Overraskende nok er der ikke mange, der i dag kender til Anne Marie Carl-Nielsens kunst. Det er overraskende, fordi Anne Marie Carl-Nielsen for blot et par generationer siden med den største selvfølgelighed blev betragtet som en af Danmarks største billedhuggere. Hendes bedrift var usædvanlig storslået, og hendes navn lå på alles læber ikke mindst på grund af Rytterstatuen af Christian IX – den største opgave, der blev stillet en dansk billedhugger i det 20. århundrede. Efter knap 20 års arbejde blev statuen afsløret på Christiansborg Ridebane den 15. november 1927. Men kunstnerryet forstummede. Hun døde i befrielsesåret 1945, og det synes, som om også hendes navn og virke tonede hen i de nye tider, hvor en anden livsanskuelse dominerede den europæiske idehistorie. Således – blot i løbet af to slægtsled – blev en af Danmarks største kunstnere på overraskende vis glemt. Men gemt er ikke glemt, som H.C. Andersen sagde. Hengemt i Odense Bys Museers magasiner til Carl Nielsen Museet findes – uden sidestykke – den største samling af Anne Marie Carl-Nielsens værker. Hendes barnløse børn donerede museet det ganske bo, og museet varetog oven i købet Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Fondens store samling af kunstnerens værker, som fonden siden – i 2006 – generøst overdrog museet. Samlingen billedliggør i bogstaveligste forstand "et livsværk" og i mange henseender endogså "historien om en skabelsesproces", idet man i samlingen har mulighed for at følge et kunstværks tilblivelseshistorie fra ideens undfangelse på stregtegningen, over modelleringen i voks og ler til gipsformen og bronzefiguren. Gemt er ikke glemt.
I 2010 afsluttedes et mangeårigt, omfattende arbejde, der havde til formål at give et samlet overblik over billedhuggerens værk. Den omfangsrige samling af hendes kunstværker, samt forarbejderne hertil, blev registreret minutiøst, sammenstillet kronologisk og tematisk. Det skal i denne forbindelse nævnes, at registreringsarbejdet ikke alene gjaldt de utallige kunstværker, der hører til Carl Nielsen Museets samling, men også de kunstværker, som vi havde kendskab til eksisterede i ind- og udland – heriblandt de værker, der under Anden Verdenskrig gik tabt på den europæiske slagmark. Resultatet blev et fornemt bogværk på 560 sider. Bogen, der bærer den enkle titel Anne Marie Carl-Nielsen — en registrant over billedhuggerens værker, rummer foruden registrantdelen en oversigtsartikel over Anne Marie Carl-Nielsens liv og værk samt 14 tematiske artikler, der hver især behandler de nicher inden for den skulpturelle kunst, hvori Anne Marie Carl-Nielsen gjorde sig gældende. Det første eksemplar af bogen blev under festlighederne i anledning af Odense Bys Museers 150-års jubilæum i december 2010 overrakt H.M. Dronning Margrethe II.
For at kunne overskue det komplicerede arbejde med at registrere og holde styr på de godt 1700 forskellige kunstværker fra Anne Marie Carl-Nielsens hånd havde museets afdeling for it udviklet en avanceret database, hvor de mangeartede informationer, der knytter sig til de enkelte genstandsemner, kunne anføres. Ikke blot blev hver enkelt genstand beskrevet i højde og drøjde, materiale, kronologi og påtegning, men genstandene blev også knyttet til de omtaler herom, der måtte findes i bogværker, tidsskriftsartikler, udstillingskataloger, avisartikler, erindringer samt personlige papirer og korrespondancer. Databasen sikrede således, at den viden, der gennem museumsarbejdet opstod i det årelange arbejde med samlingerne, også blev indlejret i den elektroniske registrant.
I begyndelsen af 2011 lancerede Odense Bys Museer på basis af den avancerede database et website – Anne Marie Carl-Nielsens værker. Websitet er på sin vis en pendant til bogudgaven af registranten, men har den fordel, at man frit kan søge på kryds og tværs i de mangeartede informationer og foretage udvælgelser i samlingerne, alt efter hvilke søgekriterier man definerer. Derved bliver ikke blot museets samling af genstande gjort let tilgængelig for fag- og lægmand, men også museets "samling" af genereret viden om kulturgenstandene. Fordelene ved en sådan tilgængelighed til kulturhistoriske artefakter og den vidensakkumulation, der følger med disse, er til at få øje på, og fremtidsperspektiverne ved et sådant arbejde synes overvældende: Jo mere viden, man kan føje til museernes samlinger og på elektronisk vis give brugerne indsigt i på et splitsekund, des mere åbnes de døre til kulturhistorien, som tiden har en tendens til at lukke. De første skridt er nu taget, og studerer man registranterne, der ligger i bogform og på det elektroniske medie, vækkes et livsværk og en kulturhistorie til live igen fra en tornerosesøvn. Døren til historien står på klem. Man opnår ikke blot indsigt i, hvad et museum har i sine gemmer, men man henvises også til den debat, der engang var levende og vedrørte kunstnerens liv, hendes ånd, produktion og tilværelseskamp som kvinde, mor, hustru og virkende kunstner i slutningen og begyndelsen af henholdsvis det 19. og 20. århundrede.
