Alle mennesker påvirkes dagligt af lyde, lugte og visuelle indtryk. Sanseorganerne bruges konstant både aktivt og passivt til at modtage og bearbejde sanseindtryk. Lyde analyseres af hjernen, som tjekker, om der er fare i nærheden. Lugte og dufte, der skiller sig ud fra det almindelige, bemærkes straks. På samme måde bemærkes mennesker, der ved deres påklædning eller udseende skiller sig ud fra mængden. En gåtur gennem centrum af Odense anno 2014 kan byde på mange forskellige påvirkninger af sanserne.
Vor tids lyde og visuelle indtryk er veldokumenterede for eftertiden i form af f.eks. lyd-, billed- og videooptagelser. Dufte og lugte i forskellige sammenhæng er beskrevet udførligt. Derimod er det sværere at få en idé om, hvilke sanseindtryk man kunne blive udsat for på en gåtur i Odense for 200 år siden. Byen både lød og lugtede helt anderledes, end den gør i dag. Men hvilke lugte var indbyggerne i H.C. Andersens Odense omgivet af? Og hvilke lyde og støjkilder kunne man støde på?
Jeg vil i det følgende beskrive nogle af de sanseindtryk, man kunne blive udsat for i H.C. Andersens Odense og de faktorer, der skabte dem. Det vil jeg gøre ved at se på byens infrastruktur og befolkningsmæssige sammensætning, særlige festligheder, larmende professioner og dyrehold. Samtidig vil jeg se på, hvad H.C. Andersen selv skrev om sanseindtryk i Odense.
H.C. Andersen flyttede i 1819 fra Odense og boede derfor kun fast i byen i de første 14 år af sit liv. Andersen kom i resten af sit liv lejlighedsvis på besøg i byen. Efter sin mors død i 1833 blev besøgene dog sjældnere.
Jeg har valgt at fokusere på Odense i perioden 1800-1850. Denne periode kan nemlig på mange måder ses som den sidste del af det ”gamle” Odense, før industrialiseringen og befolkningstilvæksten for alvor forandrede strukturerne i byen.
I 1860 kom Andersen til Odense for første gang i 10 år, og han bemærkede straks, at byen i den mellemliggende periode havde forandret sig. Således skriver han bl.a. i et brev til Henriette Collin: ”I Fredags Middag naaede jeg Odense, hvor jeg ikke har været i 18 [10] Aar, jeg vilde engang igjen see min Fødeby, men ’hvor forandret’! ja den var blevet en meget net By, pyntet og glattet, men uendelig kjedsommelig. Alle de gamle Huse vare revne ned og slikkede fiirkantede Kasser reiste istedet. Det Huus hvori jeg havde tilbragt min Barndom, havde faaet een Etage til og store Ruder; hvor mine Forældres lille Stue laae, gik nu en lang Gang.”[1]
Odense havde tydeligvis forandret sig på mange måder. I det følgende vil jeg se på, hvilke rammer byen havde frem til 1850.
Selvom Odense dengang var kongerigets næststørste by, var dens udstrækning ret begrænset. Odenses rammer var udstukket af byens seks byporte:
I 1847 blev en syvende byport bygget, da Kongensgade blev anlagt. Inden for disse porte gik bylivet sin gang. Som man kan forestille sig, var der ikke langt fra en byport til en anden. Fra Skt. Jørgens Port i øst til Vesterport i vest var der ca. 1 km, mens turen fra Møllebro Port i syd til Nørreport i nord var 600-700 meter.[3]
Alle indfaldsveje til byen førte forbi en byport. Dermed skulle enhver, der ville til eller fra Odense, passere en port. Portene markerede bygrænsen, men samtidig fungerede de også som kontrolsteder, hvor man kunne holde øje med, hvem der kom ind i byen. Der kunne hurtigt opstå trængsel og dårlig stemning ved byportene, når bønder og handlende på torvedage ville ind til byen for at sælge deres varer. Hovedårsagen til den dårlige stemning ved byportene var den forbrugsskat, som handlende skulle betale af deres varer, inden de kunne passere byporten. Afgiften blev opkrævet ved indkørslen til byen af de såkaldte konsumptionsbetjente, der havde kontor ved byportene. Hverken afgiften eller konsumptionsbetjentene var særlig populære blandt befolkningen. Betjentene blev kaldt posekiggere, og der opstod ofte højlydte skænderier ved byportene. Larm og støj har ganske givet været en del af dagligdagen ved byportene. Postvogne med rejsende, bønder med kærrer og hestevogne og handlende til fods har sammen med skænderier skabt et ganske intenst lydbillede ved byportene.
