Blandt fundene fra Danmarks oldtid indtager jernalderens mosefund med ofrede våben, både og personligt udstyr en særlig position. Omfanget og karakteren af disse såkaldte krigsbytteofferfund har gjort dem kendt ud over landets grænser. Herhjemme udgør de et helt unikt kildemateriale, når vi skal have et indblik i opbygningen og organisationen af datidens hære – og en forståelse af jernaldersamfundet som sådan.[1]
Der kendes ca. 25 krigsbytteofringer fra sydskandinaviske moser, alle nedlagt i tidsrummet mellem ca. 350 f.Kr. og 500 e.Kr. Hele fem af disse lokaliteter ligger på Fyn med Vimose 10 km nordvest for Odense som den største og mest kendte. Uden for fagkredse er det imidlertid mindre kendt, at et fund af samme karakter, men dog langt mere beskedent i omfang, er fremkommet blot 4 km sydøst for Vimose og ca. 2 km nordøst for landsbyen Villestofte, som fundet er opkaldt efter (fig. l). Villestofte-fundet er hidtil kun behandlet sporadisk i den arkæologiske litteratur.[2] Det vil vi forsøge at rette op på med denne artikel, hvor fundhistorien, fundets sammensætning, dets datering og tolkning vil blive præsenteret.
Den 20. juni 1849 sendte stiftamtmanden i Odense en pakke til Museet for Nordiske Oldsager (nu Nationalmuseet) i København. Pakken indeholdt tre bronzebeslag samt en kam og en såkaldt dupsko (endebeslag til sværdskede) af tak.[3] Af det ledsagende brev fremgår det ganske kortfattet, at de fem genstande var fundet samme sommer af husmand Niels Rasmussen, ejer af Damhuset påVillestofte Mark, da denne var i færd med at skære tørv i sin eng. Det er således ikke mange oplysninger, der er til rådighed, når fundets historie skal udredes; f.eks. mangler den præcise angivelse af fundstedet og fundomstændighederne, som man sædvanligvis lægger stor vægt på, når arkæologiske fund skal tolkes. Ved nærlæsning af brevet, kombineret med studier i arkiver og kortmateriale samt besigtigelser i landskabet omkring fundstedet, kan man imidlertid komme lidt tættere på fundforholdene og dermed en tolkning af fundet.[4]
I ledsagebrevet angives findestedet som nævnt til Niels Rasmussens eng, der lå på “spidsmålet” ved Stavis Å. Oplysningen er ikke suppleret med et matrikelnummer, og da der heller ikke fulgte et kort med indsendelsen, var det faktisk først ved herredsberejsningen den 6. juni 1953 – altså 104 år efter genstandenes fremkomst – at fundstedet blev afsat på et kort. Det er næsten usandsynligt, at lokale endnu på dette tidspunkt skulle have været i stand til at udpege fundstedet præcist, for så spektakulære er genstandene jo heller ikke. Mon man ikke kan tænke sig, at berejseren, museumsinspektør ved Fyns Stiftsmuseum Erling Albrectsen, med udgangspunkt i ordet “spidsmålet” har markeret fundstedet på den trekantede engflade, der dannes af sammenløbet af Stavis Å og Ryds Å? Denne flade, som formodes at være identisk med spidsmålet, har imidlertid en udstrækning på det meste af et par hektar, men måske kan fundstedet indkredses nærmere inden for dette areal? Ser man nærmere på ejerforholdene i midten af 1800-tallet, viser det sig, at Niels Rasmussen købte matr. 38a på den nordligste del af denne flade i 1848 – altså året før han fandt oldsagerne.[5] Dette blot 7000 kvadratmeter store areal udgjorde det eneste tilliggende til Damhuset, så fundstedet må kunne indsnævres til dette område (fig. 2).
