Om aftenen den 23. november 1866 mødte H.C. Andersen sin ven Carl Bloch i folketeatret Casino, hvor digterens En Landsbyhistorie blev opført. Da forestillingen var endt fulgtes de to venner mod Kongens Nytorv. Her havde digteren sit logi hos fotografen Thora Hallager på hjørnet af Kongens Nytorv og Lille Kongensgade. Carl Bloch fulgte med op på tredjesalen, hvor Andersen boede, og her hyggede de to venner sig med portvin og kage, smørrebrød og øl, mens det regnede og ruskede udenfor. Andersen og Bloch førte nu fortrolige samtaler, og da de var dus, kunne de fortrolige samtaler også berøre følelseslivet. I H.C. Andersens dagbog lyder det: "Jeg fortalte om Jenny Lind om Rigborg, han fortalte fra Rom […]".
Det var hverken første eller sidste gang, at H.C. Andersen betroede sig til en nær ven og fortalte om sit kærlighedsliv. Som gammel mand betroede H.C. Andersen sig f.eks. til sin unge ven Nicolaj Bøgh, der i 1906 gengav nogle af disse fortrolige samtaler for Julebogens læsere. Om Jenny Lind og Riborg Voigt lyder det: "[…] hans Følelse for Riborg havde været meget heftig; men det var saadan en Ungdomsforelskelse, som i Aarenes Løb bortdunstede, og som i Grundighed og Varighed ikke kunde sammenlignes med den, han følte for Jenny Lind."[1] Man kan sige, at Nikolaj Bøgh brød den diskretion, der fordres mellem fortrolige venner, ved at referere til indholdet af sådanne samtaler, men han gjorde det vel som tjeneste for personalvidenskaben. Hvorom alting er, tog de andre venner hemmelighederne med sig i graven, og der gives ikke det store kildemateriale, der kaster lys over H.C. Andersens kærlighedsliv. Her må den nysgerrige ty til digterens selvbiografiske værker og hans personlige papirer.
Hvad angår H.C. Andersens kærlighed til Jenny Lind, finder vi de største beskrivelser herom i hans selvbiografier – den tyske fra 1847 og den danske fra 1855, skønt læseren her ikke præsenteres for digterens kærlighed til kvinden, men til kunstnerinden. I begge biografier er omtalen af Jenny Lind omfattende, og i begge afrundes digterens lovprisning af Jenny Lind med næsten samme ordlyd:
"Med en Broders hele Sind skatter jeg hende, priser mig lykkelig ved at kjende og forstaae en saadan Sjæl! Gud skjænke hende den Fred, den stille Lykke hun ønsker sig! – Ved Jenny Lind har jeg først forstaaet Kunstens Hellighed, ved hende har jeg lært at man maa glemme sig selv i det Høieres Tjeneste! Ingen Bøger, ingen Personer have bedre og mere forædlende virket ind paa mig, som Digter end Jenny Lind og derfor er det jeg her saa længe og levende har dvælet ved hende.-"[2]
H.C. Andersens møde med Jenny Lind fandt sted for første gang i 1840. Den da 19-årige svenske sopran var med sin far på turne i de svenske provinser. Efter en optræden i Malmø tog hun og faderen til København for at se storbyen, og her boede hun et par dage i midten af juli måned på Hotel du Nord, hvor også H.C. Andersen boede. Andersen så på hotellets tavle over nytilkomne navnet Jenny Lind, og da han samme år havde været på sejrstog i Sverige og dér var blevet bekendt med hendes ry, mente han, at det ville være passende at gøre hende "Opvartning". Mødet var dog temmelig formelt, og et videre indtryk havde det ikke gjort på nogen af parterne. Tre år efter, i efteråret 1843, var Jenny Lind atter i København. I Mit Livs Eventyr skrev Andersen:
"[…] min Ven Balletmester Bournonville […] fortalte mig, at Denne var her i Byen, at hun venligt erindrede sig mig, at hun nu havde læst mine Skrifter, det vilde fornøie hende at se mig; han bad mig følge med sig til hende, og da med ham, anvende min Overtalelse til, at hun gav nogle Gjesteroller paa det kongelige Theater; jeg vilde, sagde han, blive ganske henrykt ved hendes Sang."[3]
Mødet fandt sted den 3. september hos Bournonville, hvis svenske kone var veninde med den unge Jenny, og med dette møde vil vi nu forlade digterens selvbiografier for at granske lidt i hans personlige papirer. Der findes ganske vist ingen dagbogsoptegnelser fra denne tid, som er bevaret, men heldigvis kan man ty til digterens almanakker – kalendere, hvori digteren på den knebne plads ud for datoerne føjede små summariske notitser til. Almanakken for 1843 er bevaret, og her kan den interesserede få et indkik i de mere personlige rørelser hos H.C. Andersen. Hvad angår mødet med Jenny Lind i september bærer almanakken vidnesbyrd om den heftige følelseseruption, han oplevede hen over de godt to uger, Jenny Lind opholdt sig i København, inden hun forlod Danmark igen. I det følgende er alle optegnelserne om den unge frøken gengivet:
Søndag d. 3. september:
"Middag hos Bournonville. Madms Lind fra Stockholm sjunget for mig."