Den store samling af kunstværker, personlige papirer og ejendele bør så vidt muligt også præsenteres for offentligheden igennem udstillinger. Allerede om godt et år påtænkes det at fejre Anne Marie Carl-Nielsens 150-års fødselsdag med en stor præsentation af hendes skulpturelle arbejder i Fyns Kunstmuseum først og fremmest, men naturligvis også i Carl Nielsen Museet. Betragtet i et kunsthistorisk lys er Anne Marie Carl-Nielsen en uhyre interessant kunstner. Hendes karriere er bemærkelsesværdig, ligesom hendes motivvalg og stil er forunderligt tankevækkende. Det er i særdeleshed skildringen af dyrene, der fra begyndelsen til enden af hendes virke har stået hendes hjerte nærmest. Allerede som barn varslede hun sit livsvirke ved at modellere familiens husdyr i det ler, som hun gravede op af køkkenhavens jord, og man kan sige, at hun på samme vis som Carl Nielsen og H.C. Andersen fremstod som et upåagtet vidunderbarn i sine barne- og første ungdomsår.
Fokuserer man på et sådant aspekt, bevæger man sig væk fra det kunsthistoriske felt og over i det personbiografiske. Anne Marie Carl-Nielsens livshistorie er også en udstilling værd. Hendes trang til at gå ad kunstens veje var så stærk, at ikke engang de hindringer, der lå hende i vejen for at uddanne sig som kvinde og kunstner, syntes umulige at forcere. Hun måtte bane sig vej ind i et område, der absolut var domineret og regeret af mandekønnet. Den skæbne delte hun med andre stærke kvinder i tiden, der gerne ville stå selvstændigt som individer, og som ønskede at realisere deres drømme på samme vis, som mændene i samfundet havde mulighed for. Anne Marie Carl-Nielsen var 52 år gammel, da hun fik stemmeret. Nok led hun ikke samme skæbne som f.eks. Ingeborg Stuckenberg, Anna Syberg og Anna Ancher – den skæbne at stå i ægtemandens skygge. Hun dyrkede ikke som disse samme muse som ægtefællen og kunne derfor placere sig med større integritet på kunstscenen. Dette havde dog også konsekvenser for Anne Marie Carl-Nielsen, der måtte insistere på det rejseliv og de udenlandsophold, som fordres af en billedhugger. Den ensomhed, det bragte Carl Nielsen i, og den utroskab, der fulgte med, havde mange års separation til følge, inden det aldrende og ellers så frigjorte kunstnerægtepar atter forsonedes.
Lader man det kunst- og personalhistoriske aspekt vige til fordel for en kultur- eller idehistorisk behandling, kunne man med de store samlinger fortælle en tredje historie. Ikke alene er samlingerne, der knytter sig til Anne Marie Carl-Nielsen, aldeles eksklusive; det gælder også samlingerne til Carl Nielsen og H.C. Andersen. Vi har her at gøre med tre af de betydeligste kunstnere i Danmark, der dækker over et tidsspand fra 1805 til 1945. Tiden spænder over markante ændringer af det danske samfund og voldsomme begivenheder. På H.C. Andersens tid svarede den gennemsnitlige levealder til den, man finder i Somalia i dag, og for Anne Marie og Carl Nielsens generation svarede den til den, vi i dag finder i Pakistan. Tidsrummet spænder fra enevælde til parlamentarisme, fra et religiøst verdensbillede til en tilværelse, hvor Gud måtte vige for evolutionsteorier og racehygiejne. Social elendighed skabte bølger af udvandring, krige hærgede, og storindustrien voksede ligesom også forskellen mellem land og by. Psykologiske studier vandt fremgang, og forståelsen af menneskesindet ændrede sig radikalt.
For Carl og Anne Marie Carl-Nielsen gælder det, at de og deres generation var børn af en krig, som blev tabt. Tabet af Slesvig-Holsten blev et nationalt traume, som de unge led under. Hertil kom tabet af Gud, formidlet gennem især Darwin og Nietzsche. Samtidig løb generationen panden imod en mur i det politiske landskab, hvor Estrups urimelige provisoriske regering ikke efterlod det mindste håb for nye og bedre tider. Georg Brandes beskrev generationen som "dekadent", som modløs og afmægtig. Men gennem denne afmagt voksede også en vrede. Kunstnerne grupperedes i diskussionslystne grupper, der alle havde til formål at slå sig løs af denne fortvivlende, uforløste situation. Nogle lod blikket glide mod sagnhistorien, andre genopfandt det religiøse i symbolismen, mange vendte samtiden ryggen ved at dyrke kroppen rituelt i naturen. Soldyrkelsen voksede og kulminerede – for nogen – i en politisk forkvaklet afart med soltegnet på dugen af det tyske flag.