Landskabet nordvest for Odense er præget af en række nordvest-sydøst-orienterede dale, der er skabt under afsmeltningen af indlandsisen mod slutningen af sidste istid. I bunden af disse mere eller mindre markante dale findes bække og åer, som oprindeligt har haft deres udløb i Fyns største, men nu udtørrede vådområde, Næsbyhoved Sø. I en af disse dale ligger Vimose, og den afvandes af den smalle bæk Vimoserenden; parallelt med denne og ca. 1 km mod sydvest skærer den mere markante Stavis Ådal sig gennem landskabet. Nordøst for Villestofte mødes den af Ryds Å, der kommer fra sydvest – og som et af egnens største vandløb har Stavis Å haft sit udløb i Næsbyhoved Sø ca. 2 km sydøst for de to åers sammenløb (fig. 3).
Damhusets jord ligger på sydsiden af den omtrent 100 m brede ådal ca. 150 m nordvest for de to åers sammenløb på den absolut nordøstligste lod i Villestofte ejerlav. Matriklen afgrænses mod nord af selve åløbet, og herfra og knap 40 m mod syd udgøres overfladen af en jævn og fugtig eng, mens den resterende del af grunden udgøres af ådalens stejle skråning og en jævn terrænflade ovenfor denne. Eftersom genstandene i ledsagebrevet anføres fundet ved tørveskæring, må det altså være på den mindre end 2000 kvadratmeter store engflade nordligst på matriklen, at genstande er dukket op (fig. 4). Hvis denne antagelse er rigtig, kan Villestofte-fundets fundsted endelig fastslås ret præcist mere end 150 år efter fremkomsten!
Der er ikke lavet undersøgelser af jordbundsforholdene på dette sted, men tørve-aflejringerne her tæt ved ådalens kant kan ikke være særlig tykke eller have særlig stor brændselsværdi. Tørvegravningen har således næppe haft større omfang i området, og der er da heller ikke aftegnet en eneste tørvegrav på ældre kortmateriale, ligesom man ikke kan se åbne eller sammenskredne huller på engfladen i dag.
Selv om sænkning af grundvandstanden og udretning af Stavis Å kan have forandret området noget siden jernalderen, ændrer det ikke på det overordnede indtryk af, hvordan landskabet har set ud, da oldsagerne blev lagt i jorden. Nedlægningsstedet har været en smal, jævn og antagelig meget sumpet og måske ligefrem periodisk vanddækket flade mellem selve åløbet og den stejle skrænt sydvest herfor. Hvis ikke elletræer og krat har dækket ådalens bund og kanter fuldstændigt, har der været frit udsyn flere hundrede meter mod nordvest og sydøst gennem den meget markante ådal med de stejle erosionsskrænter. Offerstedet har således været lukket godt inde, hvilket forstærkes yderligere af, at de to åløb udgør en våd, fysisk afgrænsning af “spidsmålet”. At disse næsten dramatiske landskabsformer flere gange har inspireret oldtidens mennesker til at foretage ofringer, skal vi senere vende tilbage til.
Det nævnes ikke i indberetningen, om Niels Rasmussen fandt mere end de fem genstande ved forsommerens tørvegravning i 1849 – eller om han tidligere havde gjort lignende fund; vi ved for den sags skyld heller ikke, om der ved senere lejligheder er fremkommet oldsager lige på dette sted. I det hele taget er det bemærkelsesværdigt, at de ret undseelige genstande er erkendt som oldsager, og at finderen derefter har ageret helt korrekt ved at lade dem indsende til Museet for Nordiske Oldsager. Man kan ikke lade være med at tænke på, om de kolossale mængder af genstande, som netop i årene omkring 1849 fremkom i den nærliggende Vimose, har haft den effekt, at egnens folk havde ekstra skærpet opmærksomhed under arbejdet med at sikre brændsel til vinteren. Måske havde Niels Rasmussen selv hentet tørv ved Vimose og der hørt, hvad man kunne finde, og hvad man skulle gøre, hvis noget dukkede op? Eller måske havde han ligefrem selv deltaget som daglejer i tørvegraveriet og dermed været helt bevidst om, hvad han skulle kigge efter. I hvert fald må han have haft et særdeles godt øje for oldsager, siden han havde held til at lokalisere selv en blot ca. 1,5 cm stor bronzeknap i den mørke og våde mosejord!