Lørdag d. 9. september:
"Aften med Jenny Lind hos Bournonvilles."
Søndag d. 10. september: "Jenny Linds første Fremtræden som Alice hun fremkaldtes; om Aftenen med hende hos Bournonvilles, hendes og min Skaal drukket, forelsket."
Mandag d. 11. september:
"sendt Jenny Lind et Digt."
Tirsdag d. 12. september:
"I aften hos Bournonvilles med Jenny Lind; foræret hende en Mappe."
Onsdag d. 13. september:
"Jenny Lind anden Gang i Robert hun fik en Bouquet og et Digt af mig; forstemt fordi hun reiser på Løverdag."
Torsdag d. 14. september:
"Reisen udsat; hver Dag hos hende; sendt hende mine Digte, gaaet i Thorvaldsens Udstilling med hende."
Lørdag d. 16. september:
"Jenny Linds Concert, om Aftenen hos Bournonvilles; Jenny og jeg fortrolige."
Søndag d. 17. september:
"Middag hos Øehlenschlægers. Om Aftenen kom Jenny L. Jeg talte ikke noget med hende; jaloux paa Gynther. Vi kjørte i Omnibus ind og jeg fulgte hende hjem."
Mandag d. 18. september:
"Besøgt hende, læst de Andres Digte, tænkt paa at fri. – Var i Vandet; hun synger for Kongen."
Tirsdag d. 19. september:
"Jenny Linds Diamanter skjænket af Kongen, sendt hende mit Portræt, skrevet Vise. Aftenen hos Nielsens hvor hun fik en Serenade af 300 Studenter; jeg elsker hende. Kom hjem om Natten Klok 1½ skrev Brev."
Onsdag d. 20. september:
"Ude paa Toldboden til Morgen 4½, sagt Jenny Farvel, stukket Brev til hende, som hun maa forstaae. Jeg elsker! […] Sandselig +."
Jenny Linds første optræden på Det Kongelige Teater som Alice i G. Meyerbeers Robert le Diable den 10. september var en umådelig succes, "det var en Aabenbarelse i Kunstens Rige", som Andersen udtrykte det i Mit Livs Eventyr, "den ungdomsfriske deilige Stemme trængte til alle Hjerter! her var Sandhed og Natur, Alt fik Betydning og Klarhed." Digtet, som H.C. Andersen sendte Jenny Lind den følgende dag, er lykkeligvis bevaret og giver klart udtryk for digterens opvakte følelser og forelskelse:
Jenny Lind
Du sang – jeg hørte henrykt Sangerinden, Og dog, mon vel min bedste Sang Du faaer? Man Kunstnerinden glemme kan for Quinden, Jeg synger ei – for stærkt mit Hjerte slaaer!
H.C. Andersen
Kjøb. 11. Sept. 1843.
Hidtil har kun to skriftlige henvendelser fra H.C. Andersen til Jenny Lind været bevaret og kendt, nemlig ovenstående digt samt et to år ældre digt, som Jenny Lind satte ind i sit album. Men sidste år dukkede et tredje dokument op i USA, nemlig den boggave, vi i digterens almanak kan notere os, at han forærede Jenny Lind den 14. september. Med fornem støtte fra Augustinus Fonden lykkedes det museet at erhverve denne bog, der indeholdt en overraskende lang håndskrevet dedikation. Her er tale om en kærlighedsgave, og dedikationen lyder:
Jenny Lind
Der er Mennesker vi leve Sammen med, Aar ud, Aar ind,
Aldrig dog vi med dem bleve Venner, ret i Sjæl og Sind,
Andre, kun vi mødte disse Faa Minutter, og tilvisse Vi dem kjendte, vi dem vandt,
Varigt Venskab os forbandt!
