis fire måneder før H.C. Andersen bukkede under for sin kræftsygdom – stod hans annoncerede digt at læse smukt illustreret med træsnittet af barndomshjemmet, som tidligere – i anledning af æresborgerfesten i Odense 1867 – i en anden version var blevet bragt i Illustreret Tidende. H.C. Andersens digt fortjener i denne forbindelse at blive gengivet her:
Nær Odense-Munkemølle
Hvor Klostret sank i Gruus,
Der stod, som Du seer her i Billed,
Et lille Bindingsværks Huus.
Hvor var der festligt derinde,
Naar Pintseklokkerne klang;
Smaa hvide Sommergardiner
I Solskin om Vinduet hang.
Sancthansurt blev sat i Bjælken,
Og Kakkelovnen fik Glands,
De duftende Birkegrene
Stod der med Skovmærkekrands.
Een Stue, et lille Køkken —
Og dog Alt saa stort og godt.
Der leged’ jeg juleaften,
Som siden paa intet Slot.
Og Risengrøden og Gaasen
Og Gnavposen – ! hvilken Fest!
Vor Jord er velsignet – det føler
I Barndoms-Hjemmet man bedst!
Digtet giver et ganske idyllisk stemningsbillede af barndommens hjem – sådan synes det i hvert fald for nutidens læsere af digtet. Dengang, i 1875, blev det nok læst i en anden – og mere dyster – sammenhæng: For det skrev sig som kontrast op imod den elendighed, som billedet af det fattige hjem rent faktisk repræsenterede, og som de fleste danskere dengang kun smerteligt kunne nikke genkendende til. Derfor er der god grund til at kikke bagom de forskønnende ord og ikke kun dvæle ved “de kjæreste Barndomsminder” – men at bruge et større perspektiv.
Når Andersen afsluttede sit digt om Barndomshjemmet med ordene: “Vor Jord er velsignet – det føler/ I Barndoms-Hjemmet man bedst!”, lå lykkefølelsen, som H.C. Andersen i digtet søger at indkredse, givetvis i det simple faktum, at barndomshjemmet var det eneste hjem, hvor digteren havde levet et familieliv. Siden den dag, den 4. september 1819, da den 14-årige skomagersøn forlod Odense, delte han ikke adresse med andre, men måtte derimod på godt og ondt henleve resten af sit liv i eget selskab. Ensomheden var en tung skæbne; derfor så den gamle digter i sit vintergrønne nok den største rigdom i det fattige hjems arbejdsomme familieliv, hvor højtiderne markerede samværet på det festligste og stærkeste: “Der leged’ jeg Juleaften,/ Som siden paa intet Slot.”
På flyttedagen den 21. april 1807 flyttede den lille skomagerfamilie, “Piber Hans Andersen og Kone”, fra Klaregade ind i Huus’ lejebolig, og først 12 år efter, på april-flyttedagen i 1819, blev det ringe bohave flyttet længere ned ad vejen til en ny lejevåning, da Huus’ lejeboliger efter ejeren, enken Maren Hansdatters, død i juni 1818 skulle sælges, og beboerne følgelig fik deres lejemål opsagt.
I “Barndomshjemmet” boede en masse mennesker – hele seks familier blev noteret bosiddende i huset i 1809. Huset rummede tre lejeboliger, hvoraf de nordligste to fag hørte til friskomager Andersens bolig. Til nabo havde Andersens familien Køcker, med hvem de delte hoveddør og ’gang’.
Handskemagersvend Frantz og hustru Cathrine Køcker havde syv børn, men de har næppe alle boet i det lille hjem på én og samme tid – de ældste, døtrene Sidsel, Kirstine og Anna Margrethe var gift ved faderens død i 1820.