I modsætning til nogle af tingene fra Vimose har oldsagerne fra Villestofte ikke været brændt eller udsat for systematisk ødelæggelse før deponeringen i jorden, og fremdragelsen er foregået så skånsomt, at de nærmest fremstår ubeskadigede. Det er derfor ganske uproblematisk at identificere de enkelte genstandstyper, som herefter vil blive gennemgået enkeltvis.
Kamme af hjortetak er en af de mest almindelige gravgaver i fynske grave fra tidsrummet mellem ca. 100 og 400 e.Kr. – altså sen ældre romersk og hele yngre romersk jernalder – og disse kan inddeles i tre typer, etlagskamme, tolagskamme og trelagskamme. De forskellige typer har lidt forskellig geografisk og kronologisk udbredelse, og derfor er det værd at dvæle lidt mere ved Villestofte-kammen og dens type.
Kammen af fremstillet ved, at to stykker hjortetak med udsavede tænder er blevet fastgjort til en dækplade med fire benstifter (fig. 5). Lige over tandstykket har man skåret to brede furer i hele kammens længde; disse udgør den eneste udsmykning på genstanden. Da stykket således består af to lag tak, er der tale om en af de – især i forhold til trelagskammene – ret sjældne tolagskamme. Desværre kan det ikke afgøres, om råmaterialet kommer fra kronhjort eller elg. En sådan artsbestemmelse kunne ellers have bidraget med oplysninger om fremstillingsstedet, da det kun var kronhjorten, der levede i Danmark i jernalderen.
Som allerede antydet er tolagskammene forholdsvis sjældne. Fra Vimose kendes mere end 20 kamme af denne type (fig. 6), herunder det nok så kendte eksemplar med en af Danmarks ældste runeindskrifter i form af mandsnavnet Harja.[6] I publikationen af det sydvestfynske krigsbytte-offerfund fra Kragehul afbildes også et fragment af en tolagskam, men eftersom stykket i Nationalmuseets protokol er opført sammen med fundene fra Vimose, er herkomsten ikke helt entydig.[7]
Bortset fra disse fynske krigsbytteofferfund kendes tolagskamme kun fra gravfund samt fra et par nordvesttyske bopladser. I 1996 blev de indtil da kendte fund af denne kamtype diskuteret i en artikel her i Fynske Minder, men siden er der fremkommet flere eksemplarer, som skal præsenteres i det følgende, før typens datering og udbredelse skal opsummeres.
Det fund, der først skal omtales, er udgravet i 1970’erne, nemlig på den for 30 år siden publicerede Stengade II-gravplads på Langeland. En af gravpladsens få brandgrave, Urne 2, indeholdt, udover en mængde glasperler og skår af et bikar og en bronzefibel, en stump af en tolagskam.[8] Især fiblen viser, at graven må tilhøre tiden omkring overgangen fra ældre til yngre romersk jernalder, og snarest begyndelsen af sidstnævnte periode. I årstal svarer det til tiden omkring 175 e.Kr. I 2006 har Odense Bys Museer udgravet en mindre brandgravplads ved Kræmmerled på Vestfyn,[9] og i to eller tre af gravene fandtes fragmenter af tolagskamme, mens flere andre grave rummede trelagskamme. Bedst bevaret er kammen fra grav EO (fig. 7), der er fundet i en urne, som ud fra typen kan dateres til begyndelsen af yngre romersk jernalder. Samme datering synes at gælde gravpladsens to andre grave med mulige tolagskamme. En hidtil upåagtet samling af urner i Nordfyns Museums samling stammer efter alt at dømme fra Sandagergård på Nordfyn.[10] Blandt de brændte ben i en af disse urner, der skal dateres til sidste halvdel af ældre romersk jernalder, lå en stump af en tolagskam.