Et fællestræk ved både Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsen er, at de begge – trods forældrenes modstand – forlod deres landlige barndomsomgivelser og flyttede til storbyen for at slå rod i kunsten. Alligevel er det tydeligt for begge kunstneres vedkommende, at de i deres kunst vendte blikket mod barndommens land, og Anne Marie Carl-Nielsen fortsatte livet igennem med at modellere de husdyr, hun lærte at kende så indgående, da hun var barn. Hendes stadige insisteren på at skildre dyrene gennem kunsten kan forstås som en nødvendighed for hende: At fastholde forholdet til naturen, så dens værdi ikke måtte forglemmes i den ny tids forblindelse af masse- og storindustri. Hun forholdt sig til naturen, så den ikke skulle blive tabt af syne i vrimlen af den mekanik, der som en Mester Blodløs organiserede bylivet – det tekniske liv, som forblændede H.C. Andersens Dryade ved Verdensudstillingen i Paris 1867, og som atter 33 år senere forblændede Johannes V. Jensen i Den gotiske Renæssance. Med sit kunstneriske udtryk formulerede Anne Marie Carl-Nielsen en holdning, der gradvist blev mere upåagtet, i takt med at den maskinelle og tekniske udvikling voksede i vælde. Denne udvikling kulminerede med Anden Verdenskrig – den absolutte verdensudstilling i nationernes både primitive og samtidig højteknologiske videnskabelige formåen. I den katastrofe forstummede Anne Marie Carl-Nielsen, og et stumt eftermæle blev hun for de efterfølgende generationer.
I begyndelsen af denne artikel annoncerede jeg det overraskende i, at Anne Marie Carl-Nielsens kunst er så ukendt i vores tid, da den førhen – for ikke så forfærdeligt mange år siden – var aldeles kendt og anerkendt. Den rigdom, der ligger i de betroede samlinger til Anne Marie Carl-Nielsen, er ikke længere knyttet til genstandenes egen natur. Samlingernes genstande har ikke mere det liv, de havde engang. Mejslen er nu ru – ikke længere blank og i brug – breve og tegninger er gulnede af ælde. Selve genstandene som sådan rummer ikke en værdi, der virker i os. Rigdommen i samlingen ligger mere i genstandenes vidneudsagn, og et bedre og mere interessant vidne om den tabte tid end Anne Marie Carl-Nielsen kan man vel næppe tænke sig. Registranten – både den i bogform og den på nettet – beskriver, hvad vi har af hendes kunst. Men skulle det på udstilling, så skulle udstillingen fortælle, hvad det var. Udstillingen skulle ikke kun fortælle en kunsthistorie, den skulle også udfolde personhistorien og i høj grad anslå idehistorien.
Den holdning, Anne Marie Carl-Nielsen forsvarede gennem sin kunst, er faktisk ganske aktuel i vores tid, hvor den utilitaristiske brug af den teknologiske udvikling ikke længere er en selvfølgelighed. Så fremmedgjorte, så begejstrede for verdensudstillinger, vi end er, kan vi ikke længere ignorere, hvad det er, vi gør ved vores jord. Vi snakker om økologi og bæredygtighed, om CO2-udslip og sundhed. Vi søger efter en naturforbindelse, og det er i sandhed svært at opnå efter mere end 100 års rus. Den tabserfaring af naturen, som Anne Marie Carl-Nielsen gav udtryk for i sin kunst, kan vi knap nok genfinde som erfaring i os længere. Vi genetablerer den tabte natur gennem vores krop og gennem doktriner om dens velvære. I farvestrålende sportsdragter løber folkemassen sig ind i sin egen tabte natur. Men naturen er større end kroppens udstrækning. Naturen er også kroppens forhold til sine rødder og habitat. Det vil derfor ikke være overraskende, om Anne Marie Carl-Nielsens kunst igen vil blive forstået, set og anerkendt. I idehistorisk sammenhæng toner den røst, som Anne Marie Carl-Nielsen besad, atter frem – den røst, som henleder opmærksomheden på det større hele og på den værdi, der ligger i vores forbundethed med naturen. Anne Marie Carl-Nielsens kunstudtryk, hendes spændende person- og samtidshistorie og hendes idehistoriske position er af stor aktualitet – igen. Gemt er ikke glemt.