I digterens erindringer finder vi barndomshjemmets beboere omtalt. Den tidligere hattemagersvend Chr. Philip Schenck, som var blevet portner ved Odense Tugthus, havde inviteret Andersens til “Familie-Fest”, fortæller digteren i Mit Livs Eventyr. Festen blev holdt på O.T., men Hans Christian var ikke i stand til ret at nyde den: “… der blev spiist og drukket, to af Fangerne vartede op ved Bordet, – jeg var ikke til at bevæge til at smage paa Noget, selv de sødeste Sager skød jeg bort – min Moder sagde, at jeg var syg og jeg blev lagt paa en Seng, men jeg hørte Skotrokken[2] snurre tæt ved og lystige Viser, om det var i min Phantasie eller i Virkeligheden, kan jeg nu ikke sige, men det veed jeg, at jeg var i en Angest, i en Spænding og dog behagelig Stemning som om jeg var traadt ind i Røverhistoriernes Slot.” Som ældre, få dage efter sit æresborgerskab i Odense, mødte H.C. Andersen portnerens søn, den 67-årige Gotfred Schenck. “Ja, Gotfred, Du har pryglet mig mange Gange; men det er pænt, at du kommer og ser til mig”, sagde H.C. Andersen til den gamle fisker og gav ham en specie.[3] Det er nu familien Køcker, der omtales hyppigst i barndomserindringerne: H.C. Andersen havde, inspireret af Wessels Kjærlighed uden Strømper og Euripides’ tragedie Medea, fattet mod til at skrive en tragedie, men var i “stor Forlegenhed med at faae [taget] Livet af dem Alle”. Det lykkedes den unge digter, da den sidste person i hans stykke, en gammel eremit, faldt om med ordene: “Døden jeg fornemmer / I alle mine Lemmer”. Efter at nabokonen, Cathrine Køcker, havde læst den – sikkert anstrengende – tragedie, foreslog hun Hans Christian at ændre stykkets titel fra Abor og Elvire til Aborrer og Torsk. Moderen trøstede sin søn med, at Cathrine nok havde sagt det i misundelse, da hendes egen søn – Christian – ikke evnede at skrive noget sådant. I det hele taget regnede hun ikke Cathrines søn for noget særligt: ‘“Det er en dum dreng’”, havde hun sagt om den et år yngre nabodreng, idet hun sammenlignede hans ihærdige flid i lektielæsningen med hendes egen Hans Christians mangel på samme. ‘“Han læser altid, min [Hans] Christian tager aldrig en bog til skolen i hånden og kommer dog ud af det!”’[4]. Bag uviljen mod Christian Køcker, der endte sit liv som daglejer, lå Anne Marie Andersdatters moderkærlighed, men måske også en voldsom hændelse, som H.C. Andersen på sine gamle dage betroede sin unge ven Jonas Collin d.y. I en lille optegnelse, nu på Det Kongelige Bibliotek, noterede han Andersens mundtlige beretning ned; stavemåden af familienavnet er derfor, skønt fonetisk korrekt, stavet fejlagtigt. Notatet lyder: “Da [H.C. Andersen] var omkring 4 Aar gammel og endnu gik med Klokke, sad han en Dag paa et Bord i sine Forældres Stue; saa kom der en lille Dreng til ham (han hed saavidt A. husker, Christian Kögaard), og bedst som de talte sammen, løftede Fyren As Klokke og bed ham stærkt i Penis. Drengen fik Ris og A. brølede. Han havde mange Smerter og kunde i et helt Døgn ikke lade Vandet. Lægen blev hentet (den eneste Gang, troer A, at man fandt det Umagen værd at spørge ham tilraads) og As Moder var fortvivlet; hun gik med ham paa Armen og holdt ham af og til frem, idet hun sagde: ‘Pis min søde Dreng, pis’ – ” Den lakoniske, parentetiske bemærkning om, at det var den eneste gang, man fandt det umagen værd at hidkalde lægen, skyldtes nok den gamle digters smertelige erindring om sin faders endeligt. Da han lå i stærk feber, var det ikke lægen, der blev hentet. Derimod var det Hans Christian, der måtte opsøge den kloge kone i Ejby, som bandt uldtråd om drengens håndled og gav ham et blad af “Christi Korsets Træ”, idet hun sagde: “Dør han, da vil du møde hans ånd på vejen hjem.” Man kan næppe forestille sig den rædsel, der fulgte den 11-årige Hans Christian på vejen hjem langs Odense Å, den aprilsaften i 1816, hvor religion og overtro herskede over virkeligheden, og fritænkeriet sygnede hen med den febersyge fader, der døde to dage efter. From og overtroisk voksede H.C. Andersen op, og som barn af folketroen kunne H.C. Andersen senere skabe sine eventyr, hvis univers han rent faktisk som barn havde levet i og kendte så godt – på godt og ondt.