Også fra Sønderjylland er der fremlagt nyt materiale i det sidste tiår. En urne fra Hørløkke-gravpladsen og en tilsvarende fra Galsted-gravpladsen indeholdt fragmenter af tolagskamme. Lerkarrene daterer begge grave til ældre romersk jernalder.[11]
De nytilkomne fund giver ikke anledning til en revurdering af tolagskammens datering eller udbredelse. Kronologisk kan de stadig begrænses til slutningen af ældre romersk og begyndelsen af yngre romersk jernalder, altså tiden fra ca. 100-250 e.Kr., mens deres geografiske tyngdepunkt fortsat ligger på Fyn, Langeland og de tilstødende dele af Den jyske Halvø (fig. 8). Selv om der endnu må formodes at skjule sig eksemplarer i museernes samlinger – og selvfølgelig i jorden – må typen stadig med blot ca. 30 kendte eksemplarer betegnes som relativt sjælden i forhold til de hundredvis af trelagskamme, som kendes fra romersk og ældre germansk jernalder.
Det næsten kvadratiske rembeslag med pyramideformet overdel er fremstillet af bronze og måler ca. 5×5 cm. (fig. 11). Det har været monteret på et ikke bevaret underlag med fire små nitter, en ud for hvert hjørne. Netop de korte nitter tyder på, at det drejer sig om et læderbeslag, og under overdelen har man f.eks. kunnet gemme og fastholde samlingen af to stykker læder. I det østjyske krigsbytte-offerfund fra Illerup Ådal indgår tilsvarende beslag især fra hesteudstyr. Her er de placeret på hestens hovedtøj, hvor panderemmen krydser kindremmen.[12]
Der er fundet et par fuldstændig identiske beslag fra Vimose, og de må have haft samme funktion.[13] Fra Vimose kendes også pyramideformede beslag, der mangler de runde nitteplader placeret ud for hvert hjørne på Villestofte-beslaget. Tre prydbeslag i det nordtyske krigsbytteofferfund fra Thorsbjerg mose ligner stykket fra Villestofte til forveksling; de er bare en anelse større.[14] Også eksemplarerne fra Thorsbjerg er tolket som tilbehør til hesteudstyr.
Den mest ubetydelige genstand i fundet er bestemt ikke den kedeligste. Her drejer det sig om en lille støbt dobbeltknap af bronze (fig. 11). I modsætningen til de sammensatte knapper, der typisk har været brugt til livremme, skal de støbte dobbeltknapper sættes i forbindelse med sværdbæltet eller bandoleret. Brugen af dobbeltknapper er den romerske måde at hænge sværdet op på: skulderremmen lægges omkring skeden og føres ind under en rembøjle, der holder remmen fast; skulderremmens ender fæstnes så på hver side af skeden med en dobbeltknap. Fordelen ved ophængningen er, at bandoleret kan åbnes og indstilles efter hver bruger, i modsætning til de germanske bandolerer, som er individuelt tilpasset én bruger.[15]
Dette faktum har fået flere forskere til at foreslå, at bandoleret af romersk type blev udleveret til soldaterne fra et fælles arsenal – en tolkning, der hænger fint sammen med den standardisering, som på denne tid, altså lidt efter 200 e.Kr., ses ved spyd, lanser og skjolde.[16]