Siig, har jeg ei Perlen fundet?
Har jeg – en Veninde vundet?
Den første del af dedikationen havde H.C. Andersen hentet fra sit succesrige skuespil Mulatten, og ordlyden kommer fra den centrale passage i dramaet, hvor den unge Cecilie forudgriber sin kærlighed og sit ægteskab med helten Horatio. Sluttelig i dedikationen henvender H.C. Andersen sig direkte til Jenny Lind med spørgsmålet, om han har vundet sig en "Veninde". Ordet "Veninde" havde på H.C. Andersens tid samme betydning, som det tilsvarende ord på engelsk har i dag, altså en betegnelse for en kvinde, man tilbeder og elsker eller sågar en ung kvinde, man er kæreste med uden dog officielt at være forlovet med. Den erhvervede bog er således en overordentlig sjælden funden perle, der kaster lys over H.C. Andersens heftige følelsesliv i september måned 1843.
H.C. Andersen selv skrev som ældre, at det træk, der var mest fremtrædende i hans karakter, netop var "Hæftighed"[4]. Således gjaldt det også forelskelsen i Riborg Voigt i 1830. Her eksploderede følelserne ligeledes i et forløb over ganske få dage; han havde svært ved at tøjle dem, og den ubehagelige overraskelse, at den unge Riborg var forlovet, kom aldeles bag på den unge digter og bragte ham ud i en voldsom sjælekrise. På mange måder finder vi en parallel mellem hans forelskelser i Riborg Voigt og i Jenny Lind: Kærligheden til kvinderne opstår akut, kærlighedsdigte bliver skrevet og overrakt, digteren overvejer at fri – og vover sluttelig dette, for sådan må den sidste optegnelse i almanakken af den 20. september forstås: "Stukket Brev til hende, som hun maa forstaae. Jeg elsker !".
Men, der var også en sten i skoen. Den 17. september står anført i almanakken: "jaloux paa Gynther". Her er tale om den unge, da 25 år gamle, svenske operasanger Julius Günther, der i offentlighedens øjne blev betragtet som forlovet med den svenske nattergal. Denne unge rival kan man forestille sig også har figureret i Andersens nu tabte "frierbrev" til Jenny Lind, på samme måde som rivalen Poul Jakob Bøving figurerede i frierbrevet til Riborg Voigt. Der findes nemlig bevaret et upubliceret brev fra Jenny Lind til H.C. Andersen, der muligvis er et svar på H.C. Andersens brev. Brevet[5] er dateret den 26. oktober 1843, og Jenny Lind åbner brevet ved at undskylde, at hun ikke i lang tid har skrevet ham til. "Ach! De var så god emot mig Herr Andersen! Hur kunde De visa mig så mycken vånskap?", fortsætter hun og refererer dernæst til den ovenfor omtalte dedikation:"[…] jag har som De sjelf, erfarit hur vanlige menniskor genast vid førsta anträffandet tycks oss bekänte och sedan lång tid kånda. Att De kunde i mig finna en sådan år lika glädjande som smickrande." Herefter føjer hun sig for H.C. Andersens ønske om fortrolighed og fortæller til stor overraskelse åbenhjertigt, at hendes læremester, komponisten Lindblad, nyligen havde kastet sin kærlighed på hende i så høj grad, at hustruen ønskede skilsmisse
– "O! min Gud! hvilket ögonblick! jag tvekade ej min Bror – jag tänkte på deras 3 Barn – ock anbefalte dem alla i Guds beskydd – och drog mig tilbage – for att ej återse dem for än han kunde med lugn se mig! forstår De hvad jag lidit – ack ener De hvad högt jag ålsker desse menniskor – så finner De och i hvilken belägenhet jag nu är!" Og brevet fortsætter med omtalen af det menneske [Günther], der elsker hende så højt, at alle tror, at han er hendes "fästman. – han er det ei", kunne Jenny Lind betro og berolige Andersen med: Skønt Julius Günther kunne gøre hende lykkelig og fortjente al hendes kærlighed, så ville han ikke være andet end som en bror for hende. Lykkens blomst kunne dog ikke gro ud af brevet, for videre i brevet lyder det: "Min gode Broder! De bad mig skrifva som en syster till sin bror" – hvorved H.C. Andersen måtte lide samme skæbne som sin unge svenske rival.