Jeg vil nu se på, hvordan H.C. Andersens Odense lød, når man først var kommet forbi konsumptionsbetjentene og ind i byen.
Før industrialiseringen især i anden halvdel af 1800-tallet og fremefter fundamentalt ændrede lydbilledet i Odense, var kirkeklokkerne det lydmæssigt mest gennemtrængende. Skt. Knuds kirkeklokker kunne overdøve al anden larm. Derudover kunne kirkeklokkerne i Vor Frue Kirke og Skt. Hans Kirke høres over det meste af byen. Kun heftige tordenskrald eller affyring af kanoner kunne udkonkurrere kirkeklokkernes kimen. Mellem de store kirkeklokkers altoverdøvende klemten så det daglige lydbillede dog anderledes ud. Om dagen blev byens spektakel skabt af alt det leben og hurlumhej, der fandtes i gaderne.. Råbende gadesælgere falbød deres varer. Gadedrenge fyldte byens gader med hujen og piften. Hestevogne skramlede over brostenene. Et stort antal hunde medførte, at man konstant hørte gøen i alle dele af byen. Til denne kakofoniske koncert føjede sig lydene fra forskellige larmende professioner såsom smede, håndværkere eller bryggere. På gaderne sås også tilfældige gademusikanter, der forsøgte at tjene til livets ophold ved at spille i baggårde.
Odense havde som garnisonsby ca. 250 soldater indkvarteret i byen. Til hele garnisonen hørte 6-700 personer.[4] Soldater var derfor en ganske lydelig og synlig del af bybilledet, når der var vagtskifte, eller når soldaterne marcherede i parade med tamburer og pibere.
Om natten var byen mere rolig, men stilheden blev alligevel afbrudt hver time, når vægterne sang deres vægtervers eller i tilfælde af fare blæste i deres hvinende vægterpiber. Nattesøvnen blev også ofte spoleret af tudende hunde, svirebrødre og larmende værtshuse. I det følgende vil jeg se på nogle af de mest larmende elementer i byen.
Nu til dags fremstilles nattevægtere ofte som hyggelige vagtmænd, der gav indbyggerne en følelse af sikkerhed for både tyve og ildebrand. I Odense og i mange andre danske byer bliver der om sommeren arrangeret byvandringer med nattevægtere, der i fint pudsede støvler og flotte uniformer fortæller anekdoter om byen og giver eksempler på deres sangmæssige kunnen. Det billede kunne nærmest ikke være mere forfejlet i forhold til, hvordan datiden så på vægterne. Vægterne var ildesete af befolkningen. Tit gjorde folk grin med dem ved at stjæle deres morgenstjerne eller vægterpibe.
Vægterhvervet var svært at besætte – arbejdet var nemlig særdeles upopulært. Da arbejdet samtidig ikke var synderligt velbetalt, var det ofte mænd fra fattige kår, der arbejdede som vægtere. Fattigdommen var derfor udbredt hos Odenses 15 gadevægtere.[5]
Vægterne skulle hele natten igennem gå patrulje i deres tildelte område af byen og hver time råbe, hvad klokken havde slået og synge et vægtervers. Hovedparten af vægterne kunne imidlertid ikke ramme en tone. Man kan undre sig over det irrationelle i, at nattevægterne skulle sørge for, at folk kunne sove trygt i deres senge, når måden, det foregik på, var ved at vække selvsamme folk hver time. Det var et irritationsmoment for mange indbyggere at få nattesøvnen afbrudt hver time af falsksyngende vægtere. Men i det mindste kunne ingen være i tvivl om, at vægterne var på deres poster.