I Romerriget dukker dobbeltknapper som del af sværdophænget op i midten af det 2. årh. e.Kr., og de går først af brug efter midten af det 3. årh. e.Kr. De kendes bl.a. fra en række kasteller langs den romerske rigsgrænse Limes, men findes også i enkelte gravfund på kontinentet.[17] Det sandsynligvis tidligste eksemplar er fra kastellet Nec-karburken i Baden-Württemberg i Tyskland, hvor fundene daterer sig til første halvdel af det 2. årh. e.Kr.[18] Stykket fra Nec-karburken har et roset-profileret hoved, ligesom en dobbeltknap fundet i Thorsbjerg Mose.[19]
To af de kontinentale fund skiller sig ud fra de andre via deres overdådige udstyr, nemlig gravfund fra Aquincum/Budapest i Ungarn og fra Silistra i Mösien i det nuværende Bulgarien.[20] I begge tilfælde er de relativt store og ornamenterede dobbeltknapper fundet sammen med sølvbeslag fra et sværdbælte tilhørende en officer. En mønt præget i 287 giver en terminus post quem for den ungarske grav, mens dateringen for Silistra er mere usikker; den ligger dog sandsynligvis også i den anden halvdel af det 3. årh. e.Kr.[21]
Det er tvivlsomt, om man har produceret dobbeltknapperne i centrale værksteder, snarere er der tale om, at man selv har fremstillet disse i de tilknyttede vid og canabae, dvs. i de civile bebyggelser ved henholdsvis auxiliar- og legionskastellerne. Der findes indtil videre kun et enkelt bevis på halvfabrikata til denne produktion, nemlig fund fra en vicus udenfor kastellet Regensburg-Grossprüfenig, hvor der i starten af 80’erne blev udgravet rester af dobbeltknapper fra en serieproduktion.[22]
Stykkerne fra Villestofte og Vimose har et glat, hvælvet hoved, og disse dukker op i midten af det 2. årh. i (provinsial-)romersk kontekst, om end de fleste sandsynligvis skal dateres i det sene 2. og det tidlige 3. årh. e.Kr.[23]1 det sydskandinaviske område kendes de fra våbenofferfundene Illerup Ådal, Vimose, Thorsbjerg og Nydam Mose. Oftest optræder de med et par eksemplarer med undtagelse af Vimose-fundet, hvor der indgåi omkring 100 dobbeltknapper af den samme type som knappen fra Villestofte.
En rembøjle er et skedeophængningsbeslag, der blev nittet fast på sværdskeden, og som tjente til at holde ophængningsremmene på plads. Rembøjlen fra Villestofte er udført med en plastisk udformet bro i form af et stiliseret fuglehoved – en form, som af den tyske arkæolog Claus von Carnap-Bornheim betegnes som type IA (fig. II).[24]
Stykket fra Villestofte er af bronze, men fra Vimose, Thorsbjerg og Illerup ses de også udfort i sølv og med forgyldt perletråd, til tider med øjne af glas (fig. 9).
Disse rembøjler kendes kun fra det sydskandinaviske område, og foruden de ovennævnte moseofferfund er de også fundet i et par norske grave fra henholdsvis Hauge Østre i Vest-Agder[25] og Vennolum i Hadeland[26], samt fra et gravfund fra Brandsby på det nordlige Fyn.[27] Fundet fra Brandsby dukkede op i kanten af en jættestuetomt og indeholdt bl.a. et sværd med bevaret skede, hvor beslagene stadig sad på. Foruden rembøjlen med fuglehoved-protom er mundblik, midtbeslag og dupsko bevaret.