I sit første eventyr “Dødningen” (1830) lader digteren sin navnebroder, “Johannes”, vandre ud i verden, efter at faderen er død, og fårekyllingen så varslende har pebet i krogen. Og nissen vinker farvel til den lille vandringsmand fra kirketårnet. I sit sidste eventyr, “Hvad gamle Johanne fortalte” (1872), vender digteren tilbage til sit barndomshjem. Det er ’gamle Johanne’, hvis tale vi får at høre: Om gryden, der sættes i kog for den elskede, for at denne – hvor end han så befinder sig – kun får den ene trang at vende tilbage. Men syg, bleg og sjælløs vender den forheksede tilbage for at udånde i hjemmet, på samme måde som digterens far efter sin militære udlændighed. I dette navnefællesskab mellem Hans [Christian], Johannes og Johanne sluttede digteren ring i sin tale og lod samtidig sin eventyrskat vende tilbage til sit udspring – til barndomshjemmet, familien og den overnaturlige verden.
I H.C. Andersens barndomshjem og -verden er uhyre mange motiver i digterens forfatterskab forankret. “Da jeg veed at Du fordum interesserte Dig meget for gamle Johanne som var hos Bunkeflods maae jeg lade Dig vide at hun ved Døden er afgaaet”, dikterede digterens moder brevskriveren den 13. oktober 1827 i et brev til sin søn. Almisselem Johanne Jantzen (ca. 1759-1827), som hun hed, tjente hos enkefrue Bunkeflod, genboen, i hvis hus H.C. Andersen fandt sit digterkald; og det var givetvis denne Johanne, der var den kloge kone, som gav den verdensberømte spådom om Hans Christians storslåede fremtid. Men det var også den gamle Johanne, der fortalte Hans Christian om den kogende gryde, der hidkaldte den elskede fra udlandet. Mon ikke gryden var sat i kog for faderen under hans militærophold i Holsten, hvorfra han vendte hjem som en skygge af sig selv? I Barndomshjemmet peb fårekyllingen, da faderen lå død i sengen, så moderen, der lå på gulvet med sin søn, udbrød: “Han er død, du behøver ikke at synge efter ham, Isjomfruen har taget ham!”. Det er i barndomshjemmet, at “Sneedronningen” – eventyret om tro og overtro – tager sin begyndelse: “Fra Kjøkkenet kom man ad en Stige op paa Loftet, hvor der i Tagrenden, mellem vort og Naboens Huus stod en Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have; i mit Eventyr: Sneedronningen blomstrer den endnu”. Og barndomshjemmet huser drengen og hans alkoholiserede mor, vaskekonen i ‘“Hun duede ikke”’: “‘Min søde Moder!’ sagde han, og Taarerne strømmede: ‘Er det sandt: hun duede ikke!’ Jo, hun duede!’ sagde den gamle Pige og saae op imod Himlen. ‘Jeg veed det fra mange Aar og fra den sidste Nat. Jeg siger Dig, hun duede! og vor Herre i Himmeriges Rige siger det med, lad Verden kun sige: hun duede ikke!”’
Skønt der er mange flere eksempler, der fortjente at blive nævnt, vil jeg holde her, for tekststedet er så smukt og præcist: ‘“lad Verden kun sige: hun duede ikke!’”, slutter historien. At dømme fattigfolk på deres armod og elendighed, er en af verdens urimeligheder – menneskets sande værd skal ikke aflæses i det ydre, men i det eneste ene: omsorg og næstekærlighed.