Vægterne skulle på deres vagt også pågribe kriminelle, berusede eller mistænkelige personer, som de stødte på under deres patruljering af gaderne. Ved ildebrand skulle vægterne blæse i deres piber og derefter hjælpe brandvæsenet frem. Vægterne larmede for øvrigt ikke kun ved deres sang. Ofte samlede flere nattevægtere sig på hjørner og pladser, hvor flere gader stødte sammen. Her talte og lo de højrøstet natten igennem.
Nattevægterne skabte på den måde støj i hele byen, mens de bevægede sig gennem gader og stræder. En anden larmende gruppe i H.C. Andersens Odense, der også lavede spektakel i hele byen, var gadedrenge. Dem fandtes der et stort antal af for 200 år siden.
I H.C. Andersens Odense var befolkningssammensætningen en noget anden end i dag. Ifølge folketællingen i 1801 var ca. 31 % af Odenses befolkning mellem 0 og 14 år. Ved folketællingen i 1845 udgjorde denne gruppe 29 %.[6] Til sammenligning udgør de 0-14- årige blot 14 % i dag.[7] Der var altså procentuelt set mere end dobbelt så mange børn i Odense i første halvdel af 1800-tallet, end der er i dag. Det betyder, at det for 200 år siden vrimlede med børn på gader, stræder og i baggårde. Overalt har børn hver dag været en tydelig og lydelig del af gadebilledet. Store grupper af især drenge rendte rundt sammen og legede fangelege og rodede efter mønter i rendestenen. Udover vilde lege på gaderne var en af gadedrengenes yndlingsbeskæftigelser at pifte og huje ad mennesker, der skilte sig ud fra mængden. Fulde mennesker eller folk, der klædte sig besynderligt, gik dårligt e.l. blev forfulgt igennem gaderne af skrigende drenge og overdænget med skældsord. Ved sådanne lejligheder dirrede luften af gadedrengenes larm.
Når indbyggere i Odense trådte ud ad døren og ned på gaden, var gadedrenge noget af det første, de så og hørte i gadebilledet. Både på gader, kirkegårde, baggårde og selv bag hjemmets fire vægge kunne gadedrengenes skrig og hujen høres. H.C. Andersen oplevede selv, hvordan hans farfar blev forfulgt af gadedrenge. Farfaren led af en sindssygdom og var derfor et oplagt mål for gadedrengene. I ”Mit Livs Eventyr” skriver han således: ”een Dag han (farfaderen, red.) kom hjem igjen til Odense, hørte jeg Gadedrengene skrige højt efter ham; af Skræk skjulte jeg mig bag en Trappe, mens de stimlede forbi.”[8] Det hændte også, at Andersen selv blev forfulgt af gadedrenge: ”Gadedrengene havde af deres Forældre ogsaa hørt om mit sære Væsen, og hvorledes jeg kom omkring i ’fornemme Familier’, og derfor blev jeg en Dag forfulgt igjennem Gaden af en heel vild Skare, der spottende raabte: ’der løber Comedieskriveren!’ Jeg skjulte mig hjemme i en Krog, græd og bad til Gud.”[9]
Gadedrenge blev også kaldt rendestenssnagere pga. deres store interesse for, hvad rendestenen kunne gemme af skatte. De kunne få timer til at gå med at lede efter mønter, der var blevet tabt i rendestenens skidt og affald. Gadedrenge var derfor som regel ret snavsede og ildelugtende. Ved visse begivenheder i byen blev gadedrengenes larm og lugt dog overdøvet. Når der var store markeder og festligheder i Odense, stod byen på den anden ende. Bønder, handlende og besøgende fyldte byens pladser. I det følgende vil jeg gennemgå enkelte af byens store årlige fest- og markedsdage.