I moseofrene er der fundet rembøjler af type IA i Thorsbjerg mose, Illerup Ådal og Vimose. Hyppigst er forekomsten i Vimose med 19 eksemplarer, men her desværre ikke fundet sammen med andre skedebeslag. De seks eksemplarer fra Thorsbjerg kan heller ikke forbindes med andre beslag.[28] I Illerup Ådal er der fundet 13 stykker, og i syv tilfælde er de kombineret med cirkulære dupsko af germansk oprindelse.[29]
Fundet fra Vennolum i Norge indeholdt, foruden rembøjlen og andre oldsager, også en cirkulær dupsko af bronze, mens der mangler en dupsko i gravfundet fra Hauge Østre.[30] Alle gravfundene kan med stor sandsynlighed henføres til periode Clb (ca. 210-250), og da eksemplarerne fra Illerup Ådal tilhører den ofring, der betegnes plads A, understøtter disse den generelle datering til tiden lige efter 200 e.Kr.[31]
Den lille cirkulære dupsko af tak har siddet nederst på sværdskeden. Eksemplaret fra Villestofte er uornamenteret og har to huller fra skederandsnitter placeret i den øverste halvdel af dupskoen (fig. 11). Den er fremstillet af tak fra enten kronhjort eller elg, men desværre kan materialet ikke bestemmes nærmere. Med en diameter på ca. 45 mm hører dupskoen til de mindre; kun to af Vimose-fundets 10 dupsko er af denne størrelse. Dupskoen er tydeligt slidt i nederste højre side, og bunden er der også slidt hul i. Dette tyder på, at sværdet har været båret på den højre side.[32]
Cirkulære dupsko er almindelige i det 3. årh. e.Kr. De er oftest fremstillet af bronze og til tider jern, men fra Illerup Ådal og især Vimose kendes en række eksemplarer fremstillet af elfenben (fig. 10).[33] Dupsko af organisk materiale er ikke så almindelige, da de normalt hurtigt går til, men mosernes gode bevaringsegenskaber har bevaret de førnævnte 10 runde dupsko af tak fra Vimose, her oftest forsynet med skederandsnitter af bronze eller sølv.
Netop på grund af bevaringsforholdene kendes der kun få dupsko af organisk materiale fra gravfund. Et muligt eksempel er et beslag fra Fredsø på Mors, og det er sandsynligvis af samme type som eksemplarerne fra Villestofte og Vimose.[34] I grav 354 på Grødbygård-feltet på Bornholm lå den døde med hele sit våbenudstyr, bestående af et romersk langsværd i en læderbetrukket skede med en cirkulær dupsko af elfenben og sølvbeslag, lanse, spyd og et skjold.[35] Som kuriosum skal også nævnes et gravfund fra Føre i Nordland i Norge. Her var den døde begravet i en stenkiste i en høj med fuldt udstyr med sværd, rester af bemalet træskjold med beslag og et par lansespidser. Måske havde den døde været indhyllet i et bjørneskind; i hvert fald lå der bjørneklør i graven, ligesom den afdøde også havde fået en hund med sig. Det vigtigste i denne sammenhæng er den ornamenterede cirkulære dupsko, der er fremstillet af hvalknogle – sandsynligvis en lokal produktion.[36]
De tre dele af sværdgarnituret, dobbeltknappen, rembøjlen og dupskoen kan muligvis have tilhørt ét og samme sværd. Godt nok findes der ingen eksempler på kombinationen af dobbeltknap ophængning, rembøjle af type IA og cirkulær dupsko. På den anden side findes der eksempler på kombinationen af dobbeltknapper og rembøjler med fuglehoved-protom og kombinationen af disse rembøjler og cirkulære dupsko.[37] Det synes derfor ikke urimeligt at foreslå, at de tre dele har hørt sammen, især da hverken udbredelse eller datering taler imod.
Når vi skal sætte Villestofte-fundet ind i en større sammenhæng, er det et stort savn, at vi ikke kender de nøjagtige fundomstændigheder: Lå tingene samlet eller spredt, var der også knogler, jern eller træ, som man ikke fandt det nødvendigt at tage med, hvor dybt lå tingene i engjorden etc.? På grund af de manglende fundoplysninger kan man heller ikke være sikker på, om der er tale om én eller flere nedlægninger. Her kan dateringen af de enkelte genstande dog hjælpe os på vej.
De enkelte dele fra et sværdgarniture opfattes som samtidige, ja de kan jo have tilhørt en og samme kriger. Set ud fra en kronologisk betragtning kan han også have ejet det hestehovedtøj, hvorfra det pyramideformede bronzebeslag stammer. Denne del af fundet dateres nemlig samlet til den tidlige del af yngre romersk jernalder (Clb, ca. 210-250 e.Kr.). Spørgsmålet er så, om tolagskammen er helt samtidig med de øvrige genstande – altså om den kan have siddet i samme krigers bælte?