Brevet fra Jenny kunne dog ikke helt slukke den brand, hun havde tændt i digterhjertet. Allerede den 12. oktober havde H.C. Andersen skrevet eventyret "Nattergalen" – eventyret, hvor mødet med og oplevelsen af Jenny Lind som ånd og væsen spiller en afgørende rolle.
I december 1843 blev H.C. Andersen og den unge baron Henrik Stampe dus-brødre. Anledningen var, at den unge baron, hvem Andersen kendte fra herregården Nysø, var blevet frygteligt forelsket i den unge Jonna Drewsen – barnebarnet til Andersens faderlige ven Jonas Collin. Den unge baron håbede da med H.C. Andersens mellemkomst at kunne blive introduceret i det collinske hus – og gennem dus-broderskabet kunne han berette om sin sande bevæggrund: kærligheden. H.C. Andersen blev således postillon d’amour for de unge mennesker; han sørgede for at introducere den unge baron for familien og føre de to forelskede sammen. I den første hemmelighedsfulde tid mødtes H.C. Andersen og Henrik Stampe ofte og førte fortrolige samtaler, og i et brev[6] fra den unge baron fra 1. juledag 1843 til H.C. Andersen får vi et lille indtryk af, hvad disse samtaler bl.a. berørte – nemlig Jenny Lind: "Veed Du, hvad der ofte har beskjæftiget mine Tanker – hvem jeg ofte med Inderlighed har tænkt paa – hende, som var Dig kjær, som forstod Dig, som hurtigt lærte Dig at kjende, som ikke snerpede sit Hjerte ind for at ‘lege Fremmed/ men som ærligt, aabent og dog saa smukt ærbart og nobelt viiste Dig sin kjærlige Følelse; hende har jeg ofte tænkt paa, og skjøndt jeg aldrig saae hende, veed jeg dog, at naar jeg seer hende, vil det være mig en Indskrænkning for min Følelse, at jeg ikke kan gaae hen til hende, tale med hende, tage hendes Haand og sige: ‘jeg agter Dem, jeg holder af Dem, thi De har forstaaet og skattet min Ven, ham, som jeg veed er høilig værd at skatte, og De har glædet hans Hjerte, saa meget det stod i Deres Magt!’ Saaledes tænker jeg ofte paa hende; og jeg veed, Du trofaste Sjæl, hvorledes Du har tænkt og følt. Der gives Træk og Handlinger af Mennesker, hvoraf jeg ofte kun behøver eet eller meget faa, for at danne mig et Begreb om dette eller hiint Menneskes Tænkemaade. Hvad Du har fortalt mig om J.L. [Jenny Lind] har saaledes gjort mig hende kjær, hun er et nobelt Menneske!"
At Jenny Lind var genstand for H.C. Andersens store kærlighed, kan der ikke herske tvivl om. Der kan heller ikke herske tvivl om, at Jenny Lind også som kunstner påvirkede ham. Det påpegede han selv med store ord i Mit Livs Eventyr. Her beskriver han også den bittersøde broder-skål, han i al offentlighed måtte drikke i champagne med Jenny Lind ved en fest i København to år senere. Ved den lejlighed, som han smukt beskriver i sin selvbiografi, måtte han sande, at kærlighedskabalen ikke tillod ham at nærme sig hende mere end som broder. Tilbage stod hun som den store kunstner, hun i sandhed var. At hun som gift kvinde – hun blev i 1852 gift med sin akkompagnør, pianisten Otto Goldschmidt — stadig spøgte som kvinde og kunstner i digterens sind, viser følgende optegnelse[7]: "" 28 April 1859 i Nat drømte jeg at være med en stor Mængde Mennesker i en Hal hos en Konge, denne var Jøde og kaldte flere frem, som hver fik kostbare Gaver. Guld osv […] — nu blev jeg kaldt frem, han reiste sig fra Thronen og lod der sidde sin Gemalinde, der var Jenny Lind; hvad mon hun vil give mig og hvad vil hun sige, men hun gav mig ikke Noget, talte heller ikke men sang, først et Par deilige Toner, derpaa gammeltsnøvlende, og hendes Ansigt blev gammelt og jødisk, hun sang
Giv mig en Blomst, en blaa Viol,
Imellem disse Blade — !
I det samme vaagnede jeg. —