Da gamle Johannes spådom gik i opfyldelse, og H.C. Andersen blev hyldet som æresborger i Odense den 6. december 1867, valgte han om aftenen kort før fakkeltoget at læse historien: “Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige”. “… gid at min Fader og min Moder havde oplevet denne Glæde”, skrev digteren forud festen til biskop Engelstoft i Odense. Men familieløs var digteren allerede i 1833, hvor han med efterretningen om sin moders død måtte forlige sig med tanken om “nu ikke at eie en Eneste i Verden, der efter Blodet og Naturen maatte elske mig”. Den gamle digter fremhævede dog på sin vis sine forældre, da han valgte at læse “Hvad Fatter gjør…” For i denne ægteskabshistorie er mandens handel og vandel kun motiveret af det stadige ønske om at glæde sin kone. Drevet af kærlighed til hende opnår han den bedste handel ved til sidst at bytte sin rigdom for en pose rådne æbler. Med denne pose rådne æbler vinder hans fattige kone nemlig det bedste af alt: Æresoprejsning for den ydmygelse, hun måtte lide, da skoleholderens kone nægtede at låne hende den smule purløg, der manglede til æggekagen, hun ville glæde sin mand med. “Ikke engang et raaddent Æble!”, end ikke dét kunne konen låne. “Nu kan jeg laane hende ti, ja, en heel Pose fuld! det er Griin, Fa’er!”, sagde den forsmåede fattige mo’er og kyssede sin mand. Fratages værdigheden fattigfolk, har de mistet alt. Ligesom historiens fattige mo’er led Andersens moder, vaskekonen Anne Marie Andersdatter, den bitre forsmædelse i sin armod at blive nægtet det mest simple. I et brev til sin søn af 12. september 1829 skrev H.C. Andersens moder – “med ført Pen”, da hun hverken kunne læse eller skrive – om den velbeslåede Madam Krag, enke efter ejeren af Munke Mølle, beliggende for enden af barndomsgaden: jeg har ofte bedt hende om lidet Grødmeel, som de ellers giver bort i de andre Møller, men jeg fik Intet, det lod som hun havde mindre end jeg, derfor er jeg just ikke begierlig efter oftere at forlange Noget af hende… Gode Christian! Du lovede mig lidet naar Du kom til Kjøbenhavn, jeg vil nu bede Dig naar Du kan, da at sende mig det…". Denne moderens ydmygelse og gribende bøn har naturligvis pint H.C. Andersen, der med sine sparsomme midler som fattig student kun sporadisk kunne hjælpe hende økonomisk. Gennem poesien kunne han nu på sin hædersdag i Odense i en dybere forstand vende tilbage og give hende den oprejsning, hun fortjente så meget.
Småt og fattigt er det lille bindingsværkshus i Munkemøllestræde, og dog, som i H.C. Andersens digt, så stort og godt. Skønt der ikke fysisk er meget, man kan byde sine gæster at se, er digterens barndomshjem bevaret til held for os og til gavn for vores eftertanke. Det er nemlig et væsentligt social- og kulturhistorisk minde, der i år fejrer sit 75-års jubilæum som museum – endda med nye udstillinger: I forbindelse med H.C. Andersens 200-års jubilæum i 2005 blev de fattige stuer restaureret, – og for første gang møbleret. Skønt Fyens Stiftstidende i 1931 gjorde det begribeligt, at en møblering “i alt for høj Grad [ville] blive præget af fri Fantasi”, foretrak vi at lade denne råde. Netop ud fra H.C. Andersens fine og detaljerede beskrivelser kunne der skabes et interiør, svarende til det, digteren beskrev, ligesom udstillingen i det hele taget er en billedliggørelse af H.C. Andersens erindringer. Derfor er historien om digterens barndom i Odense udelukkende fortalt af H.C. Andersen selv. Tanken var: Lad H.C. Andersen føre ordet selv, for det lille hjem rummer en så stor og svært begribelig historie, at den eneste, der i barndomshjemmet rettelig skulle vise sine gæster rundt, måtte være digteren selv.