Tolagskammene kendes ikke med sikkerhed fra første del af 3. årh. e.Kr.; som nævnt kan de kamme af denne type, som kan dateres præcist, henføres til sidste del af 1. årh. og første del eller måske store dele af 2. årh. e.Kr. Her må man imidlertid tage i betragtning, at tolagskammene generelt er fundet i grave med sparsomt udstyr, og de er derfor vanskelige at datere præcist – og ydermere er de så relativt sjældne, at det kan være et tilfælde, at vi endnu ikke har fundet dem sammen med genstande fra 3. årh. Desværre står vi så tilbage med et åbent spørgsmål: Udgør Villestofte-fundet en enhed – en bereden krigers udstyr, som i så fald kun er nedlagt pars pro toto (altså en del i stedet for helheden)? Eller er vi i virkeligheden på sporet af et større og endnu kun delvis kendt krigsbytteofferfund med flere nedlægninger fra romersk jernalder – altså ganske som det ses i materialet fra Vimose? Kun en udgravning på matr. 38a kan hjælpe os med at besvare disse pirrende spørgsmål.
I flere af de sydskandinaviske moser, hvor krigsbytteofferfundene er gravet frem, er der også gjort fund fra ældre og yngre dele af jernalderen. Ofte har de ældre fund karakter af frugtbarhedsofre med lerkar samt knogler fra dyr og mennesker, mens de yngre fund som regel er enkeltgenstande, f.eks. redskaber eller smykker. Denne situation kendes fra Vimose, men faktisk også fra Stavis Ådalen.
Ca. 400 m opstrøms i forhold til Villestofte-fundet er der fremkommet en prægtig stigbøjle af jern fra vikingetiden (900-tallet),[38] Antagelig er der også her tale om et offerfund, der naturligvis ikke har nogen direkte relation til genstandene fra romersk jernalder, men som alligevel antyder, at man gennem et længere tidsrum har haft tradition for at foretage ofringer i ådalen. Nærmere krigsbytteofferfundets alder er en mængde dyreknogler, heriblandt hestekranier, samt knuste lerkar fra Stavis Bro 2700 m opstrøms.[39] Dette fund dateres til ældre romersk jernalder (ca. 1-150 e.Kr.) og er således blot ganske lidt ældre end Villestofte-fundet. Vi kan altså antage, at da man nedlagde sagerne på engen i spidsmålet i romersk jernalder, var der allerede en lang tradition for at opfatte området som et helligsted. Spørgsmålet er så, om der er flere tilsvarende og jævngamle ofringer i engen langs åen? Der er ikke spor af sådanne, men et planlagt naturgenopretningsprojekt i området kan måske give os mulighed for at lokalisere flere deponeringer med våbenudstyr.
I selve Villestofte er der registreret flere spor fra jernalderen, og netop mens disse linier skrives, undersøges en bebyggelse med huse og grave fra den tidlige del af yngre romersk jernalder (ca. 150-250 e.Kr.) ved Villestofte Skovvej ca. 1,4 km stik vest for Damhuset.[40] Teoretisk set kan det være folk fra denne boplads, der har nedlagt sagerne i den nordøstlige udkant af det ressourceområde, som hørte til bebyggelsen. Mange af jernalderens offerfund er netop deponeret i forbindelse med markante, naturskabte skel i landskabet – f.eks, ådale og moser. Disse landskabsformationer har antagelig, dengang som nu, fungeret som grænseområder mellem de enkelte bebyggelser. Således udgør Stavis Åen den dag i dag grænsen mellem Pårup og Næsby sogn, og tæt vest herfor mødes den af grænsen til Næsbyhoved-Broby sogn.