Ved særlige begivenheder og fester i løbet af året forandrede lyd- og lugtbilledet sig markant i Odense. Og hver årstid havde sine festdage. F.eks. blev det nye år hilst velkommen af borgerskabets musikkor. H.C. Andersen skriver, hvordan koret musicerede: ”Det nye Aar hilsedes alletider af Borgerskabets Musik-Chor, der med Piber og Trommer spillede nok så lysteligt udenfor Borgernes Døre; det kaldtes at tromme Nytaar ind.”[10]
En anden tilbagevendende begivenhed i byen var skyttelaugsfesten. Odense kgl. privilegerede borgerlige Skyttelaug afholdt dengang hvert år anden tirsdag efter pinse den såkaldte skyttelaugsfest med skiveskydning. Hele byen deltog i skyttelaugsfesten, og Andersen har skrevet om den ved flere lejligheder: ”I den tidlige Morgenstund marcherer med tyrkisk Musik de respectable Borgere ud af Byen. Æreporte ere opreiste, Byens saakaldte Vesterport bekrandset og smykket med Indskrifter. Alle Skoler og Værksteder have Frihed, og mod Aften, naar Indtoget skeer, findes alle Vinduer i Hovedgaden opfyldte med Tilskuere.”[11]
Skyttelaugets skiveskydning fandt sted på Heden uden for Vesterport i området, der i dag kaldes Ansgar Anlæg. Når de bedste skytter var fundet, fortsatte festlighederne i byen: ”Efter Skydningen var forbi, blev Skiven solgt og derpaa overladt Byens Drenge at føre hjem til Eieren. Fire eller sex af de stærkeste Drenge toge den paa Skulderen og een ja ofte to af de længste steeg op paa den; alle de øvrige stillede sig nu i Procession med grønne Grene og droge saaledes under Sang og Hurra-Raab ind i Byen. Alle Æreportene bleve plyndrede med en canibalisk Vildhed.”[12] Stort set hele byen fulgte optoget gennem gaderne: ”Alle Mennesker fulgte dette Baccantiske Tog, der drog om i Gaderne, til ud paa Aftenen.”[13]
En måneds tid efter skyttelaugsfesten fandt en anden stor begivenhed sted i Odense. Hvert år omkring den 10. juli blev Skt. Knuds Marked nemlig afholdt på Albani Torv. På denne dag var byen fyldt med handlende, og torvet komplet indtaget af salgsboder: ”Hele Torvet var forvandlet til en deilig Trylleverden, med Legetøi og Kager, brogede billeder og Mennesker. Liremanden spillede saa mange deilige Stykker; der kom Bjørne og Abekatte til Byen, og Marionetspilleren gav rare Tragedier hvor Standspersoner kunde betale efter Behag.”[14]
Markedet brød den daglige rytme og spredte andre lyde og lugte: ”Nu have vi Markede. Luften er opfyldt med Lugt af Bønderne.”[15] På torvet var en larm og trængsel og ”Luften var tyk og qvalm af Uddunstninger, som krydredes ved Duften af Honningkager.”[16] Fra hele Fyn og Jylland kom bønder og handlende til byen: ”Vi skulle paa Torvet besøge Kronjyderne, hvor de sidde midt i Lyngen, mellem deres Potter.”[17] Kronjyderne var et eksotisk indslag på markedet med deres duft af lyng og lyden af skrattende potter.
Ved særlige festligheder kom der altså særprægede lyde og lugte til Odense, som byens indbyggere måtte studse over. Antallet af festligheder og store markedsdage var begrænsede, og derfor var de ikke en del af byens daglige sanseverden. Til daglig lugtede byen af helt andre ting end bønder, lyng og honningkager. Jeg vil nu se nærmere på de lugte, indbyggerne i H.C. Andersens Odense færdedes i.
I 1851 kunne man i Fyens Stiftstidende læse følgende klage: ”For nogen Tid siden henledte Indsenderen Sundhedspolitiets Opmærksomhed paa de utætte Renovationsvogne, der lade Qvintessentsen af deres Ladning blive liggende paa Gaden til Plage og Fare for Byens Folk.”[18] De omtalte utætte renovationsvogne blev brugt til at føre indholdet af latrinerne ud af byen. Latrinerne rundt om i byen blev tømt ca. fire gange om året. Det var de såkaldte natmænd, der havde det knap så tiltalende arbejde med at øse indholdet af latrinerne over i tønder og køre dem væk. De havde imidlertid ofte så travlt med at komme ud af byen med latrintønderne, at en stor del af deres fragt skvulpede over og landede på gaderne.