Villestofte-området ligger nær den vestlige udkant af den massive jernalderbebyggelse, som kendetegner egnen vest og nordvest for Odense.[41] Kommer man vest for Pårup sogn, kendes der til gengæld ikke mange fund fra denne tid, antagelig fordi området først blev opdyrket i vikingetiden eller måske endda senere? Man fristes derfor til at tro, at krigsbytteofferfundene fra Villestofte og Vimose blev deponeret netop her for at markere den vestlige eller nordvestlige grænse på “Odense-bygden”.
Det er påfaldende, at alle de genstandstyper, der indgår i Villestofte-fundet, også optræder i det nærliggende Vimose-fund (fig. 11). Sidstnævnte og meget omfattende fundmateriale undergår i disse år en nybearbejdning, og resultaterne har indtil videre vist, at der er tale om mindst seks våbendeponeringer på
dette sted i perioden, strækkende sig fra det 1. til det 7. årh. e.Kr. Den største af disse – kaldet Vimose 3 – dateres til periode Clb, altså lige efter 200 e.Kr.[42] På dette tidspunkt skete der en veritabel eksplosion i antallet af våbennedlægninger i moserne, hvor Illerup Ådal tegner sig for den absolut største nedlægning med over 10.000 genstande, mens Vimose indtager en andenplads med “kun” et par tusinde genstande fra denne tid.[43]
Hvordan passer Villestofte så ind i dette billede? I hvert fald våbenudstyret er jo helt samtidigt med Vimose 3-nedlægningen, og hvis ikke fundoplysningerne trods alt var så præcise, som der er redegjort for i det ovenstående, ville man uden tøven tænke, at det drejede sig om fund fra Vimose. Det er påfaldende, at der er fundet en ofring sted kun 4 km fra Vimose – oven i købet på samme tid og med et udsnit af fuldstændig identiske genstande. Det kan næsten ikke være en tilfældighed, men spørgsmålet er, hvordan man skal tolke dette sammenfald. En mulig forklaring kunne være, at man har delt krigsbyttet imellem sig, og at Villestofte-ofringen stammer fra samme slag som Vimose 3. Forhåbentlig vil de næste års forskning i krigsbytteofrene kombineret med vores stadig større viden om jernalderens bebyggelsesstrukturer og samfundsforhold i øvrigt gøre os i stand til at svare på nogle af spørgsmålene.
NM 10719: Tolagskam (Ilkjær 1993 type 5), tak. Længde: 80 mm, højde: 60 mm, ryghøjde: 26 mm, højde tandrække: 34 mm, max tykkelse: 10 mm, tykkelse overgang ryg/tandstykke: 4 mm, oprindelig antal tænder: 33, antal tænder pr. cm: 5.
NM 10720: Cirkulær dupsko med skederandsnitter (ikke bevaret), tak. Bredde: 45 mm, højde: 42 mm, tykkelse: 13 mm, mundingsbredde: 31 mm, mundingstykkelse: 7 mm.
NM 10721: Rembøjle med plastisk udført bro med fugle-hovedprotom (Carnap-Bornheim 1991 type IA), bronze. Længde: 185 mm, længde hovedskive: 19 mm, længde bro: 72 mm, længde fod: 94 mm, max bredde hovedskive: 15 mm, max bredde bro: 20 mm, min bredde bro: 7 mm, max bredde fod: 9 mm, max tykkelse hovedskive: 2 mm, max tykkelse bro: 6 mm, max tykkelse fod: 2 mm, max remgen-nemførelseslængde: 6 mm, max remgennemførelsestykkel-se: 3 mm.
NM 10721: Pyramideformet beslag, bronze. Længde: 49 mm, bredde: 50 mm, højde: 13 mm, længde uden nitteplade: 40 mm, bredde uden nitteplade 42 mm, nittehøjde under plade: 3 mm.
NM 10722: Støbt dobbeltknap med hvælvet hoved, bronze. Højde: 13 mm, diameter: 14 mm.