Man kan let forestille sig, hvilken stank de sorte, tykke striber har efterladt. Lugten i Odense har for 200 år siden været præget af møg og forrådnelse. I baggårde stod primitive latriner, som hurtigt blev fyldt og løb over, inden natmændene fik dem tømt. Langs med gaderne løb dybe rendestene, som var fyldt med uhumskheder. Både skrald, latrinindhold, affald fra f.eks. garvere og møg fra husdyr kunne ende i rendestenen. Rendestenenes indhold flød ud i Rosenbækken eller Odense Å. Rosenbækken løb gennem byen tæt på Vindegade, nord om Fisketorvet, tæt forbi Sortebrødre Plads og løb sammen med Odense Å bag Vor Frue Kirke. Bækken fungerede som hovedkloak for byen og måtte i perioden 1800-1850 ofte oprenses.
Heldigvis bredte der sig fra tid til anden også liflige dufte i Odense. Ved Mortensaften duftede hele byen således af gåsesteg, og Andersen, der i 1845 var på besøg i Odense omkring Mortensaften, kunne med glæde tænke tilbage på sine barndomsminder: ”Det er i Aften Mortensaften; hele Odense lugter af Gaasesteg, jeg har ordenlig faaet Barndoms Erindringer derved. Poeten siger jo ogsaa at der til Duft og Melodier knøtter sig mange Erindringer, men han tænkte vel ikke paa Gaasesteg.”[19]
Ved højtider kunne byen altså ligefrem dufte. Som beskrevet spredte markedsdage også andre dufte og lugte. Til daglig har lugten af møg imidlertid overdøvet alle dufte i byen. Det bidrog de mange dyr i Odense i høj grad til.
I H.C. Andersens Odense var der ikke kun kæledyr i byen. Tværtimod var byen fyldt med dyr, som man nu udelukkende forbinder med landbruget. Ifølge en optælling i 1838 var der 686 heste, 820 køer, 651 svin og 175 får i byen.[20] Til sammenligning havde byen i 1838 ca. 9.000 indbyggere.
Det er næsten umuligt at forestille sig et så stort antal dyr i Odense. Størstedelen af disse dyr levede enten i stalde i baggårde og kældre eller gik rundt på stræderne. Heste fungerede som arbejds- og transportredskab. De stod derfor ikke permanent lukket inde i små stalde. Hovedparten af køerne var derimod lukket inde året rundt. Mange af byens brændevinsbrændere havde køer i deres baggårde. De blev fodret med bærme fra alkoholdestilleringen, ligesom man gør nu til dags. For brændevinsbrænderne var det en ekstra indtjeningskilde at kunne sælge frisk mælk – selvom kvaliteten af mælken sikkert har været diskutabel. Køerne fik sjældent frisk luft eller solen at se.
Svinene og fårene kunne bevæge sig lidt friere rundt, men skabte lige som de andre kreaturer naturligvis enorme mængder møg og gylle. Alle, der har været i en kostald eller svinesti, ved, hvor kraftig lugt disse kreaturer skaber. De mange dyr i Odense har skabt en konstant stank overalt i byen.
Udover de nævnte kreaturer var der i Odense flere hundrede hunde, hvoraf et større antal var halvvilde gadekryds, der rendte rundt på gaderne dag og nat. Disse hunde åd madrester i rendestenene og drak vandet fra de smudsige pøler rundt omkring i byen. Fra alle hjørner af byen kunne indbyggerne i Odense døgnet rundt høre hundegøen. Endelig bidrog hundene med deres efterladenskaber ligeledes til lugtgenerne i byen.
En gåtur i H.C. Andersens Odense har på mange måder tydeligvis været en noget anden oplevelse end en gåtur i vor tids Odense. Sanseverdenen i 1800-1850 var komplet anderledes end den sanseverden, vi i dag kender og navigerer i. For 200 år siden var det mennesker og dyrs lyde, der fyldte lydbilledet. Nu til dags er det trafik, maskiner og musikanlæg, der dominerer. For 200 år siden var lugten i byen præget af åbne rendesten, latriner og de mange dyr. Nu er det kun kæledyr, man kan støde på i Odense; kloakkerne er gemt væk under gadenettet, og affald fjernes hver uge og ligger ikke i rendesten langs gaderne. Til gengæld er der kommet andre lugtgener til – f.eks. udsættes vi dagligt for lugten af bilos.
